Louise Juhl

Jeg vænner mig aldrig til at vågne op i en krop, der kalder sig min, at strække armene over hovedet.
Det er jo nøjagtig så debilt, som at stille uret tilbage for ikke at komme for sent, og alligevel er det det. der sker hver dag: At jeg maler tavlen hvid, at jeg slår en kridtstreg i uendeligheden
At jeg lægger mig under et jordskred, for at blive meldt savnet.

Og på samme måde er hver dag en afblæst katastrofe: jeg dukker altid frem af ruinerne, når sulten bliver for påtrængende, når mørket bliver for tæt.