Louise Juhl

I lang tid har jeg gået vejen til og fra skole alene, mor siger, at det er flot, at hun er stolt af mig. Jeg er også stolt. Når jeg går turen, tæller jeg mine skridt, fire og otte har to stavelser, på dem, laver jeg et gadedrengehop. I begyndelsen synes jeg, at det var svært at gå turen alene, det var som om de mange mennesker, bilerne, lydene, hastigheden, ja især hastigheden, skræmte mig, videre, videre, videre. Men så var det, at jeg begyndte at tælle de nedtrådte stykker tyggegummi, der lå på fortovet. Nu tæller jeg dem hver dag, nogen dage er der kommet et ekstra stykke til. Med tiden er jeg begyndt at skrabe dem fri, de nedtrådte stykker, og samle dem op. Jeg forsøger at gøre det så umærkeligt som muligt, ikke at det er svært, folk ser alligevel væk, videre, videre. Så jeg bliver mere modig, samler hurtigt nok til at fylde en dåse, to.
En dag tager jeg de mange stykker tyggegummi op, og varmer dem i hænderne, former dem til en stor rund kugle. Den er for stor at have i munden, så jeg deler den i flere stykker, og former hver af dem til olivenstore kugler. Jeg tager et af stykkerne i munden, det føles lidt forkert, men mest rigtigt. Ja, mest rigtigt. Jeg kan mærke små stykker af snavs i klumpen, de knaser mod tænderne, men jo mere jeg tygger, des mindre knaser det. Det smager ikke af så meget, tyggegummiet. Alligevel smager det af alt muligt. For eksempel smager et af stykkerne af en pige, der har fået klippet sit hår, men som er ked af det, fordi hun synes, at det er blevet alt for kort, og nu vil hun ikke med til skolefesten – ikke når hun ser sådan ud.
Et andet stykke smager af den elleveårige, der skal til fødselsdag hos en veninde, og som har fået halvtreds kroner af sin mor til at købe en gave for. Hun går ned i byen, men kommer til at bruge alle pengene på en bog fra “Virkelighedens Verden”, som hun længe har drømt om. Den handler om en pige, der bliver berømt ved et tilfælde. I Hollywood! Nu tænker den elleveårige så på, hvordan hun får forklaret, at hun har brugt pengene til gaven på sig selv, men kommer i tanke om, at hun jo bare kan skynde sig at læse bogen, og bagefter pakke den ind og forære den som gave.
Så det gør hun, hun læser bogen, pakker den ind og tager til fødselsdag. Nu er det bare lige, at hun er kommet til at bukke et hjørne på en af siderne, da hun læste, og det kan næsten ikke ses, men alligevel er det lige præcis dét, hun ser, fødselaren, da hun pakker gaven op. “Er den brugt?”, spørger fødselaren, og smider bogen om Hollywood på en stol ved siden af gavebordet, bare sådan, vupti.
Og den elleveårige bliver så flov, så flov, og det er den flovhed, jeg smager, når jeg tygger på min tyggegummikugle.
På en måde er det som om, jeg ikke længere er alene, når jeg går hjem fra skole. Ikke nu, hvor jeg samler de nedtrådte stykker af tyggegummi, smager på dem.