Jeg ved ikke, hvad der skete mellem dengang og nu. Jeg ved bare, at dengang stod jeg dér, og at nu står jeg hér. Det ‘ind imellem’ er det, det er blevet til. Den, jeg er blevet. Jeg har skrevet en bog om det, om det imellem. Den hænger sammen, som i går hænger sammen med i dag. Det vil sige – så godt som ikke. I går, for eksempel, så jeg på stjerner med en dreng på fem. I dag har jeg bestilt toiletpapir, lakse-loin og en yatzyblok på nemlig.com
Man kan selvfølgelig vælge at trække en lige linje fra stjernen i går til toiletrullerne i dag og kalde det for en sammenhæng. Jeg ved bare ikke, for hvis skyld, man skulle gøre det. Stjernernes?
Jeg kalder siderne, jeg har skrevet, for “Vindheks”. Måske skulle jeg hellere kalde dem “Sandhed og Konsekvens”. Det er OG’et, der tegner sammenhængen. Som udgør det ‘ind imellem’ jeg har skrevet. Andre ville nok have valgt et eller: “Sandhed eller konsekvens”. Men det ville være blevet en anden bog. Det er ikke den, jeg har skrevet.
Jeg sidder og læser i Vigdis Hjorths nye roman ‘Er mor død’. Hun springer lige ind i det. Romanen starter med, at bogens jeg foretager en kejtet, dum og uovervejet opringning til sin mor. Et kald, der – som forventeligt – ikke bliver besvaret. Så flyder siderne over med jegets følelsemæssige tømmermænd. Skammen over at blive afvist (igen), leden ved sit eget (u)bevidste behov for forsonelse. Tankerne om skyld: Hvis skyld er det, at mor og datter ikke taler sammen? Og hvem skal afgøre den skyld – Jeget eller moren? Tiden eller døden? Det er tredive år siden, de sidst har talt sammen. Moren må være gammel nu, måske besværet af dårligt helbred, måske på vej til at dø? Er det sådan, det skal ende: i stædig vrede og afvisning? Jeg er kun kommet et par sider ind i bogen, men jeg er glad for Vigdis Hjorths insisterende vilje til at lade skriften kaste op, galden vælte ud. Men også at lade tvivlen komm til orde – for er det egentlig ok at blive væk fra sin fars sygeleje, ja endda hans begravelse, uanset hvor vred, man er, hvor såret? Er det ok, at vælge familien fra og flytte til et andet kontinent – for en forelskelse, man ikke kan opgive? Og findes der overhovedet et klokkeklar svar, en endegyldig afgørelse: skyldig eller frikendt. Hvad hvis det ender med dommerstemmerne fire mod fem. Hvad siger det om en frikendelse, at man har vundet men på den mindst mulige margin? Man kan sige meget for og imod den slags bøger. Det fiktive skelet har i hvert fald lånt en forfodsknogle eller to fra Vigdis Hjorths egen krop, og man kan diskutere, om det er etisk ok at lade en retssag foregå for så åbne – og vel at mærke fiktive – døre, som hun gør med bogen her. Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg læser og mærker og genkender. Skammen og ikke mindst tvivlen. I 18 år var jeg syg af anoreksi, i halvandet år lå jeg indlagt på en specialafdeling og kæmpede for mit liv. Eller – jeg kæmpede for dét, jeg troede var livet: nemlig retten til at dø af sult. Jeg førte daglige retssage – mod plejepersonalet, læger, medpatienter. Jeg løj igen og igen. Men for at opnå det, jeg mente, var sandhed. Jeg gemte mad i mine lommer, jeg drak vand før hver vejning, jeg trænede i brusebadet (man kunne ikke høre det for det rindende vand). Under indlæggelsen havde jeg en kontaksygeplejerske, Dorte, en robust kvinde, klar i mælet, ikke så meget pis dér. Jeg holdt meget af hende, virkelig meget. Alligevel svinede jeg hende til hver dag. Råbte og skreg og smed ting efter hende. På et tidspunkt gav hun mig en chance for at give slip, nulstille: fortæl mig alt, sagde hun, jeg lover, at det ikke får nogen konsekvenser. Så så jeg hende ind i øjnene. Og løj! – Nej, jeg havde ikke gemt noget mad, nej, jeg dyrkede ikke motion i det skjulte, nej, jeg snød ikke på vægten ved at drikke vand. Jeg løj, fordi det føltes som sandhed, eller rettere: Jeg løj i en højere sandheds tjeneste. En sandhed, der handlede om (troede, følte og oplevede jeg), at jeg ville dø en indre død, hvis jeg opgav min anorektiske identitet. Jeg skammer mig i dag. Det gør jeg. Men jeg tror alligevel ikke, man entydigt kan tale om, at skylden var min. Virkeligheden er sindssygt kompliceret og følelser er sjældent hverken hundrede procent troværdige eller det omvendte: fuldkommen falske. De er, hvad de er. Jeg glæder mig til at læse Vigdis Hjorths bog til ende. Jeg glæder mig til at følge hendes argumenter for og imod famileopgøret. Jeg glæder mig til bevisførelsen, overvejelserne. Fremlæggelsen af de eventuelt formildende – og skærpende- omstændigheder. Og tillader mig så i mit stille sind at håbe, at bogen slutter, før dommen bliver afsagt. For det er nok den del, jeg finder mindst interessant.
I går så jeg en video med en hund, der fødte to hvalpe. Det fik mig til at tude så højt, at M kom løbende for at høre, om jeg var ok? Her til morgen læser jeg så om en mor, der har mistet sin femårige datter til en flugtbilist. Det var kun i går, ulykken skete, det var klokken fire, det var på Peter Bangsvej. Min faster bor på Peter Bangsvej, der har hun boet, så længe jeg kan huske. Verden er lille men også alt for stor. I hvert fald for en femårig. Udenfor i gårdhaven er græsset holdt op med at vokse, og der hænger kun et enkelt æble tilbage på træet. Det er næsten ikke til at bære, at også det snart falder. Alligevel er der ikke andet at gøre end at bære det. Min mor siger, at det er prisen for at have en hjerne, at man tænker og på alt. Prisen for at have et hjerte er måske at føle – og at føle alt for meget. Så her er i stedet et billede af æblet på træet i gården.
Jeg kan huske engang min moster fandt sin kat, Kurt, i en grøftekant. Lige så flad, som den var død. Hun tog den med sig hjem og begravede den under en rødbøg ikke langt fra, hvor hun boede. Lagde fire sten, så hun altid kunne finde tilbage. Ofte lagde hun vejen forbi Kurts hvilested, nogle gange bare for at hilse, andre gange for at lægge en blomst eller en død mus ved siden af stenene. Halvandet år senere vendte Kurt tilbage. Lyslevende og mere trind end nogensinde. Den gjorde ikke noget væsen af sin entré, en dag lå den bare i karmen bag gardisettet og spandt. Min moster strøg dyret over ryggen, ledte efter dets karakteristiske hvide blis under venstre øje og fandt den. Forvirret. Der var for så vidt ingen grund til forvirring. Kurt var i live og min moster glad. Men hun var mere end det. Min moster sad tilbage med en tristhed eller et savn, hun ikke længere kunne placere, for man kan jo ikke så godt sørge over en død kat, der viser sig at være levende. Det er lidt det samme med oktober. Man har kun lige lagt den bag sig, lært at leve uden, før den viser sig igen. Lyslevende og mere gylden end nogensinde. Al den skønhed, al den glæde. Men oktober er mere end det. Den er også en pote, en pels og fire sten, man ikke længere ved, hvad man skal stille op med. Måske er det ok, måske behøver man ikke at vide det.
Min mor har skrevet en sms. Hun undskylder, at hun ikke har skrevet før nu. Der har været så meget. Besøg af min fars søster, Jytte, og en tur til Sæby. –Og puh, hvor er det blevet koldt udenfor, slutter hun, -men det har du nok selv bemærket. Kærlig hilsen mor. Ja, kulden. I går morges måtte vi skrabe is af bilens ruder. Vores ånde stod ud som damp, vi forsøgte at tyde hinandens signaler og lo ad de dårlige forsøg: ’Ugræs og hanekam’, var Ms bud, mit lød: ´frysefantasier”. Til vores undskyldning lå temperaturen under nul. Forresten er jeg blevet gammel. På en uge. Imorgen fylder min far tusind og én måned i morgen. Som et orientalsk eventyr. Simsalabim. Selv har jeg 567 måneder bag mig. Ikke meget eventyr over det tal, mere sådan lidt-over-halvvejs-og-alligevel-ikke-rigtig-noget-hed. Orker næsten ikke at se tilbage. Jeg har haft mange hændelser på min krop, mod min krop. Atten års værgelser mod mad, for eksempel. Og derefter et hav af mænd, jeg lod gøre, hvad de ville, fordi alt var bedre end den totale mangel på følelser, jeg havde for mig selv. På et tidspunkt opsøgte jeg en læge. Mette, tror jeg hun hed, eller Lene. Hun virkede stærk, handlekraftig, lige hvad jeg havde brug for. Jeg betroede hende, at min daværende kæreste, N, og jeg havde problemer. –Problemer? Ja, fortalte jeg, N havde en meget stærk sexdrift, mens jeg så godt som ingen havde. Faktisk var det som om vores begær var kontrapunktisk. At hans voldsomme lyst kvalte min og omvendt. At min mangle på lyst vækkede hans. –Om der var noget, vi kunne gøre. Jeg kunne gøre? Hendes svar var simpelt. Hun foreslog, at jeg ‘lagde hus til’. Det var det udtryk, hun brugte. At lægge hus til. Min krop skulle altså være et lyst-hus. Sådan havde det været for millioner af kvinder i titusindvis af år, forklarede hun, som om tusind års udnyttelse var et argument for at fortsætte den. –Måske ville jeg endda opleve, at øvelse gjorde mester, grinede hun. Så gav hun hånd og ønskede mig ’god fornøjelse’ Jeg skiftede læge kort tid efter. Kæreste også, men det varede nu et par år, før jeg kom så langt. Det er længe siden. Jeg er blevet ældre, ikke nødvendigvis klogere – men mere erfaren. Min krop er ikke længere nogens hus, den er min og mig: halvgammel og tiltagende træt, men ok og trofast. I dag vil jeg tage den med på udflugt. Til Bulbjerg Klint måske. Eller Råbjerg Mile. Det må tiden vise. M har købt en flaske årgangschampagne til at slutte dagen af med. Og hvorfor ikke.
Min far havde en onkel, som blev kaldt Tavs – han var vist nok opkaldt efter en hest. Tavs havde ikke hænder men næver, som han brugte til at sætte folks knogler på plads med. Et låst knæ eller en forvredet skulder. Han havde ingen papirer på sin kunnen, men ingen var i tvivl om, at det virkede. Han spiste varm mad til middag. Hver dag og klokken 12 præcis: Så låste døren til sit behandlerlokale og satte et skilt på døren, hvor der stod: ‘Kommer’. Det var svært at vide præcis hvornår, han var tilbage, men folk ventede gerne, for rygtet lød, at den bedste tid at søge hjælp hos Tavs, var lige efter den varme mad. Jeg tror ikke, man kan sige, at han var elsket, nok snarere afholdt: Han havde rejst i det meste af verden, Afrika og australien, og udtalte alle a’er royalt: ‘Aldrig’ lød som ‘altid’. Tavs brød sig ikke om børn, heller ikke mig, det var ikke sådan, at han var direkte uvenlig, han ignorerede mig bare. Han døde lige efter, at han var fyldt 90, og havde vist nok håbet, at nogen i byen ville rejse en statue over ham. Men det blev kun til en sten på kirkegården med hans navn, ikke andet, hverken føde- eller dødsår. Bare ‘Tavs.’
Det er 391 dage siden vi mødtes sidst og for sidste gang. Det var i september, træerne ved søen var lige blevet stynet, de lignede tæmmede konfirmander. Ingen af os vidste vist helt, hvad vi skulle mene om det. Vi udvekslede bøger, det var ikke en handel men en gestus. Du skrev senere, at du var flere år bagud med at få læst, og at det først for nylig var gået op for dig, at din læsesløvhed skyldtes dårligt syn. Nu havde du fået briller: ‘Ååh hvilken forandring! God sommer! Knus fra mig.’ Nu er sommeren længst ovre, det er efterår, og jeg er begyndt at læse forfra. Alt, hvad du har skrevet. Jeg læser det højt – for kaffen og for koppen, for min mand og min hund: ‘Det dér, det dér du sagde dér, dit sidste ord Nu har jeg taget det til mig’ (sagde jeg, siger jeg)
Her til morgen gik jeg tur med hunden, og kom undervejs til at tænke på en kæreste, jeg boede sammen med i begyndelsen af årtusindet. Jeg ved ikke hvorfor, måske var det den sløve regn, måske var det tusmørket, i hvert fald var jeg tilbage på Langenæs Alle. Det var første gang, jeg boede et sted med adgang til egen vaskemaskine. På døren stod hans ekskæreste navn, ‘hvis nu hun skulle ombestemme sig’, forklarede han. Det gjorde hun ikke, jeg flyttede ind, ekskærestens navn blev stående. Lejligheden var stor, vi havde ikke møbler til at fylde den. En enkelt rum stod derfor tomt pånær en spotlampe, vi havde brugt, da vi malede væggene. Et stærkt og alt for hvidt lys. Af en eller anden grund endte jeg med at tilbringe det meste af min tid i det værelse. Lagde kabale eller spillede bold op ad væggen, filede negle. Imens sad min kæreste i stuen, spiste peanuts og spillede computer. Jeg fodrede hans kat, han lappede min cykel, win-win eller noget-for-noget, jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, at nogen af os trivedes, det var ikke nødvendigvis den andens skyld. Jeg husker ikke meget, men dog, at jeg en dag i Århus Onsdag læste om et ulandsprojekt, der søgte brugte computere til skolebørn i sydamerika. At jeg ringede og gav dem vores adresse. De var meget taknemlige : ‘det er en fin computer’, sagde den rare fyr med halepisk, der kom for at hente: ‘dyrt grafikkort og ekstra hukommelse’. Jeg husker derimod ret præcist, hvordan min kæreste reagerede, da han kom hjem og så det tomme stuebord: ‘Det kommer du til at fortryde’. Så cyklede han ned i Computerstore på hjørnet af Silkeborgvej og Nordre Ringgade og købte en ny computer med endnu mere hukommelse. Jeg blev siddende i det umøblerede værelse, først to år senere flyttede jeg – uden varsel. Det varede flere dage, før han opdagede det og ringede for at spørge, hvor jeg blev af.
