Louise Juhl

Det år, jeg fyldte ni, blev min ældste bror femten og gik forrest i demonstrationer mod Apartheid og politivold og kom på forsiden af avisen, et billede med optog og banner og så min bror med vidt åben mund, og min mor købte avisen og smilede bekymret, det var godt at kæmpe mod uretfærdighed, sagde hun, men dumt at kæmpe mod vindmøller. Jeg ved ikke, hvad hun mente med det, det tror jeg heller ikke hun selv gjorde. 
Den dag jeg fyldte tretten, blev Mick Jagger treogfyrre, indtil da havde jeg altid troet, at jeg delte fødselsdag med Dolly Parton, det viste sig at være en fejl, hun er født i januar, nu var sammenhængen en stor flab fremfor store bryster, det gav på mange måder også mere mening. Det år jeg blev seksten, fyldte min mor halvtreds, jeg drak tre liter kvæde-te om dagen og meldte mig ind i Greenpeace, til jul fik jeg hundrede chokoladeskildpadder i gave af min kæreste. Han havde skrevet vores initialer i bunden af dem alle, pakket hvert eneste stykke ud, ridset og pakket ind igen. R + L. Jeg glemmer aldrig den gestus. 
Den sommer jeg blev nitten gik noget i stykker, måske var det mig, skolen var overstået, huen i hus. Jeg sad hver dag på mine forældres terrasse og forsøgte at føle mig fri, men følte ingenting eller også følte jeg alt for meget. Jeg skrev en seddel: jeg skulle tabe mig og dyrke motion. Jeg drak vand med æbleeddike, spiste blommer og kogt fisk, cyklede til Gistrup og tilbage igen hver morgen og hver aften. 
Året efter fyldte jeg tyve, jeg vandt 50.000 kroner i en konkurrence, købte et billedtæppe for de fleste, et årskort til Frederiksberg svømmehal for resten. Blev indlagt og begyndte at ryge Dunhill mentol, blev venner med Benny, vi kørte rundt i hver sin kørestol i hospitalshaven. Så døde han, det var i december, jeg købte et lys og tændte, men vægen blev ved med at drukne. Til sidst opgav jeg, tænkte; sådan er det.
Min trediveårs fødselsdag holdt jeg i min etværelses på Tamperdalsvej, jeg havde lagt puder på gulvet og forberedt en skattejagt, det var ok hyggeligt. Senere blev jeg kæreste med N, han var personlig træner i et fitnesscenter og kørte motorcykel, en Honda 1100. Han købte lædertøj til mig og en hjelm, vi tog på tur, sov udendørs og så en vandrotte. Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige med det, men vi var sammen i to år, så skred jeg, vi sås kun en enkelt gang siden, han kom og ringede på min dør, forlangte lædertøj og hjelm tilbage.
Det er længe siden nu.
Hver gang jeg fylder år tænker jeg på Mick Jagger, på hans store flab, og på Benny, der kun nåede at fylde fyrre, på vindmøller og retfærdighed, kogt fisk og vandrotter og på livet, der kommer uden byttemærke, og at det måske er godt nok.

Enhver henvendelse er en invitation og enhver invitation risikerer et afslag, et nej tak, desværre eller det høfligere: åh det ville jeg gerne, men. Efter et vist antal af den slags, lad os sige nitten eller fireogtredive, lærer man at tage sine forbehold, man inviterer ikke længere, henvender sig ikke direkte, men skriver i tredje person: 
“Hun er ensom”, skriver man eller: “Det blev sent i går”. Man skriver om fugleformationer og om træernes blade, den måde, de vender sig lige før regn. Eller man skriver om et menneske, en kvinde, for eksempel, der skriver et brev til sin Nanny. Noget om grød og gråd og flækkede negle, og den gamle kvinde svarer hende: 
“Mener du brød og bål og dræbersnegle?” 
Men nej, det var ikke det, hun mente, og sådan bliver det ved.

Jeg er et simpelt menneske, jeg har ferie og storsluger niende sæson af den amerikanske vildmarksserie Alone. De starter ti, Benji må udgå fordi han spiser en fordærvet bæver, Jessie får slimhindebetændelse i mavesækken af sult. Nu er de bare tre tilbage, hver med sin teori om, hvordan man overlever bedst og længst.
Juan Pablo er tredive og elsker sin kone, men kan ikke blive gift, fordi han ikke kan forsørge en familie. Det vil en sejr og præmien på 500.000 dollars kunne ændre med et trylleslag. Han er afklaret fra start: Det handler om hele tiden at bære forberedt på det værst tænkelige, for kun på den måde, mener han, kan han imødegå de trusler og trange kår, som Labrador byder på. Han har forberedt sig et år ved at drikke ubehandlet vand i håb om ad den vej at hærde sit immunsystem, så det kan modstå bakterier og parasitter. Efter 60 dage har han besluttet ikke længere at jage og heller ikke tænde ild. I stedet for at søge føde og finde varme er han krøbet ned i sin sovepose og har besluttet at sulte og sove sig til en sejr. han står kun op for at drikke vand og tisse, resten af tiden leger han en sten, forsøger at ignorere mavens knurren, halsbrand, kulden i kroppen. Less is more, for enden af alle anstrengelser ligger en halv million og venter, Juan Pablo vil hellere dø af sult end at give op.
Karrie Lee er Hans diametrale modsætning, hun chant’er og synger, opfører små komedier for kameraet, fejrer sin mors fødselsdag ved at bygge en kage af ler og mos og lav. Happy birthday mom, griner hun og puster de fiktive lys ud. Hun har opgivet at fiske efter at frosten er sat ind, nu fanger hun kun egern i snarer, hun har sat op, og lykkes med at skyde en bisamrotte med pil. Det er alt, hun behøver, forklarer hun med strålende øjne til kameraet, et egern om dagen og en hytte af gran. Jeg ved ikke, hvem hun vil overbevise, sig selv eller seerne, men jeg tror, hun lykkes med begge dele.
Seriens sidste tilbageværende deltager er lægen Teimojin, han håber, at en sejr vil kunne hjælpe ham med at tilbagebetale sin uoverskuelige studiegæld og hjælpe sine forældre, der lever uden pension. Han kender sin krop, alle signalerne og ved præcis, hvor han befinder sig på kroppens topografi. Først blodsukkerdepoter, så det let tilgængelige fedt: Overarme, mave, ben. Så muskler. Nu er han nået til organfedtet, han kan se det, når han trækker maven ind, siger han. Leveren er ganske enkelt skrumpet, fedtlagrene formindsket. Han går rationelt til værks, bevæger sig på måder, der begrænser hans energiforbrug og udvælger sig én daglig aktivitet, resten er restitution. Han fordeler maden over tid i stedet for at spise sig mæt, forsøger at regne ud, hvordan han på bedst mulig vis udnytter de få kalorier, han har til rådighed. Men som dagene skrider frem viger det rent rationelle for en spirende åndelighed, han begynder at samle på Ønskeøen fra de Hjerper, han spiser. Lukker øjnene og beder (til hvem fremgår ikke) om endnu et måltid, en dag mere i konkurrencen.
Trods forskellene er de ens på ét punkt: 
Ingen af dem spørger sig selv hvorfor – kun hvordan.

Jeg sidder som klistret til skærmen, hvem vinder: Juan Pablo i sin dvaletilstand, Karrie Lee med fødselsdagskagen eller den tanketunge Teimojin og hans ønskeben?  
Jeg ved godt, hvem jeg holder med, men jeg siger det ikke.

Im better at being polite than being political. Men.
Da jeg arbejdede som afsnitssekretær på psykiatrisk hospital i Risskov blev en ung fyr indlagt, han var bange. Fugle var fløjet ind i hans hoved, fortalte han, de havde stjålet hans tanker og nu var kun de andres tilbage. Alle de andres tanker, der kværnede løs om alt det, han burde og skulle, betale sin gæld, færdiggøre studiet, vaccinere katten. Senere var det edderkopper han blev ræd for, de angreb ham om natten. Når han vågnede havde han kløet hul på sine lår, han påstod det var spindlerne, at de havde gravet sig vej til hans blodbaner. Han græd, da han kunne se, at lægen ikke troede ham.
Senere fik han det bedre og fik lov at arbejde nogle timer hver dag i et gartneri nede ved vandet. En dag gik han. Ud i havet med alt sit tøj på, han blev bare ved at gå, han ville væk, forklarede han bagefter, forsvinde. Det lykkedes ikke. At forsvinde altså, nogen så ham og greb ind, fik ham tilbage på land, tørrede hans krop. Han var indlagt næsten tre måneder, hans mor passede katten så længe. Han indlæste Erlend Loes Doppler på bånd, mens han lå der, jeg ved ikke hvorfor, men da han blev udskrevet fik jeg båndet. Jeg aner ikke, hvor det er blevet af.
Det jeg vil sige er, at det er helt fint, at kloge og velformulerede mennesker råber vagt i gevær. At de skriver om faren for, at det går for vidt. Med psykologismen, altså, at de unge skal tage sig sammen, skilling på skilling, sår på sår, det man ikke dør af, bliver man stærkere af. Men det er altså ikke sandt: Det man ikke dør af, dør man ikke af, den unge fyr på hospitalet blev toogtredive, så kørte han “galt” i sin bil, hundredeogti kilometer i timen og direkte ind i en mur.
Han blev ikke stærkere af det, skulle jeg hilse og sige.
Det jeg mener, er, at de kloge måske kunne bruge deres velformulerede ord på noget væsentligere end at frygte, at nogen får for for meget hjælp. På dem, der får for lidt, for eksempel, starte dér – the other way around.

Ting man skal holde sig fra:
bjørneklo, kædebreve, andres kærester, alt for lovende løfter, kaffe efter klokken atten, at rime hjerte på smerte.

Ting der går op:
utrygge bjørne, to I fire, medicinalindustriens aktier, livet i døden, lille Peter edderkop

Ord med ømhed:
kattepote, fingerbøl, ae-finger, tørvemos, gribebarm.

Se:
hunden der løber, tiden der går, dueurtens lilla.

Ensomhed er ikke at være alene, men at se sig selv som alene. Forfatteren Christina Hagen har engang sagt, at hun lever bedst i det fremmede, som rejsende et sted, hvor ingen ved, hvem hun er. Den længsel efter at være en fremmed blandt fremmede – fremfor blandt venner – genkender jeg. Friheden til ikke kun at føle sig betragtet, vurderet, men også selv at betragte, fornemme. En slags lighed i længslen efter at forstå og at blive forstået.
Jeg har ikke selv rejst så meget, måske fordi jeg har svært ved at føle mig hjemme selv i det hjemlige, men jeg besøgte engang Beijing. Jeg husker en fugtig og trykkende varme, madboder og en zoneterapeut, der masserede mine fødder med en omsorg, jeg ikke vidste, jeg havde savnet. Bedst husker jeg dig de mange gange, jeg blev standset og bedt om at posere for en fotograf, det var mit mellemblonde hår, krøllerne, de faldt for. Det havde jeg aldrig troet ville ske, at nogen ville bemærke mig for mit leverpostejs-skråstreg-dåsetorskerognsfarvede hår, det er heller ikke sket siden. Men det skete dér, på en sidegade i Beijing, og de takkede og bukkede og rørte ved mine krøller, og jeg takkede dem for at se mig med så åbne øjne.
Jeg siger ikke, jeg er ensom, men måske er det på tide at rejse ud igen.

Måske er det det samme, der sker, når man skriver. ‘Jeg’ bliver et ord på tre bogstaver.

PS:
Mange år senere åd jeg et helt rugbrød på samme måde. I al hast og i grådige bidder.
Det var længe efter, jeg fyldte tolv. Det var nat og jeg var nøgen. Jeg halvt sad og halvt lå på køkkengulvet og tyggede mig bid for bid igennem det tætte brød. Det var svært at synke den klæge masse, mit spyt blev sejt og jeg måtte anstrenge mig for at sluge de sidste humpler. Det tog mig det meste af en time. Bagefter var alt som før: Mørket var stadig mørkt, og jeg var stadig nøgen. Den eneste forskel var brødet, der ikke længere lå på bordet, men i min mave.
I lang tid forsøgte jeg at holde det skjult, jeg gik rundt og dækkede over, hvad jeg troede alle kunne se: De klæge klumper af brød i min hals, knæenes vildrede, skammen.
I flere år derefter nægtede jeg at spise brød: hvidt brød, rugbrød, knækbrød, og lykkedes på den måde med at bilde mig selv ind, at det var brødet, jeg var bange for, og ikke min egen sult.

trygsvag
tætteskam
vennekåbe
viljeskak
levegrød

kastesorg
mundsalat
ventehår
Taletubbie
proxysavn
sceneskruk
tyssetrang

Jeg er opdraget til at være nuanceret. Til at se verden fra flere vinkler, frø- og fugleperspektiv, i farver og sort-hvid. Jeg har lært, at hver gang jeg peger en finger mod nogen, så vender jeg fire mod mig selv. Jeg ved, at langt de fleste, der gør ondt, selv er opvokset med ondskaben, hærdet mod medfølelse af misbrug, misrøgt, mangel på omsorg. Jeg forstår dem, hvilket ikke er det samme som at acceptere. 
De gange, jeg er blevet mobbet, har jeg forsøgt at forstå mobberen, dennes motiver, magtesløshed. Når jeg i en tråd om min sygdom, hvor jeg fortæller om min sygdom, om sultens sprog, i en kommentar læser mig selv forklaret som en “der var syg i hovedet” og uden for rækkevidde, så har jeg gjort mit bedste for at imødekomme afsenderens, ja lad os kalde det noget firkantede udlægning af en meget kompliceret virkelighed. 
Der er meget godt at sige om nuancering og tolerance – også over for sine modstandere. Det mindsker vreden og magtesløsheden og gør også en forsoning nemmere. Men det kommer også med en pris. For hvis du hver gang, du føler noget, mener noget, tænker noget, møder dig selv med fire anklagende fingre, så ender du til sidst med en hel hær af fingre vendt imod dig:
Måske er det dig, der er glat på den? Måske er du ikke tilstrækkelig forstående, ikke medfølende nok. Måske bærer du selv en del af skylden, en rem af huden, en splint af bjælken. Og sådan fortsætter det dagen lang med at diskutere værdien af egne følelser og eventuel mangel på indsigt. Måske er man virkelig syg i hovedet, uden for rækkevidde. En fucking flæbeabe, en tudetøs, en pleaser-puddel. Måske burde man se lidt indad, på alt det lort, der ligger derinde og gemmer sig, skyld og skam. Og var der ikke også noget med en flue, man kvalte under et glas engang. og en haletudse, man glemte at sætte tilbage i søen?
Det jeg vil sige er, at medfølelse er godt. Nuancer også. Men at jeg nogen gange ville ønske, at jeg nok kunne nøjes med at pege én finger ud. Men lige sådan kun én – i stedet for fire – tilbage, så der ligesom blev balance i lortet. Lige dele forståelse og forurettelse. At jeg for en gangs skyld kunne få lov at føle, hvad jeg føler, uden at tvivle på om jeg er berettiget til det. At jeg for en gangs skyld kunne sige nej. Uden forbehold, bare nej, jeg er ikke syg i hovedet, jeg er ikke uden for rækkevidde. 
Faktisk er jeg lige her.

I nat drømte jeg om huse i keramik, de var beboet af insekter med lange lysende følehorn. De åbnede ikke, da jeg bankede på.
Så stod jeg dér resten af natten. Udenfor husene og bankede, vågnede med hovedpine og ømme knoer.
De her dage føles længere end tiden. Hvert minut varer en time. Jeg spiser knækbrød og kirsebær, læser om træsorter, deres hårdhed. Tæller alt. Bryster (2), negle (20), antallet af linjer i hånden (mange.) Jeg noterer det hele i et hæfte, en slags logbog over ensomhed: 
11.24: Jeg hoster, hunden løfter hovedet. 
14.06: Regnen lader vente på sig. 
16.11: Nogen burde gøre noget 
18.12: Koger kartofler.
Hvis jeg noterer længe nok, vil tiden måske indhente timerne og insekterne besvare min banken, lukke op. Jeg ved ikke, hvad jeg vil spørge dem om, det er derfor, jeg skriver:
Så jeg kan læse med, se, hvad der sker.