Louise Juhl

Hvad kan vi skrive om, og hvad skal vi skrive om.
Skal skriften komme ud af et ønske om at overbevise og vinde (et slag, en diskussion) eller ud af en drøm om at mødes, tale med i stedet for at tale om. Et sted, der ikke er mit og ikke dit, men vores. Er det forkert at være ”sig selv” i skriften, kald det personlig eller privat. Grænsen er hårfin, og og der er mange om at definere den. Nogle mener, at det at bruge af hovedstolen, tage udgangspunkt i sit eget liv i bedste fald begrænser tekstens rækkevidde, i værste fald er udtryk for selvoptagethed. De mener, at ”vi” (hvem “vi” så er, er en anden diskussion) må løfte os ud af den personlige erfaring, op i et helikopterperspektiv, hvorfra vi kan overskue verden og dens sammenhænge. Andre mener omvendt, at det ikke giver mening at tale fra oven, når vi gror og vokser nedefra og op. Vi mennesker møder verden gennem vores sanser, hvad vi ser og mærker, hører, dufter og smager. Det er gennem kroppen, vi indoptager verden: først efterfølgende sendes indtrykkene genem rygmarven videre op til hjernen, der bearbejder det sansede til mønstre, vi lagrer og bruger efterfølgende – som erfaring: Lægger du din hånd på en varm kogeplade, gør det ondt ->av->lad være at lægge din hånd på en varm kogeplade. Spørgsmålet er, om vi med bøger, essays primært skal adgang til og beskæfige os med mønstrene – den bearbejdede virkelighed. Eller om det kan give mening at træde tilbage i kroppen, i den uerfarne, det uerfarede, mærke dét av. Og man kan mene, at det av bliver mindre smertefuldt, hvis man betragter det fra en helikopter, der bliver i hvert fald længere mellem den krop, der læser og den tekst, der læses. Når man skriver fra den krop, der brænder sig, så taler man med store bogstaver. Man råber AV – tilføjer måske pislortpikrøv. Man græder, måske slår man slår hånd, der ikke er blevet bræntt, ind i en dørkarm. I frustration, måske, i vrede eller også for at overdøve den uudholdelige smerte fra den anden hånd. Er det et fornuftigt sted at tale fra. Behøver vi at høre fra mennesker, der råber pis og lort og røv? Muligvis ikke, men det kan vi blive nødt til. For de mennesker findes. Og de græder og har ondt. Måske slår de hånden ind i en mur. Eller de skærer i sig selv. Eller de sparker til hunden, fordi den nu engang ligger nærmest. Og hvis ikke vi hører på de mennesker, hvis vi bare lader dem ligge der mederes brandsår og frustration og mishandlede hund, ja så er kan man frygte, at det ikke bliver anderledes. At de – og måske heller ikke vi selv – nogensinde forstår, hvem de er, hvor de taler fra, hvorfor de taler, som de gør.

Vi siger, at vi lever i et demokrati, at alle har lige ret, at alle stemmer skal høres. 

Jeg startede faktisk det her indlæg et helt andet sted. Fra et meget vredt og såret sted. Der, hvor man råber grimme ord og græder og banker panden ind i en mur, for at få sig selv til at holde kæft.
Jeg skrev:
”Er det personlige pinagtigt, er det upersonlige pænere. Skal skriften komme ud af et ønske om at vinde (et slag, en diskussion) eller ud af en drøm om at mødes. Et sted, der ikke er mit og ikke dit, men vores. 
Er det forkert at være sig selv og hvis ja, hvem skal man så være. En anden? Nogen andres? Handler det om, at vi nok siger at vi skal og rumme og favne hinanden, men at det er et ønske med en lang række forbehold. For nok skal vi tale sammen, men vi skal tale på en bestemt måde. Vi skal vare vores ord, vi skal tilberede dem, som man tilbereder et måltid. Vi serverer jo heller ikke en fuldfed beskidt gris, nej vi fodrer den op, slagter den, skærer den ud i tern eller hakker den til fars, som vi krydrer med løg og former det til en frikadelle. En lille smørstegt lækkerbisken, mundret, klassisk. Grisen vil vi ikke tænke på, den mudrede lyserøde stakkel – alle de skrig og øf. Puha, nej ellers tak.
Vi vil gerne rumme og forstå og lytte og tale – men kun på afstand, Vi vil pakke virkeligheden ind i velformulerede sætninger, holde den ud i i strakt arm, vende og dreje og den. Og er den for brutal, for rå, for virkelig, ja så siger vi som prinsessen i Klods Hans: – “dur ikke, næste”. 
Problemet er bare, at det ikke er alle grise, der er lavet af marcipan og ikke al virkelighed, der smager godt. Det er ikke alt, der passer ind på menukortet. Den syge orker ikke at anrette sin virkelighed -de væskende sår, rygerlungerne, hallucinationer- pænt. Den ensomme magter ikke at smile, den vrede ikke at udtrykke sig høfligt. Det er fint nok med rummelighed, siger vi, der skal være plads til alle – også dem med grimme eller triste følelser. Bare de ikke forstyrrer den gode stemning, forstås.
Frikadeller, det er det, vi vil ha’. Ikke mudder og gylle. 
-Men det blev for vredt, og så skrev jeg det, der står øverst i stedet. Shame on me.  

Om tirsdagen gik vi til spejder – lige efter aftensmad. Vi havde tørklæder – blå med rød kant – og duelighedstegn på ærmet. Kniv- og knob-bevis og ét for førstehjælp også. Dorte havde flest, hun havde også været på verdensjamborette i Australien og lært at bygge bivuak og pifte med strå. Jeg havde ikke så mange mærker, men jeg havde engang vundet en sangkonkurrence i Haderslev og så kunne jeg vågne på klokkeslæt, også selvom der ikke var noget ur, der ringede. Det gav lidt respekt, Frøken klokken blev jeg kaldt, mest for sjov, men også lidt for alvor. Jeg kom først, kogte vand til te og tog stole fra ned bordet. På den måde havde vi alle en plads i hierarkiet: nogle var gode med hænderne, andre med hovedet og så var der sådan nogen som mig, der sneg sig udenom, sang og gjorde tilpas. Med Karina var det anderledes, det var ikke sådan, at hun ikke havde en plads, den var bare helt ved siden af os andre, ved siden af hierarkiet. Hun stod som regel lidt på afstand, grinede, hvis nogen sagde noget sjovt. Når der skulle træffes beslutninger, gik hun altid på toilettet og kom ikke ud, før afgørelsen var truffet. Det er fint med mig, sagde hun, uden at vide, hvad vi var blevet enige om.
Det med at være patruljefører, gik på skift, vi var det hver tre måneder ad gangen. Det var vigtigt, at alle lærte, hvad det ville sige at stå i spidsen. Både når der skulle vises vej og når det var nødvendigt at ‘skifte gear’, fordi en eller anden faldt lidt tilbage på en march eller fik hjemve, når vi sov i telt. Vi skulle lære at føre flokken fremad men også at stå stille. “Bare aldrig gå i stå”.Jeg blev patruljefører i marts og lagde en plan for alle de gange frem mod sommer. Vi skulle lære at bage vafler over bål, snitte dyvler og kunne skelne mindst fire fugles sange fra hinanden. Vi skulle binde tømmerstik, pælestik, kvælerstik og flagknob. Jeg skrev det alt sammen ned i et skema, som jeg hængte e op på døren til vores patrulje-rum. Dorte pegede på skemaet og sagde ‘total tjekket’, og så var det godkendt. Karina nikkede bare, grinede lidt fjollet, selvom der vel egentlig ikke var noget at grine ad. Vi nåede det hele, vafler og dyvler og fuglesang. Vi nåede endda også at hækle otte grydelapper til plejehjemmet på Fortunavej og at lave banansplit med flødeskum pisket med en pind. Det var i det hel taget et dejligt forår, jeg fandt mig godt tilrette i rollen som fører. Uddelte titler i flæng, ‘Hækle-helt’ og ‘Røgvender-ekspert’ og hver gang nogen tabte en gryde eller missede en post på et løb gentog jeg Scharnbergs ord: “Ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi det hele!” og så var det virkelig som om vi kunne alt. Om ikke andet kunne vi da råbe højt og til hele verden:”Sammen kan vi det hele”
Karina blev aldrig patruljefører. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Om hun selv takkede nej til, eller om vi simpelthen glemte at spørge. Det var nok mest det sidste, vi glemte at spørge “Alle, kan noget, sammen kan vi det hele’. Spørgsmålet er, om vi nu også fik alle og det hele med.

Jeg vil allerhelst sove, det er det nemmeste. Nemmere end at være vågen. Nemmere end at smile smil og spise pænt og rede seng.
Men jeg skal ikke sove nu, det siger de voksne. De siger, at jeg skal stå op, børste tænder og spise min havregryn med mælk og femten rosiner, de tæller, en, to tre… Jeg skal også selv binde mine sko, for det har jeg jo lært nu, siger de, og så er der ingen grund til at besvære dem. Jeg svarer ja men retter til nej, nej jeg skal ikke være til besvær. Jeg binder skoene og senere henne i skolen siger jeg ‘nå for Søren’ og ‘virkelig?’ og griner højt, når læreren siger noget sjovt. Men ikke for højt, for så overdøver jeg, og det er det værste. Over- og øredøvende børn, de er de værste.

Og til påske besøger jeg farmor, helt alene, for de andre skal til England. Jeg er for lille til at komme med og gøre de ting, man gør i England, som er at gå på museer og se på billeder af meget gamle konger med flæser om hilsen. Den slags gør man i England, man ser på billeder og drikker te af porcelænskopper der har hanke så små, at man skal gøre sig umage for at få en finger igennem. I England gør man sige i det hele taget meget umage, det er vist nok derfor, jeg ikke skal med.
Farmor skræller kartofler, hun laver glasur til skinke og jævner sovs. Hun bager boller og bruger begge hænder til at forme dejen. Det ser tilfældigt ud men alle boller ender med at have nøjagtig samme størrelse og form. Jeg får lov at smage lidt af dejen, ‘en halv fingerspids’, den er sød, for farmor kommer sukker i dejen. “Det gør bollerne mere imødekommende”, forklarer hun, men jeg ved ikke, hvad imødekommende betyder, jeg ved bare, at farmors boller smager bedre end alle andres.

hud og hånd og krop og råb og vand og pels og

fod og sne og glas og tid og håb og mælk og se

🤍

Der, hvor husene bare er huse og mørket bare mørkt, vågnede jeg og var alene. Men så fik jeg øje på alle de andre katte i mørket. Katte, der, ligesom mig, var grå. Og små og bange. 
Og så var det, at jeg tænkte, at hvis nu alle vi katte lagde vores bange og bløde pels helt tæt op ad nattens hårde hud, så ville mørket måske begynde at spinde, og husenes åbne deres hjerter, og det grå og bange kunne finde hjem.

Jeg har det svært med solen i dag, alt det lys deroppe, alt det mørke her nede, det er som at sluge et meget stort og smukt insekt, det sidder ligesom fast i halsen, flakser febrilt, sådan er det med solen i dag, den flakser og falder og falder ind igennem mine øjne og oplyser alt det lort der findes derinde, milt og magre muskler, fedt og væv og et nag så gammelt, at der gror skimmel på dets vægge, og solen, den skinner bare derudaf, og hvad ligner det egentlig også, at fuglene synger, når lyden af bomber er det eneste, der høres i Mariupol

Der var mange, der ville os det godt. Det bedste.
“Men hvis man nu vender listen om, tager alt det gode først og alt det værste sidst, hvad så?”
Jeg svarede aldrig, når de spurgte, men jeg tænkte mit.
Hvis og hvis min røv er spids, tænkte jeg for det meste, men gjorde alligevel som de foreslog. Skrev alt det gode ned: Strandasters. Kampesten. Lyden af ild, der endelig får fat: Træet, der vånder sig, varmen der vokser. Ordet då, der lyder præcis, som det ser ud. Blødt og bange.
Jeg læste listen højt for min psykolog, han virkede tilfreds. “Det er en smuk liste”, sagde han, “men hvorfor sten, kampesten?” Og jeg vidste det jo godt. At han ikke ville forstå, og at det kunne være lige meget med alle de lister. For og imod, plus og minus. Det værste og det bedste.
Det værste er dem, der vil én det godt, men uden at vide, hvad det bedste er.
Hvorfor sten?
Ja, hvorfor dun, hvorfor flødebolcher, mundharper, vandpytter, kærlighed, kunne jeg spørge, men det gjorde jeg ikke. Nu gør jeg.

Vi bliver bedt om at skrive, hvad vi har oplevet i ferien. Jeg skriver om en natsværmer med et vingefang på over en meter. Og at jeg har fundet klumper af ugelgylp i skovbunden – af præcis samme størrelse, som kraniet på det egern, jeg har fodret fire år i træk, men som nu er forsvundet. Pist væk.
Min lærer lærer kalder teksten ‘bekymrende smuk’. Mette, min veninde, fnyser derimod, hun kan ikke se det smukke, hun synes mandsstore natsværmere og gylp lyder både kedeligt og klamt. Hun foreslår, at vi i stedet tager i svømmehallen og dykker efter ringe. Mette er god til at dykke, hun smider ringene der, hvor bassinet er dybest, tager så en dyb indånding og forsvinder under vand, i hvad der føles som en evighed, før hun til sidst dukker op med en ring i hænderne. Hun griber om den og løfter den over hovedet, som var det en pokal, “yes!”
Hun siger, at jeg også skal prøve, at det er sjovere end at lede efter uglegylp. “Det handler om at tro på det”, forklarer hun, “gå efter målet, ikke være bange for vandet eller dybden”. Jeg forsøger, holder mig for næsen, lukker mine øjne og gør mig tung. Men der sker ingenting, det er som vandet ikke vil lukke mig ind, men lader mig flyde ovenpå, som en dum prop, der ikke længere lukker noget hul. Efter nogle sekunder åbner jeg øjnene igen: Mette holder stadig dykkerringen over sit hoved, hun griner, jeg ved ikke, om det er af mig

Mettes far er Falckredder, han arbejder mest om natten. De taler aldrig sammen, jeg ved ikke hvorfor. Men han taler med mig. Hver gang jeg kommer på besøg, standser han mig allerede i entreen og spørger til mine forældre. Hvordan de har det? Og om de er kommet videre med planerne om at skifte tørv på sommerhusets tag? Jeg har ikke hørt om hverken tørv eller tag, men svarer alligevel, at “de arbejder på sagen”. Jeg ved ikke, hvorfor jeg svarer sådan og på ting, jeg ikke ved noget om. Det er, som om jeg forsøger at spille et spil, der ikke har nogen brikker og heller ikke noget bræt. Bare en masse regler, jeg ikke forstår, men alligevel prøver at følge.
Mette står helt stiv ved siden af os, ser væk og fjerner noget skidt fra under en negl. Hun ånder tungt ind og ud, det lyder som et lokomotiv, der forsøger at sætte i gang.
“Og hvordan med dine brødre?”, spørger hendes far og Mette rykker sig fri af det stivende, mumler “Christ!” og går ind på sit værelse. Jeg svarer ham, at de vist nok har det godt, men Mettes far hører ikke efter, det er som han er færdig med at tale:
“Nå men det var vel egentlig også Mette, du kom for at besøge”, afbryder han, det lyder mere som en konstatering end et spørgsmål. Så går han ud i køkkenet, lukker døren bag sig, og jeg står tilbage i entreen, ikke rigtigt inde, ikke rigtigt ude og ved ikke – hvad nu?

Det er muligvis ikke sådan, det var, men det er det, jeg husker. Uskrevne lister med ting, der talte og andre – lige så vigtige lister – med ting, der talte ned.

Under gode ting var:
Sunde interesser som spejder, badminton og motionsløb (de sidste dog ikke, hvis de var arrangeret af dameblade – Femina løb eller kvindeløb med Alt for Damerne) 

Fornuftigt undertøj med god plads og brede stroppe af mærket Triumph, stavet med ph, ligesom PH-lampen, vi havde hængende over spisebordet i stuen.

At gøre sig umage. Det vil sige: Frisere håret, før man gik ud, dække op med servietter også til hverdag, lave mad fra bunden. Ikke købe sig til hjælp, men klare det selv: Vinduespudsning, tjæring af tag og maling af udhæng. Ikke bede om hjælp, men klare sig selv: Bide tænderne sammen og klare sig med Panodil og viljens kraft, hvadenten det nu var en forkølelse eller et forlist forhold

Mådehold. Ikke tage to gange af kagen, ikke ønske sig urimelige ting til jul og fødselsdage. At kunne skelne mellem rimeligt og urimeligt. Vide, hvad man kunne være bekendt, kun drømme rimelige drømme, drømme med måde.

Ting, der talte ned, var:
Satellit-tv, Sportslørdag, købekage.
Mikroovne (det var, ligesom ketchup, en dårlig koks bedste ven).  
Sommerhuse med flagstang i haven, charterferier, campister. 
Aviser i alt for læsevenlige formater (de skulle helst fylde en halv bordplade og siderne være umulige at vende)
Lænestole med trinvis indstilling af ryglænet.
Hollandske agurker og Jørgen de Mylius.

Der var nogle få ting, der undslog sig at tælle hverken op eller ned. Illustreret Videnskab for eksempel, som jeg fik lov at købe ved særlige lejligheder, selvom det var det mere illustreret end det var videnskabeligt – og dermed vel egentlig talte ned. Måske var det det, jeg elskede, at det talte ned. Det var i hvert fald i Illustreret videnskab, jeg lærte at kende forskel på inkaer og aztekere, og fandt ud af, at der findes en mand i USA, der træner guldfisk i at slå flik-flak og svømme synkront. 

Engang troede jeg at fuglene
trak vejret med deres vinger
men nu ved jeg at det
ikke er sådan
det hænger
sammen

det er jo vejret der
trækker fuglene
himlen er kun
et alibi