Louise Juhl

Min mor siger, at det er bedre at stille en kold gryde på et varmt komfur, end det er at stille en varm gryde på et koldt. 
En kold gryde på et koldt komfur, derimod, det gør ingen som helst forskel. Hverken komfuret eller vandet tager skade, men gør heller ingen gavn, alt forbliver det samme. 

Jeg ved ikke, hvordan det er med os. Om vi er kolde eller varme gryder, da vi mødes der ved busstoppestedet, eller hvordan med komfuret. Jeg ved kun, at vi flytter sammen eller rettere: At jeg flytter ind. I hans liv og lejligheden, der er fyldt med hans ting og katte, hans rutiner og håndklæderne, der alle er kulsorte og med hank i begge ender. Ind til hans søvnløse nætter og vågne mareridt, hans søgende hænder, der ind imellem bliver krævende, kommanderende: Kom. Og så kommer jeg. Ind til ham i sengen, og hans hænder gør resten, finder vej til det, de vil have, for så at forsvinde. Ind i søvnen, otte timer, et godmorgen og tilsyneladende glemsel om den foregående aftens begær, hændernes lidt for hårde vilje. Han stryger mig over kinden og rejser sig. Går ud på badeværelset for at tisse, han lader døren stå åben, den plaskende lyd fra urinen der rammer kummen og og så et suk, da blæren bliver lettet for trykket. Ah!

Jeg får arbejde i en delikatessebutik, møder ind klokken otte og flytter som det første de kilotunge parmesanoste fra kølerum til butik, skærer pølser i skiver og anretter på fade, alt sammen før butikken åbner. Hver gang en kunde træder ind, ringer en lille klokke over døren og jeg rejser mig fra min plads i baglokalet. Glatter forklædet: ”Hej” og ”Hvad kan jeg hjælpe med”. En kvinde i en imiteret sælskindspels kommer hver dag forbi, altid lige før lukketid. Smager på alle ostene, én efter én, det tager tid. ”Njaaa,” hun ryster på hovedet, prøver den næste: ”Heller ikke den”. Til sidst opgiver hun og køber i stedet 6 skiver sønderjysk kropølse på tilbud. Hver dag. & skiver og altid af den samme pølse.
Jeg lærer at lyve, at prise en askerullet italiensk gedeost til skyerne, selvom smagen byder mig imod. En himmelsk mundfuld, kalder jeg den. Eller jeg skriver skilte med snirklede bogstaver, tegner blomsterranker rundt om: ”Gå ikke glip af mysenostens magi” og ”Mageløs Maasdammer”. Kunderne virker tilpasse, de lader sig lokke og køber gerne lidt mere, en de har brug for. Et glas kandiserede valnødder eller en engelsk myntegele, der sælrigt egner sig til lammekød – også selvom de ikke spiser lam. 
De aftener, han ikke selv er på job, henter han mig på sin motorcykel. Kysser mig flygtigt, sætter en hjelm på mit hoved og jeg holder fast. Sådan kører vi gennem byen, han fører maskinen, jeg følger med. Derhjemme løfter han hjelmen af mit hoved igen, binder et tørklæde for mine øjne. Vi skal lege kimsleg, siger han og han lægger ting på min tunge. En rusten mønt, en sukkerknald, en skefuld sennepspickles, polske hindbær (Det er oprindelselandet, jeg skal gætte). Bagefter spørger han til min dag, om den er gået godt, om jeg har solgt noget: Rødkit, blåskimmel. Gammel Knas måske? 
Det er ikke til at vide på forhånd. Om det er en af de dage, han fortsætter legen, altså: 
– Solgte du også lidt af dig selv?
Han læner sig frem og løfter ud i min bluse:
– Hvor meget ryger der egentlig over disken, spørger han. – Altså udover pølse?

Der er også gode dage, ja. Turen til Thy, for eksempel, vi vandrer ni timer ad smalle stier, der er lyng og krat overalt. Og så pludselig: meterhøje klitter. Hans øjne bliver fugtige, – se, han tager min hånd og klemmer den, det gør lidt ondt. 
Han går forrest hele vejen, viser vej, taler og taler, jeg hører kun knap det halve. Noget om lav, som ikke er mos, som man måske skulle tro, forklarer han, men en dobbeltorganisme, halv svamp, halv alge. Han halvråber fra henne foran, om mitokondrier og mycelier, han har talt sig varm, peger ud og kysser mig på kinden. Siger: – er det ikke vildt? Hopper lidt på stedet, for at få rygsækkens stropper på plads på skuldrene. 
Det er ham, der bærer oppakningen, det hele. Soveposer, underlag, Trangia, pandelampe, pulvermad, termokrus, kondomer. Og to lommelærker fyldt med solbærsnaps. Han tænder bål og tager en slurk, hans ansigt er som forandret, flammerne får det til at lyse som en maske fra for længst. Han er smuk at se på og lidt uhyggelig. Han bliver hurtigt fuld, hujer ad ilden og hælder mere snaps i kruset, tilbyder mig en slurk: værsgo. Det smager sødt og bittert. brænder hele vejen gennem halsen og videre ned. Han kysser mig i nakken:
– Vi skulle have det sådan altid, hvisker han mig i øret, – bare dig og mig og ild og nat. 
Da jeg vågner ligger jeg nøgen i soveposen ved siden ad ham. Han ligner et barn, som han ligger der og sover, hans øjne flakker bag lågerne, læberne sitrer, han smasker som en nyfødt, der søger en mors bryst.

Fjorten dage senere forærer han mig en kæde med vedhæng. Et unikasmykke af sølv, håndrejet, kunstneren bag hedder, Morten, han er i en stribet skjorte med bindeluk i halsen og sandfarvede bukser af hør. Han fortæller om vedhænget, hvad det forestiller: En nøjagtig kopi af et flere tusinde år gammelt frugtbarhedssymbol. En kurvet kvinde uden ansigt men med bryster, der når hende til navlen. Bagsiden af smykket er beklædt med en slebet sten, en karneol, siger han, og fæstner kæden om min hals. Viser mig hen til et spejl. 
– Den er smuk, siger jeg og tager med højre hånd fat om smykket, løfter det op og slipper igen. Ser tilbage i spejlet, min krop ligner en stumtjener, synes jeg, og kæden en genstand, nogen har glemt.

Hjemme tager han billeder. Af mig. Nøgen og kun iklædt kæden, gudindens tunge barm hviler over mine egne – kun knap mandarinstore – bryster:
– En lækker lille håndfuld, siger han og griber om det venstre, presser et knæ imod mit skridt, slikker mig i øret. Jeg vender ansigtet væk: 
– Skulle vi ikke tage billeder, spørger jeg, men han ignorerer mine ord, tager i stedet om min hånd og fører den ned til sit stive lem: 
– Det kan vente, hvisker han, og tager vedhænget fra om min hals og putter det i munden. 
Vi står så tæt, at jeg kan mærke hans hjerte banke gennem skjorten, der er kommet noget fremmed i hans blik, jeg har set det før, et næsten naturstridigt begær, lige dele ømhed og vold.

*

I januar fylder han år, 33, men genbruger ønskelisten fra jul. Streger alt det over, han ikke længere mangler. Et gammeldags kompas med nål, en boldpumpe, trådløs controller. Tilbage står Goretex støvler, Rooibos te fra Sydafrika og en globus med lys. 
Jeg foreslår ham at ønske sig en regnjakke. Den han har, er for kort på ærmerne. Han kommer altid hjem og klager over fugtige skjorteærmer, kolde hænder. Jeg har fundet en, jeg tror, han vil synes om, siger jeg og peger i et katalog. Den er armygrøn, længere bag- end fortil og med hætte. Han sætter sig og bladrer lidt frem og tilbage i magasinet, klapper sig på låret:
– Kom. Sæt dig.
Jeg tøver et øjeblik, gør så, hvad han beder om. Han læner sit ansigt frem, hviler det på min skulder, hvisker i mit øre:
– I virkeligheden ønsker jeg mig ikke andet end dig.

Så stikker han en hånd ned, åbner knappen i sine bukser, hiver pikken frem. Den er hård og rød og glinsende. Jeg ved, at der ikke er andet at gøre end at følge med. Lade hans hænder tage, hvad de vil have, hans mund, hans lem. Og han tager og tager. Med hidsige hænder, alt hvad han kan få fat i, arme, bryster, hals. Han fumler et øjeblik med låsen i min kæde, men opgiver allerede efter få sekunder, river i stedet. Kæden springer i to, frugtbarhedsgudinden falder på gulvet, jeg forsøger at komme fri, men han når at gribe mig i armen, vrider den om på min ryg.
– Ikke nu, byder han, og trænger ind i mig, støder til.
Det gør ondt. I mit underliv og i min arm, jeg hulker, måske tænker han, at det er af vellyst. I hvert fald går der ikke meget mere end nogle få sekunder, så kommer han selv og med et brøl.

Efter to måneder maler han dem over. Væggene altså, de fire hvide. 
Det er det uens i farven, der forvirrer ham. De forskellige nuancer af hvid. De får det til at svimle, siger han, selv når han sidder ned. Det er som om, de kæmper mod hinanden, som om det matte kæmper det blanke, han føler sig klemt. Ja ligefrem kvalt mellem det rå- og det knækkede. 

Han spørger mig ikke, kommer bare hjem med tre bøtter i samme blå. ”Constellation blue,” står der på mærkaten. Han har læst et sted, af den skulle være særligt beroligende for øjet. Vist nok noget med tillid og styrke. Han maler selv det hele, beder ikke om hjælp, bare blå og blå og blå og blå. Han forsøger sig også men loftspladerne, men opgiver. Hans arme kramper og stigen, han står på, er for vakkelvorn, til at han tør fortsætte. Tre af gipspladerne forbliver dækket af blå, resten er stadig, hvide, han siger:
– Hvis det generer sig så meget, så lad dog være at se derop. 

*

Den tyske forfatter, videnskabsmand og filosof Johann Wolfgang von Goethe undersøgte omkring skiftet til det attende århundrede lysets væsen og fandt, at farver ikke, som hidtil antaget, var en egenskab ved lys, men opstod i mødet mellem lys og mørke. Han udviklede på baggrund heraf en farvelære, der omhandlede de grundlæggende spørgsmål: Hvordan opstår farverne, og hvordan virker de på mennesket? 
Goethe endte med at lave en seksdelt farvecirkel med grundfarverne gul og blå, der bestod af lys og mørke og aå det, han kaldte en immateriel eller åndelig dimension. Her tildeltes farverne en særlig betydning. Blå var poesiens farve, kølig, stærk. Rød var fyrig, fremadfarende, grøn vegetativ og frodig. 
Goethe interesserede sig også for efterbilleder. Det vil sige, det, der stod tilbage på nethinden efter, at øjet havde forladt det sete. Han opdagede, at stirrede han intenst på en gul mælkebøtte nogle minutter, for så at flytte øjnene til en hvid baggrund, tonede mælkebøtten efter kort tid frem i sin kontrast – violet. Selv skrev han om sine erfaringer:

Øjet fordrer lys, når man byder det mørke og mørke, når man byder det lys. Det er den stille protest alt levende må ytre, når det bydes faste tilstande.
Det er Gudsbespottelse at sige, at der skulle findes optiske bedrag. 
Bedrageriet findes i vore domme eller utilstrækkelige iagttagelser.
Vi må lære at have tillid til vore sanser, synet i sig selv kan ikke bedrage – men betingelserne, omgivelserne kan.

*

Så han ændrer betingelserne, maler det hvide blåt. Mætter mørket med lys eller måske er det omvendt, måske toner han det lyse med mørke. Han trives bedre sådan, siger han, med det blå. Han føler sig mindre klemt. Tænker også klarere og har nemmere ved at holde fokus.
Han spørger ikke mig, hvad jeg synes eller hvordan, jeg har det med det.

Tirsdag har jeg lukkevagt i butikken, det tager tid. Alle oste og pølser skal pakkes ind i Wita Wrap og flyttes i frysehuset. Glasmontrene skal pudses, gulvene vaskes. Der hænger en lang liste på bagsiden af døren til frokoststuen: 
Husk:
– Rengøre alle håndvaske, pålægsmaskinen. 
– Tømme affaldsspande 
– Lukke vinduer
– Tilslut alarm

Den er lidt over syv, før jeg når hjem. Entreen flyder med møbler og sager. Billedrammer, hynder og også kontorstolen med alle klistermærker under bunden. “SIG FRA!”  
Jeg råber hej, men ingen svarer. Jeg forsøger igen:
– Hej? 
Gennem døren ind til stuen slipper en smal stribe lys ud, grel og skarp. Jeg åbner forsigtigt døren derind. Han sidder på knæ på gulvet og har fjernet al tapet. Dækket gulvet med gennemsigtig plast. Det lugter af maling, en kemisk og kvalm lugt. Overalt står der bøtter uden låg, hvid i et utal af nuancer. Knækket hvid, råhvid, mathvid og blank. Han ser op, hej. Fortsætter så med at røre i en af bøtterne, trækker mønstre i den seje maling. Hvad laver du, vil jeg vide. Han slipper pinden og rejser sig uden at bruge hænderne til hjælp, en næsten akrobatisk øvelse. Han får det altid til at se så nemt ud. 
– Hvad synes du, jeg ser ud til at lave?
Han river et stykke papir af køkkenrullen, tørrer hænderne: 
– Har du bare tænkt dig at blive stående og glo?

Der er ikke nogen tvivl, det er en af dé dage. Hvis jeg er heldig, slipper jeg med tavshed, opsmøgede ærmer og én øl, der bliver til seks, før han falder i søvn. Måske vågner han midt på natten med rejst lem og trænger ind i mig bagfra. Hurtige hårde stød, indtil han falder sammen over min krop, som en ballon, der har mistet luften. Måske kalder han som et skræmt barn fra mørket, nej og hjælp. Fanget som så mange gange før i et mareridt om tunneller uden lys og et omrids af en mand, der kunne være hvemsomhelst, men også hans stedfar. 
Men i dag er jeg ikke heldig, han tager fat om min arm, hiver hårdt.
– Har du tænkt dig, at jeg skal gøre al arbejdet alene, spørger han. Jeg forsøger at trække armen til mig, men han holder fast, i armen og mit blik, stirrer hårdt: 
– Har du tænkt overhovedet?

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Lad os kalde det et digt, en overvejelse. I går kørte jeg med tog til Aarhus, solen blødte gult som et ituslået æg. Tæt på stationen passerede et godstog, det havde syv, måske ti, kampvogne på træk. Kvinden på sædet overfor mig gjorde korsets tegn.
Senere var jeg ved lægen med en betændt kæbe og et hjerte i laser. Hun sagde: “Det er ikke forkælet, at ville have det godt.” Jeg fik piller mod betændelsen, Priminova, 1 tablet tre gange daglig i en uge. Det ville slå inflammationen ned, mente hun. Hjertet ville hun nødig slå ned, så vi lod det blive ved snakken. Noget om kind og pels og smørstegte kantareller. Hun sendte mig et link til en opskrift, sagde: “det læger ikke alle sår, men det ligger godt i maven.”
På gaden udenfor havde en mand spredt indholdet af sin taske ud på fortovet. Han ledte efter noget, men han kunne ikke huske hvad. Kun, at det var noget, han savnede. Jeg hjalp ham med at sortere. To tomme poser fra Netto, en tube tandpasta, stribede sokker holdt sammen med en elastik. Et næsten opløst tebrev, en brochure om moms, et par briller med sorte glas og kun én stang. Og så en æske tændstikker. Jeg rakte æsken frem mod manden, sagde: Hér er den. Hans sagde tak og ja, og dét var godt, og så pakkede vi al resten ned i tasken, vinkede farvel. Jeg ved ikke, om det var tændstikker, han ledte efter, men jeg tror, at han var glad for at finde dem.

Vi var sammen i tre år, alligevel har jeg ingen billeder af os. Men jeg husker det meste, hvordan der så ud. 
Ferien ved Ringkøbing fjord, for eksempel. Han havde lejet en lejlighed i et vandland, væggene var af rød mursten, fra stuen var der udsigt til en gokartbane med børn, der kørte rundt i cirkler, skreg og jublede. Han lå i sengen det meste af tiden, læste og planlagde ruter, vi skulle køre. Gennem Tyskland til Østrig, drikke lokal øl og se på kirker. Sove i grotter. 
Planerne var store, men endte gerne blindt. Han spillede spil i stedet, spiste peanuts. Et år deltog han i en gamingturnering. Flere dage i træk sad han med ryggen til mig og front mod skærmen, skød sig vej. Han lå i front indtil den sidste bane, så blev han ramt af en snigskytte. Endte som nummer to. Han var rasende, væltede stole, slog en hånd i væggen. 
Jeg varmede pandekager i mikroovnen som trøst og forsikrede ham om, at for mig ville han altid være nummer ét. 
På et tidspunkt søgte han om optagelse i Hjemmeværnet, men fik afslag, jeg ved ikke hvorfor. 

Han var optaget af teorier om rejser i tid. Læste blade fra USA og så YouTube videoer med en doktor fra Tyskland, der fortalte om stjerner, hvis lys for længst var brændt ud, men stadig kunne ses på himlen. Doktoren sad i en hvid kittel med et stetoskop i lommen, jeg fandt aldrig ud af, hvad han skulle bruge stetoskopet til.
Han havde en ven, Jarl, der hjalp os med at passe kattene, når vi var var væk. Men der manglede altid noget, når vi kom tilbage. En musemåtte eller en grilltang. Jarl forsikrede os om, at det ikke var ham. – Hvad i alverden skulle jeg dog bruge en grilltang til, ville han vide, og han havde jo ret. Hvad skulle han bruge sådan én til? Alligevel blev ting ved med at forsvinde. En sæbeskål. Køkkenrulle, dørmåtte. Til sidst foreslog jeg, at vi fandt en anden til at passe kattene, men det ville han ikke høre tale om. 
– Om jeg da ikke stolede på hans bedste ven? 

En enkelt gang låste han mig inde. Han tog på arbejde og kom ikke hjem før klokken tolv, det var blevet mørkt udenfor, inde fra stuen kunne jeg høre kattene mjave.
Det var for sjov, sagde han senere, da han låste mig ud. Han ville bare se, hvor længe jeg fandt mig i det.

Jeg genkender nummeret, det er det samme som dengang. Fem ubesvarede opkald, til sidst skriver han en besked. Om ikke vi skal ses? Jeg svarer jo, det er vel det mindste jeg kan gøre.

Jeg forlod ham en tidlig morgen med hvad, jeg kunne have i hænderne. En pilatesbold tømt for luft, en elkedel og min computer. Lidt tøj. Der gik fem dage, før han skrev og spurgte, hvor jeg blev af, jeg svarede ham aldrig. Senere overførte jeg syv et halv tusinde kroner til hans konto, eller hvad der svarede til det halve af tre måneders husleje.
Men nu vil han altså gerne ses, og det er vel egentlig rimeligt nok. “Sætte et ordentligt punktum,” skriver han: “ok?”

Vi mødes ved busstoppestedet, hvor vi også traf hinanden den første gang. Jeg har svært ved at genkende ham, hans ansigt er hævet, det samme er hans hænder og maven. Det er medicinen, forklarer han, noget værre lort, men ikke desto mindre bedre end “det andet”. 
Det var gået ned ad bakke fra den dag, jeg tog afsted. Drømmene var ligesom fulgt med ind i dagene, han var nødt til at se sig for – under sengen, bag gardinerne og bruseforhænget. For at sikre sig. Hele tiden var der noget, nogen, en skygge, en snigskytte, et uvæsen. Hans stedfar. Til sidst turde han ikke forlade sengen, blev bare liggende, gik kun ud, når han skulle tisse og hente en pakke kiks i skabet, en pose peanuts. De ringede fra hans arbejde. Først undskyldte han sig med strubehoste, ugen efter med helvedesild og ugen efter igen var det problemer med balancenerven, der var skyld i hans fravær. Efter otte uger fyrede de ham, han forsøgte at føre en sag, men der var ikke noget at gøre. Han havde ikke sygemeldt sig, var bare blevet væk, og en lægeerklæring kunne han ikke mønstre. Sagen var tabt på forhånd.

Lægen havde kaldt det posttraumatisk stress. Et levn fra barndommen. Skiftende skoler, at blive låst ude og nægtet føde som straf. Lidt for løse hænder fra lidt for mange fædre. Og så at blive forladt helt uden varsel. Fra den ene dag til den anden bare sidde alene i et hus med alt for tunge gardiner og alt for meget tid. De mange skydespil Bang, bang, du er død, kun for øjeblikket efter at være levende igen. Den forvirring, det hele.
Han havde fået piller og henvisning til en psykiater, det var to år siden, nu havde han endelig fået tilkendt førtidspension.

Vi sætter os på en bænk på Telefontorvet, deler en bakke druer. Han vil vide, hvorfor jeg gik dengang:
Om det var det med kattene. At han havde solgt dem uden at spørge mig først? Eller det med naboen: Herregud, hun var jo over 60 og de var begge fulde. Det betød mindre end ingenting, det ved jeg da godt?
Jeg svarer ham, at det vel er lidt af det hele. Kattene, naboen (jeg minder ham, at det ikke kun var én gang). Men det er også alt det andet, siger jeg. Den måde, han holdt mig fast, når han “trængte”. Eller to gange han forsøgt at kvæle mig i søvne. 
– Den ene gang drømte, at jeg var en menneskeædende dræbersnegl?
Han husker det ikke sådan, svarer han. “Der var jo også gode dage”. Ferien i Søndervig og dengang vi spiste på Skovmøllen? Jeg giver ham ret. Der var også gode dage, bare flere af de andre. Af de knap så gode.

Jeg er ikke sikker på, hvad han vil mig, og om han får, det han længes efter. Et ordentligt punktum altså: Hvordan ser sådan ét ud, hvordan føles det?
Men jeg giver ham et knus, da vi skilles, og han råber: “Vi ses!” 

Hun læser en del for tiden, fortæller hun. Mest kvindelige forfattere, særligt glad er hun for Cecil Bødker og franske De Vigan. ‘Alt må vige for natten,’ havde holdt hende vågen flere nætter i træk, det var noget med vreden i bogen, det var som om, den var mere trist end hadsk?
Hun ser på mig, for at sikre sig, at det, hun siger, giver mening. Jeg nikker. 

Det havde været det samme med Vibeke, fortæller hun, den her triste vrede. 
Vibekes mand var kørt galt i en soloulykke. Hun løftede altid blikket en smule, kørt galt, så ud ad vinduet. Rystede hun på hovedet? 
Der havde ikke været nogen vidner til uheldet, vejen han kørte på var uden skarpe sving, sigtbarheden tæt på hundrede. Han var kørt frontalt ind i et hundredeogni år gammelt vejtræ, en poppel, fronten af bilen var helt trykket flad, ruderne knuste. Airbagen var slået fra, det havde taget redningsarbejderne tæt på en time at skære ham fri. 
Det var to betjente der fortalte hende det. Hun havde nægtet at lukke dem ind, bedt dem blive på dørtrinnet, som om det at holde dem udemfor huset ville forhindre beskeden i at trænge ind, blive til virkelighed. Hun havde ikke grædt, bare gentaget et spørgende nej om og om igen. 
–Nej? 
Betjentene havde beklaget: jo desværre. ”Din mand er død”. De tekniske undersøgelser gav ingen forklaring, der var hverken tegn på undvigemanøvrer eller bremsespor på asfalten, heller ingen tekniske fejl at spore på bilen. 
– Man kunne få den tanke, havde Vibeke flere gange mumlet, men uden at uddybede, hvad hun mente med det, og min mor havde undladt at spørge til det.
Til begravelsen havde hun citeret Abraham Lincoln: “De fleste mennesker er lige så lykkelige, som de beslutter sig for at være”. Hun var i en ankellang spadserdragt og havde på sin mands vegne frabedt sig blomster. De fremmødte var blevet budt på kaffe efter ceremonien. Og franskbrødssnitter med ost og rullepølse med sky og ringe af røde løg. Selv deltog hun ikke, det drejede sig om at komme videre, insisterede hun, og videre betød fra nu af alene.

Min mor tager en bolle fra fadet, brækker den i to, dypper den ene i teen.
Tager en bid: – Hvad læser du for tiden?

Min psykolog siger, jeg taler meget. Ikke fordi, der er noget i vejen med det, med at tale, altså, forsikrer hun. Heller ikke med at tale meget. Hun har bare svært ved at følge med, ordene fletter sig på kryds og tværs, men i et mønster uden mening:
Dengang flyder sammen med nu, det dér med dét der. Katten Aisha med kaninen Smut. En sætning starter med N, ham, der forsøgte at kvæle mig i søvne, men ender et helt andet sted – i en hvidevarebutik i Kolding (med halsbetændelse og en stjålet bil).
Hun farer vild undervejs, siger hun:
–Og fred være med det. Problemet er, at jeg også selv farer vild. At jeg løber efter ordene som en tørstende efter vand: 
–Har du tænkt over om de ender blindt? Om ordene farer dig vild ?

Og ja, selvfølgelig har tænkt tanken, hver dag, hver time. Alligevel bliver jeg ved med at tale, skrive. Bygger trædesten af bogstaver, tuer, jeg kan hoppe imellem, så jeg ikke synker til bunds i dagenes dynd. Jeg tror ikke, mit mål er at nå frem, snarere at nå igennem. Dagene. Tirsdag: køre pap til genbrug, brække brød til fuglene. Onsdag: ringe til banken. Torsdag: vaske hvidt og så videre.
Jeg har set min mor gøre det samme og før hende, min mormor: Gå gennem dagene og videre. Ikke nødvendigvis henimod eller væk fra noget, bare gå. Skrælle et æble, cykle til byen. Skære en ost i skiver, et brød. Måske er det også sådan, jeg hænger sammen, mine ord. Et brød, en skive, en dag ad gangen. Og måske har hun ret, psykologen, måske er det ikke nok. Måske skal jeg lede efter noget andet end kat, kanin og kvælningsforsøg, efter et mønster med mere mening?

Min mor har sendt en sms. I nat kl 03.14. “Jeg er lige startet til gymnastik”, skriver hun, “og underviseren er din gamle spejderleder, Susanne. Er det ikke sjovt?” 
Det er vel ok sjovt, jeg husker hende knap nok. Susanne altså. Kun at hun havde en kæreste, der hed Mogens. Han havde krøller og boede i en skurvogn helt ude på kanten af en kridtgrav. Hans udsigt var hvid på hvid på hvid, jeg ved ikke, hvad han lavede der, hvorfor han havde slået sig ned på så øde og dødt et sted. Susannes far var tidligere major i hæren og havde en guldtand, der glimtede, når han talte. Han kom af og til, når vi havde møde, lærte os at flå en hare og at gøre honnør for flaget. jeg var lidt bange for ham, men Susanne lovede mig, at han var god nok på bunden, og jeg tænkte meget over, hvorfor han ikke valgte det omvendte. At være god fra toppen og lade det andet falde til bunds, det skræmmende.  

Susanne stoppede som leder, da hun og Mogens gik fra hinanden. Hendes far blev ved med at komme, selv længe efter, at en ny leder var begyndt. det var ret akavet, så stod han og råbte fra et hjørne på grunden “Tjikkerlikker, tjikkelikker, tjavtjavtjav,” mens vi andre sad indenfor i hytten og lavede collager med blade, vi havde samlet i skoven. Ask og eg og bøg og birk. Jeg ved ikke, om man kan sige, at ringen er sluttet nu, hvor Susanne er vendt tilbage og underviser min mor i ældregymnastik hver tirsdag. Om hun dermed endelig har fået sin egen plads, et ansigt, et navn i en sms sendt klokken 03.14 fra min mor?