Louise Juhl

Da jeg var 19 år, ophørte jeg med at menstruere. Jeg var to måneder forinden startet på en slankekur, jeg fulgte en kostplan bestående af ylette med drys til morgen, grøn salat med tern af skinke til frokost og kogt kyllingbryst befriet for skind til aftensmad. Jeg lærte hurtigt at reducere, tænkte, at hvis lidt var godt måtte mindre være bedre, så jeg droppede drys og skinke og nøjedes med afkoget af kyllingeskroget. Løb to gange ti kilometer om dagen, spændte ankelsvægte om benene for at forbrænde mere undervejs, stod op i bussen. “Stilstand er fremskridtets værste fjende,” gentog jeg for mig selv. Efter to måneder forsvandt min menstruation, min læge var uforstående, min vægt var jo langt fra alarmerende, faktisk lå den stadig en smule over den anbefalede BMI. Han kaldte det stress og sendte mig hjem med besked om, ikke at tage alting så alvorligt – og slet ikke mig selv. Han blev bakket op af litteraturen, jeg slugte det råt, artikler, der forklarede spiseforstyrrelser som en “modebølge,” et overflodsfænomen. En opmærksomhedsvirus blandt priviligerede børn. “12-tals piger tager ikke på højskole, de får i stedet et enkeltværelse på afdeling for anoreksi med alt betalt.” Og jeg så på mig selv i spejlet, tænkte fy for helvede, lille linselus, klamme kyllingekælling, tag dig sammen.
Blød for helvede, æd, slug tvivlen, glem dig selv.
Jeg glemte desværre ikke noget som helst, og der gik 14 år før jeg fik min menstruation tilbage. Det var da jeg mødte Michael, det er ikke noget, jeg finder på, der gik præcis fjorten dage fra vi sad på Drudenfuss og lyttede til Anohni og enedes om at mødes igen og til, at jeg blødte. Jeg tror ikke på mirakler, men det gode ved mirakler er, at man ikke behøver at tro på dem, for at de sker.
Jeg har senere læst mig til, at kvinder i koncentrationslejre ikke på samme måde ophørte med at bløde, selvom de var stærkt afmagrede.
“Gerda Weissman, originally from Bielsko in Poland and 15 years old during her incarceration, later reflected that a key reason she wanted to survive was because she wanted to have children. She described it as ‘an obsession’.”
Sådan beskriver en tidligere kz-fange det i en artikel I History Today.
Da jeg mødte Michael oplevede jeg for første gang den samme lyst til ikke bare at overleve men at leve. Sætte spor. Jeg lykkedes ikke med at få et barn, øvbøv, men det er ikke det samme som, at mit blod var forgæves, slet ikke: At min krop tilgav mig fjorten års vanrøgt, er det vildeste bevis på, at alting kan komme tilbage.
Appetitten på livet. Kærligheden. Yay.

(lige om lidt er det forår og så er det sommer og så kan man plukke kirsebær og kantareller og sove på terrassen.)

Det handler om at regne den ud:
Hvornår huspriserne topper og trængslen på motorvejen er mindst. Hvornår vinden vender, og det ikke længere er in at “smart i en fart”, men i stedet “ven med zen.” Så godt som alt kan forudsiges ved hjælp af matematiske modeller. Vejret. Aktierne. Hormonniveauet. Det gælder om at høste af fortidens viden for at læse fremtiden.
“To be successful, a model needs to replicate the known while generalizing into the unknown,” sådan skriver professor Dan Rockmore I artiklen “How Much of the World Is It Possible to Model?”

Et vildt interessant spørgsmål, ikke mindst med den stadigt mere raffinerede AI- teknologi in mente, for hvornår kan en algoritme erstatte fuglesang, havgus, sociale relationer.
Vi har allerede modeller for det meste. For befolkningstilvækst, økonomisk udvikling, forventet fiskebestand. Og for særligt gunstige tidspunkter for sex for par, der forsøger at undfange et barn. Det er godt med den slags modeller, de kan hjælpe os med at imødegåkriser. At tage regntøj med i tasken, så vi ikke bliver våde på vej hjem. At fordele mængden af kød og grøntsager på tallerkenen hensigtsmæssigt, så vi kan smide de tre kilo, vi ønsker.
Men en model er ikke – og bliver aldrig – virkelighed. Den er et estimat, et meget kvalificeret estimat ja, men stadig kun en anslået værdi, et skøn. Statistik handler om sandsynlighed, men uanset hvor usandsynligt det er, at få et fly i hovedet i en lille landsby i Skotland, så skete det faktisk i Lockerbie i 1988. Og uanset, at så godt som alle økonomer i 2008 forudsagde yderligere økonomisk vækst, så endte det med et brag og en verdensomspændende finanskrise.
For så vidt angår Chat Gpt, så er mulighederne tæt på mange, det er alt overvejende godt. Langt hen ad vejen øger det nøjagtigheden og relevansen af de svar, vi får, når vi beder maskinen om hjælp. Men som der står i artiklen af Dan Rockmore, så er en del af problemet, at vi bruger modellerne som en erstatning for at tænke os om. Det er jo i vid udstrækning selve ideen- og hensigten med algoritmerne: At lette os for tankearbejde. Men, skriver Rockmore, det er i den forbindelse godt at huske på fortællingen om Ikaros. For selvom hans vinger bar ham, mens han fløj tæt på jorden, så tålte de ikke, at han fløj nær solen. Vi er på samme måde nødt til at være opmærksomme på algoritmernes begrænsning, deres fejl og mangler, for ellers risikerer vi – som Ikaros- at det går galt.
Lad os ikke ende med en tredjegradsforbrænding.

Hun bærer handsker for at ikke at sprede sin smitte. Knuser alle spejle, hun kommer forbi. Hun æder rå æg i håb om at blive syg af salmonella. Vrider tarmene for indhold, kaste op og op og op, kun for at æde sit eget bræk. Det manglede bare.
Hun er ikke bange, hun er vred. På verden for at være så forbandet smuk og på sin mor, for bare at være sig selv. På træerne for at bære grene og på himlen for at hænge uden at falde ned. Hun er vred og i stykker, hendes arme er giftige slanger, hendes ben er stolper uden fundament. Hendes ansigt er en chimpanse, der mooner, et rødt røvhul: Hej.
Hendes mor siger, at hun ikke må sige sådan. tale på den måde om sig selv. Hun er jo af guld, menneskeguld, og hendes hænder smukke og uden smitte. Hun er det lykkeligste, der nogensinde er sket. Hun kalder hende kærligheds-kriger, himmelsk mundfuld, hjertets gud og stryger med en finger langs hendes nøgleben, mens hun nynner og hvisker elskede elskede. Intet uden dig. Hun køber en dyne med fyld af kugler og lægger omkring hende, hvisker: “Du er.”

Senere samme dag skriver hun i sin dagbog:
“Kan man skyde sig selv og stadig sælge sit skind?”

Jeg har lige læst en treogtyve år gammelt avis-indlæg om håb og kunst og om kærlighed, overskriften er “Frommt håb,” og artiklen slutter med at konkludere, at både håb og kærlighed er som at beskrive en elefant i mørke. Rører man ved snablen, føles det som en slatten agurk. Rører man ved øret, minder det om en engel med slidstærke vinger. Og så videre.
Jeg tænker meget på håb for tiden. Slår man ordet op på lex.dk finder man en sætning som denne: “Håbets mod kan siges at ligge midt imellem overmod og mismod.” Den østrigske tænker og holocaust-overlever Viktor E Frankl definerer håb som “Viljen til mening.” eller med Vaclac havels ord: “[Håb] er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening.”
Jeg oplever for tiden en stærk bevægelse imod at fralægge os håbet. Håbet er alligevel ikke andet end et skin, et fatamorgana, en sovepude, der afholder os fra at kæmpe. Vi skal ikke folde hænderne, men knytte dem til kamp, lyder de håbløses protest. Jeg er ikke enig, jeg tror ikke, at håb er at fralægge sig ansvar, overlade fremtiden til simple drømme og utopier. Tværtimod.

Da jeg var mindre, drømte jeg om om at synge hovedrollen i musicalen Annie: “Bare på med vanten/for i morgen/ blir’ det sol,” Senere blev mit største ønske at være klog. Ikke med hjernen men med hjertet, et underligt diffus ønske, som det aldrig lykkedes mig at få helt styr på, for hvordan man måler man egentlig den slags, hjertets intelligens, findes der en enhed for den slags, er det antal pulsslag, hjertets omfang?
Jeg lykkedes ikke med at få rollen som Annie og det med hjertet blev tromlet af min hjerne: Tag dig sammen, søster Lagkage, hjertet er en muskel, ikke andet.
Og så gav jeg op, aflagde mig ethvert tilløb til håb. Helt bogstaveligt. Jeg lukkede af, lukkede ned, holdt op med at synge og elske og spise, håbet skulle fandeme ikke tage røven på mig. Da jeg vejede 32 kilo blev jeg indlagt og nægtede alt udover at tisse og spille Donkey Kong. Jeg gik ikke i bad, jeg børstede ikke tænder (jeg var panisk angst for at sluge tandpasta og dermed blive fed), jeg undlod at klippe mine negle, bruge creme. Min læge var fortvivlet, han hed Jeppe og havde krøller og en uendelig tålmodighed. Hver dag kl. 10 satte han sig på min sengekant og forsikrede mig om, at det var ok at være vred og tavs og ked af det, men om jeg ikke nok ville håbe. Bare i det små. Børste tænder, tage mit eget tøj på, sætte hår. Jeg nægtede, hvad var meningen med at tage tøj på, når jeg ikke havde planer om at leve. Alligevel gjorde jeg, som han bad om, trak en vinrød sweater over hovedet, som jeg havde købt i Magasin for nogle af de penge, jeg havde sparet ved i månedsvis intet at spise. Den var i fåreuld, med knapper på skuldrene og et mønster ved hals og håndled. Jeg vaskede også hår og fønnede det, og jeg så på mig selv i spejlet og tænkte, at måske var det en løgn, hvad jeg så derinde, men i det mindste var det en bedre løgn, end den, der lå i sengen i en alt for stor hospitalsskjorte og rakte tunge af solen, gemte mad i sine trusser og under madrassen.
Jeg ved ikke, om man kan kalde håbet for en løgn. Jeg ved bare, at det med sweateren i hvert fald langtfra var en mirakelkur – jeg forblev syg i femten år efter, at Jeppe havde bedt mig om at skifte hospitalsskjorten ud med mit eget tøj. Han fik forresten et andet job på infektionsmedicinsk afdeling i Hvidovre, kom på TV og tabte håret. Jeg beholdt trøjen, det er den på billedet, og jeg tænker stadig på det med tro og håb, om “viljen til mening.”
Måske er håb slet ikke noget, man har (eller tar’ eller får), men noget, man gør. Ligesom man trækker en sweater over hovedet?

Observation om ensomhed:

Hvis man krøller sig sammen og lukker øjnene så tæt i, at alt bliver kridhvidt, kan det at være alene – med lidt god vilje – føles en lille smule som at sne❄️

Engang var mit største ønske at fortrylle verden, jeg drømte om at gro vinger på toiletrullen, tænk sig om det at tørre røv kunne føles som at flyve. Jeg skrev digte om duer, om deres dumme plirrende øjne, og om min brors ørkenspringrotte, Frandsen, der blev ædt af sin bedste ven, Tarzan, og i lang tid troede jeg, at det var sådan kærlighed fungerede. At den ene åd den anden, det var noget med brød og død.

Da jeg fyldte otteogtyve, fik jeg job i en ostebutik og forelskede mig i det hele: I hullerne og syren fra de lagrede oste, der gav mig sår på hænderne og fik mine negle til at krølle. Jeg var god til det, til at sælge, jeg talte i timevis med kunderne – om gedeostens særlige sødme, om hvidskimmel og rødkit, jeg lavede vinduesudstillinger med ternet dug og picnickurv, sølvbestik. Det var ikke så forskelligt fra det med at drømme om vinger på lokumspapiret, at forestille sig at flyve, når man i virkeligheden tørrede røv. I dagene op til jul solgte jeg 41 fonduesæt og fik en bonus af min chef: Et verdenskort med oste i stedet for lande, Savoie og Morbier i stedet for Frankrig, en stor skimlet Gorgonzola hvor Italien skulle ligge. Storbritannien en Stilton, Norge en mistænkeligt brun myseost.

I februar sagde jeg op og flyttede ind hos en kæreste, der havde en kat, Turbo, der var sort og meget blød, der gik næsten to og et halvt år, før jeg indså, at jeg holdt mere af katten end af min kæreste og endnu et halvt år, før jeg flyttede. Så stod jeg der, på et fortov på Langenæs Allé, med et kort over alle verdens oste og en kat og tænkte, at verden nu ikke var helt så fortryllende, som jeg engang havde troet, og at ordsproget talte sandt, når det sagde, at man måtte lære at gå, før man kunne flyve.

Jeg så engang et klip på TV. Det var fra en bjergkæde i Sydamerika, en lavine, først en lille prik, der voksede sig større og større for til sidst at fylde hele bjergsiden. Jeg er ikke stolt af, at jeg så klippet – ikke bare en eller to men måske ti gange – for der var mennesker på vej op ad bjerget, otte klatrere med pigsko og tov. Da lavinen nåede bunden var bjergsiden tom, stilheden efter det buldrende sneskred var enorm, solen lyste som en forhørslampe.
Jeg har senere læst at alle otte omkom, de var med et selskab fra Belgien, en af dem havde vundet Stjerne for en Aften, den ældste var 41, den yngste 26. Man sendte flyvende lanterner afsted, levende lys henover himlen, det gjorde ingen forskel, de døde forblev døde.
Lige nu læser jeg en bog, en digtsamling måske eller et rasende opråb, en satirisk bøn: “Please mig i røven.” Det er som at rive skorpen af et sår, ritttsjj, og jeg føler mig afsløret, ussel, for jeg elsker alt, hvad jeg læser, det grusomme, det blotlagte, det betændte. Det er så godt, det er så råt. Det handler om hunde og katte og skildpadder, om misbrug og om at overleve ved at gøre sig hård. Jeg lærte engang af en professionel cykelrytter, at når smerten er størst, når benene skriger af syre og ens spyt smager af metal, så hjælper det at le. Højt og hysterisk, det er ikke løgn, HAHAHAHAHAHAHA. Det er noget med at snyde hjernen til at tro, at man har det godt, frigive endorfiner, der virker smertestillende på alt, der gør ondt. Sådan er det også i den her bog, man ler for ikke at græde, gå i stykker, man ser lige ned i dybet og bliver svimmel, ikke kun fordi det er dybere end det meste andet, man har set, men fordi man et øjeblik overvejer at lade sig falde. Ned. Mens man ler.
Nå, jeg må ikke sige mere endnu, men det minder mig om engang, jeg gemte orm i en dåse under min seng, for så om natten, når smerten og skammen var størst, at finde dåsen frem og æde ormene, som en sulten fugl, på jagt efter mad tl sine unger, eller som en fisk, der villigt bider på sin egen krog.
Haps.

Jeg gik i klasse med en pige, der turde alt, sådan virkede det i hvert fald, det var som om livet i sig selv ikke var nok, som om hun hele tiden skulle sætte det på spil, som tiårig fandt vi hende ude på pigetoilettet, hun havde drukket en hel flaske æblesnaps og lå bevidstløs på gulvet, pedellen måtte løfte døren af for at få hende ud, den dag hun fyldte tolv, inviterede hun fire af os piger fra klassen på brunch, det var i Sallings cafeteria, all you can eat – og vi åd: Rundstykker og blødkogte æg, bacon og oste med navne, der lød som en, der kastede op, Gruyére og Crottin de Chavignol, og da hun skulle betale, bad hun os om at gå i forvejen og vente ved udgangsdøren, og pludselig kom hun springende og råbte LØB, og så løb vi, og der gik flere år, før jeg igen turde gå i Salling igen.
Til min fødselsdag forærede hun mig en halskæde i sølv med et halvt overrevet hjerte som vedhæng, jeg tog den aldrig på, jeg ved ikke hvorfor, så døde hendes lillebror, han var elleve og hang sig i et træ i haven, det var Bødker, skoleinspektøren, der fortalte det til en morgensamling, vi blev bedt om at holde et minuts stilhed, jeg tror, det varede fem, hendes forældre valgte at tage hende ud ad skolen, undervise hende derhjemme, det var vist nok noget med lærerne, de var psykopater hele bundtet, sagde hendes far, eller også var de psykologer, same same, noget psyko i hvert fald, nogle år senere sendte jeg hende et brev med kæden og det halve hjerte, spurgte, om hun var ok, men jeg fik aldrig svar.

Hvad gør man ved det, man føler, når det, man føler, ikke nytter noget. Når sorgen ikke nytter, vreden ikke nytter, når ingen nytter nogen noget. Hvad gør en kyssetøs, en sugekop, en pleaserpony. En konfettikælling, en lottokugle: “Number nine, number nine, number nine.” Hvad gør man, når man må ringe til horoskoptjenesten for at høre, hvordan man har det. Når ens ven går under jorden, og det eneste, man kan komme i tanke om er at spørge, om man må gå med. Når “det, man siger, er man selv,” og det, man siger så er helt uden mening?

Ting der kan skæres over på midten: 
Lakridssnørebånd, agurk, ord med et lige antal bogstaver, strå, medister, tapetbaner.

Ting, der bliver mindre med tiden: 
Solen, viskelædere ved brug, begejstringen over pind-is og fondue.

Ting, der vokser ud eller går over:
Tøsne, permanentkrøller, hvalpefedt, troen på uendelig sommer.

Ting, der bliver større af at blive delt:
Gærdej og kærlighed.