Louise Juhl

Før ‘hellere-tage-røven-på livet-end-at-lade-livet-tage-røven-på-mig’ var der et haleløst egern. Vi aldrig fandt ud af, hvor det kom fra, men det blev ved med at dukke op flere uger i træk. Den manglende hale betød, at dyret havde svært ved at holde balancen, så det måtte holde sig til jorden og vi hjalp ved samle kogler i en bunke bag brændeskuret.
En dag dukkede egernet ikke længere op. Jeg gik længe rundt i skoven og kaldte, men uden held. “Den har nok fundet nogle andre mennesker at søge hjælp hos” forsøgte min mor at trøste, mens hun klaskede en gærdej så hårdt i køkkenbordet, at det lød som lussinger.
Senere gik vi i skoven for at samle svampe. Der var både spisesvampe og giftige svampe, fik vi at vide, og det var vigtigt at skelne, for tog vi fejl, risikerede vi at få dårlig mave eller at dø. “Hvad med fodvamp?”, ville min bror vide, for han havde ugen forinden snydt sig i svømmehallen selvom han havde svamp imellem tre af tæerne på venstre fod, og nu var han bekymret for, om han kunne have slået nogen ihjel.
Senere læste jeg en bog fra mine forældres bogreol, en af sætningerne lød: “hver dag forvandler vi fremtid til fortid”. Jeg syntes, det var en af de mest uhyggelige sætninger, jeg nogensinde havde læst. Ikke fordi det var løgn, men fordi den var så indlysende sand. – Det haleløse egern, svampeturen, alle dage fremover ville sikkert ende sådan. Med at haler og dyr forsvandt eller med, at jeg fik svamp imellem tæerne.

Før alt dét her var husene bare huse og dagene lange som et eventyr. Eventyret handlede om at holde ud, så ville alt ende godt: Først skulle man holde penicillinkuren ud, så matematiktimen. Eller et besøg hos en gammel tante, der insisterede på at holde ens hånd.
Altid holde ud.
Jeg drømte om at blive kunstner, helst en af dem, der tegnede ting, der ikke lignede noget, for de kunne ligne alt: ‘Det åbenlyse er der ingen grund til at gentage’, forklarede min formningslærer i femte og tog en klat ler og bankede flad med en hånd og prikkede to fingre til øjne: ‘Voliá’.
Selv forsøgte jeg mig med at tegne en søhest, der stod bundet på land. Og en kanin med hat og to myg i sværdkamp. Jeg solgte de fleste tegninger til min mor og puttede pengene i en bøsse formet som en pingvin med et rødt tørklæde om halsen.
Jeg troede vist egentlig ikke på noget af det, hverken på penge-viner, kunst eller det med at holde ud. Men jeg troede på så meget andet. På nåletræerne i skoven, der stod, hvor de stod og blev stående selvom der ikke var nogen grund til noget af det. Dem, og så rådet om at bære reflekser i trafikken. I mange år var min jakke helt dækket af reflekser, aflange og runde, gule og med blink. På den måde vidste alle altid, hvor jeg var, også når det var fuldkommen mørkt, det var kun mig selv, der blev ved at være i tvivl om det, altså hvor -og hvem- jeg var.

På bakken kort efter kirkegården sidder en dreng og ridser i jorden med en pind. Hans far står lidt derfra, han taler i telefon, sparker sin skosnude mod en tue af græs, vrisser: “nej, det ved jeg godt, men HVIS nu…”
Drengen går nærmere sin far, tegner en cirkel med pinden, en taleboble måske. Skriver ‘HEJ FAR’ med store bogstaver. Den voksne ænser tilsyneladende hverken søn eller cirkel, han vader lige igennem drengens tegning, råber i røret: “okay, men hvad vil du have, at JEG skal gøre ved det?”
Drengen smider pinden fra sig, mumler men så højt, at det kan høres: “Snakker med mig i stedet for at snakke i telefon, for eksempel.” Endelig ser faren op, holder fem fingre frem, som vil han sige: ‘fem minutter.’
Så begynder drengen at gå.

Hun kom i femte, Jill, på det tidspunkt havde hun allerede gået på fire skoler. Det var noget med hendes fars arbejde: Han kørte rundt i hele landet, forklarede hun, ‘og vi kører bare med’.  Alle i familien havde navne, der begyndte med J. Hun selv, hendes forældre John og Jane. Hunden hed Jack og hendes lillebror Joshua. Hun bar et J i en kæde om halsen, som tilhørte hun en klan, et totemtegn måske – eller et brændemærke. 
Hun var anderledes end os andre, nogle gange kom hun i skole med sort læbestift og en alt for stor t-shirt, hun brugte som kjole. Det var ikke til at regne ud, om det var med vilje eller en fejl. 

Hun var vild men ikke uartig, hun kunne noget med at smile afvæbnende, sekundet før en situation blev til konflikt. Hvis læreren spurgte hende, lykkedes hun for det meste med ikke at svare eller at dreje samtalen i en anden retning. “Hvorfor?” kunne hun finde på spørge, hvis hun blev bedt om facit på kvadratroden af enogfirs. Så grinede hele klassen og en eller anden endte med at forbarme sig og svare på hendes vegne. 
Til en fødselsdag hos Ann Sofie blev Jill afsløret i at stjæle: En brevopsprætter og en gammeldags fyldepen. Hun var midt i at gemme det i en ilomme i sin jakke, da Torben tilfældigt kom forbi. Han lod som ingenting, men betroede sig senere til Ann Sofies mor. Jeg kan ikke huske, hvordan det lykkedes, men både opsprætter og pen blev afleveret tilbage, uden at der blev talt om, hvordan tingene var havnet i lommen hos Jill. 
Med tiden forsvandt flere og flere ting: Kristians Donkey Kong, Nanas walkman. En lerkakkel med motiv af en fugl (Lises) og to helt nyindkøbte softball-ketchere fra gymnastiksalen. Vi havde ingen beviser, alligevel var de fleste af os enige om, at det var Jill, lærerne også. Men hvad skulle de stille op, hun var jo kvik og sød, og ingen ønskede at konfrontere hende med mistanken. 

Det stod på i to et halvt år, så flyttede Jill igen. Det var ellers det længste, hun nogensinde havde boet på samme sted, forklarede hun, men hendes far ville videre, og hendes mor havde ikke noget at skulle have sagt. Flere år senere hørte vi, at hendes bror havde taget sit eget liv. Han blevet fundet på skinnerne, nøgen, det eneste kendetegn var en kæde om halsen, et J.

Jeg mødte en kvinde i en sauna engang. Hun sad og  fumlede med en kæde, hun bar om halsen, hun forsøgte forgæves at få den af. Til sidst bad hun om hjælp, Vil du? Jeg løftede hendes lange hår i nakken, og åbnede låsen, kæden faldt på gulvet. Hun bukkede sin nøgne krop ned, samlede den op, rejste sig igen. Tak.
Der er noget særligt ved at hjælpe et menneske, der står afklædt foran en ikke mindst, når man selv er lige så nøgen. En sart og sitrende ydmyghed, noget forsvarsløst. Man er så prisgivet den anden, tættere end ansigt til ansigt, man er hud mod hud. Jeg ved ikke, om det var derfor, hun betroede sig. Hun hed Solrun og havde kun fire fingre på den højre hånd, den femte havde hun mistet i en ulykke. Hun var uddannet frisør, men havde aldrig arbejdet som sådan:
Hun var tidligt blevet mor til en lille pige, Gertrud. Hun var født med svære handicap og Solrun havde brugt al sin tid på at passe barnet. Give hende tøj på, made hende, træne, trøste, forstå. Hun havde været en gave, Gertrud havde været en gave til verden, fortalte hun, og rakte kæden frem mod mig: Den havde hun købt den dag barnet døde. Det var en onsdag, tre uger efter at hun fyldte tolv. Lægerne havde kun givet hende seks at leve i, de sidste seks år havde været et mirakel. Hver eneste dag, bogstavelig talt. 
Hun havde sunget for det døde barn: Mariehønen Evigglad, Lille Peter Edderkop, En lige nisse rejste – selvom det var i marts. Hun kunne stoppe igen, til sidst havde hendes mand lagt en hånd for hendes mund, trykket hendes ansigt mod sit bryst. Først der var hun begyndt at græde.
Næste dag købte hun kæden og lovede sig selv aldrig at tage den af. Den var Gertruds hænder om hendes hals, den var miraklet der aldrig var ophørt. Men i dag havde hun besluttet, at kæden skulle af. Det var ikke et opbrud, heller ikke et oprør, det var en afslutning. En måde at sætte Gertrud fri på, forklarede hun, og sig selv. Så holdt hun den højre hånd op, de fire fingre.
Den femte havde hun klippet af, fortalte hun. Det var flere måneder efter begravelsen, hun havde ikke længere kunne holde smerten ud. Hun brugte sin mands vinkelsliber og var besvimet undervejs. Da hun vågnede igen, stod en masse mennesker bøjet over hende, alle forfærdede. Hun forstod ikke hvorfor. I så mange måneder havde hun blødt, skreget indeni, det havde gjort så frygtelig ondt. Alligevel havde ingen grebet ind. Nu lå hun så her, på gulvet i garagen, der var blod overalt. En tililende kvinde havde bøjet sig ned og taget den afklippede finger i munden. Hun så helt forkert ud i ansigtet. Al den omsorg og så først nu.
Jeg husker ikke, hvordan vi kom videre. Om Solrun satte kæden tilbage om sin hals, eller om hun lod den ligge. Om jeg greb om de fire fingre eller om jeg nøjedes med at  mumle: ‘det gør mig ondt’. Måske er det også lige meget, måske er det, jeg husker, nok. At vi sad og talte sammen, helt nøgne, som om det var det, vi mennesker er skabt til. At tale sammen, at være nøgne.

Jeg er født med en en bule på ryggen. Da jeg var mindre var den af størrelse som en halv appelsin, med årene er den svundet ind, i dag er den næsten væk. Min mor kaldte det et fødselshæmatom, sagde det var helt ufarligt. Men en der hed Sara havde læst, at det var en død tvilling, hvis rester havde sat sig som et mærke. Jeg døbte den døde tvilling Naya, og bar hende på ryggen som en mor bærer sit barn. Jeg talte med hende og sang for hende. Når jeg fik gaver til jul og fødselsdage, delte jeg dem med hende. På den måde var vi altid to, min ufødte søster og jeg. To om at kede os, drikke mælk af kartonen, tænke forbudte tanker. To om at drømme om bål og kædedans, om glødende sten. To om at blive væk og finde hinanden igen, når ingen andre ledte.
I min parallelklasse gik en, der hed Anne, hun talte flydende engelsk og spillede klaver og spiste på faste tidspunkter. Morgenmad kl otte, en figenstang kl ti. Til frokost tre halve – en med kartoffel og to med ost og så videre. Hun havde spillet en rolle i et teaterstykke og gentog altid en sætning derfra: ‘The meaning of life is a difficult matter/ it isnt just one of those everyday things’ Jeg spurgte hende, hvad det skulle betyde, og hun svarede mig, at det ikke var alt, der skulle forstås. At nogen ting bare skulle fattes. Jeg kendte ikke forskel, men nikkede som om, for jeg ville gerne være venner med Anne: Spille klaver og spise på faste tidspunkter i stedet for, når jeg havde lyst.
Naya, min tvilling, sagde nej. Hun ville ikke være venner med Anne, kunne ikke fordrage hende – hendes uforståelige sætninger og den måde, hun kunne få en figenstang til at vare et helt frikvarter. Jeg forsøgte flere gange, inviterede hende hjem for at spille Kalaha eller spurgte, om vi skulle melde os som skolepatruljer sammen. Men enten sagde Anne nej eller også fik jeg frygtelig ondt, lige dér under skulderbladet, hvor blodansamlingen sad. Det samme gjaldt alle mine andre forsøg på at få venner. Mette og Sarah og Pia og Sille. Hver gang fik jeg næseblod eller min venstre ankel svulmede op eller min stemme forsvandt. En enkelt gang faldt jeg endda om. Jeg var på vej op ad Solhøjsvej sammen med Lene, da mine ben forsvandt under mig. Det viste sig at være skarlagensfeber, jeg lå syg i ni dage, og min mor måtte made mig med ske. Jeg fik høj feber og talte i vildelse: Noget om bål og forbudte tanker og om en ensomhed på størrelse med en halv appelsin.
Siden opgav jeg at finde andre venner end Naya. Det var også ok, vi vævede billedtæpper sammen – med motiv af fisk uden finner og fugle uden næb. Vi sang Carole Kings ‘You’e Got a friend’ foran spejlet på badeværelset og sneg os til at stege Arme Riddere hver onsdag, når min mor fik sent fri. Vi stegte fire hver – otte i alt og fik kvalme af mæthed, alligvel føltes det som en sejr.

Jens, som vi kaldte Aage, havde hår, der nåede til skulderen og meget små fødder. Han røg tynde cigaretter, elskede death metal og var i det hele taget svær at regne ud. Måske var det derfor, jeg holdt så meget af ham. 

Det var Jens, der lærte mig at lys skifter farve alt efter, om det er på vej imod os eller på vej væk. Det var også ham, der forklarede at viden, man ikke kan bruge til en skid, alligevel sjældent er spildt. Det var Jens, der lærte mig at skrive digte – om blødende brosten og katte med borte i blikket. Og at holde med dem, ingen andre holdt med: De lidt for højtråbende, de meget for nedringede, de opblæste, ja alle dem, det virkelig krævede en indsats ikke at vende ryggen. Jeg blev aldrig særlig god til nogen af delene, hverken til at forstå det med brydning af lys eller til at holde af de uudholdelige. Men det betyder jo ikke, at det er spildt.

Der findes ikke noget i verden
som lyden af et barns lykkelige latter
sekundet før det kammer over og
bliver til gråd

det er lyden af:

punkterede sæbebobler,
en smeltet astronautis og
mariehønens skingre gule
pis lige dér midt
på hånden

det er lyden af engang og af lige nu

det er lyden af leg
der bliver til virkelighed

En, der hed Kalle, kørte sin bil ind i en mur med vilje. Bilen blev smadret og måtte sendes til skrot, men Kalle overlevede. Det var vist ikke meningen, sagde de voksne, jeg forstod ikke, hvad de mente, men jeg spurgte heller ikke.
I lang tid forsvandt han væk, ingen vidste vist, hvor han var, men så en dag sad han igen udenfor Tricka, i sin posede joggingbukser med guldfarvede striber på siden. Han havde klippet alt håret af. Det eneste, der var tilbage at se, var arret efter ulykken, der skar sig som en rød bane hele vejen fra øverst på hans isse, ned over panden og tværs igennem hans ansigt. Hver dag gik vi forbi, hvor han sad og stjal os til at kigge. For det meste lod han som ingenting, men der var dage, hvor han råbte ‘BØH’, og så løb vi, som var det et spøgelse, vi havde set, en død, der havde rejst sig fra graven.
Som årene gik blev arret mindre rødt og vi blev mindre nysgerrige, og jeg blev venner med Kalle. Hver tirsdag når jeg kom fra madlavning hos Birthe Marie på Byplanvejen Skole, satte jeg mig på bænken og snakkede. Ikke om noget særligt, om vejret eller om den nye dreng, der var begyndt i min klasse. Martin B hed han. Martin B havde også et ar – et hareskår, men det gik kun fra overlæben og op til hans næse, ‘og det er ikke noget, han har gjort med vilje’ tilføjede jeg og så på Kalle, der så tilbage. Tændte en smøg og svarede ‘Ok’.
Det var først senere jeg kom i tanke om, at det måske var dumt, det jeg havde sagt. Om vilje og ar. At man ikke kan sammenligne den slags, ligesom man ikke kan sammmenligne æbler og appelsiner.

Det er onsdag og klokken er fem minutter over halv fire, og jeg er den sidste tilbage i børnehaven. Der er kun mig og så Jens Vilhelm og en dame, der går rundt med hovedtelefoner og sætter ting i opvaskemaskinen. Det er første gang, at jeg er den sidste, Jens Vilhelm samler klodser i en rød plastikkurv, lægger en hue i glemmekassen, sætter en stol på plads under bordet. Jeg ser på klokken, viserne ligner små tænder, der tygger i tiden. Tæller ned, men ikke til noget. Hvornår kommer min mor, spørger jeg og Jens Vilhelm svarer, at hun kommer om lidt og hvis ikke, så kan jeg bare blive og bo i børnehaven. Her er jo det hele, griner han, kridt og glaskugler, trafikspil og klæd-ud-tøj, fortsætter han og holder en spids, sort hat op i luften. ‘Se, en heksehue’, smiler han krummer fingrene til en klo. Men han ligner slet ikke en heks, han ligner voksen, der lader som om, ingenting er galt, selvom alt er helt forkert. ‘Jeg vil ikke bo i børnehaven,’ råber jeg, ‘jeg vil bo hos min mor’.
Klokken kvart over fire kommer hun susende ind ad døren, hun undskylder og undskylder. Og undskylder igen, siger en hel masse ud i en køre, noget om en afløser, der kom for sent og cyklen, der gik i baglås, og at hun måtte have hjælp af en portør for at få den fri. Jens Vilhelm smiler, lægger en hånd på hendes skulder: ‘Ingen grund til panik, vi har haft det SÅ hyggeligt, ikke sandt?’ spørger han og ser på mig, og jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra, men jeg råber ‘NEJ’ og løber ud ad døren uden hverken jakke eller taske. Dumme voksne, tænker jeg, med deres dumme huer og løgne og undskyldninger. Jeg kan heldigvis klare mig selv, jeg behøver ingen andre til at hjælpe mig, hverken tiden, dens tænder eller min mor, der alligevel kun er min mor, når ikke lige hun har travlt med at være noget andet.Jeg ved godt, hvordan man klarer sig selv, jeg har set det på TV: Hvordan man pakker en rygsæk med varm tøj og tandbørste, kompas, plaster og jod. Små breve med pulver, der bliver til en tyk suppe, når det røres ud i vand. En skarp kniv til at sprætte fisk og egern op med og en rød lampe, til at skræmme bjørnene. Snører til en fiskestang eller til at binde stammer sammen, så jeg kan rejse et læ for natten. På TV pakker de også altid et foto – af en kæreste eller deres barn. Men jeg skal ikke have noget billede med, jeg vil bare være mig selv og stjernerne, og hvis jeg føler mig alene, vil jeg tegne to øjne og en mund på en fingerblomme og lege, at den er min ven. Hej lille ven, vil jeg hilse, er du helt alene i verden, hedder du Timothy, elsker du millionbøf og trefarvet is, har du nogensinde trådt på snegl? Måske vil jeg synge lidt, Mariehønen Evigglad eller Vem kan segla förutan vind, jeg kan hele teksten udenad.
Og jeg vil aldrig igen gå i støvler med snøre, kun velcro eller lynlås, så jeg kan lukke dem selv. Og i kjoler, der ikke skal bindes i nakken, men bare hives over hovedet som et lille hylster, en puppe, et ekstra lag hud. Jeg vil sige nej til fremmede, der spørger om jeg vil køre med for fremmede er farlige og måske stjæler de min taske med tuscher og madpakke, eller de binder mig fast til en pæl og forlanger løsepenge for at sætte mig fri. Og hvad nu hvis min mor ikke vil betale, hvad hvis hun lader mig blive hos den fremmede, ligesom hun lod mig blive i børnehaven som den allersidste hun. Måske giver hun mig væk – helt gratis. Nej jeg behøver ikke nogen, ikke Jens Vilhelm, ikke min mor, bare et træ, jeg kan læne mig op ad, og en pind, så jeg kan tegne på jorden. Et kryds, så jeg kan huske, hvor jeg står jeg og bliver stående, uanset hvor mange karameller en fremmed tilbyder, uanset hvor mange undskyldninger, min mor lokker mig med.