Louise Juhl

Da huset på nabogrunden brændte ned, var jeg otte år. Jeg husker de blinkende blå lys, der slog hul i nattemørket, de mange mænd med hjelm og uniformer. Den sært sitrende stilhed, der kun blev afbrudt når endnu et tagspær styrtede sammen og derefter vandets tryk fra de tykke slanger, schsss. Og så midt i alt det. Et brøl, et rasende kald, noget om onde øjne og russere i forklædning, han var nøgen, svingede et håndklæde over hovedet, måske for at holde røgen væk, måske for at jage onder. Han nægtede at lade sig føre bort, sparkede og bed, min mor holdt mig for øjnene, det var ikke noget for et barn at se. Han var blevet tosset, forklarede hun senere, og da politiet rejste en sag om forsikringssvindel, påstod, at hans galskab var et skuespil, fastholdt hun stædigt sin forklaring. Ingen ville vel løbe rundt sådan, nøgne og te sig som en galning, uanset hvor mange, der var på spil.
Han fik fire år. Mentalundersøgelsen viste, at han ingenting fejlede. Mange år efter forklarede han sig til en avis. Noget om et finanseventyr, en drøm, der havde udviklet sig til et mareridt, rockergæld og en truende skilsmisse. Branden havde været det mindste blandt flere onder: børnebortføring, dyretortur og falske penge for bare at nævne nogle. Han havde mistet af alt, hus og firma, sin kone. Selv børnene havde frabedt sig kontakt. Nu havde han udstået sin straf og håbede på en eller anden form for tilgivelse, måske kunne han gøre gavn som besøgsven for andre dømte?
I mange år efter havde jeg det underligt med nøgenhed. Jeg mistænkte det for at være bluf, en udklædning på linje med krigsmasker, et udstyrsstykke, der skulle dække over noget andet. Se min hud, se mine bryster. Mit lem, min bagdel. Se, hvor ægte, jeg er, se hvor åben. De var ikke fordi, jeg følte mig utilpas eller fandt de udækkede kroppe smagløse. Langt fra. Jeg kunne bare ikke afstå fra den tanke, at der bag ved det åbne, det ægte, det udækkede gemte sig noget andet, hvis ikke ligefrem en forbrydelse, så noget andet, der ikke tålte dagens lys. Jeg talte med en terapeut om det, hun kaldte mit forhold til hud traumatisk og sammenlignede det med en slags allergi. Det var ikke huden eller nøgenheden, der var noget galt med, forklarede hun, men min reaktion på det. At nogle mennesker fik eksem af tomater, var jo heller ikke tomatens skyld.
Det forstod jeg vel?
Grunden, hvor huset brændte ned, stod i mange år tom. Der klæbede sig en vis uhygge til stedet, historier om en gal og nøgen mand, der råbte op om russere og onde øjne. Forbrydelse og straf. Nu ligger der et hvidt murstenshus dér, hvor flammerne stod højest. Med bonsaitræer i forhaven.

Alma vil ikke omfavnes. Hun siger ikke nej, men vender siden til, når jeg forsøger, eller hun bukker sig ned og strammer snørebåndene på sine sko. Spørger om ting, jeg ikke kan svare på, som om hun tester mig, som om hun vil se hvor langt min tålmodighed rækker. Min viden, min kærlighed. Kan man koge et æg i stykker, kommer rød før gul, hvid før sort. Hvorfor har jeg egentlig ikke nogen søskende? Jeg svarer hende, at farver ikke har en rækkefølge, at det ikke er nogen regler, ingen farver er over eller under en anden. Det er dumt, siger Alma, at der ikke er nogen regler, altså, at alt er lige godt. 
– Eller lige dårligt, fortsætter hun, – hvordan skal man så vide, hvad man skal vælge? 
Og jeg forsøger igen, forfra, rækker armene frem til et knus, men igen undviger hun, denne gang med, – nej, mor. 
Forlanger, at jeg svarer hende: 
– Hvis der ikke er nogen regler, hvad er der så?

Det var Stefans valg. Han havde insisteret på, at alt skulle forblive det samme. Hun skulle have præcis samme værelser begge steder. Samme seng, samme bord. Samme kontorstol, samme menneskestore pandabamse med store runde øjne og bløde ører. Alt skulle være det samme, sagde han, nu bare to steder. 
– Ikke halvt- men dobbelt- så godt. 
Alma havde nikket, – fint, fyldt en tallerken med cornflakes og hældt mælk over. Stefan havde fundet en ske frem af  skuffen, rakt den frem –værsgo’, og hun havde taget imod uden at se op. 
– Tak. 
Og sådan var var det blevet besluttet. At Alma skulle bo syv dage hos mig og syv dage hos Stefan, at hun skulle have to senge, to borde, to hjem. At alt skulle være præcis som før: 
– bare bedre. 
I dagene efter havde vi søgt på nettet. Efter et marsvin, Alma havde længe ønsket sig en pelset ven, helst en hund eller en kat, nu blev kompromisset et marsvin. Eller rettere: To marsvin, et hos Stefan og et hos mig. To helt ens væsner, på nær en brun plet på ryggen. Hun brændte deres navne i træ, Dupont og Dupond, satte skiltene fast med ståltråd til burets tremmer. 
Dupont hos Stefan, Dupond ved mig. 
Jeg ved ikke, om det var de to marsvin, eller om det var Stefans vedholdende insisteren på at tale tingene op: To værelser var vel bedre end ét, sagde han, to hjem, to marsvin, lommepenge både her og der? Til sidst behøvede han bare at åbne munden, før Almas vendte blikket ind ad, væk, og et lille nik, jaja, fortalte, at hun var holdt op med lytte. Et nik og et ja og så ikke mere, for han havde jo ret, to var vel bedre end en, og det var først senere, at hun begyndte at stille spørgsmål. Er rød bedre end gul, ville hun vide, og hun kunne lige så godt have spurgt, om to altid var bedre end én, og jeg kunne have svaret hende, at det var svært at afgøre. At det kom an på, hvad vi talte om. Om det var én eller to dage, én eller to kommoder, ét eller to tusinde kroner. 
To halve eller en hel.

Vi er enige om det. Onsdag lige over middag, hun skriver det endda ned, lyden af læber, der bevæger sig, mens hun noterer på papiret. Måden hun former læberne for hver stavelse, små stød af åndedræt: ons-dag o-ver mid-dag.
Jeg har taget ekstra sko med. Til besøget på kirkegården, det er snart et år siden, jeg har besøgt min fars grav sidst. Min mor, derimod, tager en taxa hver anden uge, nipper forsythiabusken og fjerner græs fra mellem gruset, vander trædestenene. Det sidste har jeg aldrig forstået.
– Det behøver du heller ikke, svarer hun, når jeg spørger.

Landskaberne glider forbi togets vinduer som et flimmer af farver, korngul og kalket hvid, grøn og blå. Jeg lukker øjnene, tænker på samtalen i går. Stefan havde ringet, det var det sædvanlige. Om Alma der græd hele tiden og uden grund, i skolegården, på toilettet, hen over maden. Fortvivlelsen i hans stemme var ikke til at tage fejl af, heller ikke selvom han forsøgte at vende det til vrede: Jeg gør jo for helvede mit bedste, ja mere til, og alligevel er det som om, det ikke er nok? Jeg forsikrede ham: du gør det godt, Alma er ok, det er kompliceret.
– Kompliceret, gråd er vel gråd? og jeg havde undskyldt, naturligvis, det var ikke sådan ment, der var ikke almas gråd, der var indviklet, men alle følelserne bag.
Jeg er stadig i tvivl. Hvad skal vi stille op med de samtaler, Stefans frustration, min. Med Almas gråd, det komplicerede. De siger, det nytter, at vi er de voksne, og til det voksne hører, at man ikke giver op. Vi må fortsætte med at tale, sætte ord på. Det handler om nærme sig. Sammen, som den familie, vi engang var og vel stadig er. Vi må famle i fællesskab, siger de, at slå ring om barnet. Om ikke andet så for Almas skyld.

En kontrollør går gennem toget, hun smiler og nikker, som vi viser vores billetter, tak og tak, et barn peger se, kontrolløren vender sig rundt og ser, smiler og nikker, ja, svarer hun, ingen ved vist rigtigt til hvad. Jeg rækker hånden frem, viser hende min billet, tak, hun minder om præst, der trykker hånd til de efterladte, samme lidt knugede omsorg. Måske er det bare mig, der suger marv ud af enhver knogle.
– Selv tak.

På perronen vinker en pige, allerede før toget standser. Hun står på tæer og vifter med begge hænder over hovedet, hopper så op og ned. Hendes glæde er som en knytnæve i mit ansigt, hendes jubel så ulig mit eget barns gråd. Jeg løfter tasken ned fra bagagehylden, den slipper ud af mit greb og lander tungt på gulvet. Jeg samler den op, går efter de andre, der også skal af. Dér står hun. Min mor, hun ser så lille ud imellem de mange ventende, det er næsten ikke til at forstå.
– Det behøver du heller ikke, ville hun vel svare til det, og måske har hun ret.
Jeg behøver ikke at forstå.

Aftenen før havde vi set en film sammen. Om en mand, der lå lammet efter en ulykke. Fra halsen og nedefter, nu behøvede han hjælp til alt, til at spise, tisse, tage bad. Han var for længst holdt op med at græde, det nyttede ingenting, lammelserne fortog sig jo ikke, uanset hvor meget han hulkede, skreg. Det meste af tiden tilbragte han på sin altan, lænket til sin kørestol og et iltaparat, der hjalp ham med at trække vejret. Drømte om at dø.
Efter filmen skrev jeg en seddel, det var i juli, udenfor var det netop holdt op med at regne, luften var tæt af fugt og flyvemyre. Jeg ved ikke hvorfra den kom, sætningen, eller fra hvem, men jeg skrev den ned og gemte den i en skuffe:
“Mit ønske om at dø er rent hypotetisk.”

Jeg tror, det altid har ligget til mig. Slagsiden mod mørket. Jeg har altid elsket tunneller og butikker efter lukketid, de store mørke vinduespartier. Og fra jeg var helt lille har jeg holdt af dyr, men mest af bænkebiderne. Disse sære skabninger, gemt bag skjold, der lever i skjul under sten og tunge pilrådne stamme. Jeg har løftet tusindevis af den slags, sten og stammer, og set de små dyr flygte fra det pludselige lys, der slap ind. Og jeg vel har tænkt, at jeg var ligesom som den, at jeg søgte mørket og flygtede fra lyset. At det var min natur. 
Jeg ved ikke.

I Alice Munros novelle ”Nat” fra novellesamlingen ”Livet”, skriver hun om en pige, der efter en blindtarms betændelse må ligge på langs flere uger en hel sommer igennem. Dage og nætter flyder sammen, hun halvsover det meste af tiden, men falder aldrig rigtigt i søvn. Dagene flyver forbi som et flimmer af farver og sage: morens gøremål, faderens milde rømmen. Lillesøsteren Cathy i køjen under hendes seng. Om aftenen ligger hun vågen i mørket og får sære tanker, uhyggelige også: Tænk om hun kvalte sin elskede søster, hun kunne ikke finde på at gøre alvor af det men tanken martrer hende uafbrudt, som en doven og døsig ide: Hvorfor ikke prøve det værste? 
Hun beskriver det sådan her:
”Det var kun en ting at gøre. Stå op, tvinge mig ud af værelset, ud af huset. Jeg klatrede ned ad stigen og kastede aldrig så meget som et blik på min sovende søster. Ned ad trappen, stille, stille..”
Pigen begynder at gå rundt sådan hver nat, stå op, flygte de halvdovne tanker, der kredser om søsteren, om at slå hende ihjel, som summende fluer om koens kasser. Hun lister udenfor. I nattemørket: 
”Alting var større. Træerne omkring huset blev altid nævnt ved navn. Bøgen, elmen, egen. Ahornene talte vi om i flertal uden at skille dem ud som enkelttræer, for de stod i en klynge. Nu var de dybsorte”. Også den hvide syren (uden blomster på denne tid) og den lilla; de blev altid kaldt syrentræerne, ikke buskene, det var de blevet for store til.”

Det er det samme mørke, jeg taler om, når jeg siger, at jeg altid har haft slagside mod mørket. Mod de store træer i mørket med navne, som nogen, man kunne betro sig til. Kære Elm. Kære Bøg. Kære Eg. Dét mørke, der på en og samme tid befrier én fra vanviddet og berøver dig fornuften. Lige dele tryg hule og sort hul. Jeg har aldrig drømt om at kvæle nogen, slå nogen ihjel. Men jeg har set ind i mørket og tænkt på, hvor langt derind, man kan gå, før det ikke længere er muligt at vende om. 
Bænkebiderne er de eneste landlevende gælledyr, der findes. Jeg har ofte tænkt på den ensomhed, der kommer af, at være den eneste af sin slags. De lever af alger og svampe og nedfaldne blade. Alt, der falder til jorden af sig selv, de tilhører derfor den gruppe af dyr, man kalder nedbryderne. De deler bladene op i småbitte stykker med store overflader, som svampe og bakterier kan vokse på og træer senere vokse af. Der findes 27 forskellige arter af bænkebidere i Danmark. De tre mest kendte er Gråsvin (Porcellio scaber) og Skrukketrold (Oniscus asellus) og Kuglebænkebideren. Sidstnævnte kan bukke sin lille leddelte krop helt sammen til en helt rund og -af sit skjold- beskyttet kugle, hvis den bliver forstyrret.

Jeg er aldrig gået længere ind i mørket, end at jeg har kunnet se mig tilbage, finde hjem. Til køjesengen og til træerne. Kære Elm. Jeg har aldrig overvejet at gøre nogen ondt, aldrig tænkt, at jeg ville kvæle en søster, en bror, men jeg har engang holdt en flue fanget under et glas, set den flakse mod siderne, først hidsigt, så fortvivlet, for til sidst at sidde tilbage. Ubevægelig, lammet. Da jeg endelig flyttede glasset, forskrækket over mit eget forsøg, var det for sent. Jeg forsøgte ellers at vække den til live, prikkede til den med en tandstik, flyv nu, lille flue, flyv. Men den faldt bare om på siden og blev liggende. 
Senere straffede jeg mig selv for min udåd, jeg låste døren til mit værelse og bandt en snor om mit håndled og trak til, indtil hånden blev kold og hvid og følelsesløs. Men så kaldte min mor ude fra bryggerset, at jeg skulle hjælpe hende med at klappe strygebrættet sammen, og jeg løsnede snoren og gik ud og glemte et øjeblik alt om fluen og mørket.  

Man siger, at tiden læger alle sår, at man lærer at leve med de døde fluer og med mørket og med ensomheden. Med gællerne også. 
Jeg venter stadig, og imens vander jeg stenene, klapper min hund, elsker min mand. Vænner mig til mørket.

Må man nu ikke engang flirte længere?
Sådan spørger mange – flest mænd, men også kvinder – der nødig vil være den kærlige leg mellem to mennesker foruden. Og fair nok, jeg holder meget af, når min mand siger, at han elsker den måde, jeg er mig eller når han kysser mig i nakken så forsigtigt at jeg får gåsehud af skræk og fryd. Men skal vi ikke lige slå fast, at ingen vil forbyde flirt, det, der der opponeres imod er grænseoverskridende adfærd. Uønskede tilnærmelser.

At flirte er noget, der foregår IMELLEM mennesker, det er en gensidig udveksling af kropssprog og komplimenter, det er et Safe Space, hvor begge parter er enige om at lege med hinanden, grine, drille, udveksle blikke, strejfe en hånd, en skulder. Grænseoverskridende adfærd er, som navnet antyder, fysiske og verbale tilnærmelser uden gensidighed. Det er et bombardement, hvor den ene part føler sig under beskydning og ønsker at søge læ. Det er sådan noget, man lærer at skelne imellem allerede som barn, forskellen på at lege og på at slås. Det er det øjeblik, hvor den ældre søskendes kilden udløser først et STOP! hos en lillesøster- eller bror. Siden et NEJ! så måske et hjælpeløst kald på sine forældre og til sidst en hulkende gråd, men uden at nogen af de foregående signaler får den ældre søskende til at stoppe sin handling. Her vil en mor eller far kunne korrigere, trække den ældste til side og forklare, at når nogen siger nej, så betyder det nej, og når en yngre søster græder, ja så er det fordi, hun føler sig magtesløs og utilpas.

Når man er blevet voksen, skulle en sådan forståelse gerne sidde på rygraden, man ligesom ved, hvornår noget går fra leg til mobning, fra kilden til ubehag, fra gensidighed til magtudøvelse. Der er ikke længere forældre til at korrigere, det forventes man at kunne klare selv. Jeg tror virkelig, de fleste kender forskel på rigtig og forkert, på gensidig og ligeværdig flirt og magtudnyttelse. Jeg er selv underviser og kan garantere, at jeg aldrig har sendt beskeder til mine elever om deres læber, mund, bryster, bagdel eller udseende generelt. Jeg har heller aldrig skrevet og inviteret dem til at overnatte hjemme hos mig.
Jeg har set dokumentaren om sexisme i musikbranchen og er ikke i tvivl om, at de involverede kvinder har følt et stærkt ubehag ved at blive komplimenteret for alt muligt andet end deres musik. Jeg er også ret sikker på, jeg selv ville have klædt mig nøgen i en video, hvis magtfulde mennesker, som jeg stolede på og som bedyrede mig, at deres foreslag alene var for at tjene min karrierers bedste, bad mig om det. Og nej, jeg synes ikke dermed, at jeg selv ville være skyld i, at min krop blev allemandseje, ligesom jeg ikke synes, at en lillesøster, der først ler af at blive kildet, men siden græder over det, ligger som hun selv har redt. Indrømmet, det er kompliceret, men så svært er det altså heller ikke.

Jeg er i gang med at skrive en bog, det er en meget nøgtern bog, en hånd er en næve er et slag i ansigtet og så alligevel – nej. For det skete jo ikke noget, han slog jo ikke, vel, og hvad tænker du egentlig på, ja tænker du overhovedet, vil han vide, og jeg kan ikke huske nogensinde at være blevet slået sådan, men jeg ved, hvad det vil sige at være, at nogen spørger: hvad tænker du på og tænker du overhovedet?, jeg ved, hvad det vil sige at være i tvivl om det, man siger, nu er sandt, om det, man husker, er rigtigt, om man egentlig bryder sig om den butterdej, man åd af hans hånd i går, hans fingre man slikkede rene, og det er hele tiden et valg mellem mild angst og kvalmende rædsel, for hvad er egentlig værst, at ofre sig selv eller at ofre alt andet, lejligheden, katten, kolonihaven, at ofre alle andre, de fælles venner, én gang blev jeg så fortvivlet, at jeg drak jeg mig fuld – i belgisk øl, ti procent, indehaveren i den butik arbejde forærede dem til mig, de var over sidste salgsdato og jeg drak alle tre og selvom klokken ikke var mere end syv, var det bælgmørkt udenfor og kulden knivskarp, og jeg måtte holde om flasken med begge hænder, og bagefter cyklede hjem, jeg husker at måtte bruge alle mine kræfter på at huske, hvordan man gjorde, hvordan man cyklede altså, holdt om styret, drejede til højre, så mod venstre, og derhjemme sad han foran og spillede, bang bang du er død, og jeg listede mig forbi hans ryg og ind i soveværelset og lagde mig med alt tøjet på, overfrakken og de forede støvler, og drejede rundt sammen med sengen og loftet og tankerne, og et øjeblik kunne jeg ikke huske, hvorfor jeg lå sådan, i sengen og græd, hvem det var, der græd, hvad hun græd over, om det var øllene eller ham, skærmen, hovedtelefonerne, hans ryg. Bang. Og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var dråben, at jeg næste dag forlod ham, sagde op, valgte mig selv fremfor kattene, men sandheden er, at jeg stod op og lavede pandekager til ham, skar skiver af banan til fyld, klatter af nutella, og han spiste fire og satte sig ind igen, foran skærmen, – han var så tæt på, sagde han og lavede V-tegn med pege- og langfinger, så tæt på, at man skulle tro det var løgn, og jeg nikkede, så tæt på, og cyklede tilbage på arbejdet og solgte en hel side røget iberisk skinke til en kvinde, der ville give den i julegave til sin forlovede.

Juni lyder som en fjern planet, som nogen, man skriver til, “kære juni”, som en park i New York fuld af løbere med hovedtelefoner og hunde, der pisser. Juni er halvvejs, det er det halvtomme glas, man pludselig ser, er halvfyldt, det er dyner hængt over en snor i haven, det er gæssene hæse flugt over himlen.
Min mor er født i juni. Den fjerde dag i måneden – i tvillingens tegn ligesom Marilyn Monroe og Prince. Mennesker født i tvillingens tegn er tilpasningsdygtige og fleksible, min mor kan nå sin albue med spidsen af næsen og kan flere dage i forvejen forudsige torden, det er noget med bladenes raslen og at hun mærker en trykken for ørene.
Da jeg var mindre, havde jeg tit ondt af hende, ikke så meget fordi hun havde travlt med både arbejde og børn og hus, men fordi hun hvert år til sin fødselsdag ønskede sig ting til huset, kedelige ting, praktiske redskaber. En håndstøvsuger, en ekstra lang fluesmækker, viskestykker, et badeforhæng. Filtdutter til stolenes ben, så de ikke satte mærker på gulvet. Ét år fandt jeg en firkløver og satte i ramme og forærede hende, og hun blev så glad, at hun græd, og jeg var i tvivl, om det var af glæde eller i skuffelse.
Vi havde egentlig en plan om at tage på højskole, bare os to, en uge, to, lære de vilde planters navne at kende, sanke urter, samle bær. Men der var altid noget, der kom i vejen, tiden – enten var der for længe til eller også blev det med for kort varsel, og nu sidder jeg og tænker på, om vi ikke bare skal gøre det. Min mor og mig, om ikke andet, så lave vores egen lille højskole, en uge på klitheden i Thy, finde strandarve, gul snerre, smalbladet høgeurt. Eller bare gå langs vandet, til vi ikke orker længere og så sætte os ned. Måske vil jeg spørge hende, hvad hun tænkte dengang, om hun nogensinde var vred på mig, om hun mente det, da hun sagde, at hun friviligt ville lade sig køre over, hvis hun vidste, at det ville gøre mig rask. Jeg vil også gerne høre, om hun holder mest af morgener eller af aften, hvad hendes yndlingstal er, hvilken kendt person, hun helst ville møde. Der er så meget, jeg ikke ved, om det menneske, der har sat mig i verden.
I dag for 89 år siden blev der sat kulderekord: -3,5 grader målt i Lemvig. Her til morgen viste termometeret 16 grader allerede klokken kvart over syv. Om to dage fylder min mor femogfirs, om fire dage fejrer vi det med kaffe og flag i Aalborg, om ti dage drikker jeg bobler i en boghandel i København, om nitten dage spiller jeg koncert med David i en gårdhave i Aarhus. Jeg elsker min mor. Og Aalborg, mousserende vin og musik. Og juni.

Hans søster hedder Lene og er ansat ved kommunen, det er sådan hun altid siger: Jeg er ansat ved kommunen. Ikke: – jeg arbejder som eller – mit job er. Nej, hun er ansat ved kommunen, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor det gør sådan et indtryk på mig, at hun bruger de ord. 
De bor på et lukket vænge, hendes mand har indrettet garagen med boksepude og lyskæder, bilen holder altid udenfor. Det handler om prioritering, siger han og griner og jeg spørger ikke, om lyskæderne kommer før boksepuden eller hvad, der kommer efter, nej jeg nikker bare, klart, sådan er det jo med alt i livet. At det handler om prioriteringer.

Selv føler jeg mig som den Mazda, der holder udenfor i al slags vejr, et køretøj, en praktisk foranstaltning. Det er ikke sådan, at han ikke sætter pris på mig, min kæreste, han kalder mig skat og søde og køber en styrthjelm til mig og en frakke af læder, og to gange sidder jeg bag på hans Honda hele vejen til Harzen, og han giver middag på et motorvejscafeteria, bratwurst og kartoffelmos, “den ægte vare”, og så kører vi hjem igen. Og han tager mig bagfra i søvne og mumler ting, jeg ikke forstår, og jeg spørger heller ikke, for jeg er ikke sikker på, at jeg egentlig ønsker at vide det.
Lene er sød, hun viser mig rundt i haven, Rododendron-bedet og den nysåede plæne, fortæller om planerne med tagetes-rækker og syrenbuske, og så spørger hun, om han er god ved mig, hendes bror altså, og jeg svarer, “den bedste” og jeg kan se, at ingen af os tror på det, hverken på det nysåede græs eller på kærligheden, men måske er det også for meget at forlange, at alting skal gro og sætte blomst, måske kan mindre gøre det.
– Og storkenæb, siger hun, er sådan en smuk og taknemmelig plante, næsten umulig at slå ihjel, og jeg siger, at det nok er den slags, jeg satser på, på sukkulenter og skvalderkål, for mine fingre er ikke grønne, det meste dør imellem hænderne på mig, måske fordi jeg vander for meget, måske fordi noget andet. Og Lene ler og siger, pjat med dig, og senere spiser vi smørrebrød, stjerneskud og dyrlægens natmad, og klokken bliver elleve, før vi kører hjem og han gør det igen, bagfra, men denne her gang, kan jeg skelne ordene, han mumler, fra hinanden, og jeg minder mig selv om, at kærligheden kommer i mange former og at “tæve” og “tøs” måske bare er en af dem.

Det er sådan en dag, der starter for sent, hvor jeg står op, før jeg er klar til at være menneske, drikker kaffe, tygger et stykke tyggegummi, får så øje på solen. Hej.
Så lytter jeg til et afsnit af skønlitteratur på p1, det handler om Judith Hermann, om hendes roman “hjem”. – Der sker ikke en skid, siger værten. Og alligevel, så er den manglende skid, virkelig værd at læse.
Hvad det skyldes, forsøger bogens de to oversættere, Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis, i udsendelsen at komme nærmere. Det er noget med sanseligheden, siger de, med det fortættede øjeblik, at alt i bogen føles som her og nu, også det, der fortælles i datid.
Judith Hermann får selv lov at læse op, et stykke fra begyndelsen af bogen, bogens fortæller er fraskilt og netop flyttet på landet, til et øde hus i et marskområde. Hun hører lyde, måske er det vinden, måske en mår. For en sikkerheds skyld får hun sat en slå for døren. På indersiden. Hun ler af sin egen tåbelighed, hvad vil folk ikke tænke, hvis de så det: En syvogfyrreårig kvinde, der ligger for låst dør. Men alt det behøver hun ikke at bekymre sig om, forsikrer hun sig selv om, for ingen vil alligevel overnatte nogensinde med hende igen, det er hun sikker på.
Det er en stærk beskrivelse, måden hun ligger helt prisgivet landskabet, lydene, ensomheden. Blæstens hæse skrig, gardinernes flaksen, en svag kradsen et sted. Hun har en uladt pistol liggende under sengen. En kniv og i vindueskarmen en tung kikkert, der vil kunne smadre et kranie. Man fornemmer ikke bare angsten, men også uhyggelige kræfter, viljen til at slå ihjel om nødvendigt.
Det minder mig om en oktober. Jeg var taget for at færdiggøre det, der blev min første roman, Det dér og dét der, hed den, det var navnene på min knæ. Det dér, hed det ene knæ, dét der, var navnet på det andet. Jeg havde pakket bøger og tøj til både blæst og regn, et opslagsværk om klithedens flora og et sæt høretelefoner, så jeg kunne lukke alle andre lyde end dem, jeg valgte at lukke inde. Jeg havde lavet en playliste med Neil Young og Gene Clarke, Kris Kristoffersen. Kenny Rogers The gambler. Jeg glædede mig, tændte op i brændeovnen og satte mig for at skrive, det gik godt. Det var lige før Thomas Korsgaard debuterede med første bind af Tue-trilogien, Hvis der skulle komme et menneske forbi, vi skrev lidt sammen på Messenger, han var spændt og lidt nervøs. Jeg gik en tur, så ringede Michael. Om jeg havde hørt det? Hørt hvad, ville jeg vide, men han trak med det samme i land, nå – ikke noget og – hvordan går det ellers. Det var selvfølgelig for sent, ti minutter senere så jeg det i Nyhederne. At en pyroman var på spil, han havde sat ild til i alt tre sommerhuse ved en nærliggende strand, alle var udbrændte, heldigvis var ingen mennesker kommet til skade.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kørte hjem, men noget holdt mig tilbage. Kærligheden til hytten i skoven, at gemme sig blandt træer, blive væk, forsvinde ind i teksten. Så jeg blev og købte to flasker Campari i Daglig Brugsen i Tranum, drak et tandkrusstort glas, før jeg gik i seng. halvandet måske. Alligevel lå jeg søvnløs. Jeg har aldrig følt en rædsel, som den jeg oplevede dér, alene med vinden og træerne, hvis grene ind imellem slog mod husets bjælker. Jeg havde en halvsløv køkkenkniv under puden, ikke meget bevendt, og en tung hammer under sengen. Den sidste kunne både slå ihjel og slå en rude i stykker, tænkte jeg og faldt i søvn, men vågnede kort efter igen og græd af angst og fordi jeg skulle tisse, men ikke turde forlade værelset. Jeg faldt vel i søvn til sidst, i hvert fald vågnede jeg ved, at det var lyst, og jeg så på klokken, og den var langt over elleve, og jeg skammede mig. Over at spilde tiden i stedet for at skrive, over kniven og hammeren, og jeg satte mig ind i turen skrev og skrev, som gjaldt det selve livet, som om skriften ville holde mig i live, holde pyromanen på afstand.

Hermanns “Hjem” handler om at søge og finde. Måske ikke om at finde det, vi søgte, men så noget andet. I udsendelsen læser Judyta Preis et stykke fra slutningen af bogen, hvor jeg-fortælleren for første gang møder sin svigerforældre. Kæresten, Arild, driver et landbrug, sand stordrift med ampuller og kanyler maskiner, helt livløst, beskriver jeg-fortælleren stedet, første gang, hun er på besøg. Han er en mand af meget få ord, men handlekraftig, og har hjulpet hende med at sætte en fælde op, så hun kan fange dét dyr, der holder hende vågen om natten. jeg-fortælleren får plads ved siden af sin svigerfar, Anno, en mand af få ord, de taler sammen, det er ikke nogen nem samtale. Faren spørger til sin søn, og hun svarer, at han gør det godt, han har blandt andet sat en fælde op, fortæller hun. Han gentager – men nu som et spørgsmål: har Arild sat en fælde op? Som om han ikke kan forestille sig noget sådant, men uden at vi som læsere helt ved, hvad den tvivl skyldes. Sådan taler de lidt frem og tilbage, måren er stadig ikke gået i fælden, forklarer hun sin svigerfar, men hun har fanget en solsort og en kat. – Sådan er det, svarer han hende, – man fanger ikke altid det, man regnede med, men så fanger man nok noget andet.

Sådan er Judith Hermanns bøger. Bedst som man tror, at man har fanget pointen, opdager man, at den er anden, end man troede.
Judith Hermann selv siger, at hun altid skriver tæt på egne oplevelser. At hun så at sige ikke finder på, men bare føjer til, fletter ind og sammen. Sådan føles det også at læse hendes bøger, som at genkende det fremmede i os selv, vi ikke har adgang til.
Drømmenes våger, dagenes milde vanvid.

“Han drikker fenikkelte mens han ser videoerne, han spiser en tvebak til teen, han tager allergipiller mod støvet. Han sover meget. I værelsets fire mørke hjørner flyver bittesmå brunlige møl omkring, hvis man slår dem ihjel bliver de straks til støv. Der er ingen proces. Ingen krop, ingen fysisk forrådnelse. Møllene består af støv. De er støv.”

Denne morgens mulighed: 

At gribe solen som en chance. Knase et knækbrød mellem tænderne fordi: Lyden. Gemme et nu til senere. Læse sætninger som “Katten er en utilpasset kanin”, eller: “Skriver man hele livet igennem, så lærer man at skrive. Men det redder ikke én fra noget.” Glæde sig over græsset. Køernes patter. At ordet hule lyder hult. Google billeder af storblomstrede tapeter, gå i stå og blive stående sådan. Strække sig lang mod himlen med lyd på: Ahh.