Jeg troede egentlig, at man blev mere robust med alderen. At erfaringen ville bibringe lidt hård hud på hjerteklapperne. Ikke kynisme, slet ikke, bare en vis evne til at ’bære over med’ tingene fremfor at bære dem – allesammen og hele tiden. Men noget må være gået galt, eller også har jeg simpelthen misforstået det. Min evne til at sortere i- og lægge afstand til verden, synes i hvert fald at være blevet mindre med årene. For tiden tuder jeg for eksempel hele tiden. Ikke at det skal give nogen anledning til bekymring eller omsorgs-emojis, det er jo bare salt og vand. Men nu i morges, da græd jeg allerede, før jeg vågnede. Vistnok over en over solsort, der sang udenfor mit vinduer (jeg ved ikke, om gråden skyldtes træthed eller taknemmelighed). Senere var det over min mors stemme i telefonen. Så en podcast om Buddha (jeg er ellers ikke buddhist). Til frokost fandt jeg en lille snegl i salaten, også den fik mig til at græde. Tænk hvis jeg havde slugt den lille fætter, det havde jo ikke været til at bære – ikke for mig, i hvert fald, og da slet ikke for sneglen.
Jeg er ellers opdraget til at kontrollere mine følelser, holde dem i ave. Følelser er jo luftige og lige så uforudsigelige som vinden, der blæser. Tænk bare på et vestjysk læhegn. Det er, har min far lært mig, hvad der risikerer at ske, hvis man giver efter for den slags, for vind og følelser. Man ender kun centimeter fra at kæntre. Set i det perspektiv er jeg glad for, at have lært at betragte mine følelser med en vis distance, overbærenhed. ’Hej, hej lille tristhed’, ’goddag goddag, uforklarlige angst’. Jeg er sikker på, at det utallige gange har tjent mig godt, måske endda reddet mig. Men ind imellem, så kammer det over og bliver giftigt. Det med distancen, altså. Så ser jeg mig selv oppefra og ned, og det er en farlig vinkel, den har det nemlig med at skabe skel, hierarkier: ’Dem, der ligger på jorden, må man træde på’. Så nøjes jeg ikke bare med at pege ud (dér, fortvivlelse og dér, vrede), men at pege ad, række tunge: Tag dig nu sammen, søster lagkage, get over it (’it’ er i dette tilfælde mig). Så tipper balancen, og overbærenheden ender i ringeagt: Flæbetøs, tudemarie, tristessetante.
’Det handler ikke om, hvordan man har det, men hvordan man tar’ det’.
’Det man ikke dør af, bliver man stærkere af’.
Vi har alle sammen hørt det så mange gange, at vi er endt med at tro, at det er sandhed. Men man kunne lige så vel påstå det modsatte. – At måden, hvorpå man tar’ det, afhænger af, hvordan man har det. Og at det eneste vi med sikkerhed ved er, at det man ikke dør – ja, det dør man ikke af. Mere ved vi faktisk ikke.
Jeg plæderer ikke for, at vi allesammen skal sætte os ned og sørge over en snegl i salaten. Det kunne ellers være en fin øvelse. Vi er sikkert mange, der trænger til at græde lidt og snegle kunne være et fint sted at begynde. Men det jeg egentlig vil sige er, at jeg bliver ældre, og at det ikke bliver nemmere af den grund. Det med at være i verden, altså. Det er hverken synd eller skam, jeg har bare altid troet, at det ville være anderledes. Nemmere. Til gengæld har jeg lært at sætte stor pris på vestjyske læhegn. Jeg synes, de er noget af det smukkeste, der findes, faktisk lige til at tude over. Også dem