Louise Juhl

destory.dk

Category: Ikke kategoriseret

ensomig #970

Jeg er fire år sommeren varer til nu en hund langt væk gør

ensomig #969

Husk kun at sige noget, hvis det, du har at sige, er vigtigt’. Eller: spild ikke andres tid med tanker, der kan forblive tanker. Sådan fik jeg tit at vide, da jeg var mindre. Jeg talte meget og altid, det var sådan, jeg var til i verden. Det er sådan, jeg er til. Jeg taler […]

Dobbelt-a

Forleden var jeg på Skejby sygehus. Jeg skulle have BOTOX-behandlet mine hænder efter fjorten følelsesløse dage. Supersygehuse er langtfra super for en som mig, der kan fare vild i en tændstikæske. ‘Bare find indgang F, så til højre og så til højre igen’ havde Michael forklaret mig hjemmefra, så hvorfor jeg drejede venstre, ved jeg […]

ensomig #968

Engang var jeg bange for hessianbeklædte vægge, langhårede tæpper og knapper af ben. Nu er jeg bange for alt muligt andet: småbitte mennesker, der føler sig kæmpestore, for eksempel. Eller at blive kørt over af en bus: Ende helt fladmast og umulig at identificere. Det kan lyde fjollet, angst er vel fjollet. Men ikke mindre […]

ensomig #967

Engang gjorde jeg ting af en grund. Groede håret langt, for at få en kæreste. Læste lektier for at blive klogere. Spiste sundt for at leve længere.Nu er håret kort og bunkerne uoverstigelige. Min bror siger, at det ikke nytter noget.– Man lever ikke længere af at spise sundt, det føles bare sådan, siger han: […]

ensomig #966

Tak til dem, der pissede mig af, for at lære mig at pisse igen. Til de alt for åbne forhold, jeg var en del af uden at vide det. Tak til tidevandet, flod og ebbe, til strandasters, blæretang og sandorme. Tak til tiden, det evige pust i nakken: videre, videre! Tak for tandlægekort, smørglattet blomkålspure […]

ensomig #965

Tak til skyerne for nærvær og til markerne for pivåbne vidder. For leret længsel og lidt for tunge læs. Tak til læhegn og slagsidevind. Selvdøde dyr. Tak til Niels Vilhelm fra børnehaven Bambi, der lærte mig at spille claves og maracas og tamburin. Og til min mor, for at klappe ad det alt sammen. Tak […]

ensomig #964

Tak for kysset og lovning om mere og så ikke mere.Lyset, der falder uden at slå sig. Linoleumsgulvets nistre.  Bagdrømme – og visheder uden hold. Bus nummer seksogtyve: Kingosgade, Kammasvej. Barnet der vinker uden at vide til hvem. Den puklede glæde, der minder om sorg. 

ensomig #963

Tak til tirsdagen med alle dens følelser, også dem, jeg ikke kan bruge til en skid. Tak til panik og lodden angst, til spejlinger og vægfluer. Til vandrefalken for at flyve uden at forlange noget til gengæld. Og til himlen for ikke at være en kat.  Tak til de lange tråde mellem dengang og nu; […]

ensomig #962

Når jeg tænker på mormor, tænker jeg på et gardin. Det kan lyde som en unødvendig omvej, en umulig metafor. Det er det ikke. Når jeg tænker på min mormor, tænker jeg virkelig på et gardin. Noget, der blafrer. Noget, man kan trække for, skærme med.Min mormor blafrede. Hun stod aldrig stille, men bevægede sig […]