Den slags.

by Louise Juhl Dalsgaard

Og så siger far (måske), at jeg skal holde op, eller han siger ikke, at jeg skal holde op, men beder mig om at række ham en bog, som han har med, en bog om hunde, og så siger han, at det ikke er fordi, han ikke hører, hvad jeg siger, men at han nu alligevel synes, det vil være bedre at få sig en hund, ja han siger, at en hund er bedre, at en hund er trofast på en måde, man ikke ser hos andre dyr, hos fisk for eksempel, og så spørger jeg ham, hvad han mener med trofast, hvad det er for en tro, der er så fast, og han svarer, at det er vanskeligt at forklare den slags, “den slags?”, spørger jeg, men far er allerede i gang med at læse højt fra bogen, et afsnit om pleje og vacciner, og forsikrer, at han nok skal betale, “naturligvis, det siger sig selv“, siger han, jeg ved ikke, hvad det er, der siger sig selv, jeg tænker, hvordan mon en fisk lyder, når den siger sig selv?