Louise Juhl

Hun laver mad, fra hun står op, til hun går i seng. Koger, steger, panerer, sauterer, griller, rister, rimmer. Intet må gå til spilde i hendes køkken, alt finder anvendelse. Støv fra en sommerfuglevinge stødes til fin sukker, som med let hånd drysses over en fingerbølstor surmælkspannacotta. En børsteorms tentakler friteres i butterdej og serveres som snacks til en hjemmegjort drik af gærede svampe og fluespy. Uglegylp confiteres, borebiller saltbages, skæres i skiver og serveres som tilbehør til osten. En hugorms afskudte og tørrede ham brækkes i grove stykker og tilføjes en nåletræslegeret suppe som det sprøde element. 
Hendes store talent når hele verden rundt. Et amerikansk børsmagasin bringer således hendes portræt på forsiden, overskriften lyder: Når Kvinder Vil. Hendes signaturret, en bænkebidersouffle med ostevalle, vinder den fornemme pris som Most Surprising Taste of the Year.. Folk fra nær og fjern strømmer til for at smage hendes mad. En terminalt syg professor emeritus fra Japan bruger sine sidste kræfter og penge på at nå frem til hendes restaurant, og finder så stor vellyst i det serverede, at flere uafhængige læger vurderer, at manden derved har fået  op til flere leveår forærende. 
Selv lever hun af rester. Stjæler sig til fugtigt brød fra fuglenes foderbræt, eller de frasorterede lameller fra en lidt for tæret Karl Johan. Hun holder sig kun akkurat på benene, altid på grænsen til et sultekollaps. På den måde, fortæller hun en kendt TV-vært, holder hun kroppen i konstant beredskab. Vågen, grådig og altid på jagt efter næring. 
– Det er ikke mæthed, der holder os i live, siger hun og ser direkte ind i kameraets tomme øje. – Det er sulten.

Det har sneet i nat, Dahlia og fløjlsblomst er frosset til døde.
-Det er næsten ikke til at bære,
skriver hun i en besked og sender til sin mor.
Efter fem minutter får hun svar:
-Det er ikke sneens skyld.

Michal har taget det her billede, det er af døren ind til vores sommerhus og væggen ved siden af. Sommerhuset er en gave fra mine forældre, jeg deler det med mine brødre, det er den bedste og sværeste gave, jeg nogensinde har fået. Huset er bygget i midten af halvfjerdserne af min far, det er ikke det mindste fancy men superautentisk og hyggeligt. Det er også velholdt, min far fører skema over, hvilke dele af huset, der skal have Gori eller males hvornår. Hvilke træer, der skal beskæres, hvor meget klatrepil, der skal hives op, mos og lyng. Alt er der en plan for og med, og den plan er blevet holdt i 46 år – til punkt og prikke. Jeg har arvet min fars behov for planlægning og kontrol, men desværre ikke hans evne til at holde planerne til punkt og prikke. Jeg falder i igen og igen, glemmer ting, er for træt eller for ked, og så må lakeringen vente. Men pludselig er det vinter og så er det for sent, og planen falder til jorden. Jeg hader mig selv for at lade det ske, for ikke at slå til. Jeg slår mig selv i hovedet og rækker tunge af mit spejlbilllede: ‘tag dig dog sammen, søster lagkage!’ Derfor har Michael taget det her billede og hængt op herhjemme. Det viser en nymalet svenskrød sommerhusdør, min fars fantastiske flid. Men den viser også et par pletter ved siden af døren, små ufrivillige stænk i det Gori-grønne. På en eller anden måde gør det mig så godt at se på det billede, for det er jo for pokker supersmukt med disse røde pletter, det er jo det, der gør forskellen på flot og smukt, og jeg foretrækker det sidste.

alt det vi ikke ejer
fordi det aldrig går tabt:

søvnløse nætter
morgenangst
kærlighed
og lidt for
tidlig lykke

hinanden og det derimellem:
hudflet og en hånd om livet
(tænk sig: en hånd om livet!)

at hviske fortroligt
og bagefter dele en
belgisk vaffel betalt med
mønter fra lommen

ingenting er tabt
siger du
og ingenting er fundet

men dagene findes
og hvad skulle vi
stille op med dem
hvis ikke dét: at lede

‘Jeg har for længst lært at ignorere mine følelser. Desværre har mine følelser ikke på samme vis lært at ignorere mig.’
Sådan skrev jeg i et brev til en ven for nogle år tilbage. I dag hørte jeg så en podcast: ’Dont Think of the White Bear’, hed den. Den handlede nu ikke om en hvid bjørn men om følelser. Altså hvordan vi håndterer følelser, og hvilken betydning det har for vores liv og velbefindende. Vi kender alle til historier, hvor nogen udtrykkeligt bliver bedt om IKKE at gøre en bestemt ting – og hvordan det straks får deres tanker til at kredse om det forbudte. For eksempel ’du må IKKE spise slik’, og det eneste man overhovedet har tanker for, er finsk lakrids og vingummiferskner. Eller, du vil ikke tænke på ham den eneste ene, der lige har forladt dig, men uanset hvad du gør, om du skræller æbler eller gør håndvasken ren, minder det dig om ham. Hans yndlingsæble, der var gråsten (og så lige fucking gråsten!), eller den der irriterende måde, han altid lod sine brugte kontaktlinser ligge på kanten af vasken. Åh, hjerte. Fortrængning af følelser, er – videnskabelig bevist -en virkelig skidt strategi, hvis man vil lykkes med at komme overens med dem. 
I udsendelsen taler værten, der er psykolog ved et amerikansk universitet, om hvordan holocaustoverlevernes vidnesbyrd under retssagen mod Eichmann i 61’ hjalp vidnerne. Til trods for, at de tvang sig selv til at genopleve grusomheder, så var det også en måde at se tingene i øjnene på. Ikke fordi grusomhederne derved blev mindre, men simpelthen fordi de ved at sætte ord på følelserne, tog magten tilbage over dem. De gjorde historien til deres egen og ikke som før, nazisternes og bødlernes. 
Senere i samme podcast fortæller værten om nogle forsøg med forældre og deres børn. For hvordan påvirker det børn, hvis deres forældre fortrænger, hvordan de har det, skjuler deres følelser? Én gruppe voksne lod sig udsætte for verbale overfald og blev efterfølgende bedt om at lege med deres børn. Halvdelen blev bedt om at ’beskytte’ deres børn mod dagens ubehagelige hændelse, altså at undertrykke hvad de havde været igennem og følt. De forældre, der blev bedt om at dette, reagerede mærkbart mere vredt og afvisende. De skældte børnene mere ud og var mindre opsøgende i forhold til den halvdel, der ikke havde fået samme besked. De, der skulle forsøge at fortrænge, brugte så at sige deres kræfter på at ’opføre sig som intet var galt,’ hvilket betød, at de ikke havde flere kræfter, da det kom til deres børn. Men værre endnu, denne effekt lod sig ikke kun begrænse til forældrenes adfærd. Også deres børn blev påvirket. De udtrykte mindre glæde, legede mindre engageret, virkede.…trykkede. Forældrenes fortrængning gik i arv til børnene. 
Når vi går rundt og fortrænger, fortier, skjuler, hvordan vi har det, så er det ikke kun vores eget liv, vores egne følelser, vi begrænser. Det er også alle andres. For når vi handler mere vredt, mindre engageret, mindre omsorgsfuldt, så går det ud omkring dem og det, der er omkring os. Børnene, dyrene, naturen. Det er dem, der må lægge ryg til. Og før nogen nu farer i kridthuset og taler om følelsernes vold, altså at lade følelserne bestemme og overtage styringen, så plæderer jeg IKKE for, at man skal lade sig rive med af sine følelser, svælge eller drukne i dem. Slet ikke. Jeg argumenterer alene for, at man skal være tro mod sine følelser. Anerkende dem. De er alligevel svære, ja umulige, at komme udenom. Så hvorfor ikke invitere dem indenfor. Se dem i øjnene og sige: ’hej hej lille følelse, velkommen til – her er plads til alle både tykke og smalle.’
Snakke MED dem, snakke OM dem. 
Noget tyder på, at følelser er kommet for at blive, så lad os da leve med dem i stedet for mod dem.

I går læste jeg om en bille, gødningebillen, der finder vej ved hjælp af stjernerne. Jeg læste også, at samme bille lever af at spise lort.
Sådan er det: selv når man rækker efter stjernerne, kræver det jo brændstof at nå derop.

Slot hed egentlig Charlotte, og hendes storesøster hed Karen, men blev kaldt Kat. Vi mødte hinanden på en spejderlejr, det var i efteråret 1986. Slot havde troldekruset hår, et lyserødt nittebælte og sang som en drøm. Jeg var tretten og meget forelsket i en patruljeleder fra Farum, der havde lagt en kold klud på min pande, da jeg besvimede efter at have pelset en kanin. Han blev siddende hos mig en hel time, hans mor hed det samme som min, jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Jeg fortalte Slot om Henrik, den kærlige klud, og at han havde et hår som John Taylor fra Duran Duran. På vej hjem fra lejren havde jeg grædt så håbløst, at de andre passagere måtte forlade kupeen, der var simpelthen ikke mere vejr at trække. Så snart jeg var hjemme, ringede telefonen, det var Slot. Hendes chinchilla havde fået unger, om ikke jeg ville komme og se dem? Næste weekend besøgte jeg hende, ungerne havde kun knap fået øjne, fyldte ikke engang en håndfuld men hele mit hjerte. Deres pels mindede om en kanins, også denne gang besvimede jeg. Næste gang vi mødtes var hjemme hos mig, Slot tog toget, hun havde en stor pakke i hånden. Indeni var der bur og hø og en lidt forskræmt chinchilla. Vi døbte ham John, efter John Sivebæk, men meste efter Henrik, hvis hår lignede John Taylors.

Jeg er ikke sikker på, hvad der skete, men en dag holdt hun op med at svare på mine breve. Jeg skrev igen, nu som John, fortalte om dage med saltsten og rosiner, stikkende hø. Jeg forsøgte at holde en munter tone, fornemmede vel, at hun trængte. Kære Slot og kærlig hilsen John. Tre uger senere fik jeg et postkort, med motiv af en træt måge, der var faldt om i en kop. Hun skrev, hej john, kh Slot, ikke andet. 
Jeg fik senere at vide, at hun ved en fejl var kommet til at træde på sin undulat, da hun havde øvet showdance på sit værelse. Fuglen havde ikke stået til at redde, hun havde selv hentet pløkhammeren, givet den det endelige slag i baghovedet. Hun havde grædt i flere uger, fortalte hendes mor, nægtet at gå i skole, tale, spise. Hun tabte seks kilo, hendes hår gik fra kruset til glat. Hendes søster, Kat, flyttede hjem, sov ved hendes side, købte hende en ny undulat i samme farver. Gilma. Slot havde nægtet at se på fuglen, ‘jeg ender bare med at slå den ihjel’. Hun havde holdt sig for ørene og skreget, og de måtte aflevere fuglen tilbage, hvor de havde købt den. 
Jeg skrev til Henrik. At Slot havde danset en fugl til døde, at hun var utrøstelig, om han ville hjælpe? Jeg ved ikke hvordan, men han kom og sad hos hende, fik hende endda til at synge. Morning has broken. En uge efter fik jeg brev fra Slot: Hun havde vundet en tredjeplads i showdance-konkurrencen, præmien var to billetter til Givskud Dyrepark. 
Om jeg ville med?

Det er hendes mors ide. At hun skal hive tapetet ned, male væggene. ‘Starte forfra, indvie et nyt kapitel’. Og Martha nikker, det lyder så rigtigt, når hun siger det. Et nyt kapitel. De tager i Flügger og ser på farver. Sælgeren foreslår en lys lilla – det minder om lyng og tidligt forår! Martha gør sit bedste, forsøger at se det for sig, begyndelser og blomstring. Men alt hun får øje på er den unge sælgers spraglede slips og hans lidt for imødekommende stemme: ‘Lyng er jo kommet for at blive’. Haha. De køber to bøtter Sky Palace, afdækningsplast og en teleskopstang. Hendes mor insisterer på at betale: ‘Lad det nu være min omgang,’ som om det nogensinde havde været andet. Derhjemme starter de med to halve stykker rugbrød, ‘uden mad og drikke, dur helten ikke’. Hendes mor har taget pålæg med, hytteost – og purløg til pynt. ‘Man spiser jo også med øjnene’. De fjerner først tapetet, Martha ser til, mens hendes mor damper, river og fortæller. Om en uheldig nabo, og en bog, hun har læst, om et menneske, der mister evnen til at græde. Hun ender med at prikke hul i hornhinden, for at lette trykket. ‘Ja du kan nok forestille dig, at det ikke hjælper.’  Hun fortæller også om Dea, naboen, der har solgt sit rækkehus og nu har købt en kolonihave helt nede ved vandet. ‘Man frygter jo det værste, oversvømmelser, sandflugt.’ Martha forsøger at følge med i det hele, tapetet, der forsvinder og alle ordene, men hun har svært ved at skelne. Mellem purløg og sandflugt, lilla og sælgerens spraglede slips. Hendes mor slår en latter op, hun har vel sagt noget sjovt. Martha ler også, ha! Så får hun øje på bøtten med maling og uden at vide hvorfor, fjerner hun låget og hælder. Først forsigtigt, så mere vovet. Hælder og hælder. Foråret vælter frem, lilla og lyng i lange baner. Hahaha. Hendes mor kommer løbende til, Martha! kalder hun og fjerner bøtten fra datterens hænder. Men for sent, farven er forlængst løbet ud over gulvet, de tørre planker suger grådigt. ‘Lyng er jo kommet for at blive’, hvisker Martha, og lader sig glide ned på gulvet. Ser på sin mor: ‘Er det så nu, vi starter forfra?’

Hans Bischoff er død og
det har regnet hele morgenen:
‘det behøver ikke at hænge sammen’
svarer min mor da jeg skriver
og spørger hende hvorfor

det tager så lang tid at begynde men
næsten ingen tid at blive væk.