Louise Juhl

I min morfars køkken var dugen af plastik og hylderne i skabet beklædt med rødternet selvklæbende folie. På loftet gemte han alle numre af Hjemmet, helt tilbage fra under krigen, med reklamer for erstatningskaffe: “Det er Rick’s, der driks” og forsidetegninger af kvinder med kageruller i hånden eller håndklæder om livet.

Jeg kendte ikke min morfar, ikke sådan som børn i dag kender deres bedsteforældre med biografture og betroelser. Jeg betroede aldrig min morfar noget, han spurgte heller aldrig. Men jeg vidste, hvad han gjorde og hvornår. Jeg vidste, at han spiste det halve af et halvt stykke franskbrød med honning til morgen, drak to kopper kaffe mættet med sukkerknalder, fire i hver af de lillefingerhøje kopper. Jeg vidste, at han startede ved hønsene, strøede korn i den store trådgård. Derefter fårene, vand i truget, et klap på den krøllede bag. Jeg vidste, at han afskyede alt for tidlige fugle, deres pippen, og Jehovas Vidner. At han til gengæld elskede alt, der handlede om dronningen, karet-turene, gardernes bjørnede huer, de pyntede heste. Jeg var aldrig i tvivl om hans humør, han ruttede ikke med forbandelserne, når noget gik ham imod. En stol, der stod forkert eller en stok, han ikke kunne finde. Fandme og sgu og s….. Han sad næsten aldrig ned, spiste på fem minutter og så var det videre, ud at luge et bed eller rette en hegnspæl. Dreje et bordben, høvle rygstykket til en stol. Da han blev ældre og ikke længere udøvede sit hverv som tømrermester, smedede han ting i jern. Det var ikke noget, han talte om, pludselig stod de der bare. Sære figurer skjult i et skvalderkålsbed eller mellem seks meterhøje graner i skellet ind mod naboen.

Det mærkelige er, at selvom vi sjældent vekslede ret mange ord, andet end dengang jeg ringede fra København og fortalte ham, at jeg var syg af sult og han svarede: “”Det må være dem derovre. Kom hjem,” så sidder han i mig som hemmelig skrift på et stykke papir. Citronsaft. Jeg kan stå og se på solen, der går ned bag og pludselig nynne “Stille hjerte, sol går ned” og som var den, jeg sang for ham, da han døde. Eller jeg kan se på den snoede trappe op til førstesalen hvor jeg bor og tænke: Den ville morfar give et anerkendende nik. Og jeg tænker på, hvad det er vi giver til hinanden, også når vi ikke vi taler, hvad vi kendes på. Forleden hørte jeg “Det sidste måltid” med Line Knutzon. Afslutningsvis blev hun spurgt: Hvad vil du gerne huskes for, hun svarede: For at være sød. Det synes jeg er et fint svar. Jeg husker min morfar for at være sig selv, altid og aldrig andet. Sukkerknalder, cigarer. Nihil sine labore, Intet uden arbejde. Jeg husker de flittige grove hænder, jeg husker “kom hjem!”
Hvis jeg nogensinde skal huskes for noget, må det gerne være sådan, som man husker en kantarel. Orange, krøllet og svær at finde.
Hvad med dig?

Jeg læste for nylig et modigt og tiltrængt kritisk blik på det danske anmeldelseslandskab i magasinet ATLAS. Essayet hed “Kritisk” og var skrevet af Hans Peter Madsen, der selv er forfatter, oversætter og, i denne sammenhæng måske mest væsentligt, en flittig og afholdt anmelder.
Hovedpointen i hans indlæg lød således:
“Når jeg læser boganmeldelserne i de danske dagblade, ser jeg hovedsageligt grundighed og dygtighed. Men jeg ser også to slags anmeldelser, hvor kritikerne ikke gør deres arbejde ordentligt. Det gælder på den ene side, når ellers fagligt kvalificerede kritikere mangler engagement og tilsyneladende ikke læser bøgerne grundigt. Og på den anden når engagerede kritikere, der ellers skriver med stor ildhu og interesse, bliver sat til at anmelde bøger, som de ikke har de faglige kvalifikationer til at vurdere.”

Madsen er altså som udgangspunkt loyal og finder, at hans kolleger bedriver saglig og grundigt anmelderi. Men han har altså stadig sine forbehold, det ene er sjuskede anmeldelser, det vil sige bøger, der tydeligvis ikke er læst med engangement og grundighed, det andet er for så vidt vældigt engagerede anmeldere, der til gengæld mangler faglig viden og udsyn i forhold udøvelse af til en litteraturkritisk praksis. Som eksempel på det første, henviser han til Politikens Bo Tao Michaelis, der i sin anmeldelse af Terry Hayes’ spionthriller Græshoppens år overser et meget væsentligt greb, nemlig at bogen skifter genre fra klassisk thriller til i stedet at besøge sig ind i et ski-fi-zombie-univers. Et greb, det i Hans Peter Madsens optik, er umuligt ikke at omtale og benævne, hvis bogen skal ydes ret.
Som eksempel på anmeldelser skrevet med engagement men uden de nødvendige kvalifikationer, fremhæves Berlingskes Jakob Gentz, der i sin anmeldelse af Solvej Balles Om udregning af rumfang 5 frejdigt erklærer, at han ikke har læst de fire forudgående bind i serien. Alle bøgerne i serien bærer same titel – Om udregning af rumfang – men efterfulgt af et nummer, der angiver deres plads i den planlagte septologi. Hvordan giver en sådan fuldkommen fritsvævende læsning af bind nummer 5 i en sammenhængende serie på 7 mening, spørger Madsen. Hvem har gavn af den – næppe bogen i hvert fald, konkluderer han, og med stor sandsynlighed heller ikke læserne.

Jeg vil nødig tage stilling til den konkrete kritik, der rejses – fordi jeg i de to tilfælde er ukvalificeret, al den stund, at jeg hverken har læst anmeldelserne eller de to nævnte værker. Alligevel synes jeg, det er en væsentlig diskussion, der rejses, og sund for enhver branche med et sådant sundhedstjek i ny og næ. Jeg praktiserer selv anmeldervirksomhed, og mener selvfølgelig jeg gør en dyd ud af at læse med omhu og også med udsyn til lignende værker, greb og litterære stemmer. Men jeg kan altid gøre mig mere umage, læse mere, udvide min litterære horisont, ligesom jeg kan blive bedre til at gå med på det enkelte værks præmisser, det vil sige læse genrehybrider, som dét, de er, nemlig hybrider, og modsat klassiske krimi med deres omvendt meget faste traditioner og genrekrav.

Jeg er selv for nylig blevet anmeldt på en måde, jeg ikke fandt helt rimelig. Anmelderen, som jeg respekterer og hvis kvalifikationer, jeg bestemt ikke har grund til at betvivle, skrev sådan set meget loyalt om bogens tematik og udvikling, men konkluderede så til slut, at hun ikke brød sig om det, hun læste som skyldspålæggelse af fortællingens moderfigur.
Hun skrev: “Mit problem med at lade mor tage skraldet, er ikke kun, at det er en kulturel kliché, eller at jeg også selv er en mor, der er »god til gærdej«”
Her er for mig at se tale om en tredje uskik: At vurdere en bog ud fra sin personlige præferencer. For nok siger anmelderen, at hendes forbehold ikke skyldes, at hun “selv er mor og god til gærdej,” men alligevel bruger hun det dog som en slags argument og motivation, al den stund, hun nævner det. For hvorfor skal vi ellers vide det?

Anmelderi er en svær disciplin. Alt dette blot for at sige, at jeg synes Hans Peter Madsens essay åbner for nogle væsentlige og tiltrængte overvejelser, som alle, der beskæftiger sig med litterær kritik, har godt af at gøre sig, jeg selv inklusiv.

Otte familier i Odense har kostet kommunen 226,8 millioner kroner. Sådan kan man læse overalt i aviserne i de her dage. Det er mange penge. Til sammenligning koster en en patientindlæggelse på et sygehus i gennemsnit 8000 kroner i døgnet. Man kunne altså, hvis mennesker altså kunne gøres op i kroner og ører, bekoste en del hospitalsindlæggelser for de samme penge. 
Jeg forstår godt frustrationen, det er et enormt beløb, næsten ufatteligt. Hver af de otte familier har jo bekostet Odense kommune godt og vel 30 millioner kroner, det er svært at forestille, hvordan det overhovedet lader sig gøre. Jeg mener: Har de strøet guld over deres havregryn hver morgen eller hvad? 

I går hørte jeg en samfundsøkonom give sit bud på, hvad de mange penge, var gået til. Det var i Radio 4, og han forklarede, at der højst sandsynligt var tale om familier, der var udfordret på en lang række parametre: Børn, der krævede opsyn eller måske endda anbringelse, forældre, der modtog offentlige ydelser, måske var der også sygdom, der krævede behandling, involveret og endelig var der de tværgående indsatser, hvor familiens samlede udfordringer kaldte på særlig opmærksomhed. Alt i alt en dyr affære.
Regnestykket kalder helt naturligt på en række spørgsmål: Er det virkelig umagen værd at bruge SÅ mange penge på SÅ få mennesker. Kunne man ikke for det samme beløb renovere skoler, forbedre ældreplejen, hjælpe ensomme, sætte ind med forebyggende indsatser på ungeområdet. Og så videre. Men også andre overvejelser melder sig hos mig: 
Siden hvornår er kommunerne begyndt at sætte prissedler på deres borgere. Forestil jer de ophobede excellark 
Emma V koster 90.000 kr./årligt (kræftramt). 
Sune K går i skole (24.000 kroner/årligt), dertil kommer udgifterne for den kommunal tandpleje, Sunes tænder sidder skævt og kræver både nakketræk og togskinner. Samlet udgift omtrent 50.000 kroner. 
Og så videre. 

Jeg frygter den dag, jeg kan gå ned på Borgerservice og få at vide, hvor meget jeg koster kommunen årligt. For selvom jeg nok langtfra løber op i 226,8 millioner kroner, kunne jeg sagtens forestille mig at havne som en case for en emsig kommunalpolitiker, der ville optimere og trimme indbyggermassen og dennes sammensætning. Det er godt nok mange år tilbage, men alligevel: Omkring årtusindeskiftet var jeg døgnindlagt i tilsammen tæt på halvandet år, heraf 9 måneder på en specialafdeling. Jeg har også været i ambulant behandling for svær grad af Reynaulds syndrom og på afdelingen for hudsygdomme og ligeledes for en uspecificeret bindevævslidelse på et Reumatologisk afsnit. Jeg har to gange fået tilskud til et psykologforløb – og nå ja: 
Tilbage i 2004 var jeg i to på hinanden følgende jobforberedende kurser, det ene handlede om Mandalategning og det andet om Qigong, hver af en varighed på tre måneder.

Jeg har ikke specifikke tal på udgifterne, men mon ikke det samlet set løber op i en god million, ja måske flere. 
Hvad kan jeg så udlede af det: 
Står jeg i gæld til mine dages ende. Kan jeg afbetale ratevis, eller forventes pengene at falde pr. den første i måneden? Riskikerer jeg at blive udvist af den kommune, jeg bor i? Af Danmark? Bør jeg bære en gul prismærkat om halsen. Idømmes samfundstjeneste. Samle flasker, jeg donerer til velgørende formål? 

Alt det her ikke for at sige, at de otte familiers samlede udgifter ikke er bekymrende. Jeg spærrede også øjnene op, da jeg så det beløbet. 226,8 millioner! 

Det, der bekymrer mig, er, hvad den slags opgørelser gør ved os som mennesker. Hvad der sker, hvis vi begynder at regne menneskeværd ud i penge. Begynder at sætte tal på, hvem der kan betale sig og hvem, der ikke kan. 
Jeg er helt med på at målrette indsatsen, hvor der er behov. Jeg mener bestemt, der skal sætte ind med nye tiltag i dette tilfælde. Bestemt. Det eneste, jeg reagerer på, er baggrunden hvorpå beslutningen træffes. At vi ikke griber ind, for at hjælpe de pågældende mennesker, deres tarv, som jo også er alle vi andres tarv. Nej, argumentet for at gribe ind, baggrunden for vores bekymring synes alene at være at være af økonomisk karakter. Penge. Kroner og øre.
For hvor går grænsen henne – hvornår kan en borger ikke længere “betale sig,” og hvad skal konsekvensen i givet fald være?

Der findes mennesker, der aldrig spiser ketchup, fordi “ketchup er en dårlig kok’s bedste ven”. Mennesker, der ikke benytter offentlig transport, fordi offentlig lyder af offermentalitet og overførselsindkomster, synes de. Der findes mennesker, der synes, at ironi er “de intelligentes svar på følelser”: At den milde hån så et sige er udtryk for vid og bid befriet for flæb. Der findes folk, der elsker at tale i termer af plus og minus: De taler om ældre”byrder” og “belastede” boligområder. Bandekriminalitet.

Jeg ved godt, vi er forskellige. Og at vi er nødt til at kalde ting noget, for at være enige om, hvad vi taler om. Men det er dette “noget”, der er med til at afgøre, hvordan verden ser ud. Svesken på disken, lyder argumentet ind imellem, det nytter jo ikke at kalde en lort for en lagkage, vel, lad os nu sige tingene, som “de er”. Men med samme begyndelse kunne man jo sige, at det ikke nytter at kalde mennesker over 70 år for en byrde. –Det er jo ligeså usandt som at kalde en lort for en kage.
Forleden hørte jeg en podcast, “Sprogets magt”. Den handlede om, hvilke konsekvenser og betydning, det har, hvordan vi taler om hinanden. En forsker fra Aalborg universitet medvirkede, det samme gjorde en ansat i Kvarterets Hus i Aalborg. De havde helt bogstaveligt oplevet, hvordan det at ændre de termer, de talte i, også ændrede måden, de oplevede sig selv og hinanden på. Kaldte de de unge, der begik kriminalitet eller på anden måde udfordrer samfundets spilleregler, for bandemedlemmer, ja så oplevede de sig som det. Som medlemmer af en bande. En bande er kendetegnet ved: “stærk organisering og ved, at den kriminalitet, bandemedlemmerne begår, ofte både er grov og velorganiseret.” Dermed fik de unge pludselig en identitet som netop det, som medlemmer af en stærk organisation og med forventet kriminel løbebane. Valgte de omvendt at tale om dem på individniveau, som mennesker, der havde handlet ulovligt og uhensigtsmæssigt, ja så mistede de den kraft, der lå i at være medlem af en flok.
Lige sådan havde de valgt at ændre fokus i deres ansøgninger fra at tage udgangspunkt i alt det, der ikke fungerede, til i højere grad at pege på de potentialer for meningsfulde og frodige fællesskaber, der lå i området.
Lige nu læser jeg Stine Askovs roman “Varme hænder”, der handler om den umage relation, der er imellem en handicappet og dennes hjælper. Det er barsk læsning, fortælleren har tidligere arbejdet som pædagog i en børnehave og kommer i misforstået hensyntagen til at referere til sine erfaringer herfra: Jamen, jeg har skam prøvet at putte børn i flyverdragter, forklarer hun, da hun skal hjælpe Mathilde, der sidder i kørestol, i tøjet. Men Mathilde er jo for pokker ikke et barn, og hun skal helt sikkert ikke “puttes” i noget tøj, så hun reagerer helt forståeligt med bryskhed på hjælperens kejtede omsorg.
Vi kommer så let til at tale til og om hinanden i stedet for at tale med. Vi taler om “bander” og “utilpassede unge”, vi taler om “dem på overførselsindkomst”, “de handicappede”, “de svage,” som om enhver på overførselsindkomst ligner en anden. Som om det at have et handicap er en identitet. De fleste gør deres bedste, alligevel kommer vi af og til for skade at begå den slags sproglige overgreb. At betragte hinanden som “noget” i stedet for nogen. Jeg er i tvivl om, hvor jeg er på vej hen med det her. Måske vil jeg bare opfordre til at huske på, hvor heldige vi er at have sproget. For nok kan vi såre hinanden med det eller skabe uheldige hierarkier, men vi kan også så meget andet. Vi kan skrive “Det er vejret, der trækker i fuglene, himlen er kun et alibi” Eller købe en ballon med påskriften “HEJ” og slippe den løs i håb om, at nogen griber den. Kald det en kliche, jeg kalder det sprog, jeg kalder det handling, jeg kalder det kærlighed.

Lad det være sagt med det samme: Det er et privilegie at blive anmeldt. At nogen tager sig tiden at læse den bog, man har skrevet, og tilmed videregive sin oplevelse af læsningen. Det er al ære og respekt værd!
Der er aldrig én rigtig læsning af en bog. Jeg har en del år undervist i kreativ skrivning, og har i den forbindelse ofte brugt Judit Hermanns novelle “Digte” som oplæg til diskussion. Novellen handler om en datter, der besøger sin far i hans lejlighed. Hun er mildest talt forbeholden, hendes far er psykisk syg, hans lejlighed er et rod af ting og sager, hans humør uforudsigeligt. Hun køber en abrikostærte og tager med, og sådan tilbringer de et par timer sammen, mens læseren langsomt får lukket op til tiden før besøget. Farens sygdom, datterens afsavn. Det er en stærk novelle, meget rørende men samtidig nøgtern.
Hver gang jeg diskuterer, hvad novellen handler om, hvad der sker, er der forskellige bud. Nogen mener, den handler om farens svigt, andre at den handler om den fraværende mor, der kun er nævnt i en bisætning. Atter andre læser den som en datters forsøg på at forsone sig med en barndom, der ikke blev, som hun kunne have håbet, men uden at rette anklager.
Det er altså vidt forskelligt, hvad vi uddrager af en tekst, og med mindre man citerer teksten ukorrekt eller alt for frit fabulerer over sammenhænge, der ikke står skrevet, ja så kan de alle være sande. Oplevelsen er i hvert fald altid sand.
Men – og det understreger jeg altid som det første: Med mindre der står selvbiografi på forsiden af bogen, så kan man ikke sætte lighedstegn mellem forfatterens Jeg og bogens fortæller. Jeg er i litterær forstand et ord på tre bogstaver, det er en instans i bogen på linje med du, det, han, moren, hunden. Hvis der i bogen optræder et uddrag af en dagbod, er det altså ikke noget forfatteren har skrevet, men noget bogens Jeg skriver. Et journalnotat er ikke hentet fra forfatterens annaler, men er, hvis bogen bærer genrebetegnelsen en roman, et fiktivt stykke tekst på linje med et stykke dialog eller beskrivelsen af en buket på bordet. Forfatteren kan altså bestemme, hvordan den buket skal se ud. Om det skal være en grøftekantsbuket med margueritter, klokkeblomst og elefantgræs, eller en blomsterhandler kunstfærdigt bundne buket af pæoner. det er sjældent tilfældigt, hvilke blomster, der er valgt, ligesom pointen i Hermanns novelle med, at faren får tilbudt et stykke abrikostærte og ikke et stykke blommetærte, ender med at være en afgørende pointe.

Hvis en anmelder mener en bog er selvterapeutisk, uanfægtet at bogen ikke handler om forfatteren, men om et fiktivt Jeg, bliver det derfor lidt specielt. For hvem er det Selv, der udøver terapi?
Er det bogens Jeg, og giver det så overhovedet mening at tale om “Selv”terapi – eller i givet fald kun som et litterært greb. En fiktivt Jegs opdagelserejse efter årsager?
Når mine elever (eller jeg selv) nogle gange kommer for skade at tale om en bog, uden at gøre det på bogens præmisser, råber jeg altid vagt i gevær. Det jeg, der skrives om i teksten, er ikke forfatteren,. Hermanns far var muligvis psykisk syg, men det er fortællingen irrelevant. Det interessante er, hvad Hermann skriver i sin novelle, den fortælling, hun udfolder. Det Jeg, der besøger sin far, den tærte, det svigt, der sker på papiret. Alt andet er et overgreb mod bogens præmis.

Jeg har stiftet et nyt parti, og allerede i morgen fremlægger vi følgende forslag:

1. Barndommen forkortes. Utallige undersøgelser har vist, at langt de fleste traumer grundlægges i menneskets første leveår. For at reducere risikoen skæres antallet af år, man regnes for barn, ned fra 12 til 7 og de første tre år slås sammen til ét.

2. Fremover vil kulturstøttemidler fordeles live og via et X-factor-studie, hvor deltagerne – musikere, billedkunstnere, skuespillere, forfattere og fodboldstjerner – kan præsentere deres bedste tips og tricks for åben skærm. Der vil være røgmaskiner og stroboskoplys til rådighed. Vi fraråder indslag på over to minutter.

3. Naturen ændrer navn til Ta’turen: en ta-selv.buffet, hvor man kan tage, hvad man lyster og ellers lade resten ligge til de kommende generationer. Nattergalesang, Bonsaitræer, dinosaurpark, her vil i bedste Disneystil være alt, hvad hjertet begærer. Ta’turen er garanteret fri for myg, ørentviste og lignenede ucharmerende kravl.
Et areal på omtrent tusinde kvadratkilometer omkring parken vil blive henlagt til parkeringspladser, så ingen skal besvære sig for at finde plads til deres køretøjer.

4. Ugerne vil fremover bestå af ni- imod de nuværende syv dage. Dette for at skære ned på den procentvise forekomst af de så forhadte mandage, der fremover kun vil udgøre 11 mod hidtil 14 procent af et menneskes tilværelse.

Bogstavet på stemmesedlen bliver X, det vil sige, at alle stemmer afgivet med dette tegn vil tilfalde partiet.

Jeg har aldrig været god til store fester. Det er ikke fordi, jeg er utilpas ved andres selskab eller på andre måder finder situationen umage. Det er nok mere mig selv, måden jeg vandrer rundt på – søgende, med øjne, der slår flik flak, og et smil, der er mere akavet end hjerteligt. Hej.
Usikkerheden skyldes ikke gæsterne, heller ikke musikken eller maden, men kombinationen af alt det hele og mig selv. Det er ligesom et veldækket bord, høje buketter og glas af krystal, et hav af helt ens og musselmalede tallerkener, knive og gafler i pudset sølv. Servietter foldet som svaner, fikst knejsende. Og så midt i det hele, en lille skurren, et stænk af glaspest på krystallet, en begyndende revne i stellet, et eller andet så småt, at man skal anstrenge sig for virkelig at se det. Og netop derfor umuligt at holde blikket fra, en flig af noget andet, ikke ligefrem forkert, bare ikke som det andet på bordet, de andre. Der var et år, de kaldte årets festuge i Aarhus for Beautiful Mistakes, og det lød så rigtigt og kunstnerisk validt, “There’s a crack in everything.” Problemet er bare, at lige så smukt, som den slags lyder på en plakat, lige så akavet er det at sidde om bordet og være den lille fejl, der bryder med bordets ellers fuldkomne elegance. Hvem har ikke prøvet at komme udklædt til en fest kun for at opdage, at ingen andre har taget invitationens ord for pålydende. Så sidder man dér, klædt ud som en papkasse og forsøger at lade som ingenting, mens man taler om performance-kultur og identitetspolitik.

Nå, grunden til at jeg nævner min usikkerhed ved store arrangementer er, at jeg gennem flere år har planlagt min egen begravelse. Misforstå mig ret, jeg har ingen planer om at forsvinde lige her og nu, men når det sker, så skal det fejres. Jeg forestiller mig, at festen skal finde sted i en skov sidst i august eller først i september, når kantarellerne er flest. Jeg vil have købt kurve og urteknive nok til alle, og så skal der samles ind og senere smørsteges, ristes brød, uhm. Jeg vil gerne have, at Bjørn læser højt, allerhelst side 59 fra digtsamlingen Ming: “jeg vil være kyllinlykli/ jeg vil være en grøn mand/ i en drøm/ der aldrig ender.” Organisten skal spille Wild Horses på orgel og alle skal finde på en sætning til et digt. “Akut og uforskyldt glæde”. “Amazone-anemone”. Jeg håber, at Signe vil læse noget på irsk, og at der er kornblomster og vibeæg og elefantgræs i vaserne på bordet. Der skal være et net i haven, så folk kan spille volley, hvis de har lyst til det, og vand, så dem, der holder af vand, kan bade. Vinen skal være hvid og rank og perle på tungen og Michael skal lave den gullasch, der forandrede mit liv en tirsdag i maj 2006. Ingen skal føle skyld, hvis de er glade, heller ikke selvom verden brænder omkring dem, og festens anledningen er død. Glæden er i stedet for blomster, ok? Hvis nogen vil tænde bål, vil det være en gave, bage snobrød. Jeg elsker duften af røg og gærdej.
Michael mener efterhånden, jeg har så mange ønsker for dagen, at det kræver en hel festival at nå det hele. Det er ok med mig, både børn og hunde og heste er velkomne, hvis nogen foretrækker enkeltværelse, så lover jeg at se, hvad der kan lade sig gøre. Sokker i sandalerne er fint med mig, det samme er slips, bikini, burka, kedeldragt og høje hæle. Du kan også komme klædt ud som en papkasse, så længe, det er en papkasse fyldt med kærlighed.
Jeg vil gerne have en sten, hvor jeg skal ligge, ikke sådan en glat lakeret sag med ornamenteret skrift og guldbogstaver, men en sten fra klitplantagen i Tranum, groet til i mos, ligesom stammen på billedet her. Kh Louise

Verden i en nøddeskal. Verden på hovedet, i vinden, i vasketøjskurven. En underbuks, to slidte sokker på snoren. Hej, det er naboens ældste datter, der hilser, mut og på alle måder videre. Dagens to-do ligger på bordet ved siden af en halvspist banan, punktvis prøvende:
Trække vejret, lægge dej til brød, elske min hund, skrive tak til tirsdagen, tænde lys (levende).
I avisen skriver de om tvang i psykiatrien, patienten Anna er splittet. For friheden er dobbelt, når man er bange for alt, friheden til angst, friheden til mistro. Friheden til at skære i sig selv, til at dø. Ordet frihed er beslægtet med ord som ‘fred, frænde, frille’. Det tyske freund og det engelsk friend, ‘ven’. Er det venligt at være så syg, at man skader sig selv, er det fred at måtte dø for egen hånd. Det er svært, jeg fik engang mad igennem en sonde, blev fodret, fedet op som en forkommen fugl. Pip. Jeg tror det var omsorg, en meget mekanisk og institutionel form for omsorg, måske, men. Det er svært.
I går ringede min far og fortalte, at han og min mor er ved at lave et livstestamente, altså et stykke papir, der fortæller, hvem der skal råde over boet og træffe beslutninger, hvis den ene dør og den anden er ude af stand til selv at bestemme. Det er sådan et vildt scenarie. Tanken om at vælge på en andens vegne, frygten for at vælge forkert. Kærligheden i at tage det på sig.
– De ringer nok fra banken og beder om en underskrift, sagde han, – det tager bare to minutter.
Min far har varet et helt liv, han har drukket snaps på Otto Mønsted kollegiet, kørt knallert på Langelinie, bygget et sommerhus, snittet i træ, været gæsteprofessor i Canada, skrevet en bog, hilst på dronningen. Han har bagt mindst tre hundrede æbleskiver og sunget i kor. – Det tager bare to minutter, sagde han, – en simpel underskrift.

Nå. Det var den verden, jeg kom fra. Nøddeskallen. Underbuksen. Dagens to-do. Elske og tænde lys og så videre.

Da jeg var lille, elskede jeg at se gengivelser af blomster, der spirede, brød gennem jorden, stænglen der strakte sig lang, blomsterhovedet der gik fra knop til krone. Det var et tv-trick, en slags tryllekunst, der kun kunne ske på fjernsyn: Man spillede simpelthen filmen hurtigere end virkeligheden, ti tusinde gange, hundrede tusinde måske, så en time fyldte mindre end et sekund, et døgn 10 sekunder, og et år kunne gengives på godt en time. Hver gang sad jeg som forstenet foran skærmen og så verden blive til: Et græsstrå, der brød gennem asfalt, en sommer-larve der blev til en -fugl.

Jeg har det lidt lige sådan, når jeg læser Christel Wiinblads værk: ‘Deep purple.’ Noget spirer frem af sproget, vokser og folder sig ud. Sorgen får vinger, ikke symbolsk men helt konkret, som her hvor sætningerne foldes ud, mørket foldes ud til lys og lykken forvandles fra larve til sommerfugl:
“På vej her ned ad gaden strømmer pludselig en lykke her ind i hende, der næsten får hende til at falde. [..] Hun ved ikke, hvorfor hun pludselig er så lykkelig? Er det synet af træerne, der står her i det let tindrende og i det sorte, der er her i det tidlige i aftenen? Er det vejens hældning, er det menneskene, der er her og her er på vej over fodgængerfeltet? Er det spirene, der er her på tagene, er det den lette elektricitet, der er her i luften? Er det luften her, er det lyset her, hvad er det, der er så dybt, så blødt, så utroligt og så tindrende lige her, er det guld?”

Der er en noget næsten fysisk over Wiinblad sprog, den læsende krop sættes i bevægelse, man følger med sætningerne, som en fugl følger årstiderne. Man strømmer med ordene, falder med dem, hælder med dem, lyser med dem. Noget stort og underfuldt og samtidig helt konkret finder sted, en forvandling fra fodgængerfelt til tindrende guld, og man er midt i det, man står ikke udenfor og lytter, betragter, nej man er I sproget, det sørger det gentagede “her” for. Er det luften HER, spørger hun, er det lyset HER. Og man dufter og ånder og ser med hende, med digtets fortæller, mærker glæden: så utrolig og tindrende: Er det guld.
Menneskeguld?
‘Deep purple’ er ikke som andre bøger, Christel Wiinblads sprog er ikke som andre sprog. Det vover at røre ved himlen, det tør række ind i- og ud over verden, samtidig med at være plantet tungt og solidt i det velkendtes fede muld. Lige her. For i det efterfølgende afsnit skriver hun:

“Her i lejligheden har hun nu fundet en skål frem. Hun vil skære løgene her nu. Hun vil rive gulerødderne her nu. Hun vil blande dem med æg, med havregryn og med salt her i skålen. Hun vil blande lidt paprika i, som den veninde hun bor her i lejligheden sammen med, gør det. Hun vil stege gulerodsfrikadellerne her på en pande. Det er ikke fordi hun kan spise noget.”
Sådan forenes guld og gule rødder, lys med æg. Det højeste og det laveste eller måske er det omvendt. Måske er ægget en sol. Måske er de gule rødder ligesom træernes rødder Søren Ulrik Thomsens digt, der lyder: “Træerne vokser ikke ind i himlen, men de vokser ud i luften, som vi ånder, og ned i jorden til de døde, som vi savner. Og det er alt nok”
Måske er lige præcis dét, Christel Wiinblad søger i sin skrift. Det “nok”. For sproget rækker som bekendt ikke ind i himlen, men det slår rødder i os, der læser, og i jorden også. Ned til den døde lillebror, hun så inderligt savner.

Man skal passe på med at udråbe en bog til et mesterværk. Men hvis man tager ordets betydening for pålydende: “et kunstnerisk værk der regnes for et af de ypperste af sin art”, så vil jeg påstå, at ‘Deep purple’ er et sådant. Ypperligt, fremragende. Forvandlende også:
“Og jeg steg ind i et tog, og jeg steg ud af et tog, og jeg gik rundt dér i gaderne. Og jeg steg ind i et tog, og ud af et tog, og jeg gik rundt og rundt dér i mørket og i intet. Og jeg steg ind i et tog, og jeg steg ud af et tog, og jeg gik rundt og rundt dér i mørket, i natten og i evigheden i intet. Og jeg steg ind i et tog, og jeg steg ud af et tog, og jeg gik rundt og rundt dér i mørket, i natten og i evigheden i intet, og hvad gjorde jeg der?”

Ja, hvad gør vi her?