Louise Juhl

Her. Sætter vi os ned. Tilsyneladende. Så sidder vi Der. Sammen. Så rækker vi måske hinanden en hånd, så tager vi måske hinandens hænder. Så sidder vi Her. Med hinandens hånd. Og længes efter vores egen. Så mærker vi frygten for at miste os selv. Stærkere end vi mærker angsten for at miste hinanden. Så sidder vi Der. Her. Så vinker vi. Til hinanden eller ad os selv. Så væbner vi os. Med noget andet en tålmodighed. Rastløshed, for eksempel. Og ser os selv, se på os selv i en anden, rastløsheden, hånden, hænderne, der vinker.
Og imens sandet, der løber som glas gennem tiden.