Louise Juhl

Damer, for eksempel, der lugtede af tung parfume, og som vi talte om på afstand: Hvad var det mon, de forsøgte at skjule, disse kvinder. Hvad gemte der sig bag skyerne af rosenvand og orientalske krydderier: Skabe fulde af skeletter, skjulte liv, tomme skaller? En mislykket dansekarriere, måske, eller en fortrudt abort? Måske det rene ingenting, som vist nok var værre end alt det andet tilsammen.

Naboens blånende kinder, misbruget. Flaskerne hun skjulte bag udenlandske leksika, og dispenseren til opvaskemiddel, der var fyldt med billig vodka i stedet for sæbe (så tallerkener aldrig blev rigtigt rene) Alle vidste det og alle havde ondt, men dog ikke mere, end at ringeagten overdøvede det. Promille-Pia, blev hun kaldt, af alle dem, der troede sig sikre på aldrig at havne der selv.

Parabolerne øverst på højhusenes tage. Peter Freuchen vej, Ivigtutvej, Diskovej. Og opgangene under, fyldt med lyde fra vidt forskellige liv. Dåselatter fra en tyrkisk sæbeopera, en teenager på trommer og Per Wikings joviale Kvit eller Dobbelt-latter.

Pølsemanden, der trak afsted med sin vogn hver eneste dag, også søndag. Tidlig morgen og igen sen aften. Ven med alle men mest med ingen. En dag var der ingen vogn på torvet, pølsemanden havde fået en hjerneblødning og var blevet en grøntsag, forlød det. Nogle talte om at samle ind til en buket, men ingen kendte hans rigtige navn (vi kaldte ham Pølsen) og heller ikke, hvilken afdeling han lå på, så det blev ved tanken.

*gennemsigtige drømme, jeg kunne stikke mine fingre igennem

*døde stjerner og uendeligheden

*mine forældres sexliv

*den døde fugleunge under min morfars store rødbøg (“nej, nej, den sover bare”)

*varulve, vampyrer og kredsende gribbe*

*loftslemmen i min farmors gæsteværelse*

*udtryk som “Det siger I, Herre Konge”: Hvad var det for noget med den konge, og hvem var ‘I’?

*min mors fjernhed (mor? mor? MOR!)

Ord, der smagte godt og grimt på samme tid: brødflov, ugræs. Kalvekrøs

Digtene, der var allerbedst, før man blev fortalt, hvad de ‘egentlig’ handlede om

Livol multitabletter. Smagen af jern, medicin og vinyllæder i ét

Sort/hvid plakater af atombombeskyer, der skød op af jorden som paddehatte

Politiets fantomtegninger, der, med lidt god vilje, altid lignede genboen – bare uden skæg

Atomure, der var mere præcise end tiden selv. 

Jeg hører en del radio, mest podcasts men også flow. Jeg holder særligt af det sidste, flowradioen, det program, man tilfældigvis får skruet op for på vej tilbage fra et møde i Ikast, man allerede har glemt, hvad handlede om. Alt det, man får kendskab til i en kø uden for Hørning. Ufrivilligt, men ikke mindre lærerigt af den grund. For ikke så længe siden faldt jeg over et program om en retsmediciner, hans arbejde, hvor og hvordan. Han fortalte om uddannelsen af lægestuderende. For de fleste er mødet med et lig, at skære i en afdød, en voldsom og grænseoverskridende praksis. Han gør derfor en dyd ud af at hylde faget, obduktionen. – De lig, der ligger foran os, er mennesker, der har doneret deres krop til videnskaben. De har ønsket at gøre nytte til det sidste – ja selv efter. Den største respekt, vi som læger kan vise dem, er at udnytte deres kroppe til fulde. Hver eneste del, organer, knogler, muskelvæv, alt kan bruges, det hele bidrager til menneskehedens udvikling Han virker som en rar mand, retsmedicineren: – At være en god læge vil sige, at udvise dyb empati uden nogensinde at tilsidesætte den kliniske nøgternhed. Det er umuligt at behandle et menneske, hvis følelserne står i vejen. Noget i den stil siger han. Empati og klinisk distance – hånd i hånd.
Engang var jeg syg af en psykisk lidelse, anorexia nervosa, jeg nægtede at spise. Eller rettere – jeg nægtede ingenting. Jeg holdt bare op. Fra den ene dag til den anden rørte jeg ikke mad udover boullion og blomkål, på 9 måneder tabte jeg 40 kilo. Det var først, da lægevidenskaben forlangte, at jeg skulle, at det stod klart, at jeg ikke kunne. Jeg husker tydeligt lægens ord. –Det du ønsker mest er ikke altid det, du har mest brug for. – Hvordan ved du, hvad jeg har brug for? hvæsede jeg. – Dine blodprøver, vægten, min kliniske erfaring fortæller mig, at du har brug for hjælp.Jeg var parat til alt. Skære min hånd af, kløve mit ansigt i to, rage mig skaldet. Alt ville jeg gøre for at tilfredsstille lægen, bare hun lod mig sulte i fred. Jeg tryglede, faldt på knæ. Jeg appellerede til hendes følelser. Hun valgte nøgternhed fremfor empati. Jeg blev indlagt med tvangJeg husker den første indlæggelse, en somatisk afdeling. Jeg lå med mennesker, der havde kræft, aids, nervbeteændelse, tarmslyng. Mennesker, der ville give alt, for at blive raske. Jeg var modsat parat til alt, for at forblive syg. Jeg græd og løj og snød og spyede. Anklagede sygeplejersker, overlæger, køkkenpersonale, vistnok også Jørgen Clevin, der ikke anede det mindste om min eksistens, men som tilfældigvis var indlagt på en afdeling overfor. Jeg kaldte personalet for iskolde lakajer, hjerteløse psykopater, råbte op om, at de var lejesvende for et samfund, der satte rationaler, kalkylder og effektivitet over menneskelige følelser, drømme. – Kunne de virkelig ikke se, at jeg var et menneske på knæ? Og jo, det kunne de godt, men de var læger og således forpligtet på at sætte klinisk nøgternhed over empati. Jeg var dødeligt underernæret, og de fodrede mig, stak en slange gennem min næse og pumpede sondemad ind i min krop. Jeg fik lov vælge mellem vanille- og moccasmag. Det var ikke smukt, men det var nødvendigt.
Overlægen hed Jeppe, han var dygtig, rar og ualmindeligt tålmodig. Han lod mig bande og svovle og klage til patientrådgiveren: “Sygeligt patroniserende adfærd”, anklagede jeg ham for. Han kom forbi min stue hver dag i fire måneder, ringede efter en mobil frisør, der kunne komme og klippe mit stadigt tyndere hår. Men han fastholdt hele tiden sin kliniske nøgternhed – sondeernæring tre gange daglig. Jeg kan til dato stadig mærke den kølige væske. Ind gennem næsen, halsen. Ned i maven. Jeg kan stadig mærke desperationen, afmagten. Følelsen af blive forgiftet med åbne øjne. Trætheden, udmattelsen. Fortvivlelsen.Jeg endte med at blive udskrevet. For mange løgne og for meget snyd gjorde, at jeg ikke tog på i vægt. Hver gang Jeppe løsnede grebet, forsøgte sig med empati fremfor klinisk nøgternhed, svarede jeg (eller min sygdom) med at smide mad i skraldespanden, gemme det i lommer, trusser, under madrassen. Til sidst udskrev de mig, jeg blev sendt i en slags pleje på et opholdssted i Hundested, her fik jeg masser af kærlighed og omsorg men ingen klinisk nøgternhed. Jeg blev tyndere og tyndere, stadigt mere syg.
Jeg har ikke nogen pointe med ovenstående. jeg foretrækker ikke en verden uden empati, bestemt heller ikke én uden nøgternhed. Men jeg tænker at donere min krop til lægevidenskaben, når jeg dør, give lidt tilbage efter alle de år, jeg tog imod og vist nok glemte at sige tak.

Hendes bror sætter ild til sig selv, dagen før han fylder halvtreds. Han lægger sig på et brandfængende tæppe, han har mættet med benzin, og smider en stormtændstik. Det er en kvindelig betjent, der overbringer beskeden, hun beklager dybt.
I månederne op til, har hun planlagt hans fest i detaljer. Lejet et karaokeanlæg, købt shaker og glas på høje stilke, inviteret mennesker fra for længst. Hun har arrangeret et kunstigt ildsted på plænen ud for selskabslokalet, her kan gæster få lov at prøve kræfter med snobrødsbagning og ristede pølser. Et badebassin skal gøre det ud for en put-and-take sø, der vil være præmier til den, der lander mest. Nu skal hendes bror fandeme fejres.
Sidst de talte sammen var til jul, hun havde sendt ham en kurv med cognac, fyldte chokolader og et gulnet sort-hvid foto fra dengang, de var små. Klædt ud som nisser og i tæt omfavnelse. Forventningens glæde havde lyst ud af billedet, det var dengang. Han havde ringet og takket, cognacen havde han allerede tømt, nu sad han og så en film med John Wayne. Chokoladerne ville han gemme til i morgen, sagde han, ”glædeliglig jul’. Hun havde ikke nået at svare, før han lagde på.
Nu havde han så sat ild til sig selv, hvad skulle hun sige til gæsterne. At festen var aflyst, to havde allerede taget turen helt fra Norge og hans kusine købt en dyr kjole i Magasin. Så hun tager en beslutning, hvad betyder en enkelt dag fra eller til. Hun pynter op, tænder lys, dækker bord med serpentiner i alle verdens farver. Gæsterne ankommer klokken fem, høj musik og pinde over bål, stemningen er høj. En ikke særlig høj kvinde, ingen ved hvem er, vinder karaokekonkurrencen, hun synger som en drøm, det er vist Phil Collins ‘its just another day for you and me in paradise’. Klokken syv er der buffet, dybstegte rejer og coleslaw, kuvertflutes og rødvin med hældetud. Der bliver delt sange rundt:, ‘en guttermand i flyverskjul/en ven med vinger som en fugl’, alle synger med. Omkvædet lyder ‘huhejhuhej-tralulalej’, gæsterne vugger arm i arm og i takt.
Festen fortsætter hele natten og morgenen med, de sidste kører ved middagstid. Hun vinker til dem fra plænen, der hænger en serpentin fra hendes skulder. Ingen spørger til festens hovedperson, han har vel aldrig været mere levende end nu.

Min første rigtige ven hed Casper. Måske er ven et forkert ord, han var min nabo og to måneder og syv dage ældre end mig. Det, mente han, betød at han skulle bestemme. Vi legede tit i haven, jeg var den skovl, Casper brugte til at flytte jord med. Jeg lå på knæ og gravede og gravede, mens Casper stod bagved og skubbede til mig med en fod, præcis som han havde set hans far støde skovlen i havebedet med sine træsko. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde protesterede.
I børnehaveklassen mødte jeg Lea. Hendes mor kendte min mor, de var vokset op i den samme by. Lea havde mandelformede, meget brune øjne og var utrolig spinkel men på en virkelig graciøs måde. Når hun pegede, var det som om hendes pegefinger rakte længere end vores øjne, og den blev en tryllestav, der kunne få ting til at ske. Hendes hals var lang, hendes nakke, hendes ben også. Hun var dygtig til næsten alt: At tegne og slå flikflak og synge og så snakkede hun mindst lige så meget som mig. Alligevel fyldte hun mindre. Hvis hun var en sommerfugl, var jeg en flagermus. 
Vi spiste pind-is og gik på liner, der ikke fandtes andre steder end i vores fantasi. Tit legede vi, at vi fik lov at køre gratis med bussen, fordi vi var så smukke. Så slog vi blikket skråt ned, sagde tak til den ikke-eksisterende chauffør og fnes og gemte vores ansigter i hænderne. Vi vidste mere om hinanden, end vi vidste om os selv. Ofte var det mig, der huskede Lea på, at hun skulle til tandlæge eller at hun havde en aftale med sin farmor, og det var Lea, holdt øje med, om jeg nu huskede mit gymnastiktøj mandag og torsdag. Vi sov ofte sammen, som regel hos Lea, for her måtte vi få nutella og syltetøj på brødet om morgenen. Hjemme hos mig var der kun ét stykke pålægschokolade per franskbrødsmad, og min mor skulle møde allerede klokken syv, så vi måtte selv vaske vores tallerkener op.
I tredje klasse kom Mette. Hendes mormor var italiensk, hendes farmor var fra Farsø. Hun var meget moden af sin alder, og protesterede allerede den første dag over lærernes voksentyrranni og skolens dårlig udluftning. Drengene elskede at hade hende for det. ’Du tror, du er så voksen,’ råbte de, og Mette tog det som en kompliment. Svarede ’Ja, nogen skal jo være det’. Hun gik med glimmerøjenskygge og lærte mig at kysse, for det var bedre, at vi piger fandt ud af det sammen, i stedet for at blande det andet køn ind i det. Hun elskede Holberg og græske statuer og brugte de fleste af sine konfirmationspenge på en tur til Thorvaldsens museum. Jeg var fascineret og lidt frastødt af det hele, men mest af alt var jeg paf, for Mette var så fuldkommen anderledes end alt andet, jeg nogensinde var stødt på.
Lea og Mette kunne ikke fordrage hinanden. Jeg fandt aldrig rigtig ud af hvorfor. I flere år forsøgte jeg at finde en måde, vi kunne være sammen på alle tre, uden at noget eller nogen gik tabt. Et år inviterede jeg dem til min fødselsdag, bare de to. Jeg havde forberedt det hel i god tid, bagt pitabrød og skåret gulerødder, peberfrugt og agurk i nøjagtigt lige store stykker. Selv dressingen var hjemmelavet og bestod af en blanding af creme fraiche og græsk yoghurt blandet op med sød sennep og salt. Servietterne havde jeg foldet som fugle, efter en bog jeg havde lånt på biblioteket, alt skulle spille. Det blev en meget lang og meget akavet eftermiddag, vi spiste i tavshed. Ingen af de to ville have dessert, og da de gik, sagde de farvel uden at se på hinanden. 
Jeg tror, det var der, jeg besluttede mig for, at det simpelthen var for svært. At der var for mange ubekendte i den ligning, der hed ‘veninder’ til, at jeg kunne regne den ud. Og så slap jeg dem. Begge to. Fra den ene dag til den anden. Jeg ved ikke, om de oplevede det som et svigt eller måske modsat som en lettelse, jeg ved knap nok, hvad jeg selv følte. Men jeg ved, at jeg indimellem savner nogen at spise pitabrød med.

Før nogen er stået op: Morgenhår og så den den her pludselige ømhed, man ikke ved, hvad man skal stille op med. Måske er det med dén, som det er med for tidligt fødte enhjørninge og dagsommerfugle. De trives bedst uberørt af ord og menneskehænder, det er noget med støvet på deres vinger.
Så derfor ikke mere.

Jeg lærte tidligt, at der var mennesker ude i verden, der led. Altså virkelig led. Ikke fordi de skulle i seng før klokken ti, eller ikke måtte få nutella på deres brød til morgen. Men fordi der faldt bomber over deres huse, og der ingen mad var at få. Så jeg holdt op med at plage, med at spørge og at ønske, fordi jeg vidste, at der var mennesker derude, der trængte mere og for hvem, det gjaldt livet. Jeg, derimod, vidste ikke, hvad jeg gjaldt, så i stedet kastede jeg fire hårdkogte æg i munden, tyggede og slugte med tvang. En tør og sej mundfuld, der viste sig at være helt umulig at synke, og som jeg derfor endte med at spytte ud igen. ‘Der kan du se!’
Glæden blev en pligt, og jeg tog den på mig. Overalt rendte jeg rundt og smilede og sagde undskyld, hvis jeg alligevel skulle komme til at føle noget andet. Undskyld, undskyld, indtil folk blev trætte af alle undskyldninger. Så undskyldte jeg også for det.

Der vokser en gran ved siden af min lunge, den venstre lunge, en hel lille gran er det, jeg ved godt, at der i virkeligheden ikke vokser nogen gran, selvfølgelig gør der ikke det, men der vokser noget, der kunne være en gran, og den vokser ved siden af noget, der kunne være min lunge, og den kan ikke få vejret, granen kan ikke få luft, det er ikke lungens skyld, heller ikke granens eller min skyld, det er bare sådan, historien ender.

Det var den her mand. Alle vidste hvem han var, men ingen kendte ham. Han gik i højrøde bukser med seler og sagde sådan en lyd. Ligesom en krage, krakrakra, mens han bevægede armene op og ned. Når børnene spurgte, svarede de voksne altid det samme. At “han ikke ville forstyrres”. Det var tydeligt, at de mente, hvad de sagde. Alligevel fulgte børnene efter manden, søndag efter søndag. Forsøgte sig med baskende arme og et hviskende “kra kra kra”. En enkelt gang vendte han sig om og så på dem. Bare det – og ganske kort. Alligevel var de ikke et sekund i tvivl. Noget var lykkedes.