Louise Juhl

Jeg læser Tom Malmquist “I hvert øjeblik er vi stadig i live,” det er en hård bog, sproget er nøgternt og alting så præcist nedfældet, at jeg, som læser, føler mig som tilskuer i en retssal.
Jeg er alene hjemme i de her dage, jeg er ikke god til den slags, at være alene med mig selv. Det skyldes sikkert mangel på nøgternhed: jeg har altid så mange følelser, der skygger for virkeligheden. Her kan Malmquist, hans journalagtige optegnelser, være et eksempel til efterfølgelse. Jeg kunne notere mig temperaturen på mine fødder (de er kolde, jeg burde hente et par strømper), eller de to edderkopper, der hænger ned foran et mit stuevindue, den ene er stor, men hurtig, ja næsten adræt, i sine bevægelser.
På mit tobaksbord ligger to bøger, fulde af farvede post-it-sedler, som jeg har sat fast på siderne under læsningen. “BEGÆR”, står der på en af lapperne, “dværgen”, på en anden. Jeg har glemt, hvorfor jeg har skrevet dem, de tjener ikke længere noget formål, men farverne er fine, og bøgerne ligner flouroscerende grøftekantsbuketter med de mange kulørte lapper stikkende ud. Jeg forstår godt den nøgternhed, Tom Malmquist benytter. Hvordan han får virkeligheden (der ellers er gået i stykker med konens pludselige sygdom) til at hænge sammen, ved at forholde sig til det, som det er muligt at forholde sig til. Han noterer sig sirligt de lægefaglige termer, beskriver hans døende kones væskeansamlinger og pudset, der rinder fra hendes tårekanaler. De tilstoppede katetre. Også farven på overlægens plastikhandsker registreres (ikke hvide men heller ikke ikke-hvide). Det er en måde at bære det ubærlige: At skrue op for sanserne, øjne, øre og næse, og tilsvarende ned for følelserne. Lukke ned for afmagten: Hvad fanden ligner det, at hans elskede, en ung gravid kvinde, får akut leukæmi. Hvad stiller man op, hvem klager man til, hvem giver man skylden? Der er ikke nogen at blive vred på, det er ikke nogens skyld. Men istedet for at lade sig kvæle af afmagt, noterer Tom Malmquist det, der stadig findes, selvom konen er borte. Pårørenderummets indretning, stolenes farve, længden på sovesofaen, hældningen på hovedgærdet. Han beskriver endda ørebøjlen på det stetoskop, som overlægen på neonatalt afsnit bruger til at lytte til hans nyfødte datters hjerte. Vi hører ikke, sådan som vi forventer, om barnets hjertebanken, men får beskrevet det redskab, hvormed hjertelyden registreres. Kærlighed by proxy.
Selv er jeg sådan en (sådan en hvad?), der støvsuger, når jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med mig selv. Ikke fordi støvsugningen giver mig svaret, men fordi tiden går, og jeg går med, og nogle gange er det alt, der behøves.