Louise Juhl

Vi spiser i sofaen, med hver vores tallerken i skødet, skyller ned med vin, skåler hver gang. Skål og skål og skål. Martin tager strømperne af, viser sin lilletå frem, det er ikke andet negl at se på den end en ganske lille knop. Jeg rækker hånden frem for at røre. Martin løfter foden, råber BØH, vi knækker begge sammen af grin. Et af glassene med vin vælter ned fra bordet, en rød plamage breder sig over gulvets planker, Martin lader det ligge. Rækker i stedet en hånd frem imod mit ansigt, stryger en finger over min næseryg: 
– Det lyder sikkert helt åndssvagt, det her, men jeg tror, jeg elsker dig.

Han har aldrig troet på sådan noget. På kærlighed og den eneste ene, altså. Det er jo bare noget pis, vi mennesker har fundet på, siger han. For holde til alt det andet. Til fraværende mødre, hårdhændede fædre.
November, november, november. 
Jeg protester:
– Hvis ikke du tror på kærlighed, siger jeg og rykker mig lidt i sofaen: – hvad tror du så på?  

Jeg stirrer på den fugtige plamage på gulvet, den har form som omridset af Sverige. Aflang og lidt bredere i den ene ende end i den anden. Sidst jeg var deroppe var med min min mor, jeg var kun knap ti. Hun havde lånt en hytte af en kollega, den havde tre køjesenge men kun ét rum. Det regnede alle fire dage. Vi sov og spiste og spillede Kalaha, flyttede kugler fra ét hul til et andet. Læste højt for hinanden. Om Grynet, der hoppede ud fra et tag og brugte en paraply som faldskærm. Jeg måtte love min mor aldrig at gøre det samme. ”Jeg lover”. 

– Jeg tror på dig. På os to – sammen. 
Det er Martin, der taler, han har rejst glasset på gulvet og lagt køkkenrulle henover pletten. 
– Du skal strø groft salt på, siger jeg.
Det er et gammelt husråd min mor har lært mig. At salt suger alt, både fugt og farve. Men så kommer jeg alligevel i tvivl: 
– Eller er det kartoffelmel, jeg tænker på? 
Martin smiler: 
– Potato, tomato. I øvrigt er han ligeglad, siger han. Det er jo bare en plet, og det eneste vigtige lige nu er, at jeg hører efter: 
– At jeg tror på os to. Sammen. 

De sker hele tiden. Skiftene. Først sukker, så salt. Potato, tomato. Som om alt er forskellige sider af den samme sag. Brune kartofler og pizza Marinara, rødvinspletter, plastikkatte. Som om han og jeg allerede er sider af den samme sag. Os to. Sammen. 
– Har du noget salt et sted?
Jeg rejser mig og går ud i køkkenet, åbner skabet til venstre for vasken, så det til højre: 
– Brænder tampen?, råber jeg igennem den åbne dør ind til stuen.

Jeg havde engang en kæreste, hvis far gav ham penge, for at holde mund. Jo mindre, han sagde og fyldte og følte, des flere penge tjente han.
Da jeg mødte min kæreste havde han to bankbøger, hver med mere end 100.000 kroner. Af en eller anden grund foruroligede det mig ikke. Han købte to katte med kilometerlange stamtavler, et udsøgt kradsebræt og et særligt foder imponeret fra Island, og opkaldte dyrene efter to japanske sumobrydere, Hakuho og Aoiyama.
Den endte sørgerligt, den ene slog den anden ihjel, måske var det et uheld. Hakuho faldt i hvert fald otte meter, direkte ned på betonen under vores altan. Jeg græd , samlede katten op og begravede den i en æske foret med vat. Læste artikler om katte og fald, deres ni påståede liv og lærte, at en kats overlevelseschancer forringes for hver meter de falder i op til toogtredive meters højde. Derefter vender det, jo længere, de falder i højder over toogtredive, des større er deres chancer for et ekstra liv.
Jeg sørgede flere dage, indtil min kæreste bad mig om at tage mig sammen. Det hjalp jo hverken den døde kat eller mig at blive ved med flæbe. Der var jo også stadig var en levende kat, at tage sig af, insisterede han.
– Livet forlanger at blive levet, han sagde det på den der måde visse mennesker kan sige ting, som om det er store sandheder. “Elsk, og du skal elskes” eller “Det nytter ikke at græde over spildt mælk” – som om gråden er et yver, man kan malke for nytte.
Jeg boede med ham i tre år. Den anden kat forsvandt også. Jeg hang sedler op på lygtepæle og i den lokale Brugs, ringede til kattens Værn, men ingen havde set Aoiyama. Til sidst opgav jeg.
Jeg ved ikke, om det var kradsebrættet, der stod tilbage i stuen, som en udtørret plante, eller om det var de tusinde kroner, han tilbød mig for at gå, når han så porno på computeren. Jeg endte i hvert fald med at forlade ham, det foregik helt uden dramatik. Senere mødtes vi og fordelte, hvad der var tilbage i lejligheden, han fik det meste. Kobbergrydesættet, den høje standerlampe og også det -næsten- ægte tæppe. Jeg fik en stavblender, en skakplade i marmor men uden brikker. Og så selvfølgelig kattenes kradsebræt.
Jeg ved ikke, om det er Nietzsche eller måske mig selv, der har engang sagt, at vi husker ting, sådan som vi helst vil genkendes. Jeg ved heller ikke, hvad det så siger om mig, at det, jeg husker fra de tre år, vi var sammen, er to forsvundne katte, deres navne. Hakuho og Aoiyama.

Jeg troede, at ordene ville finde sig selv, at vi ville finde hinanden. Men det viser at sværere end dét, mere mudret, mindre mundret. Måske fordi alt har betydning. Præcis hvilke ord, vi bruger, og i hvilken rækkefølge: 
Hortensia, tåge, vanvid. 
Vildkat, guldregn, laks og løgne.
Undskyld, om forlov, jeg beklager.

Vold
Vold?

Hvordan ser angsten ud, når den er gemt bag to lag bomuld? Kan man holde så kæft, at man bliver hæs? Er det ok at ridse sin kind med kattens poter, for at dække over andre sår?

Jeg læste engang at kroppen indeholder nioghalvfjerds organer, og at huden er det største af dem. Et kæmpe lærred, en kødelig seismograf. Længere nede stod der, at der var flere muskler i en elefantunges snabel, end i hele menneskekroppen tilsammen, og at der fandtes en vandloppe, der kunne overleve at blive skåret over to hundrede og elleve gange. Det var også grænsen, stod der: Tohundredeogelleve.
Skar man den over flere gange end det, ville loppen dø.

Jeg ved ikke, hvor min grænse går.

Martin kalder mig for Elskede, Mit skyggehjerte, Min kærlighedsheks. Han lægger en sten under min hovedpude, for at minde mig om, hvor jeg har havn, hører hjemme, siger han. Han skriver små beskeder og lægger dem rundt omkring, under urtepotten, elkedlen. Og knivblokken: ”Ske, skete, skar, skåret”. Han køber røde roser, sætter sig på knæ og siger: 
– Hvis de visner, så ved jeg hvorfor, og de næste måneder bytter jeg buketten for en frisk hver tredje dag, for ikke at prikke til hans paranoia, tirre hans temperament.
Han køber også en cykel. Og et kuppeltelt med plads til to. Et gavekort til et faldskærmsudspring: 
– Du er mit et og alt, siger han og lægger min hånd på sit bryst: – kan du mærke, hvor hårdt du slår? 
Og jeg nikker, ja, læner min pande mod hans og slår med to fingre mod hans brystkasse. Dumdum, dumdum.

I september booker han en overnatning i shelter, han tænder bål og varmer mad til os begge, jægergryde med ris. Han hælder vin i to tinkrus, helt til kanten og rækker mig det ene: 
–Skål. Jeg tømmer glasset i få slurke, tvinger det ned, det smager surt og lidt af metal, han fylder det igen: 
– Nu er vi bare os to. Han lægger en hånd på mit lår, læner sig bagover og puster mig i nakken. 

Hvad der herefter sker, ved jeg ikke, eller, jo, det ved jeg godt. Men jeg ved ikke, om det er sandt eller rettere – om det er hele sandheden. 
Jeg fortæller ham, at jeg var bange, at han holdt mig fast, at jeg frøs, at jeg glemte at trække vejret. Da jeg endelig fandt tilbage, følte jeg det som om, var en andens vejr, jeg trak. Også en andens krop, der lå i dér i det våde græs og så op stjernerne. For vild imellem Cassiopeia, Cepheus og Store Bjørn. 
Han fortæller modsat, at jeg tager fejl, husker galt. At jeg var kåd og våd og villig, at jeg selv sprang i vandet og kaldte ham til mig, Kom! At han hoppede i og lagde sig på ryggen, holdt mig i sine arme, som en odder-mor bærer sin hvalp. Han siger, at det var ham, der holdt mig varm, og at jeg hægede mig til hans greb, som en tæge til sit bytte. Han siger også, at det var ham, der holdt mine hænder, mit ansigt, dæmpede rusen. Min vildskab, mit ridt. At jeg ikke fandt ro, før han lagde sig ned ved siden af mig og gav min krop, hvad den forlangte.

Min morfar var på mange måder en særlig mand, høj og tynd og med en meget markant næse, som var det første, man bemærkede, når man så ham. Han havde et voldsomt temperament men modsat en meget beskeden appetit, han nøjedes for det meste med en kop kaffe med skilt fløde og fire sukkerknalder drukket af en skrøbelig porcelænskop, der var helt ulig hans robuste og slidte hånd. Han holdt får og havde en mark fyldt med frugttræer men ernærede sig ved tømregerningen, at måle og skære og skabe. 
Han fik to døtre, det var ok. –Nu det ikke kunne være anderledes.
Min mor var den ældste, der var elleve år imellem hende og hendes yngre søster, de kom aldrig rigtig overens. Min morfar havde ikke forstand på hunkønsvæsner, det sagde han i hvert fald selv, måske var det en undskyldning. Han foretrak at maskulin muskelkraft og satte lighedstegn mellem mænd og nytteværdi. Min bror fik lov at komme med ham ud, høvle hegnspæle og bære rafter ind på savværket. Imens sad jeg i stuehuset, lyttede til urets tikken og så til, mens min mormor spillede yatzy med sig selv. Jeg ved ikke, om min mor nogensinde forstod min morfar, og jeg ved heller ikke, om det var nødvendigt, for de fik tingene til at fungere på deres måde. Måske mest på hans, men. 
Min mormor døde, da jeg var ti, og efter dét, blev tingene anderledes. Min morfar fik problemer med blodomløbet, og hans appetit faldt med samme hast som ensomheden tiltog: Jo mere stilhed der herskede i huset, des mindre spiste han. Han fik en hjemmehjælper, Birte, hun lærte hurtigt at overhøre min morfars spydigheder.
–Kan du da for helvede ikke hjælpe mig min protese på? Undlod simpelthen at reagere, indtil min morfar ændrede spørgsmålet:
– Vil du hjælpe mig med min protese?
Og så hjalp Birte ham med det, ligesom hun bagte kridhvidt franskbrød og sørgede for nyslynget honning og andesteg, fordi det var det eneste, min morfar ville spise. 
I alle årene kaldte han mig for Margrethe, efter dronningen. Og min mor for Ellen, som ellers var min mosters navn. Men Birte, hun hed Birte, aldrig andet, og jeg tror, det var hendes fortjeneste, at min morfar de senere år begyndte at ændre syn på mange ting. Ikke mindst på kvinder. For det var Birte, der råbte af ham, når han glemte at tage sin medicin, og det var Birte, der ringede på hans vegne og klagede over elregningen. Og fik medhold. Det var også Birte, der kørte min morfar rundt i bil, så han kunne pege ud, sige Se! pP gartneriet, der nu var autoværksted og bageren, der var lavet om til en spillekiosk med bimlende maskiner og enarmede tyveknægte. Det var Birte, der kom forbi juleaften med en flaske Kijafa-vin, min morfars favorit, og som blev en time, selvom hun havde familie, der ventede derhjemme. Og det var Birte, der lærte min morfar at kalde mig ved mit eget navn i stedet for dronningens. En ganske lille men kæmpestor ting.

Hvis man gennemgår studier om arv og miljø, hvad der er hvad og hvem, der er hvem, er forskerne langtfra enige. Flere mener, at miljøet er klart den stærkeste faktor, at mennesker så at sige kan masseres og modelleres ved hjælp af de rette stimuli: Kærlige hænder, lyttende omsorg. At alle sår kan læges, også de, der går generationer tilbage, årtusinders øje for øje og tand for tunge. 
Andre er mindre overbeviste om sindets mobilitet, de siger, at betydningen af den genetiske arv er væsentligt større end omgivelsernes påvirkning. 70/30 viser tallene. Det er ganske enkelt ikke muligt at løbe fra sin DNA. Eller fra arvelige sygdomme, personlighedsforstyrrelser.

Sammenligner man for eksempel børn med henholdsvis genetisk og ikke-genetisk slægtskab, er det tydeligt, at biologien er afgørende. To søskende på samme alder opvokset i samme hjem men uden genetisk slægtskab, vil ikke være mere ens i deres karakter end to tilfældige fremmede. Tager man modsat to genetisk ens individer, for eksempel enæggede tvillinger, men lader dem vokse op i vidt forskellige hjem, vil de fortsat være slående ens, når det kommer til personlighed.
Måske ligger sandheden et sted imellem, i en pardans mellem det ene og det andet, miljø og biologi. 

Han er faldet i søvn igen, der er lidt savl at se i hans højre mundvig. Han trækker vejret roligt og rytmisk, hviler hovedet på sin hånd. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg føler, om det er ømhed eller uro. Men jeg flytter dynen fra min krop med en forsigtighed, så jeg helt er sikker på, at han ikke vågner ved det og lister ud. Lukker døren langsomt.

Kan man arve et undvigende blik, en hjemløs bekymring? Jeg har læst, at hunde med tiden har arvet menneskers mimik, at musklerne i deres ansigter simpelthen har ændret sig. At de for eksempel kan løfte brynene højere end deres forfædre, ulven, for derved at få deres øjne til at fremstå større Hundeøjne, kalder vi mennesker det, og klør dyret bag øret, hvisker ”god hund”. 
Findes der linjer i mine hænder, tråde i min rygmarv, der forbinder min mormors bedende blik med mit? Er fløden, jeg hælder i kaffen om morgenen den samme som den, min mor pisker til skum og fordeler over kagen, så den glider lettere ned. 
Søger jeg umærkeligt det koleriske, det uvarslede skifte fra rosa til grå, sådan som jeg engang søgte min mors bryster? Er der en slags trøst at finde i det, man kender, også selvom det, man kender, minder om vold uden mærker, lyden af en lussing, lige før den rammer. 

Er kattene mine eneste vidner, min pels mod virkelighedens ru hud. 

Fire dage senere melder han sig til en kursus i kodning og forsøger at finde rundt. I begreber og forkortelser, html og CSS, JavaScript og Objective-C. Pludselig handler det ikke længere om dæmoni og forbandelser men om logik og gentagelser.
Han går hurtigt kold, rejser sig og skænker en kop kold kaffe fra køleskabet. Han har læst et sted, at det virker bedre sådan, koffeinen altså, når den er kold. Mere opkvikkende. Så går han tilbage til skærmen, sætter sig med høretelefoner presset helt tæt til ørene, ser og lytter. Til en mand i en mørkeblå ribstrikket sweater, der taler om kodningens sprog, han heddet Mitchel og siger: ”Når du har lært at læse, kan du læse for at lære. Det samme gælder kodning: Når du har lært at kode, kan du kode for at lære”.
Fremtidens sprog er digitalt, fortsætter Mitchel og peger en finger mod kameraet: ”Vil du være med i samtalen?”

Han opgiver efter et par timer, skubber stolen tilbage. Rejser sig og sparker til et af kattenes mange pivdyr. Det giver en og skinger lyd fra sig. Mono og Emo ser skræmte op, lister så ud i badeværelset. Jeg sidder der også IND IMELLEM, på det varme toiletgulv, med katte i skødet og låst dør. Ikke fordi jeg er bange for ham, men fordi jeg er bange for den, han kan blive. 

Han arbejder på et strategispil, fortæller han en tirsdag aften tæt på tolv. Han vækker mig uden varsel og forklarer mig om baner, labyrinter og levels. Om en valuta, der måles i magt. Antal mennesker, man ejer. Det er noget med en bjørn i et bur og børn med pinde, han taler begejstret og uden ophør. Løfter den venstre hånd op til sin næse, snuser ind, uhm, og taler så videre. Om mærker i sneen efter blod og fugle, der er store som en udslået parasol. Himle, der tager farve efter deres humør, hysterisk hvid, rasende rød. Blommegul. 
Først er han i Arktisk, i sne og nordlys, så i en jungle. Med cikader, deres insisterende sange og vilde hunde, der hyler om kap.
– Forbandelser kender ikke grænser, siger han, da jeg spørger, hvor vi er nu, og et øjeblik virker han vred. Om jeg da ikke forstår, hvad det er, han prøver at fortælle? Det handler hverken om tid eller sted men om had og hævn og dyr. Og om drenge, fortsætter han, med pinde og forkullede knogler i kæder om halsen. 
– Her er det dæmoniens regler, der gælder, siger han, og dem skal man være en djævel for at følge

Han taler i en time, tømmer en pose peanuts og bunder tre øl. Om bjørne og fugle og drenge. Himle og haleløse øgler. 
Hvis ikke, det var for kattene, ville jeg rejse mig og gå. Men de holder sig tæt ved mine ben, smyger sig kælent og lægger sig i mit skød. Jeg kan ikke efterlade dem sådan, alene under hans rablende himmel.

Hun foreslår, at vi går en tur i haven, der er så mange ting, der spirer frem, siger hun og peger rundt. På hækken, der har fået knopper og tulipanerne, der kun er få dage fra at springe ud.
Haven er hendes helle, her er planterne ordnet efter nytte eller nydelse. Køkkenhaven er sået til med persillerod, rødbeder og ærter. Længere henne er der plantet buske. Hvidtjørn og røn, hyld og Blærespirea.
– Anja er blevet indlagt igen, siger hun og peger på genboens hus. 
Min mor så ambulancen fra vinduet, det blinkende blå og reddernes rutinerede hænder, da de trak båren ud. 
Hun havde fyldt et badekar med rødvin og forsøgt at drukne sig selv, det var hendes mand, der fandt hende. Lægerne havde målt hendes promille til tæt på tre og kaldte det et lille mirakel, at hun overlevede. Selv var hun mindre sikker. På det mirakuløse altså. Mirakel betød guddommelig indgriben, og hvis hun skulle tro en gud, skulle det som minimum være én, der respekterede hendes ønske om at dø.

Nu får hun elektrochok. 
– Tre gange om ugen, fortæller min mor, men tilstanden er stort set den samme. Anja, der sidder og nulrer ved dynevåret eller står lænet op ad vindueskarmen med sine arme over kors, stirrer ud på den halvtomme parkeringsplads. 
Hun har altid været lidt sær, mener min far, som nu dengang hun holdt tale til vejfesten. Ti lange minutter om savnet af sine voksne børn og en tiltagende følelse af meningsløshed. Til sidst havde min far været nødt til at rejse sig, gribe om glasset og udbringe en skål. ”For venner og vellyst!” 

Min mor besøger hende to gange om ugen, mandag og torsdag.
Det er ikke nemt, samtalen går trægt. Anja sidder som regel bare i sengen. Ind imellem slår hun masker op på to tynde strikkepinde, tres, kun for at trække dem af igen, starte forfra. Ind imellem taler hun om en søster. En død tvilling, der blev kvalt i en navlestreng, Anja er ikke sikker på hvis, om det var søsterens egen eller hendes, men efter fødslen forsvandt hendes mor. Ind i sorgen og katatoniske kramper, hun lå otte måneder i sengen, og da hun stod op, var det første hun gjorde, at få den døde tvillings navn tatoveret på sin arm. Dato og tidspunktet for fødslen. 261154 08.51. Nøjagtigt niogtyve minutter efter, at Anja var kommet til verden.
Nu er det hende, Anja, der ligger i sengen. I en lang hvid hospitalsskjorte, lægen har ellers flere gange bedt hende om at klæde sig ordentligt på. Den slags betyder noget, siger han, for selvværdet, følelsen af at være mere og andet end bare syg. Men Anja vil ikke være andet, – jo død, siger hun, men det må hun jo ikke få lov til, og så kan resten sgu også være lige meget.

Min mor siger, at det er bedre at stille en kold gryde på et varmt komfur, end det er at stille en varm gryde på et koldt. 
En kold gryde på et koldt komfur, derimod, det gør ingen som helst forskel. Hverken komfuret eller vandet tager skade, men gør heller ingen gavn, alt forbliver det samme. 

Jeg ved ikke, hvordan det er med os. Om vi er kolde eller varme gryder, da vi mødes der ved busstoppestedet, eller hvordan med komfuret. Jeg ved kun, at vi flytter sammen eller rettere: At jeg flytter ind. I hans liv og lejligheden, der er fyldt med hans ting og katte, hans rutiner og håndklæderne, der alle er kulsorte og med hank i begge ender. Ind til hans søvnløse nætter og vågne mareridt, hans søgende hænder, der ind imellem bliver krævende, kommanderende: Kom. Og så kommer jeg. Ind til ham i sengen, og hans hænder gør resten, finder vej til det, de vil have, for så at forsvinde. Ind i søvnen, otte timer, et godmorgen og tilsyneladende glemsel om den foregående aftens begær, hændernes lidt for hårde vilje. Han stryger mig over kinden og rejser sig. Går ud på badeværelset for at tisse, han lader døren stå åben, den plaskende lyd fra urinen der rammer kummen og og så et suk, da blæren bliver lettet for trykket. Ah!

Jeg får arbejde i en delikatessebutik, møder ind klokken otte og flytter som det første de kilotunge parmesanoste fra kølerum til butik, skærer pølser i skiver og anretter på fade, alt sammen før butikken åbner. Hver gang en kunde træder ind, ringer en lille klokke over døren og jeg rejser mig fra min plads i baglokalet. Glatter forklædet: ”Hej” og ”Hvad kan jeg hjælpe med”. En kvinde i en imiteret sælskindspels kommer hver dag forbi, altid lige før lukketid. Smager på alle ostene, én efter én, det tager tid. ”Njaaa,” hun ryster på hovedet, prøver den næste: ”Heller ikke den”. Til sidst opgiver hun og køber i stedet 6 skiver sønderjysk kropølse på tilbud. Hver dag. & skiver og altid af den samme pølse.
Jeg lærer at lyve, at prise en askerullet italiensk gedeost til skyerne, selvom smagen byder mig imod. En himmelsk mundfuld, kalder jeg den. Eller jeg skriver skilte med snirklede bogstaver, tegner blomsterranker rundt om: ”Gå ikke glip af mysenostens magi” og ”Mageløs Maasdammer”. Kunderne virker tilpasse, de lader sig lokke og køber gerne lidt mere, en de har brug for. Et glas kandiserede valnødder eller en engelsk myntegele, der sælrigt egner sig til lammekød – også selvom de ikke spiser lam. 
De aftener, han ikke selv er på job, henter han mig på sin motorcykel. Kysser mig flygtigt, sætter en hjelm på mit hoved og jeg holder fast. Sådan kører vi gennem byen, han fører maskinen, jeg følger med. Derhjemme løfter han hjelmen af mit hoved igen, binder et tørklæde for mine øjne. Vi skal lege kimsleg, siger han og han lægger ting på min tunge. En rusten mønt, en sukkerknald, en skefuld sennepspickles, polske hindbær (Det er oprindelselandet, jeg skal gætte). Bagefter spørger han til min dag, om den er gået godt, om jeg har solgt noget: Rødkit, blåskimmel. Gammel Knas måske? 
Det er ikke til at vide på forhånd. Om det er en af de dage, han fortsætter legen, altså: 
– Solgte du også lidt af dig selv?
Han læner sig frem og løfter ud i min bluse:
– Hvor meget ryger der egentlig over disken, spørger han. – Altså udover pølse?