Sådan en søndag.

by Louise Juhl Dalsgaard

(Jeg ved godt, at det ikke nytter. At jeg kan skrive herfra og til helvede, uden at nogen bemærker det. Jeg er toogfyrre, og som sådan forbi det sted i litteraturhistorien, hvor fortællinger begynder. “69 er det nye 27”, stod der et sted på facen. Døden er udskudt?
Ha! Virkeligheden er, at det nye sort er det det nye sort. Aldrig har nuancerne været færre. I stedet for at fortvivle går jeg rundt i byerne, og forsøger at høre til et sted uden for det hele.)

Jeg går. Butiksvinduerne er fulde af død. Designerlampedød, designerbrilledød: “2 døde for 1 døds pris.”
Jeg går. Mine bryster følger efter.
Jeg følger efter mine bryster.
Pludselig kan jeg ikke afgøre, hvem der hænger på hvem?