Louise Juhl

Når mennesker med magt og position kæmper mod hinanden, er det gerne med granater og bomber. Når vi almindelige dødelige derimod kæmper mod hinanden (og os selv), bruger vi skam. Skam er et effektivt våben, en slags giftgas, en både vægt- og lydløs dræber, der langsomt sniger sig ind på- og i ofret, lammer dets vejrtrækning. Det sker uden hverken bulder eller brag, ingen tænker i krig eller død, det sker bare. Hver dag, hele tiden, overalt. 
Vi skammer os, måske fordi vi har lært det hjemmefra. Når hunden tog et stykke kød fra kanten af bordet: Fy skam dig! Når man plagede for længe om noget: Det kan du ikke være bekendt. Det vi fik at vide: Du kan ikke være dig selv bekendt. Gulp. Det sker hver dag, at vi ser på nogens handlinger og med eller uden ord, dømmer dem til skam: Skam dig, at du taler om dig selv. Skam dig, at du føler i stedet for at handle. Skam dig, at du ikke er som mig, mener det samme, lever som jeg. 

Engang var jeg syg af skam. Altså helt bogstavelig og meget syg. Jeg nægtede mig selv føde, for noget i mig sagde, at jeg ikke var det værd. At jeg ikke kunne være mine behov bekendt. Så jeg afstod fra det meste: løb mine såler tynde, mine knogler skøre. Holdt op med at spise, men skammede mig stadig over at føle sult. Jeg blev indlagt og fodret med sonde, en lettelse egentlig, for så var det nogle andres skyld – ikke min – at jeg åd, tog på, fyldte i verden. Senere blev jeg udskrevet og skammen tog til. Skammen over at nægte at spise, når der var mennesker ude i verden, der ikke engang havde muligheden for at få mad. Fy for fanden for en forkælet attitude! Skammede mig over at koste samfundet hundredetusindevis af kroner i terapi og ambulatorier, medicin og bostøtte. Jeg skammede mig at være ulykkelig, at ynke trods mine privilegier, at være til bekymring for min familie og til besvær for alle andre.

Jeg lejede en etværelses lejlighed med skråloft på femte sal på J.M. Thieles vej på Frederiksberg. Levede af dåsetomater og cola light. På gode dage spiste jeg en omelet lavet af æggehvider og dyppede den i tynd bouillon for at give den lidt smag. Jeg svømmede en kilometer hver morgen og købte en spinningcykel til min lejlighed, for ikke at gå i stå. Jeg var så træt og så fuld af skam, at jeg ind imellem ønskede at dø. Men heller ikke det kunne jeg tage mig sammen til – og så blev også det skamfuldt: At jeg ikke havde mod til at gå hele vejen, men bare dryp-døde lidt hver dag. 
Jeg husker en enkelt dag særlig tydeligt. Jeg havde fået et rugbrød med hjem fra min faster, som jeg havde besøgt. Ikke at jeg spiste den slags, men hvad skulle hun gøre, det virkede på en eller anden måde mere rigtigt end at give mig blomster. Dem kunne jeg jo spise, og det jeg trængte mest til var føde, fysisk føde. Ikke flerfarvede tulipaner eller grøftekantsbuketter. Hjemme igen lagde jeg brødet fra derhjemme, cyklede halvtreds kilometer på min spinning-cykel, kogte en dåse flåede tomater og spiste dem med teske. Gik i seng. Men midt på natten vågnede jeg med en frygtelig sult. Et uimodståeligt begær efter mad. En sult, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med. Så jeg forsøgte at kvæle den, helt bogstaveligt, jeg tog brødet og bed store humpler af det og sank uden at tygge. Bid efter bid efter bid, indtil der ikke var mere brød tilbage. Det var en virkelig mærkelig handling, og jeg ved den dag i dag ikke, om det var vreden alene – eller også sult (og om de to ting var to sider af samme sag), der fik mig til at sluge brødet. Men jeg ved, at jeg faldt i søvn og vågnede mange timer senere og så den tomme brødpose og tænkte: Hvad har jeg gjort? 

Jeg kan huske, at jeg ringede til min bror, og at jeg hulkede så hårdt, at han ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Hvad? spurgte han flere gange, hvad er det, hvad er der galt? Til sidst lykkedes det mig at få det fortalt, det krævede al min overvindelse, jeg var overbevist om, at alt hermed var slut, min brors kærlighed, min mors, verdens, min egen. Jeg var slut. ’Jeg har ædt et rugbrød’. Jeg blev selv forskrækket over at høre ordene: Jeg. Har. Ædt. Et. Rugbrød. Altså ikke en skive, ikke to skiver men et helt fucking rugbrød. Min skam var monstrøs. Den var så voldsom, at jeg ikke selv kunne se, hvor skørt det hele var. Tænk at være parat til at dø af skam – over et rugbrød.
Min bror og det pænt. Han grinede næsten ikke, blev bare ved med at spørge: Men hvorfor græder du, hvorfor ringer du og fortæller mig, at du har spist et rugbrød? For ham var det fuldkommen utænkeligt, at det skulle afføde skam. Han spiste (og spiser) glad og gerne og alt, uden at det får ham tvivl det fjerneste på hans værd. 

Det jeg tænker på er: Hvor kommer det fra. Det med at være os selv bekendt, eller nej, dét med netop ikke at være det. Hvor kommer skammen over vores behov fra: Behovet for mad, vand, omsorg, sex. At blive set. Hvorfor er det så skamfuldt at være sig selv eller endnu værre: At være sig selv bekendt?

Hos Ann lugtede der altid lidt af grillmad og meget af hund. Hun boede i et gulmuret hus, der var trukket lidt tilbage fra vejen, udenfor var der en stor og firkantet plæne og i hvert af dens hjørner stod en meterhøj gran og skyggede for græsset, der af samme grund altid var gult og vissent. Anns mor hed Neel, hun arbejdede i Haraldslund svømmehal. Det var hende, der hver halve time råbte badegæster op ad bassinet ‘Alle med gult bånd bedes forlade vandet’. Og lidt efter – med lidt mere volumen og kraft:  ‘Det var alle med gult bånd, der skulle forlade vandet’. Der var altid nogen, der enten ikke ville høre  eller ikke havde hørt, hvad der blev sagt, og så måtte Ann ud og stå på kanten af bassinet og kalde: ‘Du dér, så er det op!’
Jeg ved egentlig ikke, hvor vi kendte hinanden fra, for vi kom fra hvert vores, og det eneste vi havde til fælles  var vores alder. Ann var rapkæftet og helt ligeglad med, hvad folk syntes om hende. Nogle gange gik hun tur med sin hund i sin mors tøfler. De var lyserøde med plys allerforrest på snuden og en høj lilla hæl. ‘De er så grimme, at de er pæne’ forklarede hun mig, men jeg forstod ikke, hvad hun mente med det. Det gjorde ikke så meget, jeg syntes jo hun var modig. Mere modig end mig, der altid gik i sko der passede til vind og vejr, og ikke ejede noget tøj, der var mere kulørt end beige og brun.
Hos Ann måtte man trække gardinerne ned, også selvom det var højlys dag. Det gjorde vi hver gang vi så fjernsyn, og det gjorde vi tit. Ann havde nemlig parabol på taget og kunne tage alle alle mulige kanaler fra hele verden, Tyskland og Tyrkiet. Det var helt anderledes hjemme hos os, vi havde ingen parabol – man bliver dum og får firkantede øjne af den slags’. Men vi havde en stueantenne, der med nød og næppe kunne hente det licensbetalte signal ned: Så så vi TV-Avisen med Birgit Meisnerog senere Kontrapunkt med Sixten Nordström og så var det ‘på høje tid at gå i seng’. 
Hos Ann fik jeg lov at se, så længe jeg ville. Her var der serier, der var lavet til at vare for evigt, og som mest handlede om ingenting men også lidt om alt: Jalousi, grådighed for eksempel. Eller pludselig sygdom. Hvert afsnit varede tredive minutter, men i det niogtyvende indtraf der altid en katastrofe, så vi var nødt til at se det næste afsnit med, for ikke at dø af spænding. Nogle gange så vi seks eller syv afsnit i træk: halvvejs varmede vi pommes fritter i ovnen – og drak cola af tolitersflasker, som Anns mors kæreste havde hentet på den anden side af grænsen, hvor han også hentede cigaretter og dåseøl, og en særlig creme, som Anns mor holdt meget af. ‘Det er i stedet for blomster’, sagde han, når han var tilbage, altid i højt humør og med en svag lugt af øl omkring sig. Og hver gang smilede Anns mor og stillede cremen ud på badeværelset til alle de andre cremer, der stod og fyldte alle hylderne op.
Nogle gange jokede Ann med, at hendes mor jo kunne åbne en blomsterbutik – bare med creme. Men det var af en eller anden grund aldrig rigtig sjovt, så var det bedre med de plyssede tøfler.
Jeg kan ikke huske, hvorfor vi holdt op med at ses. Måske var det da hunden døde, måske var der ikke nogen grund. Måske gik dagene gik bare – og vi med, men i hver vores retning. Sidst jeg hørte fra hende, var på Facebook, hun havde lagt et billede op af fladklemt tuba, jeg skrev og spurgte ‘Er du ok?’, men hun svarede ikke.

Tak til Ulla og til Mette, som lærte mig at kysse med tungen. Tak til Sarah, der pludselig forsvandt for først at dukke op igen år senere og uden forklaring: Lidt mindre hel, men mere sig selv. Tak til min mor, der klarede alt: madlavning, indkøb, vinduesvask. Og som alligevel tilgav mig alle de gange, jeg snød, og nøjedes med at tænde for støvsugeren, så det lød “som om,” jeg tog del. Tak til Tone for ‘at fylde for meget/ og dermed minde mennesker om/ hvad de kan fylde’. Og til E, som i afmagt råbte: “Jeg håber, du lykkes med at dø”, da jeg var allermest syg, og ad den vej gav mig kræfter til at kæmpe imod: For den glæde skulle hun kraftedme ikke ha’! 
Tak til Heidi for den søde besked i går, til Inger C for digtene og til Christel for virkelig meget. Ikke mindst tak til solen, der bliver ved at stå op og gå ned igen. Dag efter dag og uden et fordi.

Dagens tværsum er fire, nattens er mørke.
Jeg drømte om en fugl, der skreg og skreg – men uden lyd. Den sad på en gren i et træ uden blade og bevægede næbbet. Op og i. Op og i. Det gentog sig hele natten, jeg har aldrig hørt tavsheden tale så tydeligt før.
Alt er konkret: Fuglene findes jo, drømmene også.
Verden, der brænder, findes og lyset, der falder.
Alle os, der er bange, vi findes også, lige nu.

Her til morgen så jeg en overskrift i Information. Den var ikke i sig selv overraskende og langt fra nyhed, men af en eller anden grund ramte den mig med særlig kraft i dag: ”Mænd i Aalborg Øst lever 18 år kortere end kvinder i Hasseris.”
Hasseris har postnummer 9000. 
Aalborg Øst har postnummer 9220

Jeg er vokset op lige midt imellem, i Gug: 9210 Aalborg SØ. Jeg ved ikke, hvor det placerer mig – midt imellem? “En kort, en lang” – er jeg så en trekant eller en stang?

Det interesserer mig, det her. Naturligvis alt det politiske, der gemmer sig i- under og omkring sådanne tal. Hvordan kan et velfærdssamfund som Danmark, hvor alle er påstået lige, præstere en ulighed i levetid på 18 år for mennesker, der bor mindre end fem kilometer fra hinanden? Hvorfor er mænd tilsyneladende mere udsatte for at dø tidligt end kvinder? Hvor meget betyder socialklasse, månedlig indkomst – og hvor meget tæller alt muligt andet. Kan man overhovedet skelne mellem sådanne faktorer og hvis ikke, er det så bare lige meget? 

Jeg skriver på en bog om alt det. Den handler ikke som sådan om socialklasser, “ghettoer”, gennemsnitlig indkomst eller køn. Den handler om Os. Vi mennesker. Hvad vi ser, hvorfra og hvordan. Hvorfor vi langt hen ad vejen undlader at handle på det sete. De 18 års forskelle i levetid, for eksempel. Måske af vane – ‘sådan er det jo’ – måske i afmagt, måske af dovenskab. Jeg er ikke sikker på, hvad det ender med at blive for en bog, et essay, en roman, noget tredje. Men den kommer til at handle om Os, om Vi. Hvem er “Vi” – og hvem er udenfor. Den skal handle om valg og fravalg, de frivillige såvel som de tvungne: 
Studenterbrød eller croissant? Sportslørdag eller særudstilling på Den Fri? Fordomme eller fakta? 
Hvad tænker du for eksempel om mig – og hvorfor?

Jeg besvimede i skoven i morges. Jeg var afsted med hunden og faldt om. Jeg ved ikke, om jeg faldt over noget, eller om jeg bare faldt. Min venstre hånd gjorde ondt – og mit knæ, men ikke mere end ”øv” og ”av”. Min første tanke var på hunden: at den ikke måtte løbe sin vej. Det havde jeg nu ikke behøvet at bekymre mig om, hunden stod helt tæt, slikkede mig i øret. Til sidst satte den sig ned og så på mig med skrålagt hoved, som om den ville spørge: Er det her for sjov eller for alvor?
Senere forsøgte jeg at rejse mig, jeg brugte den højre håndtil at stemme imod med. Den jeg ikke havde slået. Men forgæves, jeg besvimede igen måske var det anstrengelsen, jeg ved det ikke, men den her gang blev jeg liggende. Jeg skulle hilse at sige, at selvom det er marts og forår, så er jorden kold.
Efter tyve minutter lykkedes det mig at komme op på knæ og få ringet til Michael. Han sad i møde i Aarhus, jeg svarede: “Ok, men jeg ligger ude i skoven, jeg kan ikke gå, det er koldt.” Han kørte fra arbejdet med det samme, heldigvis lykkedes det mig efter fem minutter at komme på benene og gå de sidste kilometer tilbage til huset.
Senere skrev en veninde til mig – med store bogstaver – da hun hørte om episoden:
Du må til lægen!
Jeg svarede ordret:
“Ved ikk’ hvad jeg skal sige til ham. At jeg er grådlabil, har svært v at huske. At jeg er svimmel, når jeg vågner, har uvirkelighedsfornemmelser og svært ved at holde balancen. Jeg ved godt, hvad han vil sige. At det er stress. Og jeg vil svare: det er det nemlig. Og så vil han fortsætte: du må tage den ned ro, og jeg vil nikke, for det må jeg nemlig. Tage den med ro. Og han vil spørge: skal jeg skrive en sygemelding?
Og jeg vil se på ham med et bedende blik og svare: Kan man det, kan man blive sygemeldt fra sig selv?”

Jeg ved godt, den er gal. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg holder op. Med at være mig. Føle. Mærke. Tænke. For meget og hele tiden. Det er jo det, der er galt, det er mig, den er gal med. Det er altså en tung diagnose.

I går lavede Michael beuf bourguignon. Vi købte steg af tykkam i Brugsen – og gulerødder, persillerod, porre, løg. Michael lagde hænderne om mine kinder, sagde, ‘du er smuk’. Så bar han poserne ud til bilen. Hjemme igen fordelte vi opgaverne: jeg ordnede grøntsager, Michael skar kødet i tern, svitsede og dækkede det hele med rødvin. Vi spiste det med ris til, det smagte dejligt.
Jeg er heldig, jeg har det godt. Alligevel sker det, at jeg går i stå. Føler trang til at tude og tvivler. Hvis ikke på alt, så på det meste: Om solen igen får magt, for eksempel. Om mælkebøttens fnok overhovedet nytter, om dagene lader sig gøre. Michael siger, det er mange ting, jeg forsøger at holde styr på på én gang, at jeg måske skal prøve med lidt ad gangen. Som nu lysindfaldet den her søndag morgen. Eller en linje af Anne Carson: “Altid en trøst at antage, at der gemmer sig en hemmelighed bag det, der piner en.” Hundens tørre snude, en tabt tandstikker, treo’en der opløses i vand.
En ting og en ting mere og så til sidst: Det, vi kalder en dag.

Der er ting, der ikke står til at ændre. Vinklen på min mors tommelfingerled, for eksempel. Eller den ganske lille skelen på hans venstre øje, der gør, at jeg altid kan genkende ham mellem alt og alle. Dér! Mit helt overdrevne had til indkøbsvogne med skæve hjul og møbler i kunstlæder. Min mors bekymringer. Folk i meget store biler, der dytter, og som får mig til at råbe virkelig dumme ting: Mega-maddike, Brølepik. Lyden af flamingokasser, der skraber mod hinanden og smagen af Kongen-af Danmark-bolcher, uf. Glæden ved vinterlyng, der både har ingen og alle farver. Angsten for primtal og pludselig båndsalat. Lørdage som denne, der – trods alt – aldrig er  forgæves. 

I mange år var mine drømme sat i system. Et år drømte jeg for eksempel kun om fisk i stimer: De flød allesammen i land og druknede så under den brændende sol. Senere var det samlebåndsarbejde, der fyldte mine nætter. De samme varer, der hver nat gled forbi på båndet, og mig, der stod og så på, mens de kørte forbi: Pincetter, kageflag, cigaretrør. Ikke én eneste gang greb jeg ind, standsede båndet. Heller ikke den dag, det var mig selv, jeg så glide forbi. 

For tiden drømmer jeg om en ægyptiske kat. Den er skåret i sten og har lysende gule øjne. Det er en smuk kat, og jeg føler hver nat  en stærk trang til at stryge dyret over pelsen. Men hver gang jeg rækker ud, skyder dyret ryg, og jeg får splinter af sten i mine hænder. Det har nu gentaget sig flere uger i træk, hver morgen vågner jeg med blødende hænder. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved at række ud, måske fordi jeg savner noget, noget blødt og pelset og dét så stærkt, at jeg hellere lader mig nøjes med en hvæsende sten end med helt at undvære. 

Jeg spurgte engang en ældre kvinde, jeg besøgte efter skole, om det blev nemmere med tiden? Hun havde bagt vandbakkelser. Hunden, en sort puddel, fulgte min kagegaffel, hver gang jeg tog en bid – hele vejen fra den desserttallerkenen og op til læberne. Nej, svarede hun, men man får så mange ting at slås med, at hver enkelt fylder mindre. Hun havde været gift med en sømand, det var ikke noget lykkeligt ægteskab, alligevel var hun knust, da han døde. Måske fordi drømmen om, at de engang ville blive lykkelige sammen, forsvandt med ham. Nu var ulykkeligheden ikke længere mandens skyld, kun hendes egen, og hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med den, ulykkelighede, eller med sig selv for den sags skyld. 

Hun havde købt lejligheden, vi sad i, for penge udbetalt af Enkekassen, hun havde fundet sig godt til rette, indrettede sig med sofa og et blødt tæppe til hunden, i køkkenet var der et udtræksbord med plads til to, hun kunne ikke huske, hvornår der sidst havde siddet andre end hun selv ved det. 

Hun havde lært hunden at give pote og stille sig på bagben på kommando, hun viste mig det, hver gang jeg kom på besøg, og hver gang jeg slog hænderne sammen og sagde: ‘nu har jeg da aldrig!’ 

Da vi havde spist kagerne, sad vi lidt, jeg fingererede med frynserne på hundens tæppe, hun rørte i kaffen, lagde skeen fra sig, sukkede, sagde: Nå. Det sagde hun tit. Nå. Det var ikke til at afgøre, om det var undren eller en konstatering, der lå bag, måske var det ingen af delene. Jeg spurgte: ‘Har du da meget at slås med,’ hun svarede: ‘nok til, at jeg ikke har tid til at bekymre mig om det.’ Klokken halvfem gik jeg, hun havde lagt sig i sofaen, det var ryggen, den var gal med. Og vejrtrækningen. ‘Den bliver altid sejere at holde i gang sidst på dagen.’ Hun bad mig lægge pakken med cigaretter, så hun kunne nå den uden at rejse sig. Jeg gjorde, hvad hun bad om, klappede hunden og løftede hånden til hilsen: ‘Vi ses.’ 

Det gjorde vi ikke, en glød fra cigaretten antændte tæppet, kun hundens gøen reddede nabolejligheden fra også at brænde ned. Jeg tænker tit på hende, især når det hele føles af for meget. En lille taknemlighed over, at jeg trods ikke har flere skavanker, end at jeg har kræfter til at mærke dem alle.