Louise Juhl

Jeg plager længe og får til sidst lov at få en kanin. Jeg køber en saltsten og en drikkeflaske med røde hjerter og forer buret med helt frisk hø. Hver dag, når jeg kommer hjem, tager jeg kaninen op ad buret, lægger den i mit skød og aer den over pelsen. Jeg aer og aer så længe, at dyret får skaldede pletter af slid, og de voksne må lave regler for hvornår og hvor længe, jeg må kæle.
Så sidder jeg med mit armbåndsur i hånden og holder øje med, hvornår det er tid for omsorg og pels. Først klokken fire får jeg lov, ti minutter med “nååh” og “søde søde”, jeg klapper og stryger og aer og kysser alt, jeg kan, så er det slut.
“Hvis du bliver ved længere, tager dyret skade”, forklarer de voksne, og jeg sætter kaninen tilbage i buret.
Mit hjerte banker så hårdt, at jeg må holde mig for ørene.

Tore ville ikke være venner med mig. Jeg spurgte ham ellers tit. Både i ni-frikvarteret, i spisepausen og efter skole: 

“Skal vi være venner,” spurgte jeg, men Tore gjorde sig ikke engang den umage at ryste på hovedet eller svare nej. Han gik bare videre, som om han ikke havde hørt, hvad jeg spurgte om. Eller som om han ikke ville høre.
Det værste var ikke Tores tavse afvisning, men at jeg blev ved med med at spørge.

“Skal vi være venner,” spurgte jeg. Igen og igen. På vej ind i klasselokalet, på vej ud, ned ad trappen, i skolegården, bussen. I  beskeder efterladt på hans telefonsvarer:
“Skal vi være venner?”
“Skal vi være venner?”
“Skal vi være venner?”
Jeg skrev endda sedler, jeg lod vandre fra hånd til hånd hele vejen gennem klassen, men uden held. Ingen åbnede sedlen, ingen læste den og ingen svarede.
Alligevel blev jeg ved. Ikke kun med ord, men med alt, min krop: et lidt for kælent smil, et lidt for langt kram, mine øjnes evindelige: “Skal vi..?”

Til sidst kunne jeg ikke engang holde mig selv ud. De sleske appeller, eftergivenheden, mine evigt udstrakte hænder.
“Skal vi være venner?”
Så jeg ændrede taktik. Piftede Tores cykel når ingen så det. pissede i en skraldespanden på et offentligt toilet. Efterlod min skrift på en mur bagved skolen: “Back off!”
Det varede ikke så længe, det hårde blev blødt og jeg lærte i stedet slet ikke at spørge – hverken om venner eller hjælp. Jeg holdt mine egne fester, alene og låst inde på mit værelse. Hørte Frank Zappa, drak mig fuld i billig Liebfraumilch og skrev digte om diamanter. Om måden de gik i stykker på, delte sig efter et indre gitter, det smukkeste sammenbrud.
Jeg ville være smuk, have et indre gitter, jeg kunne bryde sammen omkring. Så jeg skrev lister.
Med mad, jeg ville spise:
Blomkål, agurk, kogt torsk.
Og meget længere lister med ting, jeg ikke ville spise:
avocado, banan,
brød, pasta, ris, kartofler,
nødder, sukker, smør, olie,
druer, kiks, knækbrød,
ost, æg, mælkeprodukter
alt, der smagte godt og af mere
Jeg ville være en sten, en ædel sten, en diamant. “Skære som lys igennem mørket,” skrev Michael Strunge et sted, og jeg skar og skar. Men der kom ikke noget lys og jeg blev ikke spor ædel, bare tynd og mørk og uden følelser.

Jeg kan huske det år, alle malede deres vægge gule. Også jeg selv. 
Jeg boede i en etværelses med skråvægge og udsigt til en grumset spildevandssø. Min mor hjalp mig. Vi købte to natursvampe i Helskosten og bevægede dem i cirkler henover væggen. En hel dag malede vi, gjorde kun få holdt. Min mor spiste en bakke kirsebær, det var det eneste mad, jeg havde i huset. Hun gemte alle stenene, ville plante dem ud. Det blev mørkt før vi var færdige, fabrikkens mange neonpærer lyste rummet op. Et bleg og medicinsk lys. 
Min mor spurgte, om hun skulle blive og sove. Jeg svarede nej. jeg kunne lige så godt vænne mig til det fra start. Til det gule og ensomheden. 
Da hun var gået, skyllede jeg svampene i lunkent vand. Om og om igen, til de ikke afgav mere farve. Det var midnat nu, en ambulance med udrykning -men uden lyd- kørte forbi på gaden udenfor. Jeg har altid syntes, at det var de værste. De lydløse udrykninger. Som om deres tavshed forstærker alvoren bag.  
Jeg lagde svampene til tørre på en tilbudsavis, det glittede papir krøllede sig sammen under. Jeg tænkte: Hvis jeg lægger mig til at sove nu, når ambulancen ikke frem. Så jeg holdt mig vågen til det blev lyst, gik ned på havnen og så på mågerne, der skiftevis sad og fløj og skreg. En mand på cykel kørte forbi, han ringede med klokken, jeg ved ikke, om det var af mågerne eller mig. 
Året efter gik gul af mode. Jeg havde tabt elleve kilo, orkede ikke at male om, så i årevis levede jeg med cirklerne, det gule, medicinske lys, uroen. 
Det var ikke så slemt, som det lyder.

Hver morgen når jeg står op, opløser jeg tre skefulde psylliumfrøskaller i lunkent vand, jeg har læst at de uopløselige fibre narrer kroppen til at tro, den får mad, og dermed sætter forbrændingen i gang. Så tager jeg en tæt tynd trøje på, gamacher og sko og løber ti kilometer, undervejs tæller jeg alt, jeg kommer forbi, lygtepæle, elskabe, børn med huer og uden. Holder alle andre tanker i skak: hvad, hvorhen, hvorfor.
I november søger jeg et job som sekretær ved en fysioterapeut i Hinnerup, de søger en struktureret og fleksibel medarbejder. Jeg er god til at tælle og villig til cirka alt, så jeg svarer, at jeg “mener at matche deres profil” og skriver mit navn nederst med en glimmertusch, fordi jeg har lært på et kursus, at det gælder om at stikke ud, gøre sig bemærket.
Jeg bliver kaldt til samtale en onsdag, klinikken lukker sent, det er mørkt udenfor. Neonskiltet fra en butik overfor lægger et blegt køkken-agtigt skær over rummet. Jeg har været i Salling og købe langskaftede støvler med plateusåler og en skjorte i lys blå, fordi jeg forestiller mig, at det er sådan en sekretær i Hinnerup ser ud. Lederen af klinikken giver hånd, vi bliver kun ham og mig, forklarer han, han hedder Morten og har drevet fysioterapien i ni år nu. 
“Ti til januar,” fortsætter han. Jeg forsøger at virke imponeret: 
“Hold da op, det skal da fejres?“, foreslår jeg og Morten smiler: “ja, det tænker jeg, det skal.”

Vi taler længe, Morten vil høre, om jeg bor alene, hvad mine interesser er, om jeg planlægger at få børn eller at rejse. 
“Hvad vil du sige, er din stærkeste sider, din svageste?”
Jeg svarer ham noget i retning af, at de fleste styrker ender som en svaghed, hvis ikke man holder den i kort snor. 
“Alt med måde” og “hver ting til sin tid”, uddyber jeg, og jeg taler så længe og om så lidt, at jeg næsten lykkes med at overbevise mig selv 
Efter en time er Morten glad, “jeg tror, jeg har fået svar på mine spørgsmål.” 

Næste dag ringer han, at jeg har fået jobbet. Jeg kan starte til december: “Så kan du være med til at planlægge jubilæet.”
Jeg beder om en times betænkningstid, ender med at takke nej. Jeg har jo kun den ene lyseblå skjorte, jeg har indkøbt til lejligheden, og min forfod er øm efter kun en dag på høje hæle. 
Morten forstår ingenting: “Men hvorfor søgte du så overhovedet jobbet?” 
Jeg bliver ham svar skyldig, løber en tur. Tæller seksten sølvgrå biler og en enkelt tabt handske.

Jeg vil ikke sige, det er et mønster, men senere bliver jeg regnskabsmedarbejder i en kælder i Odder og efter det, lægger jeg skema på en sygehusafdeling. Der sidste er et puslespil af en anden verden, mærkelige mødetider og afspadsering skal ganges med 1,17, der skal trækkes fra, tilkaldevagter med faktor 2,08, der omvendt skal lægges til. Jeg lykkes dog med at få det hele til at gå op, tal og tid og løn, det er kun min vægt, der går den anden vej, ned.

I går havde de lovet regn, men holdt det ikke. Så jeg gik tur med hunden i to stive timer . i regnfrakke og knælange gummistøvler i tørvejr. Da jeg kom hjem kunne jeg vride min skjorte, så våd var den, ikke af regn men af sved og kondens og ærgrelse. Så satte jeg mig for at skrive et essay om ost og samlebånd, men endte med at skrive om huse i gasbeton og cykler med højt styr. 
Klokken halv et begyndte jeg at græde, fordi jeg kom i tanke om min morfars hund Bessie, der var så glad, at det endte med at koste den livet: Den løb ud foran rutebilen en fredag: Den vidste, at min mormor var med og blev så ivrig at den kastede sig ud på kørebanen af bare glæde. Den blev begravet samme eftremiddag, min morfar gravede et hul, det var kun akkurat stort nok, vi måtte folde hunden om sig selv for at få plads. 

Da jeg havde grædt et kvarter gik jeg i Føtes, købte to pakker stimorol, mit bedste våben mod næsten alt. Vrede, sorg, rastløshed. At tygge og tygge og tygge igen. Helt håbløst, måske, men mindre skadeligt end de fleste andre metoder – at ryge, drikke, sniffe og slå.
Jeg gik til selvbetjeningsautomaterne for at betale, der var kun mig og og en ung kvinde med et barn i klapvogn. Hun var i gang med at scanne en pakke bleer. Så førte hun sit kort i dankortautomaten, tastede sin kode, ventede lidt og kaldte så på en ung fyr i skjorte med et badge på brystet “NY i job”. 
“Kan du hjælpe mig?”spurgte hun, maskinen ville ikke acceptere hendes kort. Måske var det noget med magnetstriben, måske koden, noget var der i hvert fald galt. Fyren førte hendes køb tilbage, forsøgte forfra. Kvinden stak igen sit kort i maskinen, men fik samme besked. Transaktionen kunne ikke gennemføres. 
Den unge fyr, der tydeligvis usikker forsøgte sit bedste, spurgte forsigtigt: “Er du sikker på, at der er penge på kortet”. Kvinden så ned, mumlede “ja da,” hendes krop sagde noget andet. Så foreslog den unge fra butikken at de forsøgte sig ved en anden maskine – måske var det elektronikken i denne ene automat, den var gal med?
Det hele gentog sig ved den næste automat. Og den næste igen. Hver gang blev kortet afvist. Barnet i klapvognen begyndte at sidde uroligt, småhulke. Til sidst opgav kvinden, hun lod bleer være bleer og forsvandt med et hulkende barn og uforrettet sag. Og jeg stod med to fucking pakker tyggegummi og en hengemt sorg og indså, at uanset det aldrig er rart at være ulykkelig, så er det trods alt nemmere at bære, hvis man har penge på lommen.
PS: Jeg købte pakken med bleer og løb efter kvinden. Hun blev meget glad.

Da min mor var gravid med mig havde hun noget med lakrids og tomater. Hun bandt en bred lakridsrulle rundt om en tæt på overmoden tomat, og spiser den i få bidder. Salt og syre, sødt og saftigt. Hun lukkede gerne øjnene imens, har hun forklaret, for at forstærke oplevelsen.
Efter jeg var født forsvandt lysten igen, måske var alt arbejdet med at skifte og pusle og ae og trøste alt rigelig for ét menneske, for min mor, hun behøvedehverken mere salt eller syre. Et lille år senere flyttede vi til Canada, min far fik arbejde på universitetet i Hamilton, Institut for Talesyntese. Vi lejede et hus, en ældre tavs dame fulgte med. Hun ses på alle billederne derfra, men der er ingen, der husker noget om hende, ikke engang hendes navn. 
Jeg har spurgt til alt, der skete derovre, jeg vil fylde et hul: Hvad farve havde huset, hvilket bilmærke kørte vi (en grøn ford Taunus, har min far senere fortalt). Var det varmt hele året, havde mine brødre hver sin cykel, hvor længe tog det for min mor at falde til? 
Det sidste har hun svaret på: mange måneder – hvis altså overhovedet. Det var svært for hende at forlade huset. Jeg græd, hver gang hun åbnede en dør eller et vindue, som om jeg frygtede flere forandringer. Nogle gange blev det mere end tredive grader varmt inden døre, min mor gispede efter luft, men jeg skreg, så snart hun rørte et håndtag eller en hasp. Jeg var bange for det derude, alle mennesker omkring os talte et fremmed sprog, cyklerne havde lange, sært vinklede styr og træerne torne. Så min mor sad indespærret i et hus i et fremmed land. Med en ældre dame, der var tavs som graven, og en halvandetårig, der modsat skreg som en besat. 
Til sidst flyttede damen, hun blev medlem af et religiøst kollektiv, eller også er det bare noget, jeg senere har fundet på. Jeg blev mindre bange for verden, og min mor fik af og til lov at gå på biblioteket, hvis jeg måtte være bundet fast til hendes talje med en snor. Jeg hev og hev – hele tiden – har hun fortalt, alligevel føltes det som en befrielse at komme ud, få luft. 
Den dag vi rejste hjem, stod den tavse dame pludselig i afgangshallen med en tigerstribet bamse. Det var en gave til mig, jeg ved stadig ikke hvorfor. Men jeg beholdt den i mange år, den blev min bedste ven, til min fødselsdag pakkede den mine gaver ud. Jeg tænker stadig på den tavse dame, hun er sikkert død nu, men hvis jeg fandt hendes grav ville jeg lægge en hilsen, noget blødt og pelset – eller et digt.

Jeg lærer mig det meste af Brugsens Slankebog udenad. Der er madplan til en hel uge – til alle dagens måltider og med præcise mål og mængder. 
Morgenmad kl 7.30: Et blødkogt æg, et halv stykke brød med ost, og halvanden deciliter ylette. 
Til frokost foreslås tre halve stykker brød smurt med sød sennep: ét stykke med skinke og grøn peberfrugt, to med skiveskåret kartoffel og tomat. 
Til aften er der farseret perberfrugt med fyld af kogte linser og blendet tomat. Eller kålwraps med tun. 
Der er billeder af alle retterne, de mange fotos strutter af sundhed, der er drys af friske krydderurter på de fleste, dugvåde druer i en skål eller en kvinde med højtaljede bukser og helt flad mave i baggrunden, sløret.
De første uger følger jeg planen, forsøger at overgive mig til forfatternes viden – det er en ernæringsekspert og en kendt kok, der står bag. Jeg er svimmel og træt og tænker kun på mad, på alt det, jeg ikke må spise. 
Snickers, brunsviger, digestive kiks, schweizerdrops, revelsben, franske kartofler. 
Overalt er der lugte, der minder mig om, eller lyder af mad: Nogen der knaser et bolche eller en mor, der råber ”så er der kage” ud ad et vindue til et barn på legepladsen. Men jeg er standhaftig, jeg vender mig væk, lukker ørerne, går den anden vej. Tæller i stedet mine skridt, mit åndedræt. Det er noget jeg har læst et sted. At det hjælper at fokusere sin opmærksomhed på noget andet, noget uden for sig selv og dine egne behov. Noget stabilt, der hverken lader sig vælte eller friste. 

Så jeg tæller: Antallet af lygtepæle fra Gammel Gugvej til krydset ved eternitfabrikken. Hans Egedes kirkens bedeslag, HjemIs-bilens ring, Siderne i fredagens avistillæg. Jeg holder styr og husker, fylder mine tanker med tal, tømmer dem for alt andet. 

Jeg lærer hurtigt at reducere kalorierne. 
Morgenmåltidets ylette byttes ud med skummetmælkskefir, der kun indeholder halvt så mange kalorier. Brødet til frokost erstattes med Kavli flatbröd, de tyndeste knækbrød på markedet. De vejer kun knap 7 gram, en tredjedel af et halvt stykke rugbrød. Da Brugsen uden varsel en dag holder op med at forhandle dem, begynder jeg hver fredag at tage rutebilen til Vadum, hvor den lokale købmand har dem på hylderne. En tur på 40 minutter hver vej, 36 kroner alene for billetten. 
Til aften springer jeg proteinelementet over, kød eller fisk, og erstatter det med kogt blomkål. Det samme gælder kartoflerne, det er nemt og meget billigt: Kogt blomkål med kogt blomkål til. 
Det er også meget trist.

Efter seks måneder er opskrifterne i Brugsens slankebog reduceret til kogt blomkål, agurkestave og fermenteret hvidkål. Jeg taber mig med stadigt større hast, det er som om min krop giver op. Hvor den i de første uger og måneder holdt fast i alle reserver og forsøgte at kæmpe imod min selvpåførte sult, gør den som månederne går stadigt mindre modstand. Der er ikke mere at kæmpe med, ikke flere reserver, ikke flere kræfter. 
Fra december og til midt i januar taber jeg 6 kilo. Juleaften spiser jeg grøntsagssuppe, det festligste indslag er bruset i min dansk vand. Jeg løfter glasset og skåler med de andre: ”Glædelig jul.”

For at overdøve mig selv og mavens rumlen begynder jeg til fransk hos Inger i Vestbjerg. 
Inger er pensioneret gymnasielærer og bor i et hvidmuret parcelhus. Hendes mand er død for få år tilbage, men hun har beholdt huset. ”Hvem ville jeg være uden dét,” spørger hun: ”uden mit hjem og alle minderne.”. 
Der er et er et stort hus, der er meget plads, alligevel føles der trangt. Måske er det de mange indrammede fotos, der hænger overalt på væggene. 
Børn, børnebørn, feriefotos. 
På et af dem ses Inger og hendes mand, de står med ansigterne helt tæt på hinanden, i baggrunden anes en kopi af Mona Lisa, de mimer hendes uudgrundelige smil. 
De ser ud til at have det rart.

Af Inger lærer jeg at tælle til ti på fransk, bestille et glas mælk og at købe en baguette. At svare ”que?”  eller ”jes nes parlez pas francais,” hvis nogen henvender sig. 
Jeg er træt allerede, når jeg kommer og næsten uanset, hvad hun beder mig om eller spørger til, svarer jeg ”oui”. 
Også når hun spørger om mit navn, min alder: 
”Oui” svarer jeg, ”oui, oui.” 
Hun skælder ikke ud, Inger skælder aldrig ud. 
Hun ændrer bare sit spørgsmål, så det passer til mit svar: 
”Est-ce que tu t’appelles Louise?”, spørger hun, og jeg svarer ”oui” præcis som før, men nu giver svaret pludselig mening.
Der er noget næsten skræmmende ved Inger, ved hendes mildhed, en faretruende ro. Som om hun tænker, ”nu er jeg her og jeg skal ikke videre.” 
At sidde sådan, kun med sig selv, alene tanken giver mig angst.

Jeg holder meget af mine tirsdage med fransk, også selvom min indsats begrænser sig til oui. Den ugentlige udflugt til Vestbjerg er gylden: at sidde ved siden af Inger, følge hendes finger, når hun peger og med tydelig udtale læser sætninger højt: 
”C’est mon frére, c’est mon pére, c’est ma mére”. 
Hendes stemme og det, at ordene rimer, at tingene på den måde går op. 
Jeg elsker de tirsdage.

”Jeg har en veninde, der er psykolog”, fortæller Inger en dag i april. ”Hun hedder Hanne, og vil gerne snakke med dig.” 
Tirsdagen efter sidder Hanne i Ingers stue, hun rejser sig, da jeg træder ind. Jeg løfter afværgende hånden, siger: ”du behøver ikke at rejse dig.” 
Vi får lov at sidde i et af Ingers mange værelser, et tidligere kontor. Langs endevæggen står en varmtgul sofa med en meget lav ryg og overfor en kurvestol foret med lammeskind. 
”Skal vi sætte os her?”, foreslår Hanne og peger på sofaen. 
Hun vil gerne høre lidt om, hvem jeg er, hvad jeg brænder for. Det sidste undlader jeg at svare på, fortæller i stedet, hvad jeg hedder. Og at jeg har to brødre og en kanin, der afskyr, at man kæler for den. Jeg fortæller også, at jeg elsker Bossa Nova og svensk visemusik måske især. 
”Det kan jeg godt forstå,” svarer Hanne, som om der var noget at forstå.
Lidt efter finder hun et stykke papir og en kuglepen frem og beder mig skrive ned, hvad jeg drømmer om og hvad, jeg frygter.
 Fem ting af hver. 
”Må det være de samme ting?”, spørger jeg. Hanne ler: 
”Så galt er det forhåbentlig ikke”

Under drømme skriver jeg: 
At tage et dykkercertifikat, få mig en hund, lære at gå på høje hæle. At blive god til fransk og lære alt om astronomi.
Under ting jeg frygter, skriver jeg:
Coopertest, grammatik uden regler (engelsk), bjørnklo, ånden i glasset og at blive fed.

Jeg havde troet, det ville være anderledes. Ikke nemmere bare mere gennemskueligt – hvem jeg kæmpede mod, hvad: Om det var Rhododendronbuskenes voksende skygge eller ensomheden, når jeg for tredje gang samme dag går i Brugsen for at købe ind. Først salt til opvaskemaskinen, så clips til at lukke poser (ikke fordi, jeg har noget, der skal lukkes, men just in case). Endelig – klokken lidt over fem – køber jeg en klase økologiske bananer sat ned til en tier. Går hjem og skærer dem i skiver, overhælder dem med yoghurt og drysser med knust pålægschokolade – en sidste skive, jeg finder bagerst i skabet. Lidt hvid i kanterne, men det ses ikke, når det blandes med yoghurt og frygt.
Enogtredive gange løfter jeg skeen, og enogtredive gange fylder jeg den med yoghurt, frugt og chokolade. Enogtredive gange fører jeg skeen op til min mund, tømmer den og synker. Og så?

Der har altid været noget særligt ved tirsdage. En forventning – ikke stor men dog – om at noget vil være anderledes. bedre måske – end dagen før. Et skridt videre fra mandagen, et skridt væk fra. Men md tiden er jeg kommet i tvivl. Om det skridt altså. Hvor det bevæger mig hen. Mod onsdag, klart, men det er som om, det ikke længere er helt er nok.
Selv er jeg født på en torsdag, det var midt i aftensmaden, mine brødre var blevet lovet hotdogs med ristede løg og remoulade. Men så ringede de fra sygehuset, min mor var gået i fødsel. De måtte efterlade pølser og brød på tallerkenerne derhjemme, min far havde svært ved at finde en parkeringsplads. Min mor skreg et sted langt væk. Jeg tror aldrig, de rigtig har tilgivet mig.
Jeg var en stor baby, 4500 gram, min kinder fyldte fra vindue til væg. De kaldte mig “Verdens bedste Kinderæg”. Jeg har aldrig været glad for sammenligningen. Kinderæg-analogien. En alt for sød og sukret chokolade med noget indeni. En dims. Noget i plastik, en fingerbølstor og ansigtsløs figur eller en trækvogn uden noget at trække.
Det er det jeg mener med, at jeg havde troet, det ville være anderledes. At der var mere end dét, mere end tirsdage, der trækker mandage, mere end knust chokolade og billige bananer, men altså. Måske er det nok.

I børnehaveklassen sad jeg ved siden af en dreng, der hed Kaspar. Han havde kridhvidt hår og bukser, der hang som sække omkring hans ben, så tynd var han. Faktisk så tynd, at han fik lov at leve af nutellamadder. kl 9.00 fik han to stykker knækbrød med nutella og til frokost to skiver lyst brød med chokoladecreme. Klokken to, lige før han blev hentet, fik han en lille pakke i folie, og indeni pakken lå to mariekiks smurt med både smør og nutella. Kaspar takkede næsten altid nej, jeg forstod ikke hvorfor.
Selv havde jeg altide den samme madpakke med: Fire halve skiver rugbrød. To med leverpostej, to med æg og karse og ved siden af det to ringe af rød peber. Jeg drømte om at blive tynd ligesom Kaspar, så jeg kunne få lov at spise nutella dagen lang, men noget stod i vejen. Min far sagde, at det var mine gener, ”du har arvet familien Justesens brede bag.” Min mor sagde, ”du er fin, som du er” hun kaldte mig, min krop, for ”lige tilpas”. Jeg var ikke sikker på, hvad det betød, lige for hvem og tilpas for hvad? 
En dag var pladsen ved siden af min tom. Kaspar kom ikke i skole, det var vist nok noget derhjemme. At Kaspars far var meget ked af det. Så ked af det, at han ikke længere kunne passe på Kaspar, knap nok på sig selv. Så nu skulle Kaspar bo hos sine bedsteforældre på en gård langt væk. Det var tæt på vand og han ville få to hunde og et loft fyldt med hø. ”Det bliver så dejligt,” forklarede Mette, vores lærer, men det eneste jeg kunne tænke på var, om han så stadig ville få nutella på alle sine madder. Jeg spurgte ikke, for jeg vidste godt, at det ikke var det, det handlede om. Det handlede ikke om nutella, men om Kaspar og om hans far og om at være så ked af det, at man ikke kunne passe på andre og slet ikke på sig selv. 

Da Kaspar havde været væk en uge, fik vi nye pladser. Jeg kom til at sidde ved siden af Birgitte, hendes mor var frisør. Birgitte havde både extensions og lyse striber og fik klippet pandehår hver uge. Jeg drømte om det samme og spurgte om lov derhjemme, men igen fik jeg at vide, at jeg var fin, som jeg var. ”Lige tilpas”, sagde min mor og trak mig i min kommunefarvede fletninger.
Så tog jeg på biblioteket, slog ordet ’tilpas’ op: det kom af middelaldertysk, stod der, og betød ”tilstrækkelig, ok, acceptabel.” Af en eller anden grund ville jeg gerne noget andet end det, jeg ville hellere spise nutella og have lyse striber end at være ok eller acceptabel. Men jeg sagde ikke noget, for jeg var jo heldig at have både en mor og en far, der kunne passe på mig og en frisør, der hed Åse, der havde løver af gips foran sin dør. Det var først, da jeg skulle konfirmeres, at jeg gjorde noget, noget udover det det lige og tilpassede.
Jeg købte en flaske brintoverilte og dyppede mit hår i den kraftige væske. Jeg lod det sidde en halv time, og da jeg skyllede det ud havde mit hår næsten samme farve som en jordslået påskedug. En falmet ujævn orange. Min mor græd, det gjorde jeg også, så ringede vi til Åse og fik en tid, og hun lykkedes med at klippe de værste cigaretskodgule totter af og få håret farvet til en næsten jævn leverpostej.  

Jeg ved ikke, hvad der blev af Kaspar, men Birgittes mor fik dårlig ryg og blev omskolet til dagplejer. Jeg fik lavet permanentkrøller, det var ikke helt som jeg havde forventet, alt andet forblev det samme: det leverpostejfarvede og det lige tilpasse. På min sidste skoledag drak jeg mig fuld i Marcanta helt alene på en motorsvejsbro, det føltes som et oprør, en lille protest mod alt det lige. Det var sent og torsdag, bilerne på motorvejen ræsede forbi med det lange lys tændt, jeg tror ikke, der var nogen, der opdagede mig. Da jeg kom hjem, børstede jeg tænder og gik i seng. 
Næste morgen stod jeg op, tog på arbejde som bogopsætter og hjalp en ældre dame med at finde en strikkeopskrift på en poncho i et gammelt nummer af Hendes Verden. Efter ferien startede jeg på gymnasiet, matematisk-musisk linje, i den lange middagspause løb jeg hen til bageren på Holbølls Plads, købte et flute og fire små pakker nutella, satte mig i parken og spiste det hele. Der var stadig ingen, der så min protest, alt var fint, som det var.

I august besluttede jeg, at det skulle være slut, men uden at vide, hvad “det” var. Jeg satte bare et kryds på min hånd, og hver gang jeg så ned på den, tænkte jeg: “det skal være slut.”
Jeg begyndte på at løbe. Først tre kilometer, lige nok til at nå den nybyggede skole i beton for enden af bakken – og tilbage igen. Jeg husker at stå i mine forældres indkørsel, dryppende af sved og føle, at jeg var lykkedes med noget, at jeg havde vundet. Over bakken og betonen og tre kilometer. Næste gange var følelsen af sejr reduceret til gentagelse, og jeg måtte øge distancen for at opnå en rus. Fire kilometer, fem, seks. Så indførte jeg passager med intervaltræning, kvalmende spurt i et minut, englehop på stedet, armstræk. Jeg købte ankelkæder og spændte fast om mine ben, så fødderne blev tungere at løfte.
I biografen i Nørresundby viste de Akira Kurosawis De syv samuraier, den var næsten fire timer lang. Jeg gik ind for at se den, forstod ikke meget, alle de sværd, de mærkelige lyde, men elskede det hele. Mørket, og at jeg var den eneste i salen. Det afsluttende slag i silende regn. Jeg så den alle fem dage, den spillede, tiden gik.
Krydset på hånden blev slidt af, men jeg blev ved at løbe. 
Til jul mødtes jeg med min gamle klasse, der var hamburgerryg og stuvet spinat, brunede kartofler og glaseret skinke. Jeg medbragte en broccolisalat med kefirdressing i en tupperwareboks, følte mig underligt ved siden af. En, der hed Troels, satte ild til et klaver. Jeg nåede lige akkurat ikke den sidste rutebil og måtte gå tilbage til byen. Nitten kilometer til fods ad en lang lige landevej uden lys,. Jeg tænkte uendeligt mange tanker undervejs, men da jeg endelig nåede frem, kunne jeg ikke huske en eneste af dem. 
Det blev jeg juleaften. Jeg gik tidligt i seng, undskyldte mig med en tiltagende nåletræsallergi og sårbarhed overfor levende lys. Mine øjne blev ved at løbe i vand. 
Mit nytårsforsæt var at lære fransk og at tabe mig ti kilo. Det første gik ikke helt efter planen, jeg nåede kun til “je ne parle pas français”, så opgav jeg resten. Alle de stumme s’er og h’er, jeg fik angst ved tanken om, hvad der gemte sig bag alt det stumme. Anderledes let gik det med at tabe mig. To kilo allerede den første uge, i marts var vægten reduceret med syvogtyve procent. Jeg købte en sweater i alpacauld for at fejre det, den var i rustrød og knækket hvid og havde en lama på brystet. Jeg har et billede af mig, hvor jeg har den på. Jeg sidder på skibsbriksen på mit værelse, smiler lidt anstrengt, min hals ser så nøgen ud. Jeg ved ikke, hvem der har taget billedet.