5.2.9.4 perma

by Louise Juhl Dalsgaard

de evige tre er  forgæves. som de to. og jeg er træt af at rotere under månen, lysende som en kugle af sølvpapir. jeg er en hån. det samme er søvnløsheden. jeg vandrer som en af de tre, evigt, om månen, roterende og forgæves. stjerner er øjne af klor, en længsel på albuen, som den hilsen jeg ikke fik sagt. eller det had. de evige tre, de eviges. treenighed. åh så enige om evigheden de er, som far, mor og barn, som trapper der tæller sine trin og ikke kan undvære et eneste. trip, trap, træsko så langt fra evigheden som månen er fra jorden, lige derude lysende, lige derude søvnløs og rund. et punkteret rumskib. jeg har glemt hvor jeg vil hen. der er kun den her fortælling, der smuldrer mellem mine hænder.