Louise Juhl

Jeg har lige hørt en podcast om venskab. Det er en virkelig svær størrelse. Venskab. Altså ikke at være i, men at beskrive. Måske fordi den udmærker sig ved ikke at have en fast defintion, ethvert venskab er noget særligt.
Jeg husker min første veninde, hun hed Lea. Ja faktisk kan jeg knap nok huske, hvem jeg var før hende. Vi to var én. Vi gik i samme klasse, fulgtes til skole og hjem igen. Vi gik til kor sammen, legede sammen, sov sammen. Det med at sove hos Lea, var noget af det bedste, jeg vidste. For hos Lea måtte man sove lige så længe, man havde lyst til. Og i weekenden fik man wienerbrød og nutella til morgenmad, og man måtte godt beholde sit nattøj på, mens man spiste. Hjemme hos mig fik vi hjemmebagte boller med ost og te, det var også dejligt, men det var noget andet. Vi var gode hver for sig, mig og Lea, men tilsammen var vi bedre: Hun var akrobatisk, langhåret og en lille smule flabet, jeg var drengeklippet og robust, mindre fræk. Vi var uadskillelige de første år i skolen. Så en dag forandrede det sig. Lea blev mere stille, jeg måtte ikke længere sove hos hende, og en dag, da jeg var forbi, var der slået et stort hul i badeværelsesdøren. Et par måneder senere blev hendes forældre skilt, det havde jeg aldrig oplevet før, kun på film – i ‘Kramer versus Kramer’. Lea og hendes mor og bror flyttede i en lejlighed på tredje med udsigt over alle de andre blokke – en toogethalvtværelses. Jeg havde aldrig før hørt om et halv værelse. Senere flyttede hun til en anden bydel, og jeg blev veninder med Mette T.
Sidst vi mødtes, var nytårsaften år 2000. Vi burede os inde i spisesalen på det kollegie, hvor jeg boede, og forsøgte at overhøre festen udenfor. Ingen af os havde nogen forventninger. Hverken til alt det, vi lagde bag os eller alt det, vi havde i vente. Det var en virkelig trist aften.
I gymnasiet lærte jeg Rikke at kende. Vi spillede fodbold og kunne lide at holde fest. Vi drak mindst tusinde liter kvædete i hinandens selskab, og skrålede med på Carole Kings You’ve Got a friend. Hjemme hos Rikke spiste de rødbedefrikadeller og hummus og diskuterede politik ved bordet. Hendes forældre var nogle, man snakkede med, ikke bare nogen, man hilste på, sådan som jeg var vant til. Vi var meget sammen, men det var langtfra nemt. Jeg kan huske, vi på et tidspunkt skrev stil om det samme emne. Vist nok noget om fremmedgørelse (handlede alt i 90’erne ikke om det?). Vi skrev stort set den samme besvarelse, men med forskellige ord. Jeg fik 13 og Rikke fik 9 og så var det, det kom. Det med, at hun var ved at kaste op over, at jeg pakkede alting ind i fimsede begreber og omvendte sætningskonstruktioner, og scorede højeste anerkendelse – mens hun, der skrev tingene, som de var, blev bedømt ringere. Det, hun egentlig sagde, var vel, at min stil ikke var en skid bedre end hendes, bare formuleret mere kringlet. Jeg blev SÅ såret, jeg har stadig svært ved at få vejret, når jeg tænker på det. At blive hængt ud som Kejseren i Kejserens nye klæder. ‘Hun har jo ikke noget tøj på’. Jeg var bluff. Måske gjorde det så ondt, fordi hun havde ret. Jeg var ikke klogere end Rikke, jeg spillede bare gamet, malkede sproget og diskursen for de ekstra bonuspoint, jeg kunne høste ad den vej. Hun sagde såmænd bare, hvad mange andre sikkert tænkte: At jeg var en velsmurt maskine, en pæn pige, der gav systemet, hvad systemet ville have, og blev belønnet for det med gode karakterer og flidslegat.
Det var så samme Rikke, der nogle år senere, da jeg lå i en alt for stor hospitalsskjorte på Frederiksberg, vejede 36 kilo, var under døgnbevågning og lignede alt andet et trettental, som kravlede op til mig i sengen og blev liggende dér, mange timer, indtil besøgstiden var forbi. Det glemmer jeg aldrig.

Raakel vælger at køre turen i ét stræk, godt 200 kilometer. Hun har smurt en madpakke hjemmefra. Krydderboller med svampepaté og tynde skiver af røget laks. To søde kiks og et termokrus med kaffe. Det er mørkt, men vejene er tørre og ruten simpel. Hundrede og seksoghalvfems kilometer i lige linje mod nord, derefter skarpt til højre, og så vil hun være fremme. Hun har alle poserne bag i bilen. Det havde været let at sortere i tingene, Aamu havde sat mærker på alle sine ejendele. ’Til Sirku’ stod der på en gammel smørkærne og bag på maleriet over sofaen: ’til Olavi’. Hendes eget navn fandt hun på en tynd og langlemmet træfigur med store fødder og en høstfork i den højre hånd. Figuren havde sine steder været angrebet af insekter – borebiller og husbukke, alligevel var hun blevet rørt over at finde sit navn. De havde begge vidst, hvor det bar henad. En tid havde Aamu kæmpet imod, men med stadig mindre overbevisning, og til sidst havde hun givet op. Først forsvandt førligheden benene, så hendes hørelse. De sidste dage kunne hun end ikke tale, hun lå på ryggen i sin sofa og stirrede op i loftet, som om hun tænkte, at hvis bare hun så længe og insisterende nok, ville noget vise sig. En udvej. Men intet var tilsyneladende dukket op, og klokken lidt over et, var hun holdt op med at trække vejret. Hendes øjne stod stadig åbne, Raakel havde lukket dem, og derefter ringet til datteren i Mikkeli, der med det samme vidste, hvad der var sket: Ja? Ja. Nu sidder hun så i bilen, på vej op til datteren med de mange ting til Sirku og Olavi og alle de andre. Hun tager en slurk af kaffen, der i mellemtiden er blevet kold. På begge sider af vejen anes fjeldsidernes høje skygger, foran og bagtil kun den sene aftens mørke. I bilradioen ler to værter på skift af hinandens replikker, haha, haha. Så med ét, noget hvidt, et kraftigt bump og bilen skrider ud. Hun hugger bremserne i, dækkene hviner, et kort øjeblik mister hun bevidstheden. Da hun kommer til sig selv igen, står bilen stille. Hun fjerner hænderne fra rattet, åbner døren, træder ud. En kraftig lugt af brændt gummi rammer hende som et slag. Hun ser den med det samme, den store fugl. En sølvmåge, hvid, med grå aftegninger. Fuglen ligger uden at bevæge sig, den ene vinge hænger slapt ned, den anden ligger skjult under kroppen. Hun går frem imod dyret, helt henne bukker hun sig ned og stryger med to kærlige fingre over dets pande. I det samme åbner fuglen et øje. Hun trækker fingrene til sig, som har hun brændt sig, åh! Så åbner den også det andet øje, de klare gule pupiller lyser som rifter i mørket. Sååå, hvisker hun, sååå. Hun kan ane de stødvise pump fra dyrets hjerte under fjerene. Hun løfter forsigtig den sårede fugl op til brystet, holder den tæt. Sååå. Fuglen glipper med øjnene, op og i. ’Du skal ikke være bange’, hvisker hun, ’ikke bange.’ Så løfter hun, med en beslutsomhed, der kommer bag på hende selv, mågen op. Hun slår dens hoved – hurtigt og hårdt –mod asfalten, to gange, tre, fire, indtil hun hører kraniet flække. Så lægger hun fuglen på asfalten, præcis hvor hun fandt den, lukker dens øjne. Går tilbage i bilen og kører de sidste kilometer til Mikkeli.

1. Vi drømmer den samme drøm, men husker hvert sit.

2. Min mormor køber en persianerpels for penge, hun har sparet sammen som telefondame på Kolding sygehus. Den er så stor, at vi begge kan være i den på samme tid. Jeg elsker at være dér, under pelsen, hos min mormor.

3. Hun dør som den første, så min morfar. Senere dør min veninde, Merete, det er i maj. Benny dør i december, jeg bestiller blomster til hans begravelse, men de bliver ved en fejl leveret til min egen dør. I mange år tror jeg, at det er et varsel.

4. Det jeg drømmer er, at toget sætter i bevægelse og kører fra perronen. Det er så koldt, at mine hånd falder af, da jeg løfter den for at vinke farvel.

tilgivelse.
Hun læser et sted, at den største gave, man kan give til sig selv, er at tilgive. Så hun køber en buket med pæoner og pyntegrønt, og betaler også for et hvidt kort med kurvede hjørner. Hjemme igen skriver hun’ Undskyld’, tilføjer så ‘kh’ og et hjerteformet klistermærke, hun finder i en skuffe. Hun pakker blomsterne ud, som var de fra en fremmed, læser kortet og røres til tårer, men uden helt at vide af hvad. Stiller så buketten på det lave bord i udestuen – ved siden af strandsten og keramiske huse. Der står den smukt, tænker hun, men retter så alligevel på en eucalyptusgren, der stritter lidt til en side, og nipper et enkelt blad eller to af en vel voksen Arachniodes-stilk. Går lidt tilbage, samler hænderne som til tak, sikke en gave. Timerne går, jo mere hun ser på buketten, des synes der at rette: Pæonernes vulgære blomsterhoved, brudeslørenes næsten tøsede ynde. Til sidst kan hun næste. ikke holde ud at se på buketten, kortet med kh og det klistrede hjerte, fy for fanden. Tilgiv mig i røven, tænker hun, og løfter hidsigt blomsterne ud af vasen, smider dem på gulvet, tramper og tramper og tramper. Så er det som om hun med et kommer til sig selv igen, ser den tomme vase, de udtrådte pæoner, et smadder af grønt og vådt og klistret pollen. Undskyld, hvisker hun, og finder klud og spand og tørrer og tørrer. Men forgæves.

Vilmas mor hedder Kaja og hendes kat, hedder Kat. Vilmas far hedder Anders, han bor i en anden by med anden dame, der hedder Mia. Mia er Vilmas mor i de lige uger. ‘Det er de uger, man kan dele med to’, forklarer hendes far. Vilma savner sin kat, når hun er hos sin far, men så har hun jo Mia, selvom hun ikke har pels og spinder. Vilma har også en lillebror, Kalle, han har ildrødt hår og kun to tænder. Han er virkelig sød, når altså ikke, han er helt vildt dum og skriger og kradser. Kalles far hedder Mikki og bor i et gammelt hus, der, hvor bus nummer 12 har holdeplads. Mikki har mange ting i sit hus, og væggene er malet i alle mulige farver, gule og røde og blå. Kalle har sin helt egen væg, den er lidt lilla og lidt grøn og lidt midt mellem. Væggen er kun malet for neden, for længere rækker Kalles arme ikke. Vilma har ingen væg nogen steder. På et tidspunkt havde hun spurgt hun sin mor hvorfor, men hun havde svaret, at hun jo havde Kat, og om hun da ikke var glad for den. Vilma havde skyndt sig at svare JO! for tænk nu, hvis hendes mor ville have, at hun skulle vælge – en væg og Kat eller mellem Mia og Mikki.Vilma har også en usynlig ven, han hedder Jason. Jason har ikke nogen mor og heller ingen far, men han har en hund, der hedder Bob, der kan rulle rundt på kommando. Jason bor det samme sted, alle uger, hele året. Det er på en måde smart, for så skal han ikke deles med nogen eller have to af alting: to sæt regntøj, to tandbørster, to kalendre med de samme aftaler. Og så er alle Jasons vægge hans egne. Nogle af dem har han malet med blomster og pindsvin og bænkebidere, han har han ladet stå tomme. Dem får Vilma lov at fylde ud. Hun deler væggen i to, den ene halvdel er de lige uger, den anden er de ulige. Begge fylder hun med hjerter, flere tusinde, men der er kun plads til én kat – det er i de ulige uger. Det er ikke alt, man kan dele i to.

Det ligner sommer. Natsommerfuglenes forsigtige antenner og nætter i støvet guld. Drengenes navne falder som bomber den sommer. Bartholin, Buster. Eksplosioner af moderlig omsorg. En dreng løfter med urimelig langsomhed sit ansigt, da hans navn bliver råbt for tredje gang: Birk. Birk! BIRK! Hans mors smil og: ’Dine ører vender vist forkert’. Hun kan ikke længere komme i tanke om, hvad hun egentlig ville drengen. Temperaturen stiger, over middag når den toogtredive grader. Solen kan ikke længere følge med. Dagene får svært ved at ånde, det samme gælder tankerne. Ingen kan længere rigtig huske, hvem de er eller hvorfor. Biler bliver tændt og slukket uden at flytte sig. Gardiner trækkes for og fra igen, der spises lette retter. Kolde kartofler, ærtesalat, en ispind. Alle søger det samme simple. En svalende øl, letlæste artikler om teer, der trender eller hunde, der bliver glemt på bagsædet af en bil og mister livet. En svensk journalist på ferie forsvinder i et hestehul, kun en tilfældighed redder hans liv: En kvinde på vej tilbage efter et glemt håndklæde får øje på mandens fortvivlede arme. Hun løber – med fare for eget liv – ud i vandet, hiver den tunge mand i land. Hun giver ham luft, masserer hans hjerte, til sidst kan han trække vejret selv. Næste dag begynder det at regne.

Det ligner en forbrydelse. I september kommer et cirkus til byen: skurvogne, telte med vimpler. Store dyr sprøjtes over med vand, børnene går ejerløse omkring, sparker lidt tilfældigt til spande og græs. En kvinde med høj stemme råber: ‘Nee!’ Hver aften sidder de tilrejsende omkring et bål, ler og synger, spytter over skulderen, snitter en pind. Plakater hænges op i lygtepæle og vejtræer, ‘fem fantastiske forestillinger’, alle i byen løser billet. Den første spilledag er der dødsdrom og duer, der flyver om kap. Næste dag en dreng med kridhvidt hår og ingen øjenbryn, der svæver højt oppe under teltdugen. I fire timer fortæller han uafbrudt – men uden et eneste ord. Kun sang, hvin og fagter. Alle i teltet er opløst i tårer. På tredjedagen er det fuldmåne: Ni bjørne går fakkeltog rundt i manegen, afløst af en enøjet munk på glødende kul, pels og ristet hud. Den fjerde forestilling er dyrenes alene: To liderlige katte kurtiserer skrigende hinanden og en slange tæmmer sin ejer. Endelig oprinder dagen alle har set frem til. ‘De grote finale’ står der på et skilt over pladsen. Alle taler med dæmpede stemmer, børnene holder sig tæt ved deres forældre. Forestillingen er sat til at begynde klokken tyve, alle sidder klar, bænket i deres fineste klæder. De venter et minut, to, en hanelefant brøler udenfor. Efter fem minutter træder sprechstallmeisteren endelig frem, bukker mod højre, så mod venstre. Meine Damen und Herren. Laver en fejende bevægelse med hånden, byder indenfor: ‘Kom binnen, kom binnen,’ gentager han. Et barn rejser sig som den første, går meisteren i møde. Barnets mor følger lige i hælene. Flere slutter sig til: En ældre kvinde med tørklæde om håret behøver hjælp, en ung mand tilbyder hende sin hånd. Fire kammerater følges ad, hiver en fyr med tunge briller og utæmmet hår med sig. Til sidst er hele byen forsamlet i cirkussets midte. Aldrig før har de stået så tæt og så ens. Også dyrene kommer til, bjørne og duer, katte og slanger. Og drengen fra forleden. Sådan står de sammen. Nikker og smiler, først en smule ubekvemme ved situationen, men ikke værre end, at de snart begynder at le og tale. Duen med borgmesteren, den ældre kvinde med sig selv. En pige med ildrødt hår, begynder at synge på et sprog, hun ikke kender. Sprechstallsmeisteren klapper i sine store slidte næver: Bravo! Næste morgen er de væk. Der er ingen spor alt se – skurvogne, vimpler, dyr eller mennesker, alt er forsvundet. Også byens faste indbyggere, kun husenes tomme skaller står tilbage. Politiet bliver tilkaldt, og stedet undersøges stedet med hunde og udstyr. Der findes dog ingen tegn på hverken kamp eller forbrydelse. Alle synes at have forladt stedet i mindelighed og efter eget ønske.

Det ligner en invitation. Elsa ligger på stranden med åbne øjne bag solbrillernes mørke, lytter til stemmerne, der blander sig på stranden, host og kald, et barns begejstrede hvin. En hund gør et sted, en anden hund svarer. Øverst en flok havmåger i skrigende protest. Hun tænker vel ikke rigtig på noget eller måske på Bøhmen og de blyantsspidse klipper – og bålfadet, de havde varmet sig ved. ‘Fra nu af og for evigt.’ Kvinden med ar på hagen, der havde tilbudt dem, at de kunne bo hos hende et par dage. Huset havde ligget på en åben mark, været tæt på tomt. Et enkelt relief i træ: To kentauerer i tæt omfavnelse. En kobber-samovar, og tre spraglede madrasser med skumfyld, der gjorde det ud for deres senge. De havde lavet mad sammen, hver dag havde kvinden bragt dem roer, kål og stadigt blodige ben fra hjorte og svin. Hun havde fortalt om sin far, der støbte sko til heste og instrumenter til områdets læger. Hendes hår var altid delt i to nøjagtigt lige tykke fletninger, hun røg uafbrudt. Tynde cigaretter af ligeså tynde rør. Hænderne i konstant bevægelse, frem og tilbage mellem hendes læber og hånd. De var blevet længere end planlagt, to uger, eller var det fem, han havde været svær at få med videre. De var rejst mod øst. Til en by fuld af høje huse og mennesker klædt i tyk uld. Larmen i byen havde været næsten uudholdelig: tudende fabriksfløjter og råbende mænd, der solgte ud af alt fra deres simple boder. Telte i skind og flasker med grumset indhold. På en af etiketterne havde stået ‘sommerfuglestøv.’ Senere vendte de hjem og giftede sig. Kvinden med fletningerne havde stået for ritualet, der havde været røgelse og sær dans, de fleste af gæsterne kendte de ikke. Sådan havde de levet en række år, underligt fremmede og hele tiden på rejse, men ingen steder hen. Efter ti år havde de besluttet at sætte hinanden fri. Det var hans ord. At de skulle sætte hinanden fri. Hun havde nikket, det lød rigtigt. For nylig havde hun mødt igen, på banegåden af alle steder. Hun havde skudt genvej over skinnerne, han skulle med toget. Han havde ikke sagt hvorhen, bare at han var på vej afsted  for at lære at støbe sko til heste og medicinske instrumenter. Hun havde ønsket ham al lykke til, var blevet stående for at vinke. Togets hjul havde skreget mod skinnerne, da den store maskine satte i bevægelse, præcis som mågerne, der svæver over hende nu.

Det ligner februar. To timer sidder hun. Hver morgen foran vinduet og lytter. Der er ikke noget at høre. De har talt om det før. Hvordan hun ligesom synes, der ligesom mangler noget. Ikke noget særligt, forklarer hun, bare. Og: ’Nå ja, du ved’. Men han ved det ikke, forstår ikke, hvorfor hun insisterer. Der er så meget andet at tale om. Støvboldene i skovbunden, for eksempel, eller februarens strenge sol. Han foreslår, at de går ud og handler, fiskebilen foran Rema 1000 har tilbud på frisk stenbiderrogn. De køber 200 gram. Han viser hende, hvordan man tilbereder de små æg. Skyller og salter og serverer med cremefraiche og friskskåret purløg. Uhmm og tak og velbekomme. Hun husker deres første møde, det var til en fest på Mønstedkollegiet, han var klædt ud som Pingvinen. ’Ham fra Batman’ havde han forklaret, ’og dig?’ Hun var i buksedragt, og havde ikke vidst, hvad hun skulle svare. ’En forhekset fersken, måske?’ De havde begge leet højt, og sådan var de fortsat resten af aftenen – med at le og tale forbi hinanden. To uger efter var de flyttet sammen. i hendes lejlighed, allerøverst i det høje boligkompleks med udsigt over stadion og en række træer på helt lige rækker. ’Hyggeligt’, havde han sagt med det samme, han trådte ind. Han måtte bøje i knæene for at kunne stå under skråvæggen. De havde, uden at aftale det, indrettet sig med hver sit og i hver sin ende. Han med store okkerbrune sofapuder på gulvet og et akvarium med perlegurami og neonfisk. Hun med grønne gulvpalmer og et højbord i lys eg. Ind imellem mødtes de et sted midt i det hele, fordelte rengøringstjanser og aftalte indkøb. Alligevel blev hun ved med at insistere. ’Det er som om, der mangler noget,’ mente hun, og han vidste ærlig ikke længere hvad han skulle stille op. Med det, med dem. For hvis ikke engang streng sol og stenbiderrogn kunne gøre det, hvad så?