Louise Juhl

Barnet sover i en tremmeseng i soveværelset det første år. Hun er nem, græder kun, når hun er sulten eller har våd ble. Hun kan få timevis til at gå med at ligge på ryggen og stirre. Skelne lys fra skygge. Stirre på en uro, jeg har købt i museumsbutikkens udsalg, et papirklip med gule og blå og røde ænder.
Eller hun mærker en vind fra en dør, der bliver åbnet, strækker hals. Som om hun søger lyset og luften, vil nærmere. Ud i verden.
Eller ind.

Hendes hænder er altid i bevægelse, kun når hun sover, er de i ro. Så danner de en lille klode, som om hun forsøger at holde fast om en verden, hun ikke kender, men allerede savner.

Jeg er hele tiden på udkig efter tegn.
Har hun det for varmt, for koldt. Er bleen våd?
Reagerer hun på min stemme?
Falder hun til ro ved min krop?
Viger hendes blik ved øjenkontakt?
Stirrer jeg for meget, for tæt. Elsker jeg for hårdt?

– Menneskebarn, hvisker jeg, og holder om den lille klode, hendes hånd.
Hun smasker i søvne, vender sig så om.
Et dybt suk og hun falder sammen, forsvinder ned i madrassen.