Louise Juhl

Det, jeg elsker ved måden lyset falder sådan en morgen, er, at alting ses igen. Koen er jo ikke en ko, men et broget tæppe af pletter og patter. Marken er ikke en mark og sneen ikke sne, men en scene og hvert fnug er en debut.

Jeg husker volden, som en lyd i luften, når jeg spillede stangtennis med min bror og han med al tænkelig kraft slog til bolden, og jeg kun akkurat nåede at dukke mig. Jeg husker suset for ørene og det mørke i hans blik og smagen af metal i munden. –Men der skete jo ikke noget, svarede min far mig når jeg fortalte ham om det, og jeg tænkte: Det her stopper aldrig. Jeg fik ret. Jeg har holdt øje med bolden lige siden. Lyttet efter den der hvislen i luften, lige før den rammer. 

Jeg har oplevet en del lort i mit liv. Jeg har haft kronisk blærebetændelse og er blevet sondemadet for ikke at dø af sult. Men det mest smertefulde, var alligevel at få fjernet en betændt storetånegl. Det var hos lægen, og jeg græd så meget, at jeg kastede op, og han måtte love mig at betale for en taxa hjem. Det er mærkeligt med smerter, de følger ligesom deres egne regler. 

–Jeg skulle nok være stoppet efter den første. 

Måske var det ikke det, hun sagde, min mor, men det var det, jeg hørte. Måske sagde hun bare, at det var hårdt at være mor til to oveni et fuldtidsarbejde med skiftende vagter og så alt det derhjemme. Indkøb, madlavning, rengøring, vaske tøj, smøre madpakker, puste på knæ. 
Vi sad ved køkkenbordet, min mor, hendes veninde, Anne og mig, der var dækket op med påskegule servietter og hængt malede æg på forsythia-grene. Vi spiste blødkogte æg med cremefraiche og frisk purløg på toppen, min dukke havde fået lov at spise med, den fik også æg, og jeg måtte flere gange tørre den om munden: 
–Arj din lille gris, se nu dér, pegede jeg på en ikkeeksisterende plet på kjolen, spyttede på servietten og gned, –maden skal jo i munden, ikke på kjolen, vrissede jeg. Jeg havde allerede spist to stykker brød og et æg og to skefulde rejer og drukket et glas kærnemælk, da min mor sagde det. Eller måske hviskede hun det, hun lænede sig i hvert fald ind over bordet mod Anne og jeg holdt op med at gnide og dukken rejste ører:
–Jeg skulle nok være stoppet efter den første.

Min bror var syv år ældre end mig og brugte størrelse 40 i sko, og min mor sagde tit, at hvis han fortsatte med at vokse i samme hastighed som nu, ville vi være nødt til at flytte i slot med fem meter til loftet og et værelse til hver af hans sko for at få plads til det hele. Til min far og min mor og til ham og hans sko. Og mig, dukken ville vi nok være nødt til at lade blive tilbage, hvert halve år satte hun en streg i karmen, der viste, hvor store vi var blevet og hver gang slog han alle rekorder, min bror altså, tre centimeter, tre en halv.  
–Det er jo det glade vanvid, sukkede min mor og stak en hår ud for at pure i hans hår, men han dukkede sig og veg udenom: 
–Gider du lige.

Men lige nu var vi bare os tre, Anne, min mor og mig, og hvis min mor fik det, som hun ønskede, ville de bare være to, hun og Anne, og så kunne de tale uden at hviske, og min mor skulle ikke tænke på at koge så mange æg og måske ville det også være nemmere at nå det hele, købe ind og smøre mad. Jeg ved det ikke, for jeg spurgte ikke, jeg strammede bare snøren i dukkens kjole, til den sad helt stramt om livet og bandt så en dobbeltknude, så jeg var sikker på, at den ikke gik op. Takkede for maden, rejste mig og lod dukken sidde tilbage. 
–Velbekomme råbte min mor ad min ryg, og så noget om, hvad jeg skulle, men jeg svarede ikke, gik bare på ind mit værelse, fandt et stykke papir og en blyant og tegnede et hus med firkantede vinduer og en meget høj dør, der var stor nok til, at min bror kunne komme ind. Jeg tegnede også en skorsten på taget og en flagstang i haven og på postkassen skrev jeg tre navne, mit var ikke et af dem.

Det var i oktober, der var rim på græsset, når vi vågnede. Teltlejren lå lige uden for Farum, kurset hed Totem. Det var første gang, jeg var på kursus og første gang, jeg var afsted alene, jeg var lige fyldt tolv.
–Du skal bare være dig selv, forklarede min mor, men jeg var i tvivl – om mig selv og hvordan, så jeg gjorde, hvad de andre gjorde. Gik i lange knæstrømper og lavede bål ved at slå sten imod hinanden. Bandt fireknob og sang sange, der rimede: ”For er du spejder eller ej/mukker du når det gælder – nej!”
Jeg lærte også at lave en røgvender, det var en af de ældste drenge, der viste mig hvordan: Jeg skulle tage et håndklæde og vifte foran bålet og på den måde tvinge røgen til at ændre kurs..Jeg viftede og viftede, til jeg fik krampe i armen og det endelig gik op for mig, at de andre omkring mig lå flade af grin, at det var mig, de grinede af. Og så grinede jeg ligesom dem.
På kursets sidste dag skulle vi flå en kanin. Jeg blev bedt om at føre kniven. Henrik, kursuslederen, fortalte mig, hvordan jeg skulle gøre. Først skære et led af kaninens forpoter, så snitte rundt om haserne for til sidst at stikke en finger ind under dyrets pels og flå den af.
Jeg glemmer aldrig den lyd: af forpotens knogler, der knækkede. Eller Henriks ros. Han slog mig på skulderen og rakte den flåede kanin i vejret: True Hunter!

Vi tilberedte kaninen over bål, alle fik lov at smage. To af pigerne nægtede, de spiste ikke dyr med pels, sagde de. Selv tog jeg en bid, før jeg kastede op i køletasken, der stod ved siden af. Vi måtte kassere indholdet: Fire bakker jordbær og en skål råcreme, der var tænkt som dessert. Henrik kaldte min opførsel forkælet. Jeg ville ikke holde fjorten dage i vildmarken, mente han, og havde sikkert ret. Jeg ville dø og kaninen leve.
Jeg undskyldte flere gange: undskyld. En gang til: Undskyld, virkelig! Jeg ved ikke helt for hvad, om det var for at kaste op eller for at have brækket kaninens knogler.

Min morfar læste engang sin egen dødsannonce. i Kolding Folkeblad. Det var med hans fulde navn og også navnet på den gård, hvor han boede. Fødsels- og dødsdag og “Hvil i fred.”
Begravelsen ville, stod der, efter familiens ønske finde sted i stilhed.
Min morfar klippede annoncen ud og hængte den op på køleskabets låge. Han mente, det bragte held. Og hvis ikke ikke, tilføjede han, så i hvert fald lidt perspektiv på tilværelsen de dage, hvor fløden skilte eller æggene i bakken viste sig at være knuste.
Hver gang, jeg var på besøg, gik jeg ud til køleskabet og læste om min morfar – at han var død. Så stod han ved siden og skød gebisset frem og tilbage, mens han grinede. 

For nylig hørte jeg om en flok hunde, der var blevet efterladt i en grønlandsk storm. Fastspændt til en lang kæde, de havde ingen chance for at undslippe. De havde gnavet i deres egne ben, forsøgt at bide knoglen over, hvor kæden sad fastspændt. De var lykkedes ikke, da man fandt dem, var sneen helt rød af blod. Det er ikke til at sige, om de døde af sult, af kulde eller af deres egne bid, men jeg tænker meget på dem. På hundene og på, hvad de skulle have gjort i stedet.
Om der overhovedet var noget at gøre. 

Da min far byggede vores sommerhus, lavede han alt selv. I flere uger sad han hver aften og regnede ud: Hældningen på husets tag, antallet af tørv, vinduernes størrelse, væggenes tykkelse. Han fyldte en hel bog med tal og bogstaver, kvadratrod og brøker, to streger under facit. Da huset stod færdigt var alt præcis, som det skulle være: Antallet af brædder, nedløbsrørernes længde. Jeg forsøgte mig ligesom ham, tegnede et hus. Med firkantede vinduer og firkantet dør og en firkantet skorsten på toppen. Men flaget i haven og røgen fra skorstenen blæste hver sin vej, og det gik ikke, forklarede min far og, og jeg måtte lave tegningen om – helt forfra.
Jeg lærte det med tiden. At regne og regne ud. Lærte hvordan røg og vind hænger sammen, og at gøre det ordentligt første gang, for eller skulle jeg bare lave det om.

Senere blev mere kompliceret. Jeg fik en kanin, der bed, også selvom jeg gav den foder og rent hø hver dag. Jeg spurgte de voksne hvorfor og min far forklarede, at det ikke var alt, der gik op på samme måde som tal og brøker, hus og hældning. Så blev jeg kæreste med Jonas. Han havde store hænder og gik til Jiu Jitsu. Fem gange om ugen – jeg så på hver eneste gang. Til sidst lykkedes han med at vinde de jyske mesterskaber. Jeg kørte pokalen hjem, så han kunne blive feste, næste dag ringede han. Han havde mødt en pige til festen, Mia. Hun havde det brune bælte, “men det er altså ikke derfor,” forklarede han, før han slog op.
Jeg tog ud med pokalen til ham, han tog imod og sagde undskyld, gav mig et knus. Det var vildt akavet. Dagen efter pjækkede jeg fra skole og tog bussen op til sommerhuset. Det var i september, bladene på egen foran terrassen var allerede brune, og ruden i vinduet på mit værelse punkteret.

Mismod er fint og vist nok også moderne. At sige nej! Pege fingre af fremtiden. Og af følelserne: Hjerte og smerte, fy for helvede. Nej så heller kynisk klarsyn: ‘Verden er ond, det ved selv et barn.’
Det er for sent at elske, siger de, men for tidligt at give op.
Jeg ved ikke, hvad det efterlader os med.

Mit første job var som bogopsætter på Grønlands Torv bibliotek, Jeg trak de afleverede bøger efter mig på en lille vogn og satte dem på plads. Romaner og digte efter alfabetisk orden, faglitterære bæger efter deres nummer. 14.3 spiritisme (herunder borddans), 40.9 jordomsejlinger, 79.63 fægtning. Jeg havde jobbet i næsten to år, så kastede jeg op, det var på min sidste skoledag, otte uger senere begyndte jeg på gymnasiet, vi kaldte det “et naturligt punktum.” Senere fik jeg arbejde som kirkekorssanger, det var i Hasseris Kirke. Organisten hed Mogens, han komponerede selv melodier til gamle salmer og var utrolig rar. I det hele taget var det en drømmetjans, de andre i koret blev hurtigt mine venner. Vi tog på turné og indspillede en CD i et studie på Silkeborg Højskole.
Udover de faste tjenester, kunne vi tjene ekstra ved at synge til bryllupper og begravelser. Jeg forsøgte at spare sammen til et nyt bur til min chinchilla og tog alle de ekstra ceremonier, der lod sig gøre. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg sang til en begravelse for et barn. Jeg stod oppe ved orglet, kunne se det forældres nedbøjede nakker, de hulkede så højt, at det var næsten umuligt at høre, hvad præsten sagde. Kirkegulvet var helt dækket af hvide buketter, vi sang “Sov sødt barnlille,” det vl sige: Det var kun mig og præsten, der sang, resten af menigheden græd. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at der er øjeblikke, der føles så meningsløse og samtidig så meningsfulde, at de to ting ophæver hinanden. Bagefter besvimede jeg af anstrengelse, og Mogens måtte køre mig hjem, han havde min cykel med i bagagerummet.

Mange år senere ringede en far. Hans søn var omkommet ved en motorcykelulykke, han var blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet, men blødninger var ikke til at standse. Han talte meget, faren, og meget højt. Hans søn havde været udsendt som soldat, det havde været hårdt for ham, men nu var han ved at komme sig. Han havde købt hus og havde fundet sig en kæreste og vist nok også et arbejde.
Han fik lov at besøge mig herhjemme, han havde sin kone med. De ville høre, om jeg ville læse vennernes breve op i kirken. De havde allesammen skrevet et brev til deres ven – om en fisketur, en glemt polterabend, en tur i byen. Faren talte stadig hektisk, højt, sidst, hans kone lagde en hånd over hans. Forklarede, at det var en slags chokreaktion – de mange ord, altså. Han havde talt næsten uafbrudt siden sønnens død.
Jeg lovede at læse, jeg husker ikke ret meget fra dagen, men faren talte stadig. Tilføjede detaljer til vennernes breve – “ja, han var glad for den jakke”, eller “var det ham, de kaldte Jokke?”, mens jeg forsøgte at læse henover hans gentagende indspark. Det var en meget mærkelig oplevelse – akavet men også meget rørende. Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller alt det lige nu, men jeg ved, at begravelser står under 26.5 – kirkelige handlinger.