Louise Juhl

Jeg hænger ikke sammen, ikkesammen, der er noget, der hænger sammen – men ikke med mig, jeg kan ikke få luft, jo jeg kan godt få luft, men det er ikke mit vejr, jeg trækker, det er en andens, eller det er en anden, der trækker mit vejr, et menneske pakket ind i en krop, […]

Der vokser en gran ved siden af min lunge, den venstre lunge, en hel lille gran er det, jeg ved godt, at der i virkeligheden ikke vokser nogen gran, selvfølgelig gør der ikke det, men der vokser noget, der kunne være en gran, og den vokser ved siden af noget, der kunne være min lunge, […]

Dét: at holde sin kæft, før andre holder den for én.

Det ikke at vide, hvad hjem er, kun at det ikke er her. Det at mærke en andens krop, men ikke den anden. Det at ingenting hænger sammen. Det at alting gør, men at det ikke gør nogen forskel. Det at novemberen varer så langt øjet rækker. Eller det, at mine øjne ikke rækker længere end […]

Jeg husker en nat i halvfemserne, jeg var på interrail og sad i et tog på vej gennem Tyskland. På et tidspunkt kørte toget forbi et brændende hus, det varede kun et splitsekund. En dyb, varm orange, der lyste kupémørket op. Der var ikke andre end mig i vognen, men jeg kan huske, at jeg […]

Nogle gange møder jeg mennesker, der synes at fastholde deres principper alene for princippets skyld. Det får mig altid til at tænke på Sebastian, som jeg hang ud med i mine teenageår. Sebastian havde en far, der nægtede at børste tænder: “det er en skide småborgerlig praksis”, forklarede han. Der gik ikke lang tid, før […]

Gælder færdselsloven også for fisk, altså: skal de have sikkerhedssele på, når de kører bil? Gælder naturlovene for mennesker – skal den stærkeste nødvendigvis overleve den svage? Hvad vil det sige at være stærk: er det oprørte hav stærkere end den barske natur? Der er mange ting , der ikke går op og lige så […]

Jeg har hverken drømt om tilstoppede afløb eller kaninhuller, men om at pille en mandarin. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med mig, med mit manglende indre liv.        

Det er blevet november i løbet af natten, der er ikke flere svampe skovbunden, og de sidste blade har givet slip, nu ligger de som et tæppe, nogen har efterladt til ingen verdens nytte. Jeg læser Ola Juléns “Orissa” for gud ved hvilken gang, fordi det trøster at vide, at der findes noget, der er mere vemodigt […]