Louise Juhl

destory.dk

Category: børnesange for voksne

Ensomig #451

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver det ned, måske for at se det ske. Søndag morgen tidligt, fuglene synger i badet. M sover ved siden af, bare dét. Jeg lister ud af sengen, skal tisse, hunden smider sig på ryggen, den er kælen. Kaffen, smager af mere. Udenfor står et slidt tøjstativ, med træværk mørnet […]

Ensomig #450

Mettes mor hedder Lizette med z. Det er i hvert fald sådan, hun svarer, når man spørger, hvad hun hedder. “Lizette med z,” siger hun, og det hænger ligesom ved. Hun arbejder som afløser på et plejehjem, men for det meste er hun ikke på arbejde, hun er bare ikke hjemme. Ingen ved vist rigtigt, hvor […]

Ensomig #449

Lea er min bedste veninde, vi er altid sammen. Vi følges i skole og vi følges hjem fra skole, så skilles vi. Akkurat inden for døren griber den ene telefonen, ringer og spørger den anden: ”hvad laver du?” Vi følges ad. Leas nummer er 98143453, en hemmelig og vigtig kode. Hendes mor hedder Jette, hendes […]

Ensomig #448

Lyset bryder ud en dag i april. Min far griber chancen og maler udhæng. Min mor stiller havebordet frem, men fortryder med det samme. “Det kan jo så hurtigt vende på den her årstid.” Jeg selv går rundt med noget lige i hælene og venter på, at det passerer. Først meget senere bliver jeg klar […]

ensomig #447

Han laver æbleskiver, det er det eneste, han kan finde ud af, siger han. Han er ellers god til så meget, engang tjærede han garagens tag, han var lige ved at få solstik af tjærelugten og den direkte sol på hans isse. Det var også ham, der byggede det store legehus udenfor soveværelsesvinduet, det er […]

Ensomig #446

April. Det er ikke første gang, han spørger. ”Hvad er det værste, der kan ske?” Og ligesom alle de andre gange, har jeg lyst til at gå helt tæt på ham – helt, helt tæt – og sætte mig på knæ, så jeg flugter hans ansigt i stolen. Og kaste op ud over ham, ned i […]

Ensomig #442

Væggene er malet gule. Han siger, at det er godt for helbredet. At de er begyndt at bruge gul på sygehusene også – af samme grund.  Vi hører Norah Jones. Han læser historie på 4.år. Han stammer en del, jeg skal gøre mig umage for ikke at afslutte hans sætninger.  “Come away with me” synger […]

Ensomig #441

Reolen er fyldt med ringbind. “ICD10”, “Kvalitetssikring og patientsikkerhed,”  “Stressrelated traumas in a neuropsychiatric perspective.” Titlerne er skrevet med tuschpen på ryggene. På skrivebordet står et bæger med kuglepenne, en lineal rager op. Til højre et foto: to børn, omtrent 12 år, en dreng og en pige. De ligner hinanden, samme åbne pande, samme lidt […]

Ensomig #439

April. Jeg forstiller mig, hvad han har noteret sig efter vores første møde. Måske måden, jeg besvarede hans spørgsmål: som en mur, der sender bolden tilbage. Eller min påklædning, at mine såler er slidt skæve på den højre støvle. Hvad siger den slags om et menneske? Hvad siger alle disse overvejelser om mig?

Ensomig #438

April. “Du kan kalde mig Klaus,” siger han. “Klaus, ok.” Jeg smiler. “Og du?” “Stella,” svarer jeg så hurtigt, at man skulle tro, jeg havde nået at tænke over det. Klaus. Stella. Så er rammerne lagt.