Louise Juhl

ensomhed er
et stort døvt øre
eller en lille kat
på vejen der
ikke er nogens
ikke engang
sin egen

Jeg genlæser Elizabeth Strouts genialt gode roman “Åh William!” og kommer i tanke om første gang, jeg skulle have besøg af Michael. Vi havde kendt hinanden en uge, vi var mødtes to gange før, første gang på Cafe Drudenfuss, anden gang hjemme hos ham. Han havde lavet den mest vidunderlige gullash, og selvom jeg stort set ingenting spiste , tog jeg to gange af gryden. Den havde simret i fire timer, fortalte han, bare kød og grove grøntsager og omsorg, intet andet. Det er til dato et af de bedste måltider, jeg har smagt. 
Men denne her søndag, det må have været allersidst i maj, mødtes vi altså hos mig i min etværelses på Tamperdalsvej. Der var ikke meget plads, min stue gjorde det ud for både kontor og soveværelse og spiseplads, vi sad klemt inde mellem reol og seng. Som jeg har nævnt, spiste jeg meget lidt dengang, agurk, Gajol og så glaskål, som jeg skar i papirtynde skiver og tyggede. En i timen. 
Men nu skulle jeg have besøg og det var ikke af hvem om helst, så jeg havde været i Aldi og købt rejer i lage fra Launis og kartofler på glas, fordi jeg ikke vidste, hvordan man lavede mad. Og måske fordi jeg var bange. bange for maden, for at røre ved den, smage på den, dufte til den. Så jeg købte det hele færdigt, på glas og i bøtter, en fedtfri Thousand Island som sovs og et icebergsalat, jeg rev i stykker og anrettede på en foliebakke, jeg havde gemt, fra engang jeg havde gæster til fødselsdag.
Han kom lidt i syv, jeg havde sprøjtet mig med Anais Anais, vi krammede kejtet, kyssede kort, jeg viste ham rundt. Først det lille badeværelse med lyskæde rundt om spejlet, så det aflange køkken og til sidst stuen. Jeg undskyldte. For, at der både stod seng og kontorstol, reol og TV, men Michael rystede på hovedet og mente ikke, der var grund til at undskylde. han roste den karryfarvede lænestol, jeg havde arvet min morfar og Futonsengen med et ryglæn, der kunne indstilles, så man både kunne sidde, hvile og ligge. 
Så satte vi os for at spise, jeg havde siet lagen fra rejerne fra og hældt dem i en kinesisk skål fra Søstrene Grene, det samme med kartoflerne. Jeg bød ham også på vin, jeg havde valgt den på grund af flasken, en fint ornamenteret lige lovlig grøn flaske med en etikette i gammeldags stil: Slot med spir og en kone med klæde. Han drak meget lidt, spiste endnu mindre, jeg tænkte, han vel var nervøs. Og det var ikke før mange måneder senere, at det gik op for mig, hvor meget det må have krævet af ham at sidde der og spise lagerejer, glaskartofler og Thousand island. Ikke fordi han var hverken fimset eller fordomsfuld, men fordi det var et skrækkeligt måltid, sure rejer, selvdøde kartofler og en hedvin så sød, at den kunne opløse tænder. Men han blev, og vi kyssede og så en film, og Michael kunne navnene på alle skuespillerne og også på det band, der havde lavet musikken. Senere læste jeg noget op, jeg havde skrevet, og han lyttede og sagde, at han havde lyst til at høre mere, og om vi skulle ses dagen efter. – Han skulle nok lave mad, lovede han, og vi sås og senere flyttede vi sammen i noget større, fik flere værelser og lyskæden på badeværelset blev taget ned. Jeg tror stadig, jeg har den i en kasse et sted.

digte er nemmere end
virkeligheden
i digtet er jeg ikke
mig og du er
ikke nogen
her kan jeg skrive om
skammen som om
det var hunden og
ikke mig selv der
sked i kurven i nat
om vreden og
vrangen som ord med v
som i vable og vold og valium
voxpop, vulva og vanrøgt
og ikke som fugle
der hver morgen pikker hul
i min hjernes bark
og til middag og aften igen
det er så grimt med alt
det blod der samler
sig efter sådan et angreb
og så trivielt med al den snak
om fugle og skam og om at skide
så jeg digter i stedet
skriver hjælp i sjette-
sidste linje og deler den
på midten sådan som
digte og digtere gør
så står det dér og shiner
hjælp

Første gang jeg blev indlagt var på et somatisk sygehus, en afdeling for mavetarm-lidelser og så alle dem, man ikke vidste, hvad man ellers skulle stille op med. Der var for eksempel Hanne, hun var lam fra livet og nedefter, uden forklaring, de testede hende for alt, blodprøver, scanning, røntgen, men alt virkede normalt. Alligevel var ingenting som det skulle være, Hanne kunne ikke gå, hendes arme var kraftløse, hun skulle bruge begge hænder for at løfte en ske. Efter seks uger fungerede hun igen, hendes ben kunne bære, hun blev udskrevet den første mandag i juni. 
Der var også Benny. Jeg mødte ham første gang på rygerstuen. Jeg røg egentlig ikke, men noget skulle tiden jo gå med, så jeg havde købt en pakke grønne Dunhills og en lighter i den tullende hospitalskiosk. Cigaretterne smagte forfærdeligt, surt og af mentol, af en eller anden grund passede det mig fint. Stuen var med indrettet med et stort vindue, udenfor blomstrede rododendronbuskene med en nærmest upassende frodighed. Personalet havde hængt et foderbræt op til fuglene, fedt og frø, jeg sad jog så på, mens de pikkede, trak røg ind, og undrede mig over, hvor simpelt den slags kunne være for dyrene. At pikke og æde.
Så kom Benny ind, han havde dropstativ og vat i albueleddet. Han vidste ikke, hvad det var, de hældte på ham, sagde han, “men de påstår det hjælper.” Det var sidst i juni, min kæreste havde fortalt, at han havde mødt en anden. Hun hed Mette og spillede klaver og havde langt hår. Det sidste havde jeg selv forlangt at få at vide. At hun havde langt hår, som om det forklarede alt.
Benny havde ikke langt hår, men han havde AIDS. Det fortalte han som det første. Det næste han sagde var, at han ville dø af det. Jeg ved ikke, hvad jeg svarede ham, om jeg svarede ham, men jeg kan huske, at jeg tog et tæppe fra stolen ved siden af og trak det op omkring mig. Det var seksogtyve grader udenfor, men jeg hundefrøs.
Benny spurgte vist aldrig, hvad jeg fejlede. Heller ikke, om jeg skulle dø af det. Men han strikkede mig et halstørklæde, et langt uldent et, og jeg blev så glad for det, at sov med det på om natten, også selvom det var sommer og stegende hedt.
Ugen efter blev Benny udskrevet, han fik lov at låne en kørestol af afdelingen, de vidste, at han ville komme tilbage med den. At han ville komme tilbage. Jeg så ham rulle ud, jeg tudbrølede, først Hanne og nu Benny, alle, undtagen mig,så ud til at få det bedre, jeg forblev den umulige patient, nægtede at spise, snød og løj og trænede under bruseren. Englehop og armbøjninger, hundrede af hver. 
Jeg kom ikke længere på rygerstuen, uden Benny var der kun fuglene og de fede frø og det var ikke nok. I stedet flagrede jeg rundt som et spøgelse i hvidt hospitalstøj, på gange og i forhallen, så på menneskene, der kom og gik. En dag mødte jeg Jørgen Clevin derude, han var større, end jeg huskede ham fra TV, mere træt også, han havde tunge sorte rande om øjnene. Jeg hilste på ham: Hej Jørgen, som om jeg kendte ham, som om han bare var en figur fra TV og ikke et levende menneske. Han havde samme tøj på som mig, med  vaskeriets logo: DFD, De Forende danske Dampvaskerier.
Ugen efter blev Benny indlagt igen, han vinkede fra sin kørestol, da han kørte forbi udenfor på gangen. “Im back”, råbte han. 
Han havde frygtelig ondt hele tiden, nervebetændelse. Han skreg, bare han skulle have strømper på, sygeplejersken undskyldte hver gang, “undskyld, ven” og Benny svarede: “du skal ikke undskylde, det er ikke din skyld.” Det var ikke nogens skyld. Senere fik han lungebetændelse og så en særlig ondsindet helvedesild, der fik ham til at skrige af smerte uanset om han lå eller sad eller stod. Jeg besøgte ham på hans stue, nogle gange tog han min hånd, men også det gjorde ondt, Av. Og så slap han igen.
Han var min bedste ven i de måneder, han døde i december, jeg måtte ikke komme med til begravelsen, jeg var for tynd, sagde lægerne, og for skrøbelig. Jeg ved ikke, hvad jeg var, det er femogtyve år siden, og jeg savner ham stadig. Jeg ved ikke, hvor tørklædet, han strikkede til mig, blev af, det forsvandt bare en dag, ligesom så meget andet forsvandt, kiloene, dagene, meningen med det hele. 

Tæt ved, hvor jeg bor, ligger et bosted for unge med psykiske lidelser, efter deres højde og (manglende) drøjde at dømme, har flere af dem en spiseforstyrrelse. Hver morgen går de tur, taktfast og med svingende armene, jeg kan næsten høre deres tanker, enogtredive, toogtredive, som regimentssoldater i en hær uden retning. Nogle gange følges de ad, to og to, så taler de om mad, altid om mad, om hvor urimeligt det for eksempel er, at de ikke må vælge det samme pålæg på alle fire stykker rugbrød til frokost. Det er noget med variation, siger dem på bostedet, men de to, der følges ad, vil skide på bostedet og på variation. Treogtredive, fireogtredive. 
Jeg genkender det, genkender skridten og de svingende arme, genkender regnstykkerne og alle tankerne om mad: Hamburgerryg eller halve æg, leverpostej eller gravid laks? Og jeg ved, at det slet ikke handler om dét, om skridt eller pålæg, men om alt det, man slipper at tænke på mens man tæller og regner. Hullet i maven, for eksempel, og hullet i hjertet. Hvad de kommer af, hvad det handler om. Så længe man går og tæller og svinger, femogtredive, seksogtredive, så længe man ikke stopper op, så går det. Og hver dag har jeg lyst til netop det: At bede dem stå stille et øjeblik, tælle noget andet, de vilde kløver på plænen ved Sortesø, for eksempel, eller fårene lidt udenfor Alken. Men jeg ved også, at det ikke nytter, at det kun er dem selv, der kan stoppe op og mætte sig med andet og mere end tanker om alt det, de ikke må spise, ikke må mærke.

Jeg lige været ved en kæbekirurg for at blive forundersøgt, det er noget lort med mig, med mine tænder. Mit tandkød er ikke helet som det skulle og tænderne omkring det område, der skal opereres, er begyndt at smuldre. Der falder simpelthen små stykker af, det skyldes forskydninger, et ændret tryk på tyggefladerne.  
Alt det med tænderne hænger sammen med min spiseforstyrrelse, i flere år spiste jeg så sjældent, at min spytproduktion gik i stå. Det betød, at karies og plak fik optimale betingelser. I sig selv en joke, at jeg fik huller i tænderne af ingenting at spise. 
Så røg jeg på sygehuset og fik lagt en sonde, maden blev ført direkte ned i mavesækken. Stadig ikke noget i munden, stadig ingen spyt. Sygeplejersken opfordrede mig til at tygge tyggegummi, hun kunne ligeså godt have spurgt, om jeg ville holde en tændt bombe i hænderne. Jeg var jo overbevist om, at de tre kalorier sådan et stykke tyggegummi indeholdt, ville få min krop til at eksplodere, dellerne til at vælte frem. 
I stedet tilbød de mig at sutte citronskiver, vældig effektivt hvad angår spytproduktionenen, knap så hensigtsmæssigt for mine tænder. Emaljen blev ætset, den slags skader kommer man sig ikke af. Det er ikke bare farligt og dumt at sulte sig selv, det er også dyrt. 

Jeg ville skrive om vinden, men vinden er en kliche, så jeg skriver om myg i stedet. Og melorme og træernes knaster. Sand og glas og tid.
Jeg har flere pletter på min samvittighed end mariehønens syv. Jeg tæller dem, en, to tre, som var de striber på et fortov eller blade på en blomst. Elsker elsker ikke. Skammen er mit grundstof. Hvad er halveringstiden for et traume mon, hvor langt, skal man gå, for at gå over og hvor hvid skal løgnen være for at den bliver sand.

I ferien flød dagene sammen, tiden og tankerne. Ting skete og jeg så dem ske.
En dreng fra parallelklassen spiste svampe til en fest og mistede forstanden. Han drev omkring i området ved Grønlandskvarteret med skræmte øjne og skreg med mågerne. Uforståelige kaldende lyde: – Uihh, uihh.Nogle gange fulgte jeg efter ham på afstand, han var nem at kende i sin enorme parkacoat med hætten trukket oppe om ansigtet, også selvom det var tredive grader varmt. I tankerne kaldte jeg ham Smølfen på grund af det med svampene, og tænkte på ham med en slags taknemlighed. Han havde jo taget én for holdet, grebet vanviddet før det ramte os andre. 
– Det er den slags, der sker, hvis man lever med hovedet under armen, sagde min far, det var svært at høre det som andet end en trussel.

Det værste er ikke alt det, jeg skriver, som om det var virkeligt, men alt det, jeg ikke skriver, fordi det er alt for virkeligt.

Der er søndag, jeg savner Bjørn og Fiske, jeg savner tro og håb. Og Inger, Inger savner jeg også, og ordene. At kredse om dét som jorden om solen og hunden om halen, rundt og rundt. Dén enfoldighed, den glæde. Om natten ligger jeg vågen, om dagen piller jeg blade af blomster. Hvisker ‘elsker, elsker ikke, elsker alle.’ Et stankelben er fløjet mod ruden, nu ligger det i karmen, jeg genkender de umulige ben, genkender glasset og drømmen. Det er længe for sent, alligevel åbner jeg vinduet: Klokken er otte niogtyve og evigheden kun lige begyndt.