Louise Juhl

Jeg taler med bøgerne. Finder sætninger, der lyder som noget, nogen kunne have sagt; svarer dem, så godt jeg kan. Eller jeg tyder gardinernes flimrende skygger; jeg synes, de ligner scanningsbilleder, uklare og kornede. De kommer og de går, sætningerne, skyggerne, uklarhederne. Ind imellem forsøger jeg at knibe øjnene sammen for at fokusere – på […]

Hver dag er vel en slags jubilæum, der er altid noget at markere: Et helt år uden drømme eller det her mærkelige rum, der nu for tredje måned i træk har installeret sig et sted mellem min drøbel og de øverste ribben – en forladt kunsthal, store nøgne vægge i knækket hvid. Omridset af seksten […]

For tiden læser jeg meget og bliver meget vred. Over, hvor forudsigelig menneskeheden er: Så skyder vi hinanden, så bedrager vi hinanden, så udnytter vi hinanden, så knalder vi hinanden, så svigter vi hinanden, så foragter vi hinanden.Og til sidst, så skyder vi skylden på hinanden. Og derfor vil jeg gerne rette en tak til […]

Jeg sidder i toget mod København, med et hoved, der er tungt af ingenting. Læser Daniel Dalgaards “Vi er ikke konger,” en sætning som: Vi findes ikke, før vi bliver fundet. Det er mandag igen, og jeg er træt af at lede efter sammenhænge, der ikke findes. Som nu i går, for eksempel, da jeg […]

Der hænger et hoved på mine skuldre. Et ansigt, der minder om min mors, når hun hver dag kom hjem lige så tomhændet, som hun tog afsted. Ryddede gulvet for farvekridt og bamser, strøg tøj og lod os børn om at bruge de kræfter, hun ikke selv havde tilbage. I går gik jeg forbi et […]

At vente og vente og vente og vente og vente. For så ikke at vente mere. Det har regnet i nat, haven lugter af forfra og begyndelser.  I dag vil jeg samle æbler, dem, der er faldet af træet siden i går. Jeg vil skære dem i både, otte – altid otte både. Nogle vil jeg […]