Louise Juhl

Min mor skrev til mig i går: ‘god weekend og husk nu at have det godt kh mor’ Altsammen skrevet med små bogstaver og uden tegnsætning. Det er godt, at hun findes og minder os om den slags. Husk nu at have det godt.

Vi drak øl, M og mig, og spillede brætspil, spiste hjemmelavet pizza med fennikelpølse og mozzarella. Senere ledte vi efter et program, der kunne afspille musik baglæns. Det var til en quiz: ‘genkend dit 80er hit’. Vi endte nu med at opgive, i stedet lagde vi en plan, jeg husker ikke for hvad, men den var god.

Man må gøre sig stærkt. Banke hårdt.
Hjertet er en muskel og øvelse gør mester.

Fuglene lyder som en flok.

Jeg lukker øjnene og er fem år. Ni. En læge føler mig på siden af min hals, lyser mig i øjnene, lytter til hjertet.
–Alt er, som det skal være, siger han, og jeg tør ikke spørge: men hvad med mig?

Jeg lå hele natten ved siden af et telefonrør, der meldte optaget. Det var et af den slags med spiralledning og en rund kreds af huller, beregnet til at tale igennem. Men der var ikke nogen at tale med, udover telefonens monotone dovne dut. Igen og igen, dut og dut.Alligevel lagde jeg ikke på, men lå og holdt øje med clockradioens røde tal, der skiftede imellem nattens nu’er:
3.41. 4.02. 4.18. 4.29.
Dut.
Jeg må have sovet undervejs, for jeg drømte, at jeg holdt foredrag for en stor gruppe mennesker. Vi var forsamlet i en sal, der strakte sig så langt, at man ikke kunne se fra den ene ende til den anden. Jeg skulle tale om en bog, jeg havde skrevet, men jeg havde glemt, hvad den handlede om, så jeg sad bare deroppe på scenen og så ud på publikum og håbede, at en eller anden behjertet sjæl ville spørge om noget. Hvad som helst. Hvordan stankelben parrer sig. Planternes indbyrdes hierarki. Opskriften på finskbrød. Men der var ikke nogen, der spurgte om noget.
Da jeg vågnede viste radioens kantede tal 4.43, jeg havde kun sovet i godt ti minutter. Alligevel var jeg allerede helt udmattet af tavshed. Telefonen meldte stadig optaget, heldigvis.

Jeg drømte, at Bjørn Rasmussen gik luciabrud gennem Aarhus’ mennesketomme gader. Han bar mundbind og lysekrone – ellers kun hud. Jeg tror aldrig, jeg har set noget så lysende nøgent og nøgternt, noget så smukt.

jeg beslutter at tilgive
solen at den
ligner en sky
det er det samme
med min far
jeg ved ikke
hvordan jeg skal sige det:

vinteræble
dunnæve

i min vindueskarm
kravler en lille snegl
jeg nænner ikke at
fjerne den der
er jo så få
virkelige ting
i den her verden

og jeg er ikke en af dem

Jeg husker ikke, hvem eller hvad jeg drømte om. Men jeg husker clockradioens selvlysende tal klokken 05.45, og at hver dag føltes som den første af sin slags:
Lige præcis dén kæreste med dét hjerte på dén søndag i dét Herrens år.
Jeg husker også, at det var som om, der altid var en sky for solen.
Men sikke en sky, det var!
Og sikke en sol – også selvom den ikke skinnede!
Jeg ved ikke præcis hvornår, det forandrede sig: hvornår rudekuverterne blev til beskeder i eboksen og bunkerne af afbidte negle til noter, skitser, digte. Jeg ved bare, at det igen er blevet søndag, og at jeg stadig synes, at den sky, der skygger for solen, er fucking fin.

Jeg kan huske at være bange for at være for meget. Og at være bange for at blive glemt. Jeg kan huske – en del år senere- at blive spurgt, om jeg troede, at de to ting hang sammen.

Jeg kan huske at finde min mor på gulvet i vindfanget. Hun sad med let spredte ben og græd. Jeg kan huske, at jeg spurgte hende, om der var noget galt, og at hun svarede, at det var der ikke.

Jeg kan huske en anden gang, min bror kom hjem fra en fest med et stort blåt og meget hævet øje. Jeg kan huske, at jeg spurgte ham, hvad der var sket, og han svarede mig, at der ikke var sket en skid.

Jeg kan huske at spekulere på, om noget mon først var galt, hvis man sagde det højt. Og om man så kunne undlade at sige noget til nogen, og at så ville ingenting være galt.

Jeg kan huske i meget lang tid ikke at sige noget til nogen, og at alle pludselig ville vide, om der var noget galt?

Jeg tænker så tit, at jeg vil begynde med begyndelsen, men så kommer jeg i tvivl: hvornår begyndte det, og hvad var det, der begyndte og har det nogensinde ‘ikke været.’ Går jeg tilbage i mine noter, er det ikke den samme begyndelse, jeg finder. Nogle gange er jeg seks år andre gange tættere på teenager. Det, der går igen alle steder, er en fuldkommen omvæltende følelse af, at noget ikke længere er. Ikke at noget ikke længere er, som det plejer at være, men at det slet ikke er.
En overgang gik jeg hos to terapeuter, ingen af dem kendte til hinanden. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom på den ide, det er jo en slags helligbrødre, spredehaglspsykologi, bland-selv-realisering. Den ene, lad os kalde ham, Kenneth, arbejdede sig udefra og ind, det var det, han sagde. Han gav mig seroquel til natten, fordi han mente, at det var et sted at starte: Med god søvn. Nogle dage senere faldt jeg ned ad trappen, jeg ved ikke, hvad jeg skulle på den trappe, og så midt om natten, men hunden kom ilende og slikkede mig i ansigtet, som om det ville hjælpe? Jeg slap med en flænge over det højre øje og en forstuvet fod. Kenneth beklagede og skiftede seroquel ud med truxal. Det var egentlig ikke, fordi han mente, at medicin var løsningen på mine problemer, det understregede han flere gange. Måske snarere fordi han af et ærligt hjerte ikke vidste, hvad løsningen så var. Eller værre endnu: -Han var, sådan sagde han, -faktisk ikke sikker på, at der fandtes en løsning på alle problemer.
Efter nitten måneder med fald, flænger og beroligende piller og Kenneth, opsøgte jeg en zoneterapeut. Jeg husker ikke hvorfor, men hun var sød og havde de smukkeste hænder, og så boede hun i et bindingsværkshus. Det kan lyde irrelevant, men det betød mere end man skulle tro: Jeg trængte sådan til noget smukt, noget menneskeligt. Hun hed Annette og havde en kæreste, der hed Erik, som var en kendt alternativ behandler. Jeg fik en rabatkupon til Eriks terapi, kom hjem med kinesiske urter for 3000 kroner og en tegning af mine pupiller. Der var sat røde krydser flere steder i iris: Brune pletter, der pegede på alvorlige fordøjelsesproblemer. Erik opfordrede mig til at leve mere basisk og iøvrigt sortere hårdere i mine indtryk. ‘Du tager alt for meget ind, din krop kan ikke klare alt det lort,’ sagde han og det var sådan set ikke forkert.
Jeg drak teen og besøgte så igen Kenneth. Denne gang havde jeg taget glasset med truxal med, jeg smed det på hans bord og sagde, at jeg ikke kunne holde til alt det lort. Det forstod han godt, han havde heller aldrig rigtig selv troet på, at det bragte noget godt med sig. -Men, sagde han og afsluttede aldrig sætningen.
Jeg gik hos Erik i syv måneder, så gik han og Annette fra hinanden. Det havde jo intet med mine fordøjelsesproblemer at gøre, men jeg mistede af en eller anden grund i samme ombæring troen på hans evner. Kenneth skiftede speciale fra affektive til psykoserelaterede lidelser, og så faldt jeg udenfor målgruppen. Han var i tvivl om, om jeg tilhørte nogen gruppe overhovedet, så han henviste mig ikke videre. Fra at have haft levet dobbeltliv med to terapeuter, havde jeg pludselig slet ikke et liv.
Det var ikke der, der begyndte, men det var den samme følelse, som dengang for længe siden: At noget ikke længere var. Ikke bare, at det ikke var, som det plejede at være, men at det, måske også jeg, slet ikke var.

Jeg vågner, børster krummer af lagnet og tjekker mobilen for beskeder. Min mor skriver af og til sent om aftenen, små beskeder, jeg kan vågne op til. Hun kender mig og mine morgener. Hun ved, at jeg, som fru murermester Jessen i Matador, trænger. Ikke til kager, men til håb. Og ja, hun har skrevet, også i dag. Hun og min far er taget i sommerhus, de har besluttet at lægge hønsenet henover terrassen her i vintermånederne, så de ikke risikerer at falde, hvis frosten skulle ramme og træet blive glat:
Nu er der kun tre uger til, det vender, skriver hun og fortsætter: ‘Verden heroppe i klitplantagen er tæt og tåget , mon det samme gælder hos dig? Vidste du forresten, at tåge i virkeligheden er mørke, det vender det hvide ud af øjnene? kh mor’
Jeg svarer at nej, det vidste jeg ikke: ‘men det ved jeg nu. Tåge og tak og tusinde kys /Louise’

Som lille rejste jeg en sten allerbagerst i haven. Hver dag besøgte jeg stenen, jeg talte med den:
-Hej lille sten, går det godt lille sten, er du glad om dit hjerte?
Bagefter fortalte jeg den, hvad jeg havde lavet i dagens løb: At jeg havde spist cornflakes og sunget rundesang, været på legeplads og købt ind med min mor. Det vigtigste kom til sidst, når jeg fortalte stenen alt det, jeg havde frygtet ville ske, men som ikke var sket: Der var IKKE gået ild i min mors hår og heller ikke koldbrand i hendes ben. Min kanin, Smutti, havde IKKE groet hugtænder, og jeg var IKKE blevet suget ind under en traktors dæk og fundet så flad, at min mor og far ikke kunne kende mig, men troede, at jeg var en anden.
Stenen var min bedste ven, min fortrolige, og den eneste, der ligesom mig, ikke bare kunne huske alt, hvad der var sket – men også alt det, der ikke var.