Louise Juhl

Kære A Jeg ser at konvolutten er åben, altså forstår jeg, at du har læst mit brev, før jeg har skrevet det. Det er ikke fordi, jeg bebrejder dig dit manglende tålmod, slet ikke. Men A; Hvor mødes vi, hvis ikke dér, hvor glas løber som sand gennem tiden? Kh –

De drømme. Hvor alt er bittesmåt, så småt, at det kan fjernes med en pincet. Det er ikke det, at det er småt, eller pincetten, som sådan. Men dét, at alt bliver mindre og mindre og mindre og mindre, uden nogensinde at forsvinde. Min mor, for eksempel, hun skrumper ind i de drømme. Hun bliver […]

Her. Sætter vi os ned. Tilsyneladende. Så sidder vi Der. Sammen. Så rækker vi måske hinanden en hånd, så tager vi måske hinandens hænder. Så sidder vi Her. Med hinandens hånd. Og længes efter vores egen. Så mærker vi frygten for at miste os selv. Stærkere end vi mærker angsten for at miste hinanden. Så […]