Louise Juhl

Det var i juni, jeg fik en hue på hovedet, min kæreste kyssede mig: “Tillykke.”
Min far slog hænderne sammen: “Sådan!”

Men noget manglede, jeg har siden tænkt over hvad, uden egentlig at komme det nærmere. Noget mere. Som at få et trettental, for det, jeg bar i mit hjerte, i stedet for det, jeg havde i hovedet. Måske. I hvert fald gik jeg omkring som en hjemløs i min egen krop, plukkede blomster og smed dem fra mig igen. Spiste en kage, fortrød, gik en tur. Den 24. august skrev jeg en seddel. Jeg kunne have skrevet om lyset, den dag, som var blødt og blødende som blommen i et æg. Men jeg skrev i stedet en plan med sort ”fra dags Dato vil jeg leve sundt og grønt, dyrke motion og tabe mig”. Jeg fulgte planen. Til punkt og prikke, ben og knogler. Jeg startede med Brugsens slankekogebøger, knækbrød med hytteost og ringe af rød peber. Kogt kylling og fire knap æggestore kartofler. 5000 kilojoule om dagen. Jeg regnede hurtigt ud, at sprang jeg knækbrødet over og lod mig nøje med hytteost, tog jeg én kartoffel i stedet for fire. Ja så ville jeg tabe mig med større hast, og således hurtigere nå mit mål. Og det var vel det, det gik ud på, var det ikke? At komme fremad og det i en fart. Hurtigere, højere, længere.
Tyndere. 
Til sidst levede jeg af dåsetomater og skrællet agurk. Dansk vand og en gul gajol om dagen. Man kan sige, at jeg gjorde., hvad jeg kunne for at skære livet ind til benet. Skære mig selv ned til nul. Måske for at se, hvem jeg var uden gode karakterer og skole. Om jeg vat noget, var nogen overhovedet?
Jeg tabte mig hurtigt, jo tyndere jeg blev, des mindre spiste jeg. Sådan var mine regler, less is more, tynd er bedre. Sandere og mere ægte. Det var en syg ide, den syges ide. At kun ved at at blive mere syg, kunne jeg blive rigtig rask. Ish.
Så blev jeg indlagt, jeg husker knap nok hvordan, en læge spurgte mig om noget og jeg kunne ikke svare. Det var mit eget navn, jeg havde glemt. Jeg blev indlagt i maj, det var solskin, sygeplejerskerne var søde, de gav mig tæpper om kroppen. Jeg frøs, selvom solen bagte. Jeg smed det af mig, tæppet altså, jeg havde ikke brug for varme eller hjælp, jeg var ikke det værd. 
Jeg nægtede at spise og blev madet med en sonde, spyttede på mit eget spejlbillede som en slags straf for ikke at dø. Det var virkelig en mærkelig tid, folk omkring mig døde af kræft og Aids, mens jeg selv gjorde alt, jeg kunne, for at dø. Man kunne sige. Hvad fanden bildte jeg mig ind. Forkælede tøs, privilegieblinde tosse, det var i hvert tilfælde sådan, jeg selv tænkte. Føj. Hvad fanden lignede det at skabe sig, lukke munden, nægte sig føde. Puha. Dur ikke – mens millioner af mennesker i tredjeverdenslande ville sælge deres egen nyre, for et stykke brød.
Jeg græd. Ikke over mig selv, men over at være født så ussel, så selvisk, så fed og klam og dum og. Til sidst udskrev de mig. Behandlingsresistent. Jeg tror, det var det ord, de brugte. De fandt en plads til mig på et ridecenter, hestene var store og muskuløse, jeg lignede en tænkstikfigur ved siden af. Jeg fik ondt i numsen og ryggen af at ride, alligevel var det det eneste, der gav mening. At følge med dyrene, mærke deres pels, se deres ånde i frosten stå ud i frosten. Prhh.

Det gik ikke. med mig og hestene og slet ikke med maden. Jeg spiste muggen brød om natten, i håb om at jeg vil blive syg og dø. Jeg gemte stykker af marineret sild i mine lommer og rejer i trusserne, klippede mit hår kort for at veje mindre. Min ven døde, han havde været syg længe, til sidst var der ikke andet tilbage end hans rallende vejrtræk. Så forsvandt også det. Jeg blev indlagt igen, sygeplejerskerne var stadig søde, men mere skeptiske end sidst. De overvågede mig, når jeg spiste, tissede, sov, så tv. Jeg hilste på Jørgen Clevin, han var indlagt på en afdeling ved siden af min, jeg fortalte, at jeg elskede hans bøger om Jakob og Joakim, deres motto: Vi hjælper alle, både tykke og smalle. Han sagde tak, han havde drop i armen og elektroder på brystet, hvis ikke, havde jeg lænet mig imod ham, bedt ham holde mig hårdt.
Jeg flyttede for mig selv, læste, svømmede, skreg under bruseren. Eller måske skreg jeg ikke, måske kaldte jeg, det husker jeg ikke, kun at jeg var så ensom, at jeg flere dage i træk satte mig på en bænk på Hovedbanegården og læste højt for en dement dame, der ingenting forstod, men som var glad for at jeg holdt hendes hånd.

Jeg blev ved med at flytte. Ind i og væk fra og hen til. På fem år boede jeg fjorten forskellige steder. Da jeg flyttede for sjette gang på to år, meddelte min bror, at nu var det slut. Han orkede ganske enkelt ikke at blive ved at rende op og ned ad trapper eller at køre hundredevis af kilometer i lejede biler med ratslør og dårlige bremser for min skyld. Nu måtte jeg tage ansvar, jeg kunne ikke længere forvente at han stillede op og løftede byrderne fra mine skuldre, kasserne fra mit gulv.

Så stod jeg der med en opsagt lejlighed og seksten flyttekasser. Jeg havde ikke kørekort og heller ingen kræfter, så jeg bestilte to flyttemænd med bil, det var en tirsdag. Det var to døgn siden, jeg sidst havde fået søvn, alle mine ting var pakket i kasser. Tøj, bøger, gryder, tallerkener. Det eneste jeg havde tilbage at spise i hele huset, var en flere år gammel figenstang, jeg havde fundet på bunden af en rygsæk. 
De to flyttemænd pegede på de mange kasser: ”er det det der, der skal flyttes,”. Jeg nikkede og forsøgte at indlede en samtale, det var første gang i flere måneder, jeg havde besøg. Jeg fortalte dem, hvorfor jeg flyttede, at jeg længe havde følt mig alene og rastløs, bed negle og sov uroligt. Jeg vidste dem mine blå mærker fra de gange, jeg var faldet ud af sengen, fordi jeg havde forsøgt at flygte fra en uhyggelig drøm. Nu ville jeg hen et sted, med mere mundrette vejnavne, forklarede jeg, ”og færre måger.”. Jeg talte længe, mændene sagde ingenting, de flyttede bare alle kasserne, en efter en. Et helt livs inventar – et karmikfad med havbundsmotiv: søstjerne, ålegræs, fladfisk. En bordlampe med trinvis indstilling fra helt svag til voldsom skarp. Kassen med personlige noter: Journaluddrag og dagbogsnotater. Alt sammen slæbte de to mænd ud af min lejlighed og ind i flyttebilen. Det så så nemt ud, jeg stod bare og så på mens bilen blev lastet og de to mænd satte sig ind og kørte væk med det hele. Rundt om hjørnet og forsvandt.
Jeg havde stået sådan før, fem gange helt præcis. 

Første gang da jeg flyttede hjemmefra uden andet end en miniovn og en sovepose. Anden gang da jeg seks måneder senere blev hasteindlagt og ikke nåede at få andet med mig end to par trusser, en lykkesten og min tandbørste. Senere flyttede jeg i kollektiv i Studiestræde, her boede jeg kun tre måneder, men nåede at indrette mig med lange indiske gardinstoffer hele vejen rundt omkring min seng, et orgie af farver, et lille univers skærmet af fra alt det udenom, jobbet som telefonsælger, trafikstøjen, rådhusklokkerne klokken tolv. Som om.
Det varede kort, en lang og kompliceret historie, jeg lod de farvede stoffer hænge tilbage i værelset. Vi lånte en trailer og flyttede mine få ejendele – et skrummel af en futonseng og en karryfarvet lænestol, jeg havde arvet efter min morfar. Til en lejlighed på Nørrebro, hos Eva med det mærkelige efternavn. Eva var flygtet fra en voldelig ekskæreste, hunnhavde beskyttet adresse og hemmeligt telefonnummer, jeg måtte ikke åbne døren, hvis nogen ringede på uden varsel. Jeg boede der i syv måneder – på femte sal, vi tog brusebad i en balje i køkkenet, det var trangt og hyggeligt. Så fandt Eva en ny kæreste, han havde bakkenbarter og arbejdede som kirkegårdsgartner og var ikke spor voldelig, men der var ikke plads til os alle tre. 
Så pakkede jeg igen, flyttede kortvarigt ind på et værelse, orkede ikke at pakke kasserne med køkkengrej ud, spiste af paptallerkener, vekslede mellem to sæt tøj, som jeg vaskede på skift i et vaskeri på Nordre Fasanvej. Jeg havde ikke noget TV, heller ingen bøger. Om eftermiddagen gik jeg rundt mellem mennesker, klappede deres hunde, gav ænderne brød. Om aftenen skrev jeg ting ned, jeg fortrød næste morgen. I weekenderne sad jeg på bibliotekets læsesal og læste de nyeste numre af I Form: Om æggehvidekure, ekstremløb og fordele og ulemper ved henholdsvis anaerob og aerob forbrænding.
Her faldt jeg over et opslag på en tavle: En fyr fra Landbohøjskolen søgte en lejer til sin etværelses, selv skulle han studere et år i Holland. Igen var det på femte sal, min bror brokkede sig højlydt og tog sig betalt ved at invitere alle sine venner til indflytterfest, jeg forstod intet af deres berusede glæde, krøllede mig bare sammen i et hjørne og stak en finger i øret. Klokken fire vågnede jeg, det var mørkt udenfor, det var som om nogen stak knive i min mave. Det viste sig at være akut maveforgiftning, vagtlægen kom og gav mig en sprøjte i ballen, det var det. Næste morgen kørte min bror igen, jeg ryddede alle flaskerne til side og forsøgte igen at indrette noget, der kunne danne ramme om mit liv. Et rundt kokostæppe på gulvet, et Heerup-litografi på væggen. En sejlivet sukkulent i vindueskarmen. Det var vel cirka sådan mit liv så ud dengang.

Jeg flyttede efter nogle måneder. Til Aarhus. Det gik heller ikke. Jeg blev indlagt igen. Denne gang var det på et psykiatrisk hospital, en specialafdeling for spiseforstyrrede vi var otte indlagte og lige så mange personaler på vagt døgnet rundt. Alt var sat i system, hvornår vi spiste, hvad vi spiste, hvor lang tid, vi var om at spise. Jeg siger jer: Jeg løj og snød. Ikke bare personalet, men også min mor, min kæreste, som inden længe ikke længere var min kæreste, de andre patienter. Men meste af alt snød jeg mig selv. Jeg drak vand før hver vejning og snøde mig på den måde mange kilo tungere. Jeg dyrekde motion i det skjulte, lavede armbøjninger under sengen og bænkpres med en lænestol på stuen. Jeg sagde, at jeg ville være rask, men gjorde alt det modsatte, fastholdt sygdommen, sulten. Ikke fordi jeg ville, men fordi jeg ikke vidste, hvad ellers. Hvad stiller man op med sig selv, hvis den man er, ikke er en man har lyst til at være. Hvad gør manaf sin krop, hvis man synes verden var bedre foruden. Hvad gør man af tankerne, når de rammer som pile på dit hjertes dartskive uafbrudt? Du gør, som du plejer, holder fast i det eneste, du har at holde fast i. Ritualer, for mit vedkommende voldsomt selvdestruktive, men ikke desto mindre stabile, til at regne med. Modsat mig selv. Jeg snød og løj, fordi jeg ikke længere vidste, hvad der var sandt, og hvad der var falsk. Om jeg var sand og min sygdom falsk eller om det måske var omvendt: At sygdommen var mit sande jeg, vreden, sorgen, det akavede, der endelig kom til orde. Ikke med sætninger eller skrift, som vi er vant til, men med kroppens sprog. Et magert stativ, en nøgen sjæl. Forhutlet, forhadt. 

Jeg var indlagt længe. Blev udskrevet, endnu engang til et socialpsykiatrisk opholdssted, endnu engang på en mark langt fra alt. Jeg nåede kun at være der tre måneder, så udskrev jeg mig selv. Lægerne sagde: det er på eget ansvar. Vi kan ikke hjælpe dig mere, hvis du flytter ud. Jeg tænkte: I har haft årevis til at hjælpe, uden held, nu må jeg hjælpe mig selv. Det er sandt. Jeg så pludselig, at det ikke nyttede at vente. På at samfundet blev mere blødt eller lægerne mindre firkantede. Jeg måtte hjælpe mig selv. Til en start gik det rigtig skidt. Jeg tabte mig yderligere, kastede mig selv i grams på mænd, der langt fra alle sammen ville mig det godt (no wonder, jeg ville jo knap nok mig selv det godt.) Jeg flyttede igen. Fra vester Alle til Ringkøbingvej, til Langenæs Alle, til Hørning, til Bronzealdervænget. Til tamperdalsvej. Nissen flyttede med.
Så mødte jeg M. Ham, jeg er gift med i dag. Vi mødtes på en cafe, han var sød og klog og dejlig at holde i hånden. Men som nordjyde tænkte jeg: Der er ikke noget, der er så godt, at det ikke også er noget skidt. Så jeg ledte efter hans skidt, fandt ikke noget, men det fik kun min skepsis til at vokse. Jeg lod mig ikke sådan narre, nix, nul, kærligheden skulle ikke tage røven på mig. Så jeg forlod ham. Ikke fordi, det var skidt men fordi, det var godt. Højt at flyve, dybt at falde. Jeg ville foregribe faldet, tænkte vel, at det ville gøre mindre ondt, hvis det var mig selv, der kastede og mig, jeg kastede med. Det gjorde det ikke. Mindre ondt, altså. 
“Det forstår jeg ikke?”. 
“Det forstår jeg virkelig ikke”, gentog Michael og tog sin jakke og gik. Og jeg stod tilbage og så ham gå hen over parkeringspladsen og tænkte: You did it again – fucked up your life. Så gik jeg ud og stak fingrene i halsen, men der kom ikke andet end lyde ud af min mund, en mellemting mellem et brøl og et kald. 

Jeg græd i fem dage, ind imellem drak jeg et glas vand, mens jeg holdt mig for næsen, fordi jeg havde læst, at det kunne kurere hikke. Måske kunne det også kurere ulykkelig kærlighed. Jeg så dårlige serier og fik sår af at pudse næse uafbrudt. Ringede til min gudmor, der kaldte mig et fjols. Det dejligste fjols i verden, tilføjede hun, men stadig et fjols. Til sidst sendte jeg et kort, skrev noget i retning af, at der var et hul i mit hjerte præcis magen til omridset af hans krop. Dagen efter (to måske eller tre?) ringede han tilbage og spurgte: “Står der, hvad jeg tror, der står?” Jeg svarede ja, vi mødtes i kuffertafdelingen i Magasin, han skulle på forretningsrejse til Skotland og manglede en taske. Vi faldt hinanden om halsen og stod sådan længe, det var meget akavet og meget dejligt. Fire år senere blev vi gift, det var på rådhuset i Skanderborg, vi havde hverken råd til limousine eller stor fest, så vi bandt en line med dåser fast i Michaels bukselinning og gik gennem byen sådan. Raslende af lykke. 

De fleste morgener ligger jeg længe sådan. Og kradser. Jeg tør ikke se, tyde neglenes rids, rod gør sig bedst som rod. Jeg har en skuffe med alt det, jeg finder om natten. I drømmene En ballon uden luft og resterne af en rævs måltid. Fjer og knogler. Jeg koger skelettet fri for kød, før jeg lægger det ned i skuffen. I lang tid glemte jeg at koge og rense, og inden længe stank hele huset af råd. Sådan lærer jeg hen ad vejen. Af drømmene, deres lugte. Hver tirsdag åbner jeg skuffen med tingene, lægger dem frem på række. En rusten fingerring, en seddel med noter, kun enkelte bogstaver anes endnu. Et D og et O: 
Midgårdsorm. Davidsorden. Mådehold? 
En kam uden tænder, en kogle uden frø. 
Tingene taler deres eget sprog, jeg forstår det ikke, men mærker det imellem mine hænder. Kampen om tiden, papirets fugt, ringens runding. 
Jeg øver mig at gøre som tingene. Tale tydeligt og uden ord. Jeg lader min tunge hænge slapt ud af munden, lukker øjnene tæt i, spiller død. Eller jeg folder hænderne, tager en ske i munden og beder til, at den bliver fyldt. Blotter mit køns læber med to fingre, vender vrangen ud. 
Se! 
Eller jeg tier helt, helt stille og venter på, at jeg går over.

Jeg læser Agota Kristof. Det er fjerde gang. Det store stilehæfte. Jeg vil skrive, som børnene i bogen. Altså sandt. Jeg vil skrive om det, der kan ses, høres, lugtes, smages. Mærkes. Jeg skriver: “Mine læber er tørre, sådan er det hver gang, jeg har grædt. At de bliver tørre.” 
Kan det virkelig passe, er det sandt, hvad jeg skriver. Er det sandt, at stenene kalder på mig: Lyt. Jeg tager én af dem op til øret og lytter, den er tavs.  
hhhhhhhhhhhhhh
Det er den lyd, jeg kender bedst. Den kaldende tavshed.
I går gik jeg en lang tur, tre timer, tror jeg, sådan har det været et stykke tid. At jeg går for gå, følge efter tiden. Sekunderne, minutterne, timerne. Nej. Det er ikke sandt. Sandheden er, at jeg går, fordi jeg er bange. For knuden i maven, ordene lige bag. For vreden når jeg drømmer. Om fugle, der har kameraer i stedet for øjne og tager billeder – i røntgen. Jeg ser med deres øjne, ser at mine knogler er gennemlyste og porøse, at jeg kun hænger sammen som et faldefærdigt skur. Jeg ser, alt det jeg skylder, før jeg kan dø. Tre millioner kroner til fælleskassen, for eksempel, for halvandet år på et hospital. Seksogtyvetusinde til min tandlæge. Man kan ikke dø uden at have betalt sin gæld. Fuglene skriger til mig fra luften, jeg kender ikke deres sprog. Jeg spørger dem, hvad de vil mig. De ler, nej heller ikke det er sandt, det er min egen latter, jeg kan høre, Rå og rasende. Hahahahaha. 
Så vågner jeg og kradser i huden på mit højre lår, mine negle efterlader et rod af røde ridser. Det ligner et Rorschach-mønster.

I nat lå jeg søvnløs på et hotelværelse i Viborg. Det var tanker, der holdt mig vågen, jeg ved ikke hvilke, kun, at de var mange og at de virkede truende. Jeg forsøgte at trække vejret, IND, to tre, UD, to, tre, men tankerne blev ved at fare vild imellem ind og ud og to og tre. Så kom jeg i tanke om min morfar, han var tømrermester og havde ti får. Han lavede stole og borde til skoler og tjente akkurat nok til at det løb rundt. Og hvad skal man med mere? spurgte han gerne uden at vente på svar. Han var kræsen og foretrak at leve af hvidt brød med honning og sukkerknalder dyppet i kaffe. Da han blev ældre var han plaget af gigt, senere begyndte blodet at løbe den forkerte vej rundt. Han fik sår på benene, det endte med koldbrand og en amputation lige under knæet. Han brokkede sig ikke, men fandt på løsninger. Designede en skammel, så han stadig kunne ligge på benstumpen og luge i bedet. Eller han bøjede jern ude på værkstedet og opfandt et solur, der kunne få tiden til at gå baglæns.
Han var tæt på halvfems, da kom han på plejehjem, det huede ham ikke. De passede ikke ordentligt på haven, mente han, Rododendrohn-buskene var for høje og forkerte, roserne for røde. Jeg flyttede til København og tabte fyrre kilo, min morfar var ikke i tvivl: Det var “deres” skyld. De var jo ikke rigtigt kloge derovre på øen, sagde han, kom hjem. Jeg tog toget senere samme dag, satte mig med ham ude på plejehjemmets terrasse. Han røg sin cigar, ‘Nihil sine Labore’: Intet uden arbejde. Han var tyndere end nogensinde før, solen var rund og gul og kold, det var i november. Han spurgte til mine studier, til min cykel. Om jeg havde det godt?
Jeg tøvede, han var jo en gammel mand og plaget af sit eget. Alligevel svarede jeg: Nej. Det fortryder jeg nu, fire dage senere sov han ind, jeg ville så gerne fortælle ham, at jeg har det godt i dag.

Jeg læser Linn Ullmanns ‘Pige. 1983’. Den handler om erindring men nok mere om glemsel. Om de mange hvide pletter på vores indre landkort: 
Hvad blev der egentlig af kjolen, den med pufærmer og guldbroderi ved halsen vi købte, fordi vi ville være en anden? Eller af glasset med haletudser, vi efterlod i vindueskarmen en glohed sommer? 
Det vi ved om os selv, er som regel langt mindre, end det, vi tror, at vi ved. Jeg ved, at jeg i femte klasse var tavs i flere uger, fordi en lærer havde bedt mig om “at skrue ned for volumen.” Det står i en journal et sted: “bekymrende adfærd.” Jeg ved, at jeg stjal en halvtredser fra min mors pung, men lagde den tilbage igen, fordi jeg ikke kunne få vejret af bare skam. 
Jeg ved, at jeg indlagt på Frederiksberg hospital ti måneder efter, at jeg var blevet student. Jeg tror, at det var frivilligt, men jeg ved, at lægen sagde, at hvis ikke jeg gjorde det selv, ville han sørge for, at nogen gjorde det for mig. Jeg ved, at Benny, min bedste ven på afdelingen, stjal en kørestol i kælderen og at vi kørte race gennem hospitalsparken. Jeg ved, at vi delte en pakke Dunhill cigaretter og en flaske fransk kirsebærvin, vi skulle jo alligevel dø, sagde Benny, så hvorfor ikke give den gas så længe. Han havde AIDS i udbrud – lungeinfektion, svamp i halsrøret og nervebetændelse. Han skreg af smerte, bare han skulle have strømper på fødderne. 
Han døde en lørdag i december, jeg var hjemme på weekend. Jeg fik ikke besked før mandag morgen. Jeg råbte og skreg: Hvorfor fanden de ikke havde ringet til mig? Givet besked? Sygeplejersken tog min hånd, tyssede og sagde, at det jo ikke havde gjort nogen forskel. Benny var helt sikkert død alligevel. Jeg vidste godt, at hun talte sandt, men det er ikke det samme, som at det, hun sagde, var rigtigt.

Aftenen før jeg skal konfirmeres, sover jeg i en gæsteseng i mine forældres soveværelse. Min farmor har fået min, hun er gammel og har brug for ordentlig søvn, forklarer min mor, så jeg må sove i drømmesengen, der ikke har noget med drømme at gøre, det er bare en seng med dårlige fjedre. Det knirker, hver gang jeg vender mig. Jeg læser i Stephen Kings The Shining, skyggerne fra bambusbusken udenfor flimrer henover væggen. De ligner flygtende fanger i lange kjortler.
Jeg ligger helt stille for ikke at støje. Jeg er for tung til den her verden, jeg larmer altid. Når jeg taler, for eksempel.
–Schss, tysser min far så, –behøver det at være så højt? Det samme, hver gang jeg tømmer opvaskemaskinen.
–Schss, tysser min far fra bag avisen. Det er ikke porcelænet, der generer ham, ikke tallerkenernes klirren. Eller glassenes. Det er mig. Måden jeg bevæger mig på, taler, rører ved ting.
Jeg har fået ny sko med hæl til konfirmationsfesten, det siger et lille klak for hvert skridt, jeg går. Jeg øver mig i at sætte foden forsigtigt i gulvet, at trippe i stedet for at gå. Klik i stedet for klak. Det er sådan, jeg øver mig på at være i verden. Ikke at knirke, klirre, klakke.
–Schss.

For nogle år siden var jeg I Bejing, jeg besøgte en porcelænsfabrik og gik tur på den kinesiske mur. Jeg blev standset af folk, der ville tage mit billede, jeg var jo lille, blåøjet og lyshåret. Lettere fortabt at se på, som de der tegneseriefigurer med store runde appellerende øjne. 
–Oh, smilede en mand med kamera om halsen, og før jeg kunne nå at reagere, havde han trykket på knappen. 
Så farvede jeg mit hår sort. Sorthåret og fortabt viste sig at være knap så appellerende og yndigt som lys, i hvert fald var der ikke flere, der spurgte om at måtte tage et billede. 
Jeg spiste boller med fyld af krydret svinefars og drak risvin. Skrev H og et V på min højre og venstre sko for at finde vej. En kvindelig ansat på hotellet tilbød mig massage. 
–Det koster nul, forklarede hun på gebrokkent engelsk og formede et nul med sin tommel- og pegefinger. 
–Zero. 
Hendes hænder var varme og omsorgen uvant, jeg begyndte at græde. jeg lå sådan i en time med hovedet i kvindens skød opløst i tårer. Hun strøg mig over kinden, rolige, rytmiske bevægelser, som om hun havde prøvet det tusinde gange før. At ensomme turister brød sammen, når hun rørte dem. Bagefter rakte hun mig en skål med suppe, jeg skulle drikke. Det meste løb ned langs hagen og satte pletter på min trøje, hun tørrede den med et stykke papir, mumlede “good, good.” 
Jeg ved ikke, hvad hun hed, og da jeg dagen efter gik ned i reception for at takke hende, kendte ingen til kvinde. 
–Who? 
–No! Not here? 
Nu bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det hele er noget, jeg har fundet på. En undskyldning for at drikke suppe, græde, drikke, finde trøst?

Dyrene, dagene. Jeg lærte at firbenet smed sin hale, når den blev skræmt, og at den lærte at leve sådan. Halv og ikke hel. At kamæleoner kunne skifte farve og komodo-varaner tælle til seks. Jeg lærte, at vandrende pinde var flokdyr og meget sociale – men ikke mere, end at hvis de kom for tæt, så åd de hinanden. Jeg læste også om nøgenrotten, en lille, blind og pelsløs rotte, der tilsyneladende ikke følte smerte. Forskerne var meget imponerede af dyret, ikke mindst fordi det kunne leve op til ti gange længere end almindelige brune rotter. Jeg tænkte meget over hvad det var, der imponerede forskerne, om det virkelig var smart at leve længe, hvis ikke man følte noget som helst undervejs?
For nylig er jeg blevet bedste ven med en bænkebider, Oniscus asellus. Den har syv benpar og kan ånde med fødderne, og jeg fortæller den alt. At jeg gror krøller igen, og at man af bogstaverne i mit navn kan danne ordene: ‘halleluja sorg dua dis’ og ‘jordhule salig asa uld’ At der er 121 nætter til, at jeg har fødselsdag. Jeg ønsker mig en dag med gæster, der bader i havet og et spil stangtennis, så jeg kan få revanche for dengang, at jeg tabte 30-0 til min bror og tissede i bukserne af ærgerlse.

Jeg bliver så tit spurgt. Hvordan lykkedes du med at blive rask, komme videre? Det er altid efter, at jeg har fortalt alt det andet. Om de lange løbeture og året, hvor jeg levede af dåsetomater og drikkebouillon. Om to måneder på højskole, der nok var de ensomste i mit liv, fordi alle omkring mig strålede af lykke. De lærte og festede og fandt kærester, mens jeg lå på mit værelse og forsøgte at holde op med at trække vejret. Det er når, jeg har fortalt om lægen, der tog min puls og sagde: Det stopper her. Som fik mig indlagt på Frederiksberg hospital. På en infektionsmedicinsk afdeling med aids-syge og kræftramte og så mig, der ikke fejlede andet, end at jeg ikke ville spise. Kunne, turde. 32 kilo vejede jeg, og løj så meget og så godt, at jeg ikke længere vidste, hvad sandhed egentlig var for noget.
Jeg har fortalt om Hundested og ridecenter og om at læse litteraturvidenskab men opgive, fordi jeg ikke kunne holde en bog i hånden. Om fem år uden hverken frem eller tilbage: Jeg købte en spinningcykel og cyklede hver dag hundrede kilometer i min etværelses lejlighed i Vejgård. Blev bibliotekar med højeste karakter med titlen “Tre divergerende æstetiske diskursniveauer.” Jeg kunne ikke spise min mad, men jeg kunne eddermanme give den gas med de fine formuleringer. Året efter blev jeg indlagt igen. På en afdeling for spiseforstyrrede. I min journal står ordet behandlingsresistent flere gange. Jeg var der næsten et år, før jeg vejede de enoghalvtreds komma to kilo, der betød, at jeg kunne udskrives. Jeg blev anbragt på et opholdssted, man kunne høre motorvejen og højspændingsmasternes knitren i fugtigt vejr. Ellers skete der ikke en skid. Så skred jeg, min mor græd, lægerne sagde: Det er på eget ansvar. 
Der gik fem år. Jeg ved ikke med hvad, udover at jeg talte med en, der hed Lars. Det vil sige ingen af os sagde rigtig noget. I lang tid troede jeg faktisk, vi kæmpede en krig på tavshed, men så fandt jeg mig tilpas i det. Hver uge i fem år sad vi sådan, indtil han en onsdag så på sit ur og sagde: Jeg tror ikke, du har brug for mig mere. Og jeg så ned ad mig selv. Jeg havde en skjorte med kinaflip på – og cowboybukser. Jeg lignede enhver anden. Jeg havde et arbejde og en kæreste og var lige så ulykkelig og forvirret som flest. Det sidste kunne han desværre ikke hjælpe mig med. Lars altså, det var bare sådan livet var, forklarede han. Forvirrende og ind imellem ulykkeligt. 
Så jeg ved ærlig talt ikke, om jeg nogensinde er lykkedes med at blive rask. Hvad det overhovedet vil sige at være rask. Jeg ved kun, at jeg kaster med pind med min hund, passer mit arbejde, skriver bøger. At jeg elsker min mand og vietnamesiske forårsruller – i den rækkefølge. Og det er vist egentlig rask nok for mig.

Der vokser en gran ved siden af min lunge, den venstre lunge, en hel lille gran er det, jeg ved godt, at der i virkeligheden ikke vokser nogen gran, selvfølgelig gør der ikke det, men der vokser noget, der kunne være en gran, og den vokser ved siden af noget, der kunne være min lunge, og den kan ikke få vejret, granen, den kan ikke få luft, det er ikke lungens skyld, heller ikke granens eller min skyld, det er bare sådan, historien ender.