Louise Juhl

Jeg kan huske en overgang, jeg hele tiden kom til at bytte rundt på bogstaver: Svane blev til savne, gips til gisp og verden til vreden.
Min læge kaldte det ‘et stadie’. Han talte om plastisk syn og en hjerne i forandring. Jeg forstod ikke, hvad han mente med det, men ti måneder senere forsvandt problemet helt af sig selv. Jeg fejrede det ved at købe en ny mobil, downloadede U2s ‘Sunday bloody sunday’ som ringetone og syntes selv, det sagde en frygtelig masse om mig, om hvem jeg var. Så ringede en, der hed Troels, han tilbød mig et job som sekretær i en kiropraktisk klinik. Jeg takkede ja, havde jo alligevel ikke andet at give mig til. I seks måneder bød jeg klienter velkommen, viste dem, hvor de kunne lægge deres tøj og ønskede dem ‘rigtig god bedring’, når de gik.

Så blev det sommer, jeg sagde op og skiftede ringetone til Dolly Partons Jolene. I seks uger lå jeg på en græsplæne foran min lejlighed og overvejede: ‘hvad nu?’, men fandt ikke frem til noget. Så da det blev september meldte jeg mig til et kursus på en daghøjskole, temaet var et eller andet med at ‘turde tænke sine tanker til ende’. Jeg husker ikke, hvad det gik ud på, men jeg har en mappe derfra fyldt med abstrakte tegninger: En blå frø, der vender på hovedet og et digt uden vokaler, som jeg har kaldt ‘stemt stumhed’. Kurset sluttede i begyndelsen af december, jeg fik en pose med farvede fyrfadslys og et diplom som bevis på at have gennemført, og gav forløbet fire ud af seks mulige stjerner i en afsluttende evaluering.

Senere læste jeg Æstetik og Kultur, flyttede i kollektiv på Vesterbro Torv med en, der hed Jane og en anden, der hed Anne Mai. Men jeg kunne ikke finde ud af at spise, når andre så på, og endte med at blive indlagt og først udskrevet elleve måneder senere. Flyttede året efter sammen med en mand i et hus i Hørning, skiftede ringetone igen. Til The Smiths: ‘Heaven knows Im miserable now,’ det var vel omkring den tid, jeg begyndte at tænke: det kan ikke blive ved sådan her.

Det starter sådan. 
Med parcelhuse, tegltag og stationcars med fem døre. Med firkantede haver og rhododendronbede. Oliekrise, EF. EDB-maskiner, brune skærme med en blinkende gul cursor. I-lande, U-lande, G-7, USSR. Tal og bogstaver. Tætte mænd med buskede bryn og herremandsattitude.
Det hele hang sammen, blev vi fortalt: ‘Her’ hang sammen med ‘der’, ude med hjemme og ‘de’ hang sammen med ‘os’.

Men vi oplevede det anderledes.
Verden omkring os var noget de talte om på TV, den var et ord, de voksne brugte og med alvor: ‘Verden er af lave’ eller ‘hvad i alverden ved du om det?’ Noget fjernt Noget uforståeligt og skræmmende. Ligesom billederne af jordkloden fotograferet fra rummet: en underlig planet, vi ikke genkendte som vores egen. 

Derhjemme var det anderledes. Her var også tal og bogstaver, men de havde en start og sluttede et sted. Hovedvej A10 bandt Jylland sammen, hele vejen fra Skagen til Kruså. Klokkens visere flyttede sig fra otte morgen til otte aften, lys blev til mørke, det hele gik ligesom op. Søndagene gik op i svømning og pommesfritter, to rustne søm til dessert. Mandag gik i rask trav: ‘kom nu, vi har travlt’ – det ‘vi’.
Bøgerne hang sammen livet, cyklen med støttehjulene og legene med faste roller: ‘Så sagde vi, at du var den onde, og at jeg var den gode’.
Den simpelhed.

De siger, at intet er så skidt, at det ikke også er godt for noget. De siger: kommer tid, kommer råd. Jeg kan høre dem hviske sammen ude i køkkenet: ‘Det man ikke dør af, bliver man stærkere af’.
I det samme jeg åbner døren, vender de sig rundt, farmor klapper hænderne sammen, smiler stort: ‘Hva søren, kom du lige der’.
Det er ikke et spørgsmål.
Ti år senere låser jeg mig inde på et toilet og prøver at regne ud, hvad det altsammen handler om. Det med tiden og rådet, godt og skidt. Matadorpenge og båndsalat. Det med stærk og svag og så alle de spørgsmål, der slet ikke er spørgsmål.
Nogle dage føles det som om, jeg sidder der endnu.

For mange af os var undskyld ikke bare et ord, men en tilstand. En følelse af at være til besvær, i vejen. Lidt for meget og lidt forkert. Så vi undskyldte for det meste, også for ting vi ikke havde gjort, ting, der bare skete. En forsvundet handske, en tabt pung, en stjålet cykel. Undskyld.

Hos de voksne var der ikke meget trøst at hente.
Var vi nu helt sikre på, at den cykel havde været låst? Og hvorfor gik vi rundt med en pung i en lomme uden lynlås – vi kunne vel sige os selv, at det ville ende galt. Fortalte vi dem om fester, vi ikke var inviteret til, en følelse af at være holdt ude, sendte de bolden tilbage til os selv. Spurgte: Hvad tænker du, at det kan skyldes? Eller vi blev fortalt, at den slags jo gik begge veje: Måske kunne vi selv gøre en indsats, være mere opsøgende? Var vi mon for kræsne, stillede for store krav, var vi for sarte? 

Da vi en dag blev tvunget i knæ af tre store drenge og bedt om at kysse deres fødder, fortalte vi det straks til de voksne, men fik besked om, at den slags drengestreger var verdenshistorien fuld af. ‘Det er ikke noget at tage sådan på vej over’.  

I skolen lærte vi at række hånden op, også selvom vi ikke kendte svaret. Hver gang håbede vi, at en anden ville blive spurgt. Strategien virkede, vi fik over middel. Læreren tilføjede: ’for flittighed og disciplin’, vores kunnen blev ikke nævnt med et ord. I matematik var det svært at gemme sig, det nyttede ikke med de sædvanlige ’jeg synes’ eller ’jeg mener’. Syv gange syv gav niogfyrre, uanset hvad vi mente, så vi terpede tabeller og forsøgte at forstå de mange X’er og Y’er. ’Øvelse gør mester’ prædikede vores forældre, så vi blev ved med at øve og øve. Alligevel endte vi med en bedømmelse under middel, og blev belært om, at en enkelt aftens indsats ikke var nok. ‘Vil du være god til noget, kræver det et langt og sejt træk’. 

Så vi trak og trak. Undskyldte og gjorde os umage.
Lånte formelsamlinger på biblioteket og forsøgte at tyde alle tegnene. Men forgæves, det forekom os stadig umuligt at begribe, hvordan man kunne tage kvadratroden af et X eller få Z til at være 9. I stedet vendte vi os med fælleskabet. Vi forsøgte os med at være ‘opsøgende’ og stillede ingen krav til samværet. Vi mimede bare, smurte perlemorsblå på øjenlågene og købte både en t-shirt med AHA og en anden med Dave Gahan fra Depeche Mode, så vi kunne matche ethvert tænkeligt selskab. Endte på den måde med at undskylde ikke bare alt og alle, men også os selv.

Vi levede i tre verdener, men havde kun to ben at stå på:
Vores bedsteforældre verden bestod af vitrineskabe fyldt med arvet glas, porcelænsplatter og stuebirk. Måltider, der angav døgnets rytme: Morgenmad kl. 8.00, varm mad kl. 12.00, smørrebrød kl. 18.00. Her spillede radioen altid samme den musik og på den samme kanal, alt var var søvndyssende trygt. Vi havde ingen at lege med, så vi legede med os selv: Gemte os under sofaen i håb om, at nogen ville lede. Men ingen søgte os, og vi endte med at kravle ud igen, missede med øjnene og satte os for at flette stuetæppets frynser eller forestillede os vores fremtid med fire børn, en bungalow og kæreste med motorcykel. Om sommeren plukkede vi mælkebøtter og opdagede først for sent, at vi fik pletter på tøjet. Undlod at sige noget til nogen for ikke at forstyrre idyllen.

Helt anderledes var det derhjemme, her var der altid ting at ordne, indhente: Husk nu dit svømmetøj, har du lavet dine lektier, hvem giver kaninerne mad? Modsat hos vores bedsteforældre stod tiden hjemme ALDRIG stille. Her var alle dagens minutter en advarsel: Hvert brugt minut betød ét mindre – til at handle, rydde op, besøge familien, vaske vinduer. Videre, vi var altid på vej videre. Mod weekendens gæstetræf, august måneds mange fødselsdage. Næste år og året efter. det var som om vi aldrig rigtigt nåede aldrig frem til nu, som om vi altid var på bagkant af tiden og os selv. Vores mødre havde altid rynkede bryn, vores fædre hævede stemmer: Vi har jo ikke hele dagen! 

Endelig var der os selv, vores egen verden, en indre og underlig blanding af ensom onani og tunede knallerter. Hemmelige klubber med stroboskoplys. Idolplakater og ulykkelige forelskelser: Ishockey-Ronni og DJ-Cool, der viste sig at være knap så cool, som navnet antydede. Vi søgte svar på alt – alle steder – og gerne på spørgsmål, vi ikke engang havde formuleret: Vi legede ånden i glasset eller fik læst vores hænders linjer, gik fra seancerne mere forvirrede, end da vi ankom, men alligevel med en følelse at være blevet klogere. Mere kvalificerede i vores tvivl.  Andre dage blev vi liggende i sengen, orkede hverken flere spørgsmål eller svar. Spiste to ruller mariekiks og stod ikke op, før end krummerne på lagnet begyndte at stikke i huden og luften blev for trang. Så stod vi op, drak en lunken Cocio, tændte for tv’et, slukkede igen. Sad lidt foran den sorte skærm og overvejede næste træk. 

Vi fik at vide, at vi var verdens lykkeligste folk. Ingen sultede, og alle havde ret til gratis skolegang og hospitalsbehandling. Vi var priviligerede, blev vi fortalt, og af samme grund blev al kritik fejet af bordet. Talte vi om den stigende social ulighed, fik vi at vide, at den intet var at regne mod den, der eksisterede andre steder i verden. Pegede vi på forventningspres og præstationskrav, blev vi kaldt forkælede og sarte eller fik at vide, at med rettigheder fulgte jo også pligter! Vi kunne ikke bare læne os tilbage og forvente at få alt serveret på et sølvfad. 

Det lå i kortene, at det, vi hver især bidrog med, skulle modsvare, hvad vi sidenhen forventede at opnå. Med fast arbejde fulgte retten til banklån, med banklån fulgte muligheden for fast ejendom og bil, med eget hus og bil fulgte muligheden for pensionsopsparingen og dermed en tryg alderdom. Mindre trygt så det ud for lavtlønnede og løsarbejdere, de måtte leve med at bo til leje uden mulighed for at låne, og således kun akkurat have nok til de faste udgifter og mad også sidst på måneden.

Endnu værre var det for de af os, der kæmpede med psyker, der ikke rimede på systemparathed, otte-til-fire-format eller karriere. Vi blev sendt til psykolog – ti gange af tre kvarter – hvorefter vi forventedes at have lært at ignorere (eller i hvert fald ‘at tackle’) vores følelser, fungere ‘normalt’. Andre fik besked på at deltage i nogle af jobcentrenes mange projekter, altid med smarte men fuldkommen intetsigende titler som for eksempel: ‘Klar-parat-jobstart’. Her lærte de at at bruge fancy CV-skabeloner og at skrive såkaldte ‘skæve’ ansøgninger, der dog ikke måtte være mere skæve, end at de præcis flugtede firmaets profil.

Vi hørte fra de voksne, at politik handlede om strammere og slappere, utopister og traditionalister. Uanset hvem og fra hvilke side af salen, de kom, var der ganske få ting, de gjorde godt, men langt flere, de ikke lykkedes med. En råbte måske for højt, en anden fremstod veg og usikker. Det var ikke kun det politiske arbejde, der var udsat for befolkningens kritik, tøj og udseende var også til debat: Gert Petersens skæg var for stort, mente mange, og Niels Anker Kofoeds hage for vigende.

Som en reaktion på befolkningens politikerlede forsøgte nogle sig med en anden facon.
Fremskridtspartiets Kresten Poulsgaard købte en pølsevogn og talte ‘folkets sag’. Preben Møller Hansen oprettede partiet Fælles Kurs, og gav sine kolleger tørt på: ‘Ingen af de politikere, der i dag sidder i folketinget er fem potter pis værd’. Senere forsøgte komikeren Jacob Haugaard sig med foreningen SABAE, Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer, der forlangte medvind på cykelstierne – en parodi på det politiske systems overbyder.

Fælles for  dem alle var, at de påberåbte sig en autencitet eller en særlig ærlighed, der adskilte dem fra al anden politik. Hvadenten denne ærlighed kom til udtryk som vrede, fingerpegen eller klovnerier, var den et oprør mod levebrødspolitikerne og den verdensfjerne politik, som den brede befolkning mente, det etablerede politiske system stod for.   

Og vi tålte dem – trods alt. Sømandsbossen, pølsesælgeren og komikeren. Ikke for det, de stod for, men for alt det, de IKKE stod for.

Kvinderne var næsten altid på arbejde, hvis ikke ude så hjemme. 37timers lønnet job afløst af indkøb, rengøring, madlavning, børn. 

Af samme grund skete det, at de forsvandt. Ikke fysisk, men ind i sig selv. At de lod sig begrave i praktiske gøremål, som at bage brød, for eksempel. Veje mel af, måle vand op, opløse gær ved den helt rette temperatur. Koncentreret og målrettet arbejde – en fingerspids salt, en strø af sukker. 
Den måde, de æltede dejen på, håndens omhyggelige arbejde. Det var århundreders ophobede erfaring og omsorg gentaget i simple bevægelser – frem og tilbage, igen og igen. Derefter fik dejen tid til at hæve. Tyve minutter. Ikke nitten eller toogtyve, men nøjagtig tyve minutter, som blev brugte til at genskabe rummets orden: Margretheskålen blev vasket af og stillet på plads, bordet tørret over med en fugtig klud. Et stykke bagepapir udmålt, så det overensstemte bagepladens mål. Så lød minuturets ring, de tyve minutter var gået, nu var det tid til at slå dejen ned. Trille tolv boller og bage dem i tolv minutter. Alt i alt en lille time i fred for børn, spørgsmål, forlangender: ‘Moaar?’ 
Det samme gentog sig andre steder. I bryggerset med strygebræt og -jern, lagner, bukser, skjorter, ja selv undertøj blev strøget, foldet og lagt i sirlige bunke. 

Vi så det hele, og vi undrede os. Tænk sig at spilde et liv sådan – med at ælte, glatte, folde og stable? Ikke et sekund slog det os, at de måske var et valg, de traf. En sjælden mulighed for at skabe sig et helle, nogle få timer for og med sig selv.

Fædrene talte om farligt fyrværkeri. Om kanonslag med en bombes kraft, om halve fingre og brækkede knogler. Om dengang de forcerede et hegn for at besøge en udkåret, forrev en buksebag og forstuvede en skulder. Hvordan hun afviste: ‘Men vi gav ikke op så let,’ pralede de og pegede på kvinden ved siden af. Nu kunne de 14 fejre års bryllupsdag, stoltheden var åbenlys.
Drengestreger, kaldte de det meste (der var aldrig nogen, der talte om pigestreger): Dødsdruk og hasarderet kørsel, rapseri og kærlighedserobringer, det hele kom ud på ét.

Mødrenes erindringer var anderledes blide, mindre fysiske mere følsomme. De handlede gerne om sorgen ved at miste en kat. ‘Kalle, kørt over af en mejetærsker’, sukkede de og fik tårer i øjnene med årtiers forsinkelse. De remsede alle legene op: dåseskjul, kongens efterfølger, tre mand frem for en enke løb. Eller de fortalte om Ditte og Hanne Marie, naboens to tvillinger, ‘de var som ild og vand’. Hanne Marie havde uddannet sig til psykiatrisk børnelæge og vundet priser for sin forskning i tidlige tilknytningsforstyrrelser. Ditte solgte sine hånddrejede tepotter fra et butikslokale i sit hjem. ‘Det kunne nu da være sjovt at ses igen,’ drømte de, men det blev ved tanken.

Vi bar det med os, det farlige og det følsomme, fædrenes stolthed og mødrenes savn. Forsøgte at favne det altsammen, en sorgfuld stolthed, en halsløs drøm.
Undervejs forvred vi en fod. Mistede en hamster og begravede den under en sten i haven. Vi gjorde vores bedste, men uden at gøre os klart, hvad det bedste var.

Verden udenfor var noget, vi lærte om i skolen. 
Aftegninger på et kort: Sydamerika med Andesbjergenes brune højderygge og de arktiske polers skinnende hvide plamager. Vi læste uddrag af rejseberetninger, Hjalte Tin og Troels Kløvedal, og så farverige billeder af sibiriske ryttere, overfyldte mad-markeder og eksotiske palmeøer. 

Det hele syntes så fjernt fra vores egen virkelighed, at vi havde svært ved at begribe, at det var andet end bare billeder. At der virkelig fandtes mennesker omkring os, der måtte sælge ud af deres organer for at skaffe mad på bordet. Børn, der måtte arbejde fra deres sjette leveår for at overleve, men vi følte os tæt på segnefærdige, bare vores forældres bad os om at rydde op på værelset eller at sætte en beskidt tallerken i opvaskemaskinen.

På TV så vi landskampe, Matador eller Ungdomskanalen. Alt andet en den store verden, som vi forsøgte at begrænse til TV-avisens halve time. Her hørte vi om Golfkrigen og “Operation Ørkenstorm”, general Schwarzkopf, og så reportager optaget om natten med infrarødt kamera: en uendelig missilregn, der  mindede os om festligt nytårsfyrværkeri. Virkeligheden var til gengæld mindre festlig: De samlede tabstal nåede mere end 75.000.

Vi fattede kun knap, hvad vi så og hørte, men dannede os ikke desto mindre masser meninger, der delte os i to:
Dem, der stillede USA, ‘de selvgode imperialister’ til ansvar for krigene og de tab, de førte med sig. Og heroverfor ‘de blå’, der forsvarede amerikanerne og kaldte deres interventioner krigene ‘et forsvar for demokrati og vestlige værdier’. Vi brugte timer, dage, uger på at råbe ad hinanden – i klasselokaler og i demonstrationstog, altsammen på behørig afstand af de virkeligheder, de krige og tab, vi skændtes om. 

Det var som med børnearbejdet og pletterne på landkortet: nogen og noget, vi pegede ud, sager, vi kunne samles og bygge en identitet op omkring. Men så snart det blev fredag, var vi igen store usikre teenagere, der var mere optaget af os selv end af verden. Det skete enddda og ikke så sjældent, at vi hen på aftenen kyssede med den samme, som vi to dage forinden havde givet fuckfingeren og kaldt et ‘superimperialistisk svin’.