Louise Juhl

Jeg har aldrig været rigtig glad for mit navn. Louise. Ikke, at der er noget galt med navnet, det er fint nok, tre stavelser, fire vokaler, seks bogstaver. Jeg spurgte engang min mor, hvorfor jeg hed, som jeg hed, hun svarede, “det var det, din far og jeg kunne blive enige om.” Et kompromis, ikke helt, hvad hverken min mor eller far håbede, men ok omtrent sådan cirka. Hvert år kan man læse en liste med populære navne, øverst står gerne de mere specielle, Rondudanella og Columbus-Emil, midt i står de navne, der ikke er nået at ryge ud, men som alle ved snart forsvinder- Tore og Alexander og EmmaLou. Og så nederst – men altid – på listen står mit navn. Louise. Stedsegrønt, kalder min mor den slags, de eviggrønne, det, der ikke vil falde, men bliver ved med at stå, selvom ingen rigtig ved hvorfor. Jeg havde engang en kæreste, der hedder Kaspar, hans hud var et hav af fregner, arme, ben, hals, ansigt. Man kunne trække streger imellem og finde alle himlens stjernetegn på hans krop, Skorpion og Vandmand, Tvilling og Vægt. Jeg elskede at finde vej henover hans hud. “Der er Nordstjernen,” kunne jeg råbe og kysse en fregne i hans nakke – og senere én på brystet og lige ved navlen og så videre. Kaspar skulle egentlig hedde Roland, opkaldt efter sin fars elklaver, men det nægtede hans mor. Hun havde købt et orangeri og sat op bagerst i haven, for at sidde i fred for Kaspars fars skalaer, og så ingen grund til at blive mindet om hans musikalske evner eller mangel på samme, hver gang hun ammede sin søn. Hun foreslog i stedet Tormod, men det faldt ikke i god jord. Så enedes de om Malte, indtil Kaspar kom ud “og så var vi ikke længere i tvivl,” fortalte hans mor og strøg sin søn over kinden: “Du var en Kaspar”. 
Det var vist nok der, jeg spurgte min mor, hvordan jeg havde fået mit navn. Og hvor hun svarede “Det var dét, vi kunne blive enige om.” Jeg ville næsten hellere, at hun havde svaret: “fordi det rimer på at spise” eller “jamen det fungerer på alle sprog, tysk, engelsk, dansk – praktisk, kvadratisk, nemt”. 
I nogle år overvejede jeg simpelthen at skifte det ud, kalde mig noget andet. Agnes eller Esther, fordi det smager af blød barm og kloge hænder. Eller Dorte uden h, ligesom min kontaktperson på afdeling G, der holdt alle mine løgne ud, mens jeg var indlagt, og alligevel blev ved at påstå, at jeg var det hele værd. I dag tænker jeg, at skulle jeg skifte Louise ud, ville jeg kalde mig Stella. Efter min mormor, hun døde i påsken ’83, og kunne kalde alle områdets katte til sig med et simpelt: “Kis, kis, kis, kis”. Så kom de løbende alle steder fra, drak den mælk, hun havde stillet frem og lod sig stryge over ryggen – selv de vilde og dem med sår i pelsen. Og så lod hun dem løbe igen.

Nogle gange føler jeg mig som en mulepose i andres hænder. God som beholder for ting, et æble, en kuglepen, en drøm, en time. Men så får de tilbudt en anden mulepose, med selvlysende bogstaver og federe motto end mit og i et særligt materiale, som både er bæredygtigt og kan tåle stød og pletter og vaskes ved tredive grader uden at krympe. Og så lægger de mule-mig fra sig øverst på en lav mur og håber, at nogen måske måske kan bruge mig eller at en rengøringsdame lægger mig ned blandt tabte handsker og efterladte chokoladekiks. En glemt sag. Det har fået mig til at holde op. Med at pose og mule og lade mig bære med. Men det er meget ensomt sådan. Helt fri af- og helt fri for verden. Helt alene også. Så nu har jeg lavet en klub for uaflyttede telefonbeskeder. Jeg ringer af og til og lægger et ord, to måske. ”Hej uden dig” og ”hvem sner?” Eller jeg spørger om ting: Hvor længe kan en frø holde vejret under vand. Hvor dyr er et menneske, og kan man kalde en sten med vinger for en drøm?

Køerne stod på små høje rundt omkring i landskabet, de lignede noget, nogen havde bygget, stolte statuer.
Min far kørte ofte ad de små ujævne jordstier langs markerne, langt ind på bondens jorde før han standsede foran en tyr, to, en flok. Så rullede han et vindue ned, stak hovedet ud og lavede lyde. Hæse, aggressive fnys. Hornet i bund. Grrrrr. Tyrene trak sig sammen på marken, skrabede i jorden, hvæssede deres åndedrag. Min far efterlignede deres bevægelser, skrabede en fod mod bilens bund, haha, lod bilens hjul spinne.
Det kunne vare to minutter, det kunne vare ti. Dyrene bag det lave hegn – og mig bag min fars latter, haha. Indtil jeg tryglede fra bilens bagsæde, please, lad os køre, please far, nu. Gråd. Så vendte min far sig om, slog ud med armene: Hvad var nu det for noget pjat, kunne han ikke engang få lov at lave lidt sjov?
Om jeg da var bange for en ko? Bange for latter, måske, for hjulspin? Om det måske var bedre at sidde med snuden i en bog, sådan som jeg gjorde, dagen lang, og kun lære om marker og køer, vrede og fnys, fra bag en bogryg. Læse i bøger jeg kunne åbne og lukke efter behag: “Snip snap snude, så er den vrede ude”
“Hva, er det bedre sådan måske?” ville han vide.

Tre af tyrene trådte nærmere, de stod helt tæt ved bilen nu, kun to tynde stykker ledning adskilte dem fra os. Deres øjne var ikke længere bare øjne, de var liv og død, de var os eller jer. Jeg græd højere nu, hulkede, min far gassede op, bakkede bilen tilbage på vejen, vinkede ad dyrene:
“So long, adios!” 
Senere sagde han, at der jo ingenting skete: “Ingen kom til skade, vel?” Han havde haft styr på det hele, om ikke det havde været sjovt? Og jeg nikkede, jo, og tænkte, at han nok havde ret, at der ikke var sket noget, at ingen var kommet til skade, heller ikke jeg.

Jeg har altid haft slagside til det melankolske. Til efterår og dybe skove, Finland. “Kærligheden må erfares igen og igen med det altid uerfarne hjerte,” skrev Elsa Gress engang. Dét hjerte, det uerfarne, holder jeg med. Nogle gange står jeg op om natten og reder min hund med en børste, simpelthen fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal stille op med mine hænder. Med den kærlighed, jeg har tilovers. Andre gange koger jeg bær til marmelade og hælder på glas. Skriver små etiketter og sætter udenpå: “Intet nyt er intet nyt” og “Når fugle drømmer, flyver de baglæns.” De er svære at omsætte på det frie marked, marmeladerne, stregkodelæserne går i sort, når de forsøger at tyde, hvad der står. Så nu står alle glassene herhjemme og venter, jeg ved ikke på hvad. Måske er dét problemet: At jeg ved for lidt – om streger og koder og supermarkeder. For meget om bær og børster. Måske er problemet, at jeg glemmer alt om omsætning, sådan er det nok med uerfarne hjerter. De forstår for lidt og for sent. Alligevel bliver de ved med at slå.

Jeg havde lovet ikke at sige det til nogen. Aldrig at sige det til nogen. Og nu stod jeg så og sagde det til Ann. At det var sådan, det var. At det var præcis sådan og ikke på nogen anden måde, at det hang sammen. Og det var som at lukke en ballon ud af mit bryst, som om noget, der alt for længe havde holdt på sit vejr, endelig fik luft. Og ballonen steg til vejrs, den steg højt op på himlen, op over over husene, hvor alle kunne se den. Og Ann ville vide, om det virkelig var sandt, om det virkelig var sådan det hang sammen Og jeg svarede hende, at ja, det var sandt, det var virkelig sådan, præcis sådan og ikke på nogen anden måde. Så kom jeg i tvivl. Jeg kom i tvivl om ballonen virkelig var en ballon, eller måske bare en hemmelighed. En løgn? Og jeg kom i tvivl, om den virkelig var sluppet ud af mit bryst eller bare af min mund. Om sådan nu også virkelig var sådan og om præcis var helt præcis eller bare cirka. Og jeg så op på himlen, på den røde ballon, der svævede højt oppe over husene, og jeg vidste, at det var for sent. At ballonen var ude af mit bryst, og at jeg aldrig med sikkerhed ville kunne svare. Hverken Ann eller nogen andre, ikke engang mig selv  🎈

Jeg har altid været optaget af ting, der kan gå i stykker men uden at gå i stykker. Som når et firben smider halen og gror en ny. Ikke den samme men en anden hale, mere stiv, men også mindre sårbar overfor brud. Hvis en hund mister et bagben, lærer den overraskende hurtigt at fungere på tre ben, den løber og leger som før, måske ikke helt så hurtigt, men lige så godt.
Da jeg fyldte atten, fik jeg en meget smuk tepotte i gave af min kæreste. Den var blå og med små mønstre i bladguld, og den kunne holde to liter te varm i flere timer uden en hætte. Senere gik han fra mig, tepotten beholdt jeg. Jeg flyttede til Jægergårdsgade – ind hos Eva med det mærkelige efternavn. Eva havde krusede krøller, som aldrig rigtig blev våde – hun behøvede hverken at tørre dem med håndklæde eller at fønne, når hun havde været i bad. Jeg fik et stort værelse med franske døre og silkegardiner med sirlige mønstre. De holdt ikke lyset ude, kun nysgerrige blikke. 
Vi drak te af min potte, Eva var mest til Ceylon te fra Sri Lanka, jeg var glad for Husets Urtete fra Brovst, hver aften slog vi om, hvad det skulle være. Jeg vandt for det meste og uden snyd. Jeg husker ikke detaljerne, men jeg havde jeg slog sten og Eva papir, og hun gik i køkkenet for at brygge sin Ceylon, og så lød der den her lyd. Ikke nogen voldsom lyd, mere som når man taber et brød på gulvet, et bump. Alligevel var der var noget i stilheden efter, der fik mig til at rejse mig og gå ud til Eva i køkkenet, og der lå potten på gulvet med knust låg og tud.
Jeg tror nok, at jeg satte mig på knæ og forsøgte at samle stumperne, men forgæves, der var alt for mange, og de var ikke til at kende fra hinanden. Eva stod bare med en hånd for munden, mumlede noget bag. “Åh nej” tror jeg, det var: “åh nej åh nej”. 
Tepotten blev aldrig tepotte igen, Eva købte mig en ny, den kunne det samme: holde to liter varm i to timer, men den var ikke med bladguld, og den blå var ikke den samme blå. Jeg flyttede til Frederiksberg, det var ikke pottens skyld, resterne af min potte flyttede med. Den fik lov at stå i vindueskarmen i min nye lejlighed, og hver gang jeg fik besøg, gik gæsterne direkte hen til den skårede keramik. Rørte ved den, aede tør jeg næsten kalde det, og ville vide, hvad der var sket og hvordan. Flere gang overvejede jeg at finde på en historie. Om afmagt og vrede: At jeg havde knust kanden mod gulvet, da min kæreste gik fra mig. Tusinde stykker af ituslået drøm, gråd og tænders gnidsel. Men for det meste fortalte jeg bare sandheden, at tepotten var faldet på gulvet helt uden dramatik – og måske lidt om Evas krøller. 

Eigil har lavet lort i bukserne.
Det fortæller han til personalet i Centrets information: Undskyld.
Han beder om hjælp: Om damen bag skranken vil ringe efter en taxa?
Damen træder baglæns, spørger, om han har råd til sådan en?
Eigil hører ikke, hvad damen spørger om, men jamrer sig højlydt:
– Det klør, råber han og kører hånden op og ned af bagsiden af bukserne.
Han sætter sig på gulvet.
-Lort, råber han, og tager hånden (den samme, som han lige har brugt til at klø sig bagpå) op til næsen, lugter til sine fingre: Lort!
Damen bag skranken laver en tydelig utilpas grimasse og taster et internt nummer på telefonen.
Lidt efter dukker en af centrets vagter op, han er bredskuldret og klædt i en hvid skjorte, han har stukket ned i et sorte pressefoldede bukser. Fra kanten af buksernes ene lomme hænger en walkie-talkie.
Eigil får øje på apparatet, rækker instinktivt hænderne frem imod den.
Damen bag skranken råber: Ikke røre, ikke røre!!
Vagten, der ikke ved, hvem Eigil er, eller hvorfor han er blevet tilkaldt, spørger:
Hvad sker der?
Eigil smiler og svarer:
Jeg har lavet LORT.
Damen bag skranken forsøger:
Jo altså herren her har… han beder om hjælp til at….ja det er meget uheldigt, men ….
Vagten, der nu er synligt mere irriteret end forvirret, spørger:
Hvad er det, I behøver min hjælp til?
LORT, råber Eigil.
Damen tysser, vagten udbryder:
Er det mig, du kalder en lort?

Først efter tyve minutter får de ringet efter John. Vagten finder nummeret i Eigils lomme.
John kører taxa, det har han gjort tredive år.
John kender Eigil:
Har du lavet lort? spørger han som det første, da han når frem, og Eigil nikker.
Det er jo den slags, der sker, svarer John, så må vi se at få dig hjem, så du kan få vasket halen. Ellers scorer du sgu ingen damer, Eigil, og det er jo dét, der skal til, ikke? -Kærlighed!
Eigil nikker og holder fast i John, der hjælper ham ud i taxaen.
Tak, mumler Eigil, da de når frem til bilen:
John klapper ham på skulderen:
Det er mig, der takker, svarer han og hjælper Eigil det sidste stykke ind på bagsædet.
Noget, der ligner en dækkeserviet, ligger på sædet, hvor han skal sidde.
– Der ér endda dækket op til dig, smiler John og peger på plastikdugen.
Så kører de.

Solen er ikke beregnet til at skinne på os
Det kan godt være lidt svært at forstå, når nu det er så dejligt, de gange den gør det.

På højskolen deler jeg værelse med Helene, vi taler ikke så meget sammen. Vi er ikke uvenner, bare heller ikke rigtig venner. Jeg står op længe før hun, tager en pandelampe om hovedet og løber ud i morgenmørket. Ti kilometer langs vandet, sandet giver efter for hvert skridt, jeg tager. Tilbage igen er Helene akkurat på vej ud ad døren. “Hej,” og “selv hej” 
Jeg bliver ikke så længe på højskolen, det er ikke Helenes skyld. I stedet finder jeg et værelse tæt på Peter bangs vej station,indretter mig med et slå-ud-bord og en madras og lytter til lydbøger: “Begynderfransk I og II”, jeg efterligner stemmen på båndet, så godt jeg kan: “S’il vous plait” og “Comment ça va” 
Jeg tror det er der, det går op for mig, at det ikke går godt.
Nogle måneder senere kommer jeg på sygehuset, og får en fast vagt. Hun hedder Anna og er lægestuderende på 4.år. Hun hjælper mig med at klippe mine spidser og forsøger at lære mig at skelne træernes blade fra hinanden. Bøg fra birk og lind fra hassel. I virkeligheden er jeg helt ligeglad med blade og med at skelne, jeg synes alt er fedt, skudt og kanel, lort og lagkage, jeg vil bare gerne væk eller måske er jeg allerede væk og vil findes.
Men Anna er ikke sådan at slippe af med, hun holder øje og holder fast, siger hele tiden “godt så.”
En dag fortæller mig, om dengang hun arbejdede på en cafe i Paris. Alle de kvindelige ansatte skulle bære den samme uniform. En bordeauxrød skjortekjole, med V-hals og knapper til knæene. De havde ingen pauser, men kørte  igennem fra ti formiddag til midnat på en cocktail af baguette-endestykker, efterladte rødvinssjatter og isterninger.Efter et par uger var hun begyndt at være svimmel, hun faldt i søvn ude på toilettet flere gang om dagen, hendes chef havde klaget over, at hun var for længe væk. Til sidst faldt hun om, en onsdag formiddag på cafeens gulv. Da hun vågnedeigen  kunne hun hverken huske, hvor hun var, eller hvad hun hed. Cafeejeren mente helt bestemt, at hun hed Josephine, og hun blev indlagt sådan. Som Josephine – i det 12 arondissement, Hospital Saint-Antoine. Alle på sygehuset kaldte hende for Josephine, laboranten, sygehjælperen, hun måtte bruge lang tid på at overbevise dem om, at hendes chef havde taget fejl og at hun i virkeligheden hed Anna. Hun var blevet fløjet hjem et par dage senere, herhjemme blev hun undersøgt på kryds og tværs, blodprøver, ekg, scanning, men alt var helt normalt. 
Jeg ved ikke, hvorfor Anna fortæller mig alt det, men bagefter joker vi om V-hals og rødvinssjatter og om, hvad der ville være sket, hvis hun havde grebet chancen og levet videre som Josephine. De næste dage insisterer jeg på at blive kaldt Estellé, så Catherine, så Monique – indtil Anna får arbejde på en anden afdeling. Så er jeg bare mig selv igen.

Blod, sved – eller tårer: Det sker ikke ret tit, at jeg græder. Jeg har gjort så mange andre ting i tidens løb i stedet. Jeg har løbet mere den tredivetusinde kilometer tilsammen, jeg har undladt at spise og talt cirka alt, hvad der kan tælles. Lygtepæle, kalorier i maden, bestik i skuffen, kerner i brødet, streger på fortovet. Eller skrevet linjer af fra bøger, fordi jeg ikke ville glemme dem: “If poetry is dead, act like a zombie” og “Der er noget galt med mine øjne”.
Engang forsøgte jeg mig med at klippe i huden imellem mine tæer. Jeg brugte en neglesaks, det blødte helt sindssygt og meget længe, og jeg måtte ligge på knæ flere timer bagefter for rense mellemrummene mellem badeværelsets klinker (jeg brugte min tandbørste). Men selvom der var meget blod, var der ingen tårer, kun hadske kommentarere til mig selv i spejlet: “kæmpe spade” og “hvor dum kan man være”
Nå, men det jeg egentlig vil sige er, at det er nemmere for mig at bløde, end det er at græde. (Og at jeg savner min morfar.)