Louise Juhl

Jeg tror ikke den slags, på stanken af sult, voldelige kys eller dyrenes dybere instinkt [dybere? dybere end hvad?]. Men jeg tror på viljen til at ville mere, end jeg kan bære, og det gør mig bange.

Jeg stryger, føjer mig, som knivsæg mod strygestål, til jeg er så skarp, at alt omkring mig falder om. Noget løber fra mine læber, det er fugtigt og smager af sæd. Jeg ser ned og finder dig liggende foran mig. Jeg kæler for dine øjenlåg, lukker dem, jeg kysser dig og ser, at jeg sætter […]

At drømme at man længes efter en krop [eller: det er vel egentlig ikke en drøm, men bare kroppen bagved, der taler i søvne]. Og i drømmen følger jeg efter en lærd mand, der har taget mig med på museum for at give mig en oplevelse af de helt store, en øjenåbner lover han mig, […]

jeg løber som en hest gennem hallucinationer. aldrig at nå frem. og samtidig ikke vide, at  det er dét, jeg savner. [at nå eller aldrig at nå?] det er sådan, mine drømme lægger mig brak. herfra og til. hvilken evighed? .

I Du kan spørge, hvem jeg er, og jeg kan svare. ”Et tællelys”. Jeg kan svare en soldat. Du kan spørge, og jeg kan svare. Et tællelys. ”En soldat”, kan jeg svare II Jeg satte jeg mit navn på en dør og flyttede ind med hjemløsheden som eneste forventning. Du sagde, at jeg var modig. […]

jeg vil ind – – imellem – – tvende have/ blanke bøge/ helt ind, dér ind. til lusen [den snedige rad] mellem to onder. for dér [er jeg født]; derfra min færden går.   [og går den, så går den]

Du er en fugl tung som et kontinent, og uanset jeg elsker at se dig svæve, er det jo slet ikke dét du gør, når du flyver. Vel?

Hvis du folder et krus på midten og kaster det ud fra et førstesalsvindue og det knuses mod jorden og du samler skårene og det ikke står til at redde. Havde det så været bedre at flyve alene?  

Jeg hæver tyngdekraften op og ud af dit felt; som et insekt, der slipper gennem et vindue. Det blafrer et øjeblik (det samme gør du), og finder så vej tilbage til dét sted, hvor lysets krumning slår ring om sig selv.