Louise Juhl

Han hjælper. Det er det, han siger, at han hjælper mig.
Med at navigere:
– Den, der hvisker lyver og den, der tier samtykker, forklarer han.
Man skal passe på med den slags. Med løgne og tavshed og tanker, der løber løbsk. Fjer, der bliver til fem høns.
Ind imellem sker det samme for mig, siger han. At jeg lader en fjer gøre det ud for en høne. Fem.
– Og de høns, de kagler løs inde i dit kønne hoved.
Han stryger en hånd over min kind. Jeg fortjener bedre end det. End at bryde min hjerne med luftige tanker, siger han, med forvirring og frygt.
Der er ikke noget at frygte, ikke noget at bekymre sig om. Han skal nok passe på mig. Han går om bag min ryg, løfter mit hår og kysser mig i nakken.
Hans ånde mod min nøgne nakke får mine skuldre til at trække sig sammen i et gys.
– Slap af. Hans stemme i tusmørket. Det er svært at afgøre, om det er en ordre eller omsorg.
Han bøjer mit hoved lidt fremover, så mere af min nakke blottes. Et øjeblik føler jeg mig sært udsat.
Men han kysser bare, kysser og kysser og stikker den hånd frem og ind imellem knapperne på min skjorte, griber om mit håndled med den anden:
– Kom.

Der er ting, det er svært at komme overens med, men som det ikke desto mindre er umuligt at løbe fra. For mit eget vedkommende gælder det blandt andet en periode med permanentkrøller og en villighed til at gå på kompromis med alt, ikke mindst mig selv, for at komme til at ligne alle andre. Min utroligt dårlige men uhyre vedholdende vane med at spise om natten. Ikke en fornuftig skive brød med ost formen dumme ting, en håndfuld skumfiduser, tre kogte kartofler, en rest smørristede croutoner efterladt i en skål på bordet. For nogle år siden var jeg så inviteret til at udfylde rollen som DJ ved en lydlitterær festival, jeg skulle sammensætte en playliste med numre, jeg holdt af og som jeg mente flere skulle nyde godt af. Det var vel i den forbindelse jeg indså, at jeg er en countrypige, ikke med boots og rottehaler og linedance, men med en slagside mod det ensomme og ofte plagede udtryk, der går igen i countrytraditionens sange. Vi kender det fra Dolly Partons ‘Jolene’: Please dont take my man/ just because you can. Det er ikke stor sprogkunst, men det er simpelt og fuld af følelser og så er det leveret så autentisk og overbevisende, at alle krav om originalitet og nyskabelse, og hvad vi ellers forventer os af kunstneriske udtryk, viger til fordel for en umiddelbar lyst til at lægge en hånd på hjertet og synge med. 

Min glæde ved countrygenren starter mange år tilbage, først det simple, det ligefremme, The Gambler, Highwayman, Apple Jack, senere sendte min bror mig et kassettebånd med blandet godt, jeg var syg og min eneste glæde var musikken. Et af numrene var Neil Youngs Old Man, som muligvis ikke er klassisk country, men som bærer de samme kendetegn, det tilbageskuende, det følsomme, det simple (nogle vil nok insistere på at kalde det for banalt): “Old man look at my life, Im a lot like you were […] I’ve been first and last/ Look at how the time goes past / But I’m all alone at last /Rolling home to you” Jeg husker at trave stierne tynde i Aarhus Nord, iklædt forede gummistøvler og ankelvægte om benene for at forbrænde mest muligt for hvert skridt. Og så dén sang: “Old man, look at my life/ Twenty four and there’s so much more,” og jeg var i tvivl om der var mere til mig, og jeg græd og skruede lyden op på max, og der var ingen andre at se i miles omkreds, for klokken var fem om morgenen og det var pivkoldt, og man skulle være mere end almindelig tåbe for at vade rundt så tidligt og så i det vejr. 

Senere introducerede min mand mig for beslægtede genrer, Martha Wainwrights folk-rock, Sam Amidons neo-traditionelle bålsange, jeg lærte ikke at skamme mig over min smag, men med stolthed at elske musikere som Willie Nelson, der jo indiskutabelt hører til blandt de allerstørste og som indiskutabelt leverer den mest overbevisende præstation på “We are the world”. Jeg er ikke længere flov over at skråle med på Islands In The Stream med Kenny Rogers og Dolly Parton, deres sceniske tilstedevær er nok til at genskabe troen på menneskeheden, kærligheden, det er så rørende og fint. Og helt ulig men også virkelig fantastisk i den danske version, Skib foruden Sejl, med Anne Grethe og Peter Thorup.

Med tiden er min glæde ved genren blevet mere omfattende, dybere, det samme er rækkevidden af, hvad jeg putter i den kasse, jeg kalder country. Helt helt særlig er min glæde ved Gene Clarke, hans album ‘No Other,’ som ikke vandt den helt store udbredelse, da den udkom i 1974, ikke mindst fordi hans udgiver, David Geffen (min autocorrect insisterer på at kalde ham David Ueffen) mildest talt ikke var begejstret. Faktisk var han voldsomt utilfreds med Gene Clarkes præstation “Du har skrevet otte fucking sange af seks minutters, hvad fanden skal jeg stille op med det? Giv mig for helvede et ALBUM,” var hans reaktion, da Clarke præsenterede ‘No Other’, der dog senere – naturligvis efter hans død, same old story – blev vidt berømmet af hans kolleger med bandet Beach House i spidsen, der genopførte hele albummet med hjælp fra medlemmer af blandt andet Fleet Foxes, Grizzly Bears og Walkmen. Det er et fuldkommen absurd godt album, lyt for eksempel the Strength of Strings, så indfølt, så musikalsk nervespændt, så ubegribeligt og samtidig aldeles nærværende. 

Der findes rigtig meget, lad os kalde det .. mindre god countrymusik. Mildest talt. Men når det er godt, vil jeg vove at påstå, at det er bedre end noget andet. The Gambler holder hundrede procent, hvem andre end Kenny Rogers kan synge som en frø, der har punkteret stemmebåndet, og alligevel slippe helt helt utrolig godt fra det? Lyt til Americas “A Horse with no name”, Carly Simons “You’re so vain”, det er jo rasende fed musik, muligvis mere folk end country, but who cares? Emmylou Harris, James Taylor, Johnny Cash, det er himmelske perler på en snor, og man behøver hverken at være til frynser eller dyrskuer for at holde af musikken. 
Jeg vedkender mig at være A cattlegirl, at tude til Towns van Zandt, at danse henført til Gordon Lightfoot. Jeg har en fest med at overgive mig til det uprætentiøse, til lejrbålslugt og knuste hjerter, hvis nogen vil lytte med, findes min playliste på Tidal og hedder “loulous Lounge” 

Hvis det var december, ville jeg måske græde, men det er sommer, og jeg græder ikke. Jeg aflytter min telefon, nogen har lagt en besked, forkert nummer, viser det sig, en mand undskylder forstyrrelsen, jeg overvejer at ringe ham op, svare: – Ingen årsag.

Jeg hørte for nylig en podcast om en mand, der var blevet ramt af en dyb depression, i årevis havde han via sit fag forsket i emnet, skelnet mellem let, moderat og dyb depression, protesteret mod diagnosesamfundet og den lemfældige omgang med sproget: – Jeg er så depri i dag, om noget så ligegyldigt som vejrets beskaffenhed, en parkeringsbøde, støvsugerens fyldte pose. Nu var han selv blevet ramt, dybt, ikke af vejret eller en bøde, men af livet, til hans kone sagde han: – Jeg ved godt, du elsker mig, men jeg kan ikke mærke det.
Det er sjældent ulykkeligheden, der er værst, men netop manglen på følelser, en uforløst og dump trykken i brystkassen, maven. Dump kommer af tysk dumpf ‘klangløs’, hul, og bruges også om en sindstilstand, der ikke kan forløses, men forbliver ubestemmelig og trykkende. Et snærende bånd der trykker luften ud af alting dér, hvor glæden skulle sidde. Og smerten, håbet, kærligheden.
Manden de talte om i podcasten endte med at tage sit liv. Ligesom Chalotte (uden r) gjorde, og Anders og Lars Bo og Julie og Anne Sofie.
Er det forkert at sætte navne på, huske dem som andet end tal i statistikker? Er det skamløst at nævne, at Chalotte i dagene op til var ved frisør og brugte næsten seks timer og flere tusinde kroner på at få ordnet sit hår, lavet hundredevis af små fletninger. Hun blev så fin. Er det bedre at tale om noget andet, om juli, der er opkaldt efter den romerske kejser Julius cæsar, august efter Augustus. Om september, der kommer af septem der betyder syv, oktober efter octo der betyder otte, ligesom en blæksprutte hedder octopus efter dyrets otte navne.
Hvad må vi tale om, og er tavshed virkelig det bedste svar på depressionens dybeste mørke. Jeg ved det ikke, og jeg sletter sikkert snart det her opslag igen, ligesom jeg har slettet beskeden på min telefon. Jeg ringede forresten ikke tilbage, måske var det dumt.

– Men hvad er det værste, der kan ske? Hun stikker hovedet ud inde fra køkkenet, det våde hår hænger i striber ned over skuldrene, sætter våde mærker på hendes t-shirt. Før jeg når at svare, er hun videre:
– Over eller under, vil hun vide, det er så typiske Matilda. At tænke på den slags altså, over eller under, ingenting er tilfældigt, i hendes univers er det langt fra ligegyldigt, om man foretrækker en sprød overbolle med birkes eller en dejtung bund.
– I dont mind.

Jeg er egentlig ikke sulten, men nu har hun gjort sig umagen, og det er vel også på sin plads at få noget i maven ovenpå nattens strabadser. De mange mistænkeligt kulørte drinks, den hovedløse dans. Matildas minutlange latter, ingen havde vel egentlig helt fattet, hvad det var, der var så sjovt.
– Hvis han nu har blomster med? Jeg stiller mig i døren ind til køkkenet: – Pæoner og løvemund, hindebæger og roser. Hvad fanden stiller man op med den slags mænd?
Brødristeren bipper, Matilda finder smør og ost frem fra køleskabet, juice og to kopper.
– Ja puhada, tænk hvis han var galant, fy for pokker.
Hun rækker mig bakken med boller og ost, – tænk: jeg ville nok frygte det modsatte, men sådan er vi så forskellige.
Hun nikker mod stuen:
– S’il vous plait, griber termokanden og en kande med mælk, går forrest.
– Hvis det er det værste, du kan forestille dig, ville jeg nok tage chancen.
Hun rækker ud og tager overen, mætter det varme brød med smør, skærer en skive ost:
– Jeg lærer sgu aldrig at forstå dig. Hun skænker kaffe til os begge, smiler tager en slurk:
– Det er nok derfor, jeg holder så meget af dig.

Jeg fortæller hende ikke om hænderne for munden, om den skarpe smerte, jeg et øjeblik forvekslede med fryd, en velfortjent straf for min længsel. Jeg siger ikke noget om hans beskeder, flæbeabe, tøjtetøs, pismigiøret. Eller om mine svar, undskyld, aldrig igen. Nætterne forud med lysende skærm og ømme trusler, hans omsorgsfulde vold: – Lille skat, du ved jo ikke selv, hvad du har brug.

Hvad har jeg brug for?

– Ost?
Jeg ryster på hovedet, nej tak, tager en bid af den tørre underbolle: – Har du hans nummer?
Hun griner og skærer en skive ost, dækker den med smør, ruller den sammen. Tager en bid, smørret trækker ud mellem de to forreste tænder, en fed flydende masse:
– Klart, hun finder en seddel frem af sin lomme: – Grab a bite.

Jeg talte for nogle måneder siden med en kollega, han havde læst nogle essays fra min hånd og skulle opsummere, hvad de handlede om. Han havde særligt bidt mærke i ét billede, der gik igen: Astronauten, der havde mistet kontakt til sit rumskib. Osten i udstillingsvinduet. Fluen i glasset. Dette, at være lukket ude fra- og inde i noget på samme tid. En tilstand af ensomhed.

Jeg husker de år, jeg kæmpede for at blive til flere. Få et barn, to, tre, jeg fandt på navne og gik i butikker med sko så små, at de kunne fungere som tommelfingerhætter. Jeg købte folinsyretabletter, jerntilskud og d-vitamin, undgik fiskekonserves og højspændingsmaster, det sidste var bare en fiks ide. Blev henvist til en klinik, og ventede syvogtredive minutter på en mand, der med en empati der mindende mig om et cykelstativs, undersøgte mine æggestokke, ovarier, målte størrelsen på mine æg. Spurgte til blødningsmønster, sexuel aktivitet, eventuelle kønssygdomme. Satte krydser og skrev i sin journal og sendte mig hjem med instruktioner om at injicere mig et follikelstimulerende hormon. Det blev ensomheden ikke mindre af. Jeg lykkedes ikke, graviditeten udeblev, endnu engang var jeg i tvivl. Havde min krop lukket mig ude, eller var jeg låst inde i samme, måske var det lige meget, jeg bestilte et par langskaftede gummistøvler med snørebånd som trøst, hoppede i samtlige vandpytter, jeg stødte på, en glædesløs men velgørende proces, ha, fanden stå i at være en ørken, når verden var af vand.

Her til morgen hørte jeg 11.afsnit af Sigurd Hartkorn Plaetners fine podcast serie, Du dør, hvis du græder. Forlagschef Line Miller fortalte om at være blevet diagnosticeret med sclerose, den akutte vildrede, sorg, fortvivlelse, vrede, der fulgte med og som bedst kunne sammenlignes med en oplevelse på Bali tyve år tilbage, hvor et terrorangreb fuldkommen meningsløst og tilfældigt kostede tre højskolevenner livet. Dengang som nu var hendes oplevelse et kæmpe svigt. En følelse af, at være blevet frataget alt, hun var blevet lovet, et godt liv, et langt liv, et lykkeligt liv, tilværelsen havde ligesom taget røven på hende, havde præsenteret hende for døden længe før, den var blevet stillet hende i udsigt, dengang var det veninderne, der var blevet ramt, nu var det hende selv. Tre år brugte hun efter sin diagnose. På at finde en mening, en vej, på at kunne se udover og videre end sygdommen. I udsendelsen siger hun det så fint: Vendepunktet kom, da hun tilgav sig selv, sin krop, da hun opgav at lede efter en årsag, en skyld, og i stedet begyndte at bruge kræfterne på at drage omsorg for sig selv, sit liv. I stedet for at lukke sig inde i sorgen, lukke andre ude fra den, lukkede hun op. For verden, mulighederne, sine børn, venner. For livet.

Jeg tror stadig, jeg mangler at tilgive mig selv. For de år, jeg sultede mig selv, lagde min krop brak, åd af mig selv og dermed af det, der kunne være blevet til noget andet, en anden, et barn. Jeg mangler at tilgive min krop, at den ikke evnede at holde på et barn, ikke havde kræfterne, tilliden til at det ville gå godt, at der ikke igen ville opstå mangel på næring, hungersnød, en sultkatastrofe, der kunne koste et ufødt barn livet. Det skal nok komme, ligesom tilliden til, at jeg ikke fucker op med det hele, mig selv, nok skal forsvinde en dag. At astronauten engang vil lande på jorden, tager hjelmen af, dragten. Lukke op, lukke ud, lukke ind.

Jeg vil meget anbefale at lytte til afsnittet, det handler om sclerose og om ensomhed, men det handler mest af alt om tillid og tilgivelse og en særlig – næsten universel – glæde ved at parkere ulovligt.

Ensomheden findes og usikkerheden, usikkerheden findes også, engang var den min værste fjende, jeg læste bøger om at slå den ned, skamme den ud, ”værd dig selv”, ”kvind dig op”, jeg pegede fingre ad mig selv i spejlet, hviskede ”kom nu an”, ”vis mig, hvem du er”, jeg pressede bumser ud med en ihærdighed, som var det min egen tvivl, jeg ad den vej slap af med, gul og betændt. Jeg skjulte min vaklen bag en selvironi, der på afstand lignede ro, kontrol, ”jeg er så klog, at jeg kan undvære hovedet”, grinede jeg og slog mig for panden og – ”ha, hun skyder med skarpt,” sagde folk, overbeviste om, at slangen var immun overfor sit eget bid, men jeg var langtfra immun, hjemme på værelset straffede mig selv for at tale så meget og så dumt, skrev digte og lod had rime på mad, sær på mær, ked på fed. 
Det var ikke før senere, at én, der hed Kenneth, foreslog mig at tale med den. Spørge den, hvad den ville mig, hvordan verden så ud, derfra hvor den sad, og selvom jeg syntes det lød som noget pseudopsykologisk fis, gjorde jeg forsøget. Er du mavesur, spurgte jeg, eller barmblød. Hovedpinet eller hælsporet? Er du en en guløjet kat? En sølvpapirshat, en handske strikket i stål? Det lyder helt åndssvagt, det ved jeg godt, en hælsporet skam, en uglet usikkerhed, uh uh uh, men det hjalp faktisk at spørge, det var ikke sådan at jeg fik svar, jeg fik ikke drømme om amputerede kæledyr eller andre symboltunge tegn, jeg kunne tyde, slet ikke. Men usikkerheden fik en mikrofon, et sted at tale fra, og det alene var nok til at lindre.
Min usikkerhed hedder Svend, FølgeSvend, det er ham, der vækker mig om natten og får mig til at slette et opslag, fordi det er for krukket, for meget. Det er ham, der får mig til at forsvare mig, selvom ingen har sagt mig imod, fordi jeg forventer det vil komme. Kritikken, hånen, tavsheden. Det er en dum position at tale fra, venner forvandler sig til potentielle fjender, ros kommer til at ligne trøst. Det taler jeg med Svend om. Om at lægge den fra mig, frygten, forventningen om det værst tænkelige, at øve mig i at turde tro. På vennen som ven og roserne som et ægte. På tak som tak og søndag som andet og mere end et varsel om mandag.

De følte sig ikke trygge længere.
Sådan forklarede de det, eller måske var det mest Solveig, der forklarede. Man kunne vel forestille sig det, tænk sig at vågne et morgen til et vindue uden hverken glas eller ramme, et stort tomt stirrende øje. Tyvene, eller hvad der nu var tale om, havde fjernet det hele og med stor omhyggelighed, der var hverken tegn på brækjern eller skruetvinger, det kunne såmænd have været glarmesters værk, så yndefuldt var det gjort, hvis ellers det gav mening at tale om ynde i samme sætning som en forbrydelse. Det mærkelige var, at der ikke var nogen tegn på indtrængen, hverken fodspor eller fingeraftryk, ligesom intet var fjernet fra huset, smykker, malerier, møbler, alt stod som det plejede den morgen. Kun det manglende vindue vidnede om nattens hærværk, og det var næsten det værste. Ikke at vide hvorfor, til hvad nytte, i hvert fald satte oplevelsen sig som et skudhul i Solveigs i forvejen skrøbelige psyke, hun vågnede om natten badet i sved og kunne høre lyde, vejrtækninger, trin, en mystisk mumlen. Om dagen følte hun sig overvåget, hun forestillede sig, at nogen stod udenfor et sted og noterede sig alt, hun foretog sig, når hun strøg et sjal, læste i et blad, tjekkede mobilen for beskeder. Stefan havde leet af hendes frygt, hun foretog sig jo så godt som intet, den gode Solveig, altså udover at bævre og bekymre sig, der var sgu ikke meget for en forbryder at holde øje med, og selvom jeg protesterede, – det er ikke fair at tale sådan om en genbo, insisterede jeg, så var det svært ikke at give ham ret. Solveig var født med en særlig sarthed, hendes hud reagerede på alt, temperatur og luftfugtighed, vindforhold og skydække. Om sommeren kæmpede hun med soleksem og insektstik, om vinteren med ufrivillige kramper i læggene og søvnløshed.
De flyttede i september, Stefan hjalp dem med at pakke bilen, de kørte tre læs, Solveig græd mere og mere for hver ting, de bar ud, den falmede parasol, stuebirken, datterens knaldgule FatBoy. Det var umuligt at blive og men også uendelig sorgfuldt at forlade huset, – hvis bare, blev hun ved at mumle og mente vel på det manglende vindue, og Stefan kom træt hjem og hviskede “hvis min bare røv” og det lød mere omsorgsfuldt end egentlig irriteret.

For Alma var det en katastrofe. Sisse var ikke bare hendes bedste veninde, hun var et livsvidne, en fortrolig, hun vidste hvad Alma tænkte, før hun selv kom på det, – drømte du noget om heste i nat, kunne SIsse spørge hende og med det samme huskede Alma sin drøm, fire hvide Shagya’er på en stejl skråning, den ene var halt og tumlede ned ad skrænten, de andre havde bare set til, det nyttede ikke at forsøge at standse faldet, det ville koste dem deres eget liv.
Nu flyttede Sisse sammen med Solveig og Jens, og kun husets tomme skal stod tilbage. I flere måneder stod det sådan, uden at nogen kom og bød, det var ellers et smukt hus med en stor veranda og kvist på taget og en have fuld af frugttræer. Om det var den mystiske hændelse med vinduet, der holdt køberne tilbage, eller bare det faktum, at det blev vinter og vejene ufremkommelige, var svært at sige, men for Alma blev det tomme hus til et åbent sår, der ikke ville læges, hun gik forbi flere gange dagligt og forsøgte at komme i tanke om, hvad hun havde drømt samme nat, men forgæves. Nætterne blev til sorte huller i hendes hukommelse, et vindue uden hverken glas eller ramme, bare et stort stirrende øje. Stefan forsøgte at tale hende til fornuft, han købte fodboldtøj og støvler, et net til haven og sparkede på mål og lokkede: Kom så Alma, vis mig at du kan slå din gamle far. Og Alma sparkede til bolden, der fløj langt forbi mål og uanset, at hendes far blev ved at kalde opmuntrende, kom så, sparke og juble, et-nul, to-nul, tre-nul, forblev Alma uberørt: – det er fint, far, lad os bare sige, at du har vundet. Han forstod det ikke, blev vred, det var vel ikke for meget at forlange, at hun i det mindste prøvede. – Kom nu for helvede, brølede Stefan og tyrede bolden i hendes retning og Alma måtte dukke sig for ikke at blive ramt i hovedet. – Undskyld, mumlede hun og smed skoene på græsset, gik i strømpefødder tilbage over plænen, satte sig på sit værelse og googlede fakta om heste. Welshponyerne: urolige og flyvske, oldenborgeren: godmodig og arbejdsom, shirehesten: høj og tung. Araberen var kendt for sit flyvske og utilregnelige temperament, der gjorde den så velegnet til væddeløb, ilterheden som drivkraft, videre, videre, videre.
Det var Stefans ide, at hun kunne tage op og besøge Sisse. Hun kunne jo overnatte og de kunne samle op på månederne, de havde været adskilt. Først afviste Alma hans forslag, hvad havde hun at fortælle andet end at hun havde spillet fodbold mod sin vilje, men efter nogle dage var hun selv vendt tilbage: Måske var det slet ikke nogen dårlig ide, til sidst havde hun ringet og spurgt, om hun måtte komme. De kunne cykle en tur og købe is, Almas stemme havde været fuld af forventning, og finde et sted med heste? Men Sisse havde svaret, at det passede dårligt, hun havde så travlt og da Alma ville vide med hvad, havde hun svaret: – Med alt muligt andet end dig. Jeg havde trøstet hende, det lød nok hårdere, end det var ment, forsøgte jeg men uden overbevisning, børns ærlighed kunne være nådesløs, Alma bad mig holde op, – stop dig selv, mor, jeg er ikke dum, hendes stemme lød så sikker.
Hun begyndte til ridning samme sommer, begravede sine hænder i manen på de store dyr, brugte alle sine vågne timer i stalden. En dag kom hun ikke længere hjem, men blev ude hos hestene, red med dem, spiste, sov, drømte deres drømme.

I går læste jeg en bogblogger citere en kendt dansk forfatter for at have sagt: “Skriv aldrig om din barndom, det er næsten altid kedeligt at læse”. Jeg skrev det ned blandt de omtrent halvtreds andre nylige påstande om Do’s and Dont’s for litteraturen, jeg er faldet over.
“Skriv aldrig fra hovedstolen. Sommerhusfortællinger nej tak. Ikke mere moderskab. Ikke mere psykisk sygdom. Ikke mere socialrealisme. Ikke flere bøger uden stort begyndelsesbogstav efter punktum. Rim aldrig digte. Fugle er kliché. Hjertet en klodset metafor. Hvis du vil skrive politisk så skriv en kronik.” Jeg kunne fortsætte, de fleste råd er langtfra elendige, de kan såmænd have deres berettigelse. Sommerhusfortællinger uden blik for andet end afskallede vinduesrammer og træernes svaj kan hurtigt virke verdensfjerne og kedelige. Versaler – eller modsat insisterende minuskler – som alene et kækt virkemiddel, kan have den modsatte effekt, det kan virke trættende og som en slap og tom gestus. Psykisk sygdom, fugle på træk, mødre i flæng, barndom på barndom, alt kan blive for meget, for tungt, for indadvendt, for opadvendt, forceret. det gælder såmænd også overklassefortællinger, underklassefortællinger, universel poesi, gaderim. Det, jeg opponerer imod er således ikke så meget de enkelte råd, som det docerende, der ligger bag. Den stemme, der mener at kunne udstikke regler for god og dårlig kunst, rigtig og forkert, væsentlig og uvæsentlig. Diskussionen er god, hvad virker, hvad virker ikke. Hvad vil det overhovedet sige at virke. For hvem og hvordan?
Skal en bog føre til en nedsættelse af en undersøgelseskommission for at have en berettigelse i verden. Skal et digt redde liv?
Hvordan måler man betydningen af et værk, dets rækkevidde: I længden eller i højden, på antal solgte bøger eller anmeldelsesstjerner?
Altsammen superspændende spørgsmål og med konstant foranderlige svar, og netop foranderligheden får mig til at reagere imod det dogmatiske, imod regler, docerende og mildt selvtilstrækkelige konstateringer ala: Skriv aldrig om din barndom. Undlad versaler. Drop udråbtegn. Ingen taksigelser. For det hele afhænger af værket, måden der skrives på, stedet, der skrives fra, indlevelsen, det skrives med.
Personligt kunne jeg såmænd godt ønske mig en bog alene med taksigelser. Tak for nåleskoven. For cikoriens blå og pitabrød med falafler. Tak for den lille skelen på venstre øje hos ham, jeg elsker. Tak for lort, gødningebiller og sølvpapirshatte. Tak for nu.
Jeg er således ikke imod råd, men jeg har det svært med regler. Særligt den slags, der læner sig op af det uangribelige. Sandheder med stort. “Skriv aldrig om din barndom”. – Hvad med alderdommen, må man skrive om den. Hvad med smagsdommen. Og må man skrive om fugle, hvis man skriver fra venstre mod højre. Hvad nu hvis sommerhuset, man skriver om, er i beton og ligger i en russisk spøgelsesby. Er det så ok?

Jeg skulle spørge fra en ven.

Da hun fortalte, at de skulle skilles, var min første tanke, at han havde været hende utro. Eller det, der var værre, måske: havde han mon slået hende, holdt hende som gidsel i et fængsel af tavshed og trusler? Men sådan hang det ikke sammen, vi er bare vokset fra hinanden, forsikrede hun mig. Hans glæde ved arbejdet og store biler var vokset med årene, hendes had til samme var fulgt med. Når han foreslog en tur i cabrioleten, gjorde hun fagter og lod som om hun stak en finger i hilsen: I’d rather die. Hun var begyndt til overtonesang, havde fundet melodien, bogstaveligt talt, et sted midt imellem nedre brystben og hendes navle. Han gik hjemmefra, når hun øvede sig, det næste blev vel, at hun fik en slange tatoveret på anklen, himlede han. Eller kun ville spise ost lavet på brystmælk?
I starten havde de lavet sjov med deres forskelligheder, hun kaldte bilerne for penisforlængere, han pegede fingre af det, han mente var hendes Morder-Jord-Kompleks, en sygelig optagethed af alt, der rimede på kvinde og krop.
Det var ikke til at sige, hvordan det var gået fra sjov til alvor, en dag havde han lagt en japansk vaginadukke på køkkenbordet. Der var sgu mere sjov i sådan et stykke oppusteligt plastik, end der var i hende, sagde han, og sparkede til hendes lædersandaler. Han savnede ærlig talt lidt kød og blod. Hun havde grinet af ham, set henover tekoppen med et hånligt blik. Honestly? Til sidst havde det været det eneste, de havde at give hinanden, sære gaver. En pandelampe: så kan det være du kan finde vej ud af dit åndelige pis?
Nu havde de så valgt at gå videre hver for sig, og pludselig var alt forandret. Hun var begyndt at læse om hestekræfter og ørkenrace, han om stemmens kraft og energier, det jordnære. Caminoer og pilgrimsfærd. Selv deres sexliv havde fået en opblomstring, en særlig ømhed havde indfundet sig når de fandt hinanden under dynen, en nysgerrighed. Hun kunne få timer til at gå med at tegne kort på hans hud, ruter fra hoved til fødder, (dér, et rejst lem) og han faldt i søvn under hendes fingres søgen. Faktisk havde de aldrig elsket hinanden så højt som nu, hvor de vidste, at det var forbi. Som om deres bånd var forvandlet til en line fremfor en lænke, de havde kysset farvel udenfor huset, han havde grædt, hun havde kysset ham på kinden, halsen, lagt hovedet mod hans bryst.

Jeg mødte hende mange år senere, hun talte stadig om ham: det dumme svin, det dejlige svin, nu arbejdede hun som teknisk tegner i et tøjhus, i sin fritid lærte hun sig tegnsprog, så hun kunne fungere som frivillig tolk. Han var flyttet til Schweiz, de havde købt en fælles hund, en Bernhardiner, et værre bøvl sådan at pendle mellem her og der med dyret, vaccinationer og karantæner. Men de elskede den hund, og det var vel det mindste, man kunne gøre for kærligheden. At anstrenge sig, køre lidt frem og tilbage, bøvle.

Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har fået at vide, at det nok ska gå. At med al den viden og indsigt jeg har om- og i min egen situation, er jeg heldig stillet. Det kommer hver gang fra et godt sted. Det er en kompliment og en opmuntring: Du har alle redskaberne, nu mangler du bare at tage dem i brug.
Det er muligvis rigtigt nok. Jeg kender efterhånden mig selv temmelig godt, ved, at mit hjerte er en åben bog, at jeg har flair for tal og har en god hukommelse, at jeg reagerer voldsomt på docerende råd og selvtilstrækkelighed. At jeg taler meget og har en uvane med ikke at snøre mine sko op, før jeg træder ned i dem, og derfor ofte ender med slidte og bøjede hælkapper. Problemet er altså ikke manglende viden eller indsigt, men at det ikke altid fører til handling. Jeg binder stadig ikke mine sko op, velsagtens er mit ræsonnement, at fordelen ved hurtigt at kunne komme i skoene er større end ulemperne ved de nedtrådte hæle. På samme måde bliver jeg også ved med at begrave mit ansigt i hundens pels, sove tæt op ad den, selvom jeg kender til risikoen for at få flåter ad den vej. Fordelene synes tilsyneladende større end risikoen.
For nylig talte jeg foran et publikum om netop uoverensstemmelsen mellem rationel indsigt og følelsesmæssig adfærd. Ikke, at måden jeg tilgår mine sko på, har noget med mine følelser at gøre, men det med pelsdyret og flåter er vel derhenad. Et udtryk for, at mit behov for varme og nærhed er udtalt større end den statistiske risiko for at få overført en flåtbåret sygdom. Det er altså ikke fordi, jeg er dum eller uvidende, at jeg lægger mig ved siden af hunden, men fordi jeg kender mig selv og ved, hvor godt dens selskab gør mig.

Når vi derfor forsøger at forstå mennesker, der trods hjælp og indsatser vedbliver at handle uhensigtsmæssigt, så er det vigtigt at huske, at de ikke er dumme, men at de har en oplevelse af og erfaringen med, at fordelene ved at gå i hundene, drikke sig fra sans og samling, skade sig selv, arbejde som en sindssyg, er større end de ellers temmelig forfærdelig gener, der er ved deres misbrug eller skadelige livsførelse. Nå et ungt menneske skærer sig i armen, er det jo ikke fordi hun ikke ved, at det gør ondt, at hun får grimme ar og at det med næsten hundrede procent ikke løser det problem, han eller hun forsøger at overdøve. Nej, det er fordi den akut opståede smerte ved knivsåret er mere håndgribelig, nemmere at forholde sig til, end det diffuse savn, der ellers fylder. Når en alkoholiker, selv efter at benene er begyndt at svigte, familien er faldet fra og maven har opgivet at holde på mad, alligevel knapper en øl op, så er vedkommende kun alt for klar over, hvad konsekvenserne af et fortsat misbrug er. Men det uoverskuelige i at skulle bygge sig selv op forfra, undskylde alle de forspildte år, finde en mening udover rusen, føles så langt mere smertelig end at forgifte sig med alkohol. Da jeg undlod at spise og tabte mig så hurtigt, at min bror havde svært ved at genkende mig, da han så mig efter en måned, vidste jeg godt, at man kan dø, hvis ikke man spiser. jeg vidste også godt, at jeg risikerede at ødelægge min mors liv, min fars, at en sengeplads på et sygehus kostede flere tusinde kroner i døgnet, atter var mennesker andre steder i verden, der havde det langt værre end mig. At jeg burde skamme mig, og jeg skammede mig, I guder, hvor jeg skammede mig (det gør jeg stadig), alligevel fik det mig ikke til at spise. Det kan virke komplet ulogisk, provokerende også, og ikke mindst uendelig dumt. Men jeg var faktisk ikke dum, jeg havde bare oplevet en smerte indeni, der var så stor, at sulten var at foretrække, at mærke et hul i maven var bedre end at mærke et i hjertet. Jaja det lyder måske som en poetisk omskrivning, det er det ikke. Det var helt konkret sådan, at min sult overdøvede alt andet, jeg blev som en sulten løve på savannen, alt lignede mad og af en eller anden grund var det nemmere at forholde sig til angsten for en is, en ostemad, en frikasse, end at forholde sig til frygten for fremtiden og tvivlen om mit eget værd.
I morges læste jeg en novelle af den norske forfatter Marie Aubert. I den møder vi en ung kvinde, hvis liv er i opbrud, hendes forældre skal skilles, hele huset er fyldt med flyttekasser, faderen har fundet en anden. Hvad skal der ske, vil hun vide, hvor skal vi hen? Moren svarer hende, at det skal hun ikke tænke på. Men hvordan lader man være med at tænke? Den unge pige undlader at tænke på det, ved at tænke på noget andet, hun kaster sig selv i grams, låser sig ind i naboens hus (de er på ferie). Inviterer en veninde og to fyre, Johan og Kristoffer, de tømmer fryseren, barskabet, ser tv. Pigen kysser kristoffer, han smager af cigaretter og sprut. Hun klæder sig af og stikker en hånd ned til hans rejste lem. De dyrker sex, hård sex, det er så langt fra elskov som noget kan være, hurtige stød, de slåsser med deres køn, ind, ud, en lige højre, en våd venstre. Slutningen skal jeg ikke afsløre, det vigtige her, hvordan den unge pige så helt bevidst vælger at handle imod bedre vidende, kaste sig i armene på en ærlig talt ret usympatisk fyr, lader sig bruge og misbruge, fordi alternativet er at tænke. På det, hun ikke må tænke på, livet derhjemme, der er ved at smuldre, forældrenes kærlighed, der er forbi.
Der er ting, der forstås med hjernen og andre, der kun kan forstås med kroppen, og vi tager fejl, hvis vi tror, at det ene er det andet overlegent. Mennesker er ikke matematik, seks plus to kan godt give fire, hvis verden er blevet revet over på midten. Mørke kan føles som lys og smerte som en gave, hvis alternativet er slet ingenting at mærke.