Louise Juhl

Jeg sidder og læser i Judith Hermanns seneste, “Hjem”. Den starter på en cigaretfabrik, fortsætter til en ældre mystisk mands bungalow, fortsætter så til et hus, hvor fortælleren nu – efter et forlist ægteskab – bor. Det er første gang, hun bor alene i et hus, en nat vågner hun ved, at hoveddøren står vidtåben, hun er ellers sikker på, at hun havde lukket den forsvarligt, før hun lagde sig til at sove. Hun bliver grebet af uro, køber pebersprays på nettet og har en dolk liggende under sin seng, hun finder sin egen frygt komisk, alligevel tør hun ikke andet, end at tage hun sine forholdsregler.
Jeg kan huske for nogle år tilbage, jeg skulle færdiggøre en bog og tog orlov en hel oktober, jeg skulle bo i sommerhuset, mit barndoms trygge paradis, jeg pakkede mit varme tøj, satte hunden på bagsædet og kørte afsted. Måske skylder jeg at fortælle lidt om huset, det ligger inde midt i en klitplantage, omgivet af århundrede gamle nåletræer, når vinden suser, lyder trætoppenes bevægelser fuldstændig som et hav. Grunden er stor, det er en naturgrund, kupéret og med mange forskellige vækster, gran, fyr, birk, eg, kristtjørn, enebær, slyngpil. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har siddet på terrassen deroppe og bare set. På nuancer af grøn, på firben, sommerfugle, nedbidte kogler, varmedis. Men det her var oktober og skulle jeg sidde på terrassen krævede det både jakke og dyne, jeg forsøgte mig et par gange, men det var for koldt. Det gjorde nu heller ikke noget, jeg var jo ikke kommet for at se men for at skrive, jeg indrettede mig indendøre i sofaen, så jeg kunne have computeren i skødet og mine noter og en kop te på en skammel ved siden af. Det gik godt, jeg skrev to-tre sider hver dag, gik tur med hunden, handlede ind i den lokale brugs, æbler, røget hellefisk, brød, en sød likør.
Hver aften ringede jeg til min mand, der er ikke telefonsignal ved huset, så jeg måtte stå på en høj udenfor og tale, det fungerede ok, jeg fortalte lidt om vejret, en sær drøm eller noget, jeg havde set på den lokale TV-kanal, Salto. Han fortalte, at huset derhjemme føltes tomt, at han havde været til frisør, at han overvejede at skifte avis-abonnement. Én aften var samtalen anderledes, han besvarede mit opkald, allerede før jeg havde trykket det sidste ciffer, ‘hallo’, sagde han, ‘er det dig?’ Jeg ved ikke, hvem der ellers skulle ringe fra min telefon, så jeg svarede . Han spurgte: ‘har du hørt det?’ ‘Hørt hvad?’ spurgte jeg. Jeg husker ikke præcis, hvad han svarede, men jeg fik aldrig at vide, hvad det var, jeg skulle have hørt, tværtimod talte min mand længe og ivrigt om alt muligt andet, en kollegas nye bil, æbletræets sene blomstring og at vi havde fået penge tilbage i el. Det var først flere dage senere, jeg så det på en af avisernes spisesedler, da jeg var ude for at handle: Pyroman på spil i sommerhusområde. Ti huse havde allerede været udsat for forsøg på ildspåsættelse, tre af dem brændt ned til grunden.
Men det var ikke det, der bekymrede mig, det var den sære drøm, den jeg allerede havde fortalt ham om tidligere. I drømmen optrådte en meget lille mand med en meget lys stemme, hans øjne var røde og han talte med tysk accent: mein kind, du schall ikke have angst, jeg vil dig intet ondt. O’et i ondt udtalte han som i Odense, oondt. Han havde en pincet i hånden, jeg var sikker på, han havde til hensigt at gribe om mig med instrumentet, lægge de to tænder om mit ansigt og så ‘hiiiv’ Jeg huskede, hvordan jeg selv med to fingre havde samlet biller i syltetøjsglas på samme måde, set dyrenes fortvivlede bevægelser for at slippe ud, nu var turen kommet til mig selv. På afstand lyder det komisk, tåbeligt, hvordan skulle nogen kunne gribe om mig med et pincet, hvordan skulle mine hundredeogfiretres centimeter kunne være i et glas, det giver ingen mening. Men der i huset om natten, gav det al mulig mening, jeg vågnede badet i sved og turde ikke rejse mig, tænkte vel, at hvis jeg lå helt stille og gjorde mig tung, ville han opgive at flytte på mig, hans røde øjne ville forsvinde, den spinkle stemme blive opløst. Så jeg lå lysvågen nat efter nat, brugte alle mine kræfter på at ligge musestille, trykke min krop mod lagnet, tænke STEN.
Efter en uge uden ordentlig søvn besluttede jeg mig for at opruste. Jeg lagde en kniv under min hovedpude og en stor saks under sengen (til at prikke i hans øjne). Jeg lagde fed af hvidløg hele vejen langs væggen og rundt om huset, det havde jeg hørt virkede mod varulve og hvorfor ikke også tysktalende dværge. Det forekommer så uendelig tåbeligt at tænke tilbage på, – at være bange for en mand med pincet i en drøm, at bekæmpe ham med saks og overtro. Men manden forsvandt faktisk fra mine drømme, jeg fik skrevet min bog færdig og pyromanen blev pågrebet. Jeg siger ikke, det var hvidløgenes fortjeneste, jeg fortæller bare, hvad der skete.

Jeg kan huske, da min bedste venindes forældre blev skilt. Jeg kendte knap til muligheden. At blive skilt? Jeg havde set det på film, Kramer mod Kramer og Vores bedste år, men aldrig oplevet det i virkeligheden.
Min veninde flyttede i lejlighed med sin mor og bror, vi talte aldrig om det, hvad der var sket og hvorfor, når jeg spurgte, svarede hun: Er det vigtigt? Lejligheden endte med at blive for dyr for hendes mor, de fik tilbudt et rækkehus i en boligforening i den modsatte ende af byen, og min veninde måtte skifte skole. Jeg besøgte hende kort efter, men det var ikke det samme. Hun var ligesom en anden, eller også var jeg, det var i hvert fald, som om vi sad i det samme rum, men to vidt forskellige steder. Til sidst sås vi kun sjældent, hun læste mærkelige bøger og skrev stile om Baudelaire, som hun altid læste højt, måske for at hævde sig: Det kunne da godt være, at hendes forældre var skilt, til gengæld vidste hun noget om franske digte – meget endda.
I syvende fik jeg for første gang lov at komme til fest i ungdomsklubben. Det startede klokken syv, jeg stod klar tyve minutter før i nylonstrømper og en ærmeløs kjole. Det var i november og strømperne frøs fast til mine ben. Der var ikke andre end mig i klubben, da jeg blev lukket ind, kun en pædagog og så en DJ, der hed Torsten, der erklærede, at han altså ikke gad at spille, når der kun var mig at spille for. Jeg satte mig på en høj stol oppe ved baren, nippede til en øl indtil lidt i elleve, hvor Dorte og Mia og Martin og Agnetes bror, Thomas, dukkede op: ‘Heyyyyy’ og ‘hvad så’. Det var alt, jeg nåede at udveksle med dem, før jeg skulle gå, jeg havde en aftale med min mor om, at være hjemme klokken elleve. Det slog mig ikke et sekund ikke at overholde aftalen, jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg altid havde gjort, som jeg skulle og ikke vidste, at man kunne gøre andet.
Med tiden fandt jeg ud af, hvordan man gjorde. Hvordan man kom for sent til fester, sked på aftaler, det blev aldrig rigtig en vane, men jeg blev god til det.
Mange år efter fik jeg et brev fra min veninde, hende der var flyttet i rækkehus med sin mor. Hun skrev, at hun havde fået en tatovering på underarmen – af en sort sommerfugl. Hun læste litteraturvidenskab i København, hendes far var lige død, fortalte hun, hun havde ikke set ham i tre år, det var mere mærkelig end den var egentlig trist, skrev hun. Og så: Om jeg ville fejre nytår med hende? Hun hadede store fester, skrev hun, og nu var det så et nyt årtusinde, der skulle fejres, hun kunne ikke forestille sig noget værre. Jeg var tilbøjelig til at give hende ret, så vi slog pjalterne sammen. Hun tog toget til Aalborg, vi spillede Kalaha og snydeskak, hørte the Cure. Klokken tolv skålede vi, så ud på fyrværkeriet og talte om, hvor mange millioner kroner, der mon lige nu blev brændt af for øjnene af os.

Klokken et faldt vi i søvn, klokken tolv næste formiddag tog hun toget tilbage til København, jeg har ikke set hende siden.

Da jeg læste i København, havde jeg ved siden af studierne et som kassemedarbejder ved en købmand. Jeg husker ikke, hvad kæden hed, den var mellemstor og solgte planter i plastikpotter og vin, meget vin. To gange om ugen sad jeg ved kassen, mandag og onsdag, ind imellem afløste jeg også fredag eftermiddag. Fredag solgte vi mange skrabelodder, alle dem der købte sagde ‘og det skal være en af dem med gevinst’ og smilede stort, som om det var første gang nogen havde sagt sådan til mig. ‘Naturligvis’, svarede jeg, ‘at sælge et lod uden gevinst er jo tæt på bondefangeri’, jeg mente det, men kunderne lo, som var det noget, jeg sagde kun for sjov.

Jeg kunne godt lide jobbet, det var de samme mennesker, der kom hver dag, købte mælk og brød, en pose peanuts måske. En lille og meget tynd dame i regntøj købte altid kartofler i løsvægt og en pose elastikker, hver gang havde hun glemt at veje kartoflerne på vægten, så jeg måtte gå gennem butikken, forbi hylderne med krydderier og tørvarer, tandpasta og skumsæbe, ned til afdelingen for frugt og grønt og veje de få kartofler, der sjældent beløb sig til mere end et par kroner. Hver gang undskyldte hun stort, beklagede sin glemsomhed, ‘alderen, du ved.’ Og hver gang forsikrede jeg hende on, at det jo var dét, jeg var til for: at hjælpe kunderne. Jeg ved ikke, hvad hun brugte alle de elastikker til, der var 500 i hver af de poser, hun købte, og hun købte i hvert fald tre poser om ugen, det kom jo heller ikke mig ved.

Der var også noget andet, måske skulle jeg ikke nævne det, men det er jo så mange år siden nu. En kvinde omkring de tredive, måske lidt ældre, kom hver dag og handlede ind, altid for det samme beløb, 80 kroner. Blev det seksoghalvfjerds kroner gik hun tilbage i butikken og fandt for fire kroner varer, som hun lagde på båndet, ‘så!’ Vi talte gerne lidt sammen, ikke om noget særligt – en overskrift fra aviserne eller noget om busafgangenes upålidelighed. Hun havde tydeligvis god tid, trængte til at tale, og tiden gik også hurtigere for mig på den måde. Hun huskede ting, jeg havde fortalt, hvor jeg kom fra, for eksempel, at jeg havde to brødre og en kanin, der var så gammel, at det ikke faktisk kunne lade sig gøre – ‘men det ved den heldigvis ikke’, sagde jeg og kvinden lo og svarede noget i retning af, at hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.

Jeg vidste ikke noget om hende, altså udover at hun hver dag kom og købte ind for 80 kroner – præcis. Hun havde altid den samme sandfarvede parcacoat på – med hætte, uanset årstiden. Om sommeren stod den åben, så kunne man se, at hun ikke havde andet inde under end en bikinitop og shorts. Hun lånte altid toilettet. Hver dag, når hun var færdig med at handle, lånte hun nøglen ved min kasse, den var bundet fast til et stykke træ, stort og klodset, så ingen skulle rende med den, og så var hun væk et kvarter. Kom så tilbage med nøglen, sagde tak for lån, og jeg svarede ‘ingen årsag’. Jeg vidste, at hun igen havde taget Madame-posen fra toilettet, den der hang på et stativ ved siden af toilettet til brugte trusseindlæg og blodige bind. Den lå nederst i den sandfarvede parcacoats dybe lomme, hvis jeg rejste mig for at tage imod nøglen, kunne jeg ane den dernede, men som regel blev jeg siddende. Hver dag stjal hun en pose og hver gang lod jeg som ingenting. Nogen gange spekulerer jeg på, om hun vidste, at jeg bemærkede det, om det på den måde var en slags hemmelighed, vi delte, et særligt bånd, eller om det bare er noget, jeg håber, det var.

Der ligger en bunke bøger, der, hvor du altid sad . Med katten i skødet og sagde ting som: ‘Er du min bedste-i-hele-verden-ven?’ og selv svarede: ‘Ja du er min bedste-i-hele-verden-ven’ Hver gang mærkede jeg et stik af misundelse, tænk at være en kat, nogens bedste ven. Jeg var ikke den bedste til ret meget, mere sådan ok med pil opad.
Din mor døde en mandag. Det ringer du og fortæller mig, jeg ved ikke hvorfor, det er flere år siden, vi har talt sammen sidst. Hun hadede ellers mandage, fortæller du, -nåja og tirsdag og onsdage og. På stenen står der AG, ikke andet, hverken fødsels- eller dødsår. AG for AnneGrete, sådan hed din mor, men hun brød sig ikke om det, det lød så kælent og kejtet, mente hun, så hun foretrak AG. Hver gang hun blev beruset, og det var tit, råbte hun op. ‘Livet er lige til at lukke op og skide i’, og hun sked igen, din mor. AG sked på alt og alle, også dig. ‘Det gør mig virkelig ondt’, svarer jeg, da du ringer og fortæller mig, at hun er død. ‘Det er ok’, siger du.
Du beholdt katten, jeg fik en lavalampe og elkedlen. Det er ni år siden, nu er din mor død og hun har efterladt en konvolut med fem hundrede kroner og mit navn udenpå. Der var ikke noget til dig, fortæller du, det havde du nu heller ikke regnet med. Om du må komme forbi med pengene en dag? Ja, du kan tage katten med, hvis det er. Den er i mellemtiden blevet tretten år, den er stadig din bedste ven.

Når julen og livet ikke er så ligetil Jeg ved godt, at det er jul lige om lidt, og at vi skal nyde anden og hinanden, men jeg har lige hørt det sidste af i alt 5 afsnit i podcast-serien “Børnene på psyk”, og har brug for at slå et slag for de børn, for hvem hverken jul eller livet er ligetil:

I serien møder vi blandt andet Daniel, der vågner en morgen og ikke kan bevæge sit ben. Det er ligesom krummet sammen og kan ikke strækkes og gør vanvittig ondt. Så ondt, at han hverken kan have dyne eller bukser på, enhver berøring afføder smerte. Han får en kørestol bliver undersøgt på kryds og tværs, røntgenfotograferet og scannet og hans blod lagt under mikroskop. Men der er ikke noget galt med Daniels ben, siger lægerne, det er hovedet, den er gal med. Så han bliver indlagt på B201, et børnepsykiatrisk døgnafsnit, hvor gennemsnitsindlæggelsestiden er tre måneder.
På B201 kommer man ikke for at få behandling, forklarer afdelingssygeplejersken, men for at blive udredt, finde ud af, hvad børnene fejler, hvorfor de har det så skidt. Med sig og med verden omkring dem. Til at starte med er Daniel vred. “Der bliver ved med at sige, at det er psykisk”, fortæller han journalisten, “men det er IKKE mit hoved, der fejler noget, det er mit ben!”, insisterer han, og man mærker virkelig, hvor vigtig det er , at nogen vil forstå, at han lider, og at det ikke er noget, han finder på.

Et andet barn er blevet indlagt akut. Hun er bange for bakterier – også sine egne. Ikke engang hendes egen mor må røre ved hende, og når hun skal sove, ligger hun med armene strakt op i luften, for ikke at komme til at røre ved dynen, lagen eller sin egen krop. Hun stoler ikke på nogen, vil ikke være i rum med de andre børn, hun ser bussemænd på gulvtæppet og har kun fred fra angsten, når hun ser den Store bagedyst på TV.
Så er der Christoffer. Christoffer knurrer, når han føler sig truet, og det gør han tit. Allermest bange er han for sig selv, “jeg er en ond dæmon”, hvisker han, og da han senere bliver bedt om at tegne et selvportræt, tegner han et klovneansigt, der er delt i to. Lægen mener ikke, at Christoffer er psykotisk, snarere er han en dreng, der hele livet har følt sig udskammet og anderledes og har internaliseret omgivelsernes kritik, så han nu har taget den på sig. “Hvis du vidste, hvor ækel jeg virkelig var”, begynder han, men afslutter ikke sin sætning, lader den bare hænge i luften uden at svare på, hvad så…
Lyt selv! Jeg ved, at nogen kritiserer, at børnene ikke ved, hvad de siger ja til ved at medvirke, at det er journalistisk nyfigenhed. Jeg hører kritikken, men er også nødt til at holde fast i, at jeg er blevet rørt og ramt og mere end noget andet ønsker, at Christoffer, pigen med bakterieangst, Daniel i kørestolen og alle de andre fra B201, får den hjælp, de skal have og den kærlighed, de fortjener. Sgu❤️

Det er længe siden, jeg har drømt om andet end det åbenlyse. At månen er mest alene, når den er fuld, for eksempel. Og mørket tættest der, hvor rågerne samles.
I går besøgte jeg min mor og far, vi drak Istanbul Night Tea og spiste æbler, som min mor havde skåret i nøjagtigt lige store både. Mumrik blev bange for en nisse i filt, han gøede og peb, men min far satte sig på knæ og forsikrede hunden om, at der ikke var grund til uro. At det var en god og blød og venlig nisse, der sad der på kommoden, og så faldt dyret til ro.
Sådan er det tit, der skal så lidt til: En ven ved siden af, når vi er bange, nogen, der fortæller os, at mørket i virkeligheden er en rågefugl, og at det letter lige om lidt.

I går besøgte jeg min mor og far. De bor i Gug, en forstad til aalborg, det udtales Gu. Altså med stemt g først og ikke noget g til slut. Logik for logakhøns. Vi gik en tur i Østerådalen, hunden fik stød ved et hegn, min far fik kolde fingre, alligevel var det en god tur. Da vi kom hjem lavede han te, Istanbul Night Tea, den smagte af lakrids og lidt af mynte. Min mor serverede vanillekranse og et æble, hun havde skåret i nøjagtigt lige store både.

Før jeg gik, viste min far mig et juletræ, han havde hængt op i det store vindue ud mod vejen. Det var skåret i pap og i ét stykke: Sirlige grene med lys på, kræmmerhuse, julekugler, en stjerne i toppen. Det må have taget timer at skære det træ, dage måske. Sikke en omhu. Min far fortalte, at det var et, han havde skåret den første jul, jeg var indlagt. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, og så gjorde han dét. Skar et træ i pap – uden skabelon og helt fra bunden. Han havde gemt det lige siden og nu altså hængt det op.
Der er så mange måder at gøre ting på, min far har altid været bedst med sine hænder.💚🌲

Nu hvor det nærmer sig jul, er jeg kommet til at tænke på en lillejuleaften for 12 eller 13 år siden, det var i hvert fald ikke længe efter min sidste lange indlæggelse. Jeg havde mødt en kæreste, han var slank og havde smukke øjne, og så var han rimelig cool med alle mine problemer. Jeg tror det gav ham en vis magt, at jeg på den måde var afhængig af ham – af hans overbærenhed. Jeg var stoppet på Æstetik og Kultur før tid, orkede ikke at sidde og teoretisere over et liv, jeg ikke kunne finde ud af at leve i praksis, så jeg søgte arbejde, helt ukritisk, og endte som delikatesseassistent i Byens Ost i Bruunsgade. Butikken var nystartet. Det var i årene før finanskrisen, og specialbutikkerne havde kronede dage. Helle, som butiksbestyreren hed, søgte en fuldtidsansat, der kunne tage alle de dårlige vagter og gøre rent, så hun selv blev fri. Jeg fik jobbet, og mødte ind kl. 8.00 hver morgen, så jeg kunne nå at pynte butikken til åbning kl 9.30. Vi solgte oste og luksuspålæg, chokolade, dessertvine, foie gras, særligt fine sardiner på dåse, specialøl, alt sådan noget. Ostene hentede vi fra et kølelager i baggården, i butikken skar vi dem i passende stykker og pakkede dem i lugtfri vitawrap, så de lå klar i montrene til kunderne. Det var mig, der stod for at lagre olier og eddiker med citron, chili eller hvidløg, for bagefter at hælde dem på sirligt formede flasker med korkprop og binde en lille stofsløjfe om toppen.
Helle hadede mænd. Det havde hun ikke altid gjort, men hun havde opdaget, at hendes mand, og barns far, havde en profil på et datingsite. Som hævn havde hun oprettet en falsk profil, og inviteret ham på romantisk weekend på en herregård på Fyn. Da de mødtes, indså manden, at han var blevet lokket i en fælde og de røg, vist nok helt bogstavelig, i totterne på hinanden.
Ind imellem kom manden forbi for at aflevere det fælles barn. Det var tydeligt for enhver, at det var en svær situation, ikke mindst for pigen. Jeg blev altid skubbet ud på fortovet for at hente hende, den stakkel, det var vildt akavet. En delikat opgave.
Jeg var stadig syg og spiste så godt som ingenting, men det afholdt mig ikke fra at holde lange, levende foredrag for kunderne om ostenes smag og egenart. Hvordan dé, der var rullet i aske, adskilte sig fra dem uden, hvorfor jeg foretrak dem på gedemælk (som jeg aldrig havde smagt), hvordan rødskimmeloste stod godt til en mild dessertvin i modsætning til blåskimmel, der egnede sig bedst til snaps og brændevin.
Jeg kom til at kende flere af kunderne rigtig godt: Særligt én, en dame, der altid gik i pels – også om sommeren, Hun boede i en herskabslejlighed lidt oppe ad gaden: ”med udsigt til både kirke og til hav. Du gode gud, hvad kan man næsten ønske sig mere?”. Hun savnede åbenlyst nogle at tale med, så når jeg slog låsen fra kl. 9.30, stod hun klar til at hente ost til morgenbordet. Og til at snakke, ikke mindst, dog undtagen om onsdagen, hvor hun havde en aftale om vandondulation hos frisøren. Jeg husker ikke, hvad vi talte om, jeg havde ikke noget liv udover at træne, arbejde og sulte, og jeg tror heller ikke hun oplevede noget særligt. Måske var det derfor, det faldt os så nemt, ingen af os forlangte det store.
Det var svært at få butikken til at løbe rundt. Kunderne forventede at smage på al ost og pålæg, for så at ende med at købe tre tynde skiver parmaskinke og en bakke soltørrede tomater. Der var ingen, der ville købe ostestykker med kanter, så halvdelen af osten var usælgelig. Heldigvis var Kurt Thorsen flittig kunde, han købte kurve og gaver til nær og fjern og havde ingen smalle steder, så det hjalp lidt på omsætningen.
Nå men det var den her lillejuleaften, som jeg er kommet i tanke om. Jeg havde – som næsten altid – lukkevagten. Jeg havde fået streng besked om at holde åbent, så længe der var kunder, og de blev bare ved og ved og ved med at komme. Én kom for at købe en ubagt leverpostej, hun kunne lune 1. juledag, en anden manglede en noget sødt, “hvis nu der skulle dukke nogen op.” Sådan cirka samtlige kvarterets studerende manglede at få købt den sidste julegave, og da de fleste var helt tomme for ideer, kunne jeg prakke dem alt på. Jeg ved ikke hvor mange der fik et schweizisk fonduesæt dét år, men hvis nogen af jer indehaver et sådant, kan jeg risikere at være den skyldige bag. Beklager.
Klokken 22.00 var butikken endelig tom, jeg kunne lukke og begynde på rengøringen. Helle havde været meget tydelig med, at rengøringen skulle være særlig grundig, nu hvor butikken holdt lukket flere dage i træk. Jeg havde ikke spist i fjorten timer, men arbejdet hjalp mig til at glemme sulten. Jeg havde ikke noget at komme hjem til: Min kæreste sad altid foran computeren. Enten læste han om konspirationsteorier eller også spillede han krigsspil. Når det begyndte at kede ham, ville han have sex. Hans libido var særdeles veludviklet, mit var tilsvarende underudviklet, så vi harmonerede (også på det punkt) dårligt.
Kl 23.00 ringede Helle og ønskede mig glædelig jul. Hun sagde, at hun havde stillet en julegave til mig på gulvet i kælderen, tak, mumlede jeg uden forventninger. Da jeg var færdig med at gøre rent, gik jeg i kælderen for at hente min pakke. Det var fire belgiske juleøl, der var udløbet året før og derfor ikke kunne sælges, hvor generøst. Jeg var træt og sulten og orkede ikke at tage hjem, så jeg knappede én af dem op og drak. Øllene viste sig at have en alkoholprocent på femten. Ialt 1,33 liter øl 15% – på tom mave. Det blev en lang tur hjem. Jeg måtte opgive at cykle, fordi jeg pludselig ikke kunne huske, hvordan man gjorde. Da jeg nåede frem, gad jeg ikke at gå op på tredje sal, hvor vi boede, så jeg lagde mig ved siden af min cykel i kælderen og faldt i søvn. Jeg vågnede midt om natten, kravlede op på tredje, låste mig ind. Min kæreste var gået i seng, tilsyneladende uden at bekymre sig. Glædelig jul, mumlede jeg, han vendte sig om og sov videre.
Et års tid efter sagde jeg op. Ostesyren var begyndt at give mig sår ved neglerødderne, Kurt kom ikke længere forbi og omsætningen gik ned ad bakke. Foie gras og finere schweizisk chokolade rimede dårligt på finanskrise. Nogle år senere lukkede Byens Ost. I dag er der Sushirestaurant i lokalerne, ja faktisk er næsten alle gadens butikker nogle andre end dengang. Jeg håber sådan, at damen i pels stadig får vandonduleret sit hår om onsdagen.

Hanne havde briller, der sad lidt ned på næsen, så hun måtte bøje nakken for rigtigt at kunne se igennem dem. Hun havde været der altid, sådan føltes det i hvert fald, hun var ligesom bare en del af det hele, ligesom væggene var det, ligesom Karius og Baktus og Trille. Og Tvebak fra Brødrene Løvehjerte. Noget, som altid havde været og som altid ville være. Ligesom vores mødre, eller det troede vi i hvert fald dengang.
Hanne var vores tandlæge og havde lokaler i de røde bygninger for enden af skolen, hvor pedellerne også holdt til med deres depoter, der var fyldt op med vejsalt, advarselskegler og en teleskopstang, vi kunne låne, hvis en bold havde forvildet sig op på taget. Hun var sådan en, vi forestillede ikke kunne gå i stykker, altid rolig og robust: “Det er hurtigt overstået”, lovede hun, og selvom det føltes som længe, vi lå der i stolen med vidt åben mund og galopperende hjerte, glemte vi alt det ingen, når hun lagde det lille spejl fra sig og udbrød: “Sådan! Nul huller”.
Det blev et hit at besøge Hanne, vi fandt alle mulige undskyldninger for at finde ro i hendes stol: En rokketand, vi ville have hjælp til at få ud, en plet på tungen eller en kindtand, vi syntes, så ensom ud. Og Hanne lod os komme, gav os en plads i stolen, og vi åbnede munden og lukkede den igen, og alt var en lille smule bedre, når vi gik, end det var, da vi kom.
En, der hed Helle, sad i kørestol, og skulle have særlig hjælp til at komme op i stolen hus Hanne, en lærer måtte hver gang gå med hende. Det var næsten altid Ellen, en af de yngste på lærerværelset og den eneste, der stadig orkede at lytte, når vi fandt på historier. Om, hvordan vi kendte en, der var blevet kørt over af et tog og mast helt flad. Ogg som var opereret nihundrede og niogtyve gange, men nu igen kunne gå. Vi var allesammen lidt misundelige på Helle, tænk sig at blive kørt rundt i en stol af Ellen. Men vi sagde det ikke til nogen, for vi vidste godt, at misundelse var en grim ting, og at vi burde skamme os, og at forresten det slet slet ikke var rart ikke at kunne gå selv.
Én gang gang mødte jeg Hanne udenfor tandlægestolen, det var i en tømmerhandel, jeg var der med min far. Hun havde de samme briller på som i tandlægeklinikken, men ingen kittel. Hun var på jagt efter nogle skruer i den helt rigtige størrelse, fortalte hun, og famlede ved en hel masse æsker. Opgav så og bad en ekspedient om hjælp. Af en eller anden grund kom det som et chok, tænk sig at Hanne måtte bede nogen om hjælp. Det var en hel afgrund, der åbnede sig. Alt dét, der pludselig blev usikkert, alle dem, der måske havde brug for hjælp: Hanne og Ellen og Tvebak og Trille. Ja selv min egen mor.

En der hed Merete blev indlagt på hospitalet. Akut, hun kunne ikke trække vejret. Jeg besøgte hende, det var en tirsdag i december, der var orange gardiner for vinduerne på stuen og rød saft i nogle store gennemsigtige plastkander. Jeg drak fem store glas på ti minutter og endte med at kaste op i en skraldespand. Det var vildt pinligt – det var jo ikke mig, men Merete, der var syg, og hvad lignede det at stå med hovedet nede i en skraldespand, når hun lå ved siden af og knap kunne trække vejret. 

Det viste sig at hun havde en infektion i drøblen, hun blev udskrevet ugen efter. Det var lige før jul, hun fik et partisantørklæde i julegave – og en bog om friluftsliv. Af den lærte at tænde bål uden tændstikker – og at give kunstigt åndedræt. Én gang forsøgte hun det på en fugl, hun fandt, men måtte give op, det var for sent. Hun var helt knust, pakkede fuglen ind i køkkenrulle og bandt en rød sløjfe om midten. Hun begravede den nede ved søen, den, vi også fangede haletudser i. Men hun satte dem altid ud igen – ellers ville de dø, sagde de voksne. 
Fuglen kunne hun ikke sætte ud igen, måske var det derfor, hun græd. 

Mange år senere kørte hun galt på motorcykel, mistede kontrollen over den tunge maskine i en rundkørsel, det var ikke nogen skyld.