Louise Juhl

Mor sover, hendes mund står en lille smule åben, og der er fugt i hendes mundvig. Ikke savl, men begyndelsen til.

Hun har en rynke mellem sine øjenbryn. Den ser stor ud, som hun ligger der, med kun ansigtet synligt over dynen. Rynken er så dyb, at den ligner et krater, synes jeg, og forestiller mig, at den er Hekla, en slumrende vulkan, og at mor er en ø.

Mon hun mon nogensinde bryder ud, mor?
Vil der stå flammer ud af hendes øjne, vil hun begrave min bror og mig i aske?