Louise Juhl

Engang gjorde jeg ting af en grund.
Groede håret langt, for at få en kæreste. Læste lektier for at blive klogere. Spiste sundt for at leve længere.
Nu er håret kort og bunkerne uoverstigelige.

Min bror siger, at det ikke nytter noget.
– Man lever ikke længere af at spise sundt, det føles bare sådan, siger han: – fem minutter i selskab med et blomkål varer jo en time, nej to.
Jeg er ikke enig, jeg holder meget af blomkål. Men jeg tror godt, jeg ved, hvad han mener. At alt det hår og alt det, ‘der gør, at vi gør, som vi gør’ , ligesom ikke fører nogen vegne.
Hvem siger selvfølgelig også, at det skal det? Måske er det ok med uoverstigelige bunker, kort hår og minutter, der føles som timer.

Tak til dem, der pissede mig af, for at lære mig at pisse igen. Til de alt for åbne forhold, jeg var en del af uden at vide det. Tak til tidevandet, flod og ebbe, til strandasters, blæretang og sandorme. Tak til tiden, det evige pust i nakken: videre, videre! Tak for tandlægekort, smørglattet blomkålspure og falske tatoveringer. For kejserbuskens vinterblomster, blodets bånd og alle andre bånd. Søster, bror, menneske, dyr. Tak til træerne for at blive stående det samme sted hele året. Og på den måde minde os andre, at det kan man godt. Blive stående. Tak for ventesale, glemte handsker, en bommet smøg. For lidt for sene afleveringer, trådte tæer, av. Undskyld og helt ok. Tak for de åbenlyse mangler og muligheden for at overse dem. For maggiterningen og alt det andet, vi presser sammen for at få plads til det hele.

Tak til skyerne for nærvær og til markerne for pivåbne vidder. For leret længsel og lidt for tunge læs. Tak til læhegn og slagsidevind. Selvdøde dyr. Tak til Niels Vilhelm fra børnehaven Bambi, der lærte mig at spille claves og maracas og tamburin. Og til min mor, for at klappe ad det alt sammen. Tak til Mandelbrot og mærkelige mønstre. Til Maslow for maveknurren og kødelig lyst. Tak til tegninger af tændstikmænd med solstrålefingre, modet til at glæde sig uden grund. Og til den uøvedes mesterlighed: At stå og falde. Og blive liggende dér lidt – uden at skamme sig.

Tak for kysset og lovning om mere og så ikke mere.
Lyset, der falder uden at slå sig. Linoleumsgulvets nistre.  
Bagdrømme – og visheder uden hold. Bus nummer seksogtyve: Kingosgade, Kammasvej. Barnet der vinker uden at vide til hvem. 

Den puklede glæde, der minder om sorg. 

Tak til tirsdagen med alle dens følelser, også dem, jeg ikke kan bruge til en skid. Tak til panik og lodden angst, til spejlinger og vægfluer. Til vandrefalken for at flyve uden at forlange noget til gengæld.
Og til himlen for ikke at være en kat. 

Tak til de lange tråde mellem dengang og nu; trafiklys og brændt keramik, nåletræer, skovlet mos. Tak til knuste tvebakker og lidt for sød grød, til ugæret vrede og svømmehud. Tak til min far for – among other things – at gøre mig klogere.
For duggede ruder i andre menneskers huse.

Tak til de røde tegltage på husene overfor og mit hårs langsomme grånen. Tak til min mor for at være alt, uden at være alt for meget. Ost og cykelkurve, stilleleg og tørrede figner. Tak til månen for at holde fast i jorden, og til primtallene for at gøre det samme: Holde fast, selv når ingen andre gør det. Tak til Brideshead og Bjørn og parykker. Til sart hud, togbanesveller.
Og til alle verdens følsomme tandhalse. 

Når jeg tænker på mormor, tænker jeg på et gardin. Det kan lyde som en unødvendig omvej, en umulig metafor. Det er det ikke. Når jeg tænker på min mormor, tænker jeg virkelig på et gardin. Noget, der blafrer. Noget, man kan trække for, skærme med.Min mormor blafrede. Hun stod aldrig stille, men bevægede sig frem og tilbage, ud og ind. Mellem vask og komfur, syltegrej og tøjstativ. Som regel tavs, ikke for at skære af eller vende sig væk, men for at koncentrere sig om det egentlige. At skære æbler i både, fodre høns, snegle håret op i en pølse, hun satte fast med hårnåle bagerst på hovedet.
Hun trak ikke vejret med samme selvfølgelighed, som vi andre gør. Hendes hjerte var svagt, og hvert hiv var en lille kamp, hun måtte vælge med omhu:De dage, hun vaskede hår, måtte hun undvære at skrælle kartofler. Søndagens kirkegang kostede på mandagens konto: Det var enten presning af duge eller gærdej, ikke både og.Mormor kaldte mig sære ting. Tyttepige, Puttehøne. Louise brugte hun kun, når hun skældte ud eller skulle fortælle mig noget alvorligt. Som dengang hun ringede og sagde, at hun alligevel ikke kom til jul, fordi.Så ikke mere. Hun døde i marts.
Bagved mormors gardin kørte verden forbi: Den røde rutebil mellem Kolding og Stenderup. Naboerne, der indrettede stue og køkken i ét, og ændrede navnet på deres gård. Den havde ellers alle dage heddet Solgård, men nu rejste de en stor sten ved indkørslen: AgtrupHolm.
Vor herre Bevares.
Det var egentlig ikke fordi, min mormor havde noget imod hverken dem eller navnet, slet ikke. Men når man nu selv har så få kræfter at gøre godt med, at man må overveje hvert enes vejrtræk, kan det være svært at forstå, hvordan andre ødsler med deres.

Det er første gang, jeg ejer et foto af min morfar. Uskarpt og falmet, men samtidig helt klart: Viggo. Min morfar. Som altid iført vest og cigar – ikke en dag uden vest og cigar. Den evige cigarstump i mundvige gjorde, at han kun sjældent talte, han foretrak i det hele taget handling fremfor ord. At høvle, banke en pæl i jorden, klippe får. (Man kan som bekendt ikke banke pæle i jorden eller klippe får med snak, ville han sige). Da jeg i 94’ flyttede til København for at læse litteraturvidenskab, var min morfars skepsis udtalt. Københavnere havde det hele i munden, mente han, og det var ikke en kompliment. Jeg blev tiltagende syg, smed mere end halvdelen af min kropsvægt og blev indlagt. Efter et år vendte jeg tilbage til Jylland. Min morfar var til sin død overbevist om, at min sygdom var noget, jeg var blevet smittet med ‘derovre’, en slags Københavneri. Det nyttede ikke at sige ham imod. Han kunne for sin død ikke begribe, hvordan mad kunne være et problem: det var jo bare benzin til en maskine – at åbne munden og synke. Selv levede han så godt som udelukkende af kaffe og kridhvidt brød med honning, og var ved sin død så tynd, at hans næse fyldte mere end noget andet på hans krop.
Jeg er så væsensforskellig fra min morfar, som det næsten er muligt, alligevel – eller måske derfor – kom vi altid godt ud af det med hinanden. Han røg cigar og bankede pæle i jorden. Jeg gik ved siden af, pludrede, pegede og spurgte, uden nogensinde at få svar. Det gjorde egentlig ikke noget.

Et år overvejede jeg at få et tysk mellemnavn. Steinwurf eller eller Vogelweint. I dag er jeg glad for, at jeg lod det blive ved tanken. Ligesom alle de andre ting, jeg lod blive dér. Øjenbrynstatoveringen for eksempel (som var en slags protest, jeg husker ikke over hvad). Eller mit forsæt om at holde kæft og for altid. Det varede kun i tre uger, så invaderede en mindre hær af psykologer, PPS-medarbejdere og en enkelt motorikvejleder skolens omklædningsrum. Det var lige efter en gymnastiktime, og jeg var kun akkurat kommet ud af badet, da de begyndte at udspørge mig. Om der var noget galt? Om jeg havde brug for at snakke? Deres bekymring virkede reel nok, motorikvejlederen tog i hvert fald min hånd, det føltes rart. Jeg svarede dem, som sandt var: At der ikke var noget galt, og at dét var problemet. Jeg ved ikke, om de blev skuffede, de gik i hvert fald hurtigt igen, og jeg stod tilbage uden tøj på. Efterfølgende blev der skrevet et notat, lagt i en mappe, og min mor fik en kopi. Det var dér, hun sagde til mig, at hvis ikke jeg havde nogle problemer, så lavede jeg nogle. Fuldkommen urimelig påstand men tæt på sand.Den er ikke blevet mindre urimeligt med årene, heller ikke mindre sand. Til gengæld er problemerne blevet flere, og mit behov for at opfinde dem tilsvarende mindre. Det er på en måde en lettelse – og så alligevel ikke.

Kræftafdelingens orange gardiner. Nogen har skrevet ‘Obs!’ med tusch på en plastkop med hældetud. Jeg viser hende et billede fra i sommer. Det er i sort/hvid, alligevel aner man årstiden i vores kinder. Det var dengang, smiler hun og peger. Jeg føler mig som en forræder. Hun har bedt mig tage sin antracitgrå cardigan med. Egentlig trænger hun til noget med farver, men hun orker ikke at bære det. Hun er begyndt at bide negle igen. Hendes ringfingernegle er bidt til blods, det er værst på den højre. Vi spiller fem hundrede. Spild af tid, men cirka det eneste, vi kan stille op. Ingen af os følger reglerne: Hun lægger to syvere og et es, jeg undlader at protestere. Vi tæller jo alligevel ikke point. Det er seks år siden i dag. De der gardiner bliver ved med at dukke op i mine drømme.

I nat drømte jeg, at jeg var til en fest, og at vi legede stoleleg. Jeg kom til at sætte mig imellem to stole og ramte gulvet. Hårdt. Nogen i kredsen lo. Forsigtigt, som var de bange for, at jeg skulle blive vred over- eller ked af- deres hån. Men jeg lo bare med dem, sådan som det bedst betaler sig at gøre. Satte så fra med hænderne mod gulvet, rejste mig og råbte: ‘Thats just the name of the game’, imens jeg slog hænderne mod hinanden.
Klap klap.
Mit haleben sved.
Senere på aftenen løftede jeg op i min bluse, som om jeg ved at afsløre bar hud og bryster, kunne trumfe mit eget nederlag. Det var super akavet, jeg er stadig pinlig over mig selv.