Louise Juhl

Hun hedder Chalotte uden r. Det sidste er blevet en del af hendes navn, det tilføjer hun altid. ‘Hvad hedder du?, spørger folk, og hun svarer: ‘Chalotte uden r.’ Jeg møder hende til et svømmestævne, jeg sidder på en af bænkene. Jeg er udgået efter første heat, jeg har selv trukket mig, måske for at undgå at blive trukket. Så kommer Chalotte forbi på sine lange tynde ben, hun går med hurtige skridt, tripper, hun ligner en vinder. Brysternes begyndende knopskydning i den tætte dragt. Hun går lige forbi mig, hendes hår klistrer til ryggen, jeg kan ikke få mine øjne fra hende, hvis bare. Så standser hun op, vender sig om og spørger: hvad så?
Senere lader hun sig falde i vandet, der er ikke noget at høre, ingen lyd da hun bryder vandoverfladen, det er som om vandet suger hende til sig. Konkurrenceurets ur tæller, så lyder startsignalet, hun vinder også anden runde og den tredje med, tager guld i finalen. Hun jubler ikke engang, bukker sig bare ned fra den øverste skammel og lader medaljen falde om sin hals.

Vi begynder at ses, det er altid Chalotte, der kommer forbi, nogle gange har hun en pose druer med eller et æble skåret i både. Vil du have? tilbyder hun og rækker posen med frugt frem og så går hun indenfor uden at vente på svar. Vi sidder altid på skibsbriksen, og Chalotte fortæller. Om dengang, for eksempel, hendes mor blev slæbt efter en vildhest i Mongoliet. Hun var hårdt medtaget, og det var først da en medicinmand blev tilkaldt, at forbandelsen blev hævet. Jeg spørger, ‘hvad var det for en hest, hvilke farve havde den, hvad skete der.’ Hesten var en skimmel, den havde båret Chalottes mor på sin ryg i niogtyve dage, på den tredivte fik den nok, fortæller hun. Så ser hun over på mig, kaster en hynde i min retning, spørger ‘Og hvad med dig?’ Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Min mor er ikke blevet helbredt af en medicinmand, jeg tror ikke engang, at hun har redet på en hest. Jeg prøver at komme i tanke om noget, en ildebrand, et fald fra en tagryg, men det eneste, der dukker op, var dengang min bror kørte galt på sin bobslæde og fik en blodansamling på det højre lår. ‘Jeg er en skifting’, svarer jeg så. ‘Jeg er født af en heks, min far er en hanbjørn, jeg blev fjernet ved fødslen.’

Jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra, men de lyder rigtige. Mere rigtigt end at være nummer sjok til svømning og uden venner. Jeg fortæller om de mange år, jeg gik på skift mellem bygdens familier, det første år boede jeg ved et purungt kærestepar, Wenche og Ulf, men min gråd blev for meget for dem, min sult også. Så kom jeg hen til Lars og Tiril, men Tiril blev skør, ‘det var ikke din skyld’, forklarede de voksne, alligevel blev jeg sendt videre. Ud af bygden til et andet land, og så endte jeg her. Hos min mor og far, nu havde jeg lært at opføre mig som et menneske: ikke at græde og at skjule min pels, mine kløer:
‘Nu mangler jeg bare at lære at svømme.’

I går så jeg en dokumentar om to voksne tvillingebrødre. De er vokset op sammen, er begge gift og har to børn. Nu mange år senere, ejer de også et firma sammen. Deres erfaringer er de samme, i hvert fald de første mange år, eneste forskel er, at den ene bror som 18årig kører galt på motorcykel, slår sit hovede og går i koma.
Da han vågner, kan han ingenting huske. Han husker ikke, hvor han bor, hvem han var, ikke engang sin egen mor. Det eneste, han husker – den eneste – er hans tvillingebror, Marcus. Hans navn er det første, han nævner, da han slår øjnene op. ‘Marcus’. Så begynder et genopbygningsarbejde, alt skal læres forfra, hans hovede fyldes op med en fortid: Hvilken seng, har han sovet i, hvilke lege, har han leget. Alt skal bygges op fra bunden, hans Jeg-hus. Alt skal sættes på plads.
Hans livline bliver broren, Marcus bliver adgangen til hans fortid. Han kan fortælle, hvilken der var hans yndlingsfarve, hvilke piger, han forelskede sig i. Alt hvad han har oplevet de første atten år af sit liv. Marcus, tvillingebroren, er til stor hjælp, fortæller ham alt, viser ham billeder fra, da de var børn, fortæller om deres lege, forældrene, steder, de har besøgt, en ferie på Frankrigs sydkyst.
Det hele varer, indtil tvillingernes forældre dør. Først faren, kort efter deres mor. Hun dør af en hjernesvulst, det sidste hun siger er: Jeg elsker jer. Alex, den hukommelsesløse tvilling, bryder sammen, hans elskede mor, hans varme og sjove mor, hende med de kæmpestore fødder og den høje latter, er nu væk. Marcus, hans bror, virker anderledes kold, nærmest lettet.
De begynder at rydde op i barndomshjemmet, det er fyldt med nips og hemmelige rum, oppe på loftet gemmer sig et bjerg af gaver, der aldrig har været pakket op. Gaver til de to tvillinger fra famile og venner, gaver, som gennem alle årene har ligget gemt. De to brødre har aldrig fået en gave, hverken til fødselsdage eller jul. I et skab finder Alex en aflåst skuffe, i skuffen ligger et foto. Billedet er af ham og Marcus, de er nøgne, deres hoveder er skåret af, kun kroppene er synlige. Så vælter Alex’ verden. Hans fortid falder sammen. Hvorfor har hans mor et nøgenfoto af ham og hans bror liggende. Hvorfor er deres hoveder skåret af.
Alex løber ned til sin bror, njed til sin fortid, beder om hjælp. Hvad er det her, spørger han, hvem er det, hvorfor? Men Marcus vil ikke fortælle ham noget, han nikker bare, ja, og går ud i haven.

Det bliver udgangspunktet for en årelang og smertefuld kamp imellem -og indeni- de to brødre. For Alex er fuld af gru og forestillinger, som kun Marcus kan hjælpe ham med at be- eller afkræfte. Marcus, på sin side, forsøger at holde sammen på sig selv og den fortid han har bygget. For sin bror men også for sig selv, en lykkelig fortid med fester og ferier og kærlighed.
Dokumentaren er langt hen ad vejen forudsigelig og kun momentvis gribende, men jeg synes, det er sindssygt interessant emne. Det her med, at vores liv er fortællinger, vi skaber undervejs. Vi er ikke et resultat af en ligning, vi er noget, vi finder på, erindringer, vi stykker sammen, så de passer til det og den, vi kalder ‘Jeg’. Alle mulige ting, vi husker og gemmer, men endnu væsentligere – alle mulige ting, vi fortrænger, pakker ned og væk. Ikke nødvendigvis fordi det er grusomt eller ubærligt, men fordi det ikke passer ind i den fortælling, vi kalder for vores. Hvad stiller man op, hvis man finder en brik med et palmeblad, når det Jeg-puslespil, man har lagt, er med motiv af en nåletræsskov? Man lægger den væk. Den passer jo ikke, brikken, den forstyrrer billedet, ødelægger motivet, det billede, man har skabt af sig selv.
Måske er det puslespil, vi lægger og som vi kalder ‘os selv’, i virkeligheden kun et lille udsnit af et meget større motiv? Et motiv, der udover skolegang, duelighedsmærker og en guitar måske også rummer to døde ørkenspringrotter og en masse følelser, man ikke kan være bekendt.

Jeg gik i klasse med Josse, der egentlig hed Josefine, hun havde flaskegrønne øjne og en kæft så stor som Kim Larsens.
Hun havde ikke altid haft det nemt, sådan sagde de voksne, og når vi spurgte, hvad de mente med det, svarede de: ‘Så længe I bare husker at behandle hende pænt’.
Det lød som noget, man siger om dyr. At man skal huske at behandle dem pænt.
Josse boede ikke derhjemme, hun var i pleje ved Jens og Merete. Jens var ortopædkirurg, det betød, at han satte skruer i folks ben og arme, Merete var hjemmegående, rygtet sagde, at hun tjente sine penge på at have Josse boende. Men da Nikolaj, der aldrig lagde fingre imellem, spurgte Josse, om det var rigtigt, gjorde hun sig skeløjet og pustede kinderne op. Svarede: ‘Ligner jeg måske én, man kan tjene penge på? ‘
Josses rigtige mor hed Jeanet, hun besøgte Josse hver fjerde lørdag, de sidste par år blev der længere imellem. Én gang var bilen punkteret, en anden gang havde hun  låst sig ude, og låsesmeden var taget på ferie og sådan var der efterhånden altid noget, der kom i vejen. Det virkede ikke som om, det gik Josse synderligt på, hun talte i hvert fald aldrig om, at hun savnede sin mor. Tværtimod gjorde hun en dyd ud af være sin egen. En ener, en Pippi uden hverken Nelson eller hest.
Josse var min bedste veninde, vi skød dåser med sten, piftede i græsstrå. En dag spurgte hun, om jeg ville være hendes søster? Jeg svarede nej – helt uden at tøve. Josse skød en sten mod en af dåserne, den faldt til jorden med et smæld. Så strammede hun knuden på sit ene snørebånd, svarede: ‘Fair nok.’

Du behøver ikke at sige alt, hvad du tænker, højt. Sådan sagde en lærer til mig i tredje, hun hed Gunvor og havde hænder på størrelse med tallerkener. Jeg havde lige fortalt, hvordan min mor nynnede. Hver aften lige før hun gik i seng, når hun lavede øvelser for ryggen: Hænderne helt op over hovedet, Mm Mm, så ned og ramme gulvet, Mm Mm. Hele tiden til den her melodi, der måske bare var rytmer og lyde, Mm Mm.

Jeg tegnede også en kat til Gunvor. Den så ud præcis som den, min genbo havde tegnet til mig, dagen før hun blev indlagt. Den havde et enormt hoved og næsten ingen krop, halen kun en stump. Katten havde kæmpestore øjne: ‘Overvågningskamerarer’, forklarede min genbo, ‘de optager alt, hvad vi tænker og og føler og frygter’. Så løftede hun hænderne op over sit hovede, præcis som min mor havde gjort aftenen før: ‘Det er lige før’ hviskede hun, og lod så hænderne falde mod jorden igen: ‘Boooom’.
Dagen efter kom politiet og tog hende med, jeg ved ikke hvorhen. Hun hvæsede af dem, viste kløer. Så fik hun øje på mig i et vidnue på den anden side af vejen, pegede og råbte: ‘Boooom’. Jeg skyndte mig at se ned.
Nu siger Gunvor så, at jeg ikke behøver at fortælle alt det. Alt hvad jeg tænker, frygter og føler, at der er ting, man må bære alene. Og jeg nikker og tier og kan allerede mærke mit hoved vokse. Presset bag øjnene, det er lige før.

Min eks lærte mig at vente, han var evigheder om alting, hasta la vista, smilede han, når jeg blev utålmodig, han troede, at det betød hastværk er lastværk. Han spillede computer hele dagen og natten med, det handlede om at slå flest muligt ihjel, jo flere, der døde, des nemmere fik man adgang til ‘next level’. Efter tre år gik jeg fra ham.

‘Var det det hele værd’ spurgte psykologen. Jeg ved ikke rigtigt med den slags spørgsmål: “er livet livet værd?” Jeg mener: er dagene dagene værd, er nætterne nat – og hvad med min bare røv, hvor meget er den værd? Men jeg tørrede mine øjne, smilede og svarede: “appelsiiiin.” 
Senere fik jeg anvist en lejlighed af kommunen, den lå i stuen og havde udsigt til en kilometerbred parkeringsplads. Nogle år sad jeg derinde og så ud på menneskene, der startede deres biler, tog på arbejde og kom hjem igen. Var det det hele værd. Så kom jeg på kursus, det var noget med journalisering, alt med A skulle stå under A, alt med G under G og så videre. Jeg ar god til det, fik job som sekretær, stoppede med at besøge psykologen. Jeg gav hende en blomst, den sidste gang, vi sås, det var først senere, jeg fandt ud af, at sådan gør man ikke. Man giver ikke gaver, når relationen er professionel, det er noget med grænser og hierarki. Så blev jeg så meget klogere, jeg ved ikke, om det var det hele værd, hasta la vista.

Jeg kunne aldrig huske hendes navn, jeg kaldte hende for Anna Beth, Annastasia, Anna Rosa, Anna Maj, fremmede og fine navne, men ingen af dem var hendes.
Hun havde langt kraftigt hår, der nåede til midt på ryggen, mørkerødt – næsten brunt. Det var kun, når solen faldt lige på, at det røde kunne ses, så lyste hun til gengæld som en fakkel. Hun holdt af at være sin egen, en hel vinter kom hun i skole i bare tæer, udenfor var det tre graders frost. Når nogen spurgte hende hvorfor, svarede hun: ‘Er det vigtigt?’
Hun var kæreste med en rocker. Hver dag hentede han hende fra skole, motorcyklen var med højt ryglæn og fremskudte benstøtter. Hans krop var tatoveret fra ankel til ansigt, et flimmer af farvet hud, han kaldte hende ‘My Favorite Bitch’ og gav hende gaver. Halskæder, en ræv til om halsen, en taske med logo. En dag kom han ikke mere, hun sagde, at hunvar færdig med at være den sidste i rækken. Brothers Before Bitches. Det var efter dét med bruddet, at hun begyndte at gå i bare tæer.

Hendes far var græsk, moren halvt svensk. Hun havde også en yngre søster, men hende så vi aldrig, hun boede vist i en anden by og ved en anden familie, der holdt heste. De sås aldrig, udvekslede gaver med posten til jul og fødselsdage, ikke mere end det. Hun skar ansigt, når hun talte om hende, kaldte hende ‘min såkaldte søster’. 
I ottende klasse skiftede hun skole, hun sagde, hun var træt af provinsstemning og dumme spørgsmål: ‘So long!’ Senere fik vi at vide, at hun havde åbnet en butik med accessories – “BlikFang”, hed den. Hun stod selv for det hele, indkøb, ekspedition, regnskab. Butikken lukkede efter nogle år, det var vist nok noget med ham eks’en.
For nylig stødte en fra klassen hende igen – i en kø i City Syd, skrev hun. Hun havde lignet selv, selvom håret var klippet kort – ‘fødderne var stadig bare.’ Hun havde tænkte på at hilse på hende, men kunne ikke komme i tanke om hendes navn, det var noget med A. Det eneste, hun kunne komme i tanke om var ‘My favorite Bitch’, og det var, syntes hun, ikke rigtig passende at råbe i et storcenter.

Vi vendte tilbage nogle dage senere. Til huset. Det var brændt ned til grunden, alle nåle på træerne omkring var svedet gule. Det var altså rigtigt nok, hvad vi havde set. De høje flammer og en sod sortere end nat. Lydene må være noget, vi havde tænkt os til. De hæse, høje fugleskrig, måske var det vores egen angst, der gav genlyd.

Vi talte ikke om det, om flammerne eller røgen, der havde kradset os begge i halsen. Der var vel ikke noget at sige, det var bare nogle få sekunder, en kortvarig fakkel i mørket. Så var det forbi og toget, vi sad i, kørt videre.
Vi stod lidt. Sparkede planløst i jorden med hver vores skosnuder. Så på de stadigt rygende rester: en smeltet rød gummistøvle og skårene af, hvad der lignede en vase. Og så postkassen selvfølgelig – med vores navne på.
Så gik vi, jeg er stadig i tvivl om, hvad det var, vi så, om vi så noget overhovedet?

Stod op klokken 6, brugte tre timer på at nå frem, nu er jeg så her i verden. Der er is på ruden, jeg har mine totemsokker på. Min bror har skrevet fra Finland, noget om new zealandske næbdyr:
At de sveder mælk gennem huden og lyser under vand. Træerne udenfor mit vindue står, hvor de hele tiden har stået. Det føles som en trøst. At man kan stå sådan – og blive stående. At det ikke er nogen skam.

Han hed Klaus. Han satte sig ind i en bil en tirsdag sidst på eftermiddag og kørte ind i en mur. Med hundrede kilometer i timen og med vilje. Det var i oktober, nede på havnen, der var ingen eller intet i miles omkreds pånær tre skrigende måger og lyset fra grovvareselskabets høje skorsten. Vejret var mildt for årstiden, støvregn og ti grader, han havde trukket et stykke plastik henover rattet, måske af hensyn til dem, der skulle rydde op. 

Bilen blev først fundet flere timer senere af en løber med pandelampe, fronten var trykket helt flad mod muren. Klaus slap mirakuløst fra ulykken med to brækkede ben og en flænge, der gik hele vejen fra under det venstre øje ned over kinden til overlæben. Når folk senere spurgte, hvor arret stammede fra, svarede han, ikke uden en vis fryd: ‘Det er fra da jeg forsøgte at tage mit eget liv. Som du kan regne ud, mislykkedes jeg også med det.’

Klaus og jeg kom godt ud af det med hinanden, jeg spurgte om meget lidt, og han svarede på endnu mindre. Jeg bonnede smøger af ham, jeg havde en sær dame med kun at ryge det halve af hver cigaret. Hvad med resten?, bemærkede han hver eneste gang. 
Han ønskede ikke besøg, det gjorde han personalet klart allerede fra start. Ham, de ville besøge fandtes ikke, forklarede han – og ham, der fandtes, ville ikke have besøg. 
Han var svær ikke at holde af, selvom han gjorde, hvad han kunne for at holde os fra livet: Satte sig med ryggen til bordet, når vi holdt fællesmøder og kaldte glasburet, hvor personalet for det meste opholdt sig, for Førerbunkeren. Han holdt aldrig noget tilbage, hvorfor skulle han det. ‘Jeg går lige ud og skider,’ kunne han sige midt i maden og rejse sig: ‘er der nogen, der skal have noget med?’ Måske var det hans ligefremhed, måske hans pjuskede hvide hår, jeg følte altid en trang til at stryge gennem det, men gjorde det aldrig. Han afskyede den slags: ‘stop dig selv,’ sagde han, hvis nogen lagde en arm på hans skulder: ‘jeg er ikke en hund, jeg logrer ikke, fordi du klapper mig.’

Efter udskrivelsen kom han i praktik som kirketjener. Han, der hverken troede på et liv før eller efter døden. Han var efter sigende god til jobbet, gjorde en ære ud af at holde de levende lys ved lige hele dagen, lægge salmebøger på plads, ryste hynder efter hver tjeneste. Han fik også en kæreste, det fyldte mig med uro, hvad ville der ske, hvis hun forlod ham. Hun hed Mia og var ved at uddanne sig til glaspuster. Jeg traf hende aldrig, men Klaus fortalte om hende. Beskrev de varme kinder og hændernes omhyggelighed, når hun drejede glasmagerpiben foran ovnen. Så meget ild, så meget skønhed, sagde han og lukkede øjnene, så det ikke slap ud. Bruddet var udramatisk, det var Klaus, der gjorde det forbi. Da jeg spurgte hvorfor, svarede han at ‘Det er bedre sådan. At jeg gør det forbi, før hun gør.’
Vi sås kun sjældent, for det meste kommunikerede vi gennem beskeder, sendt sent om natten: Sover du, kunne han skrive, og så svarede jeg gerne: Ikke længere, i hvert fald. Han fortalte måske om en ny neglelak, han havde købt – med marmoreffekt. Eller han spurgte, hvor man købte norske klejner henne, det var midt i august, jeg svarede ‘det gør man ikke’. 

Vi drømte om at tage en sommelieruddannelse. Sammen. På et fransk slot med himmelseng og sprossede vinduer. Tænk sig, at drikke vin til morgenmaden, lære et nyt sprog, ord som bouquet, négociant, barrique. Sengetøj i satin. Vi gjorde aldrig alvor af det, nøjedes med at drømme og skrive franske fraser til hinanden. 
–Monsieur, comment vas-tu? 
–Très bien Madame, très bien. 

Det lykkedes ham til sidst. I en bil, han havde lånt af præsten i den kirke, han var i praktik. Denne her gang stod hans liv ikke til at redde, han havde klippet alt håret af, efterlod sig ikke andet en seddel, der stod: ‘Lad være at sørge, ham I savner, findes alligevel ikke’. Jeg ved ikke, om han havde ret.

Morgenens observationer:

Hunden pisser fordomsfrit, græs, grus, fliser
Der er altid en himmel at forholde sig til
Måger giver en fuck for følelser
Følelser giver en fuck for måger
Same same is no different