Louise Juhl

Ok jeg tror ikke det her giver mening for andre end mig og måske endda ikke engang det, men i dag kørte jeg i en iskold bil ad bittesmå veje forbi Ejer Bavnehøj og ned ad en kilometerlang grusvej til det bosted, jeg engang blev anbragt på, fordi man anså min anoreksi som kronisk og så invaliderende, at jeg havde brug for døgnpleje. Jeg boede med fem andre: H som mærkede stråler overalt – fra biler, højspændingsmaster – og fra mine strømper, som jeg måtte skifte flere gange daglig for at mindske hendes ubehag. Så var der C, der led af svær angst og havde sølvpapir på væggene i stedet for tapet. J led af anoreksi som jeg, vi blev hurtigt konkurrenter, hvem ku’ spise mindst, bevæge sig mest, det var meget sygt og meget ulykkeligt. Af grunde, jeg ikke kender, lykkedes jeg med at sige: nej! Jeg skal ikke tilbringe resten af mit liv på en gård ude på Lars Tyndskids Mark med at skifte strømper og konkurrere om, hvem der kan sulte sig mest. Så jeg flyttede simpelthen, kommunen og hospitalsmyndighederne truede med bål og brand: nul hjælp, nul opfølgning, niks nada. Så jeg klarede mig selv, de første år ret dårligt, så minimalt bedre, så fik jeg en kæreste, der var flot og arbejdede som personlig træner i Fitness World. Desværre var han også sindssygt egoistisk, spilafhængig og utro, så efter to år med ham skred jeg. Det eneste jeg fik med mig var en elkedel, min computer og en pilatesbold, jeg brugte som stol. Så var der Ole og Lars og Jens Christian, der kaldte mig for “narrefisse”, da jeg sagde, at det nok ikke skulle være os to alligevel. Det var der aldrig nogen, der havde kaldt mig før.
Endelig mødte jeg M, min kloge, sjove, søde og let skelende mand – fuck hvor er jeg glad for, at jeg er sammen med ham og ikke sidder på et bosted og brækker et knækbrød i tern. Det er først nu, mens jeg sidder og skriver det her, at det går op for mig, at det faktisk er min egen fortjeneste. Jeg skred og ingen troede på, at det ville gå – ikke engang jeg selv. Men det gik sgu, der er vel altid plads til forbedring, men på en skala fra et til ti er jeg otte en halv lykkelig. Sgu.