Louise Juhl

Vi trillede tøndebånd imellem os, vi var seks, alle patienter i samme terapeutiske gruppe. Det var trangt med pladsen, så tre faldt hurtigt fra, de kunne ikke arbejde under så snævre rammer, sagde de.
Vi tre, der blev tilbage, fandt hurtigt ud af at beskæftige os med noget andet end at trille. Én fortalte, at han gennem hele sin barndom var blevet vækket af sine mareridt af en far, der fortalte ham, at drømme ikke fandtes. Han sagde, at det var det mest uhyggelige, han nogen sinde havde hørt: hvis ikke mareridtene fandtes, hvordan kunne han så drømme dem? Han græd, og jeg holdt om ham imens, mest for at have noget at gøre af mine hænder.

En anden fortalte, at han havde problemer med væskebalancen, og at han af samme grund i perioder forsøgte sig med lymfedrænage. Han holdt af ordet “drænage”, pikant og odiøst, han sagde, at den slags var symptomatisk for hans liv, at løse et problem ved at skabe et andet. Nu var det udtalen, der voldte ham kvaler: “dræ-na- sjjjje.”
Han ville gerne, at vi alle skulle forsøge os i kor, [ˈdʁεːnæːɕə]. For at forstå ham, lissom. Der sad vi så alle tre og foldede tungen, det lød aldeles akavet. Dræ-naaaa-sjjj.

Til sidst var det min tur, jeg blev tør i munden, forsøgte mig med tøndebånd og trilleri, men de to andre bad mig bidrage, bad mig åbne op, de lovede ikke at lade sig skræmme. De lovede at være der, altid og uanset.

Og jeg rømmede mig, satte mig til rette på stolen, fortalte dem, at jeg var ensom, frygtelig ensom, og at min ensomhed skyldtes, at jeg aldrig havde evnet at lytte til andre menneskers problemer.
Ganske som forventet rejste de to andre sig og gik.