50.

by Louise Juhl Dalsgaard

Det er påske, morfar slagter lam, mor siger til bror og mig, at det ikke er synd. “For hvis ikke, de var blevet slagtet slagtes, var de heller aldrig blevet født”, siger hun, “sådan fungerer den slags”. Jeg ved ikke, hvad hun mener med “den slags”, men jeg kan godt lide lammekølle, det smager dejligt og af påske.

Der er gule kyllinger i vinduet ligesom sidste år, og en høne i plastik på bordet, fyldt med små farvede æg, der kan spises, men kun når morfar giver lov. “Tag I bare”, siger han så og rækker hønen frem, og vi tager fire, altid fire, i forskellige farver, selvom de smager ens, sødt og af sukker.

Moster kommer ikke i år, hun og mor er kommet uoverens, fortæller mor, jeg forstår ikke, uoverens? Mor siger, at moster er vred, at hun siger, at min mor får alting til at se så nemt ud, at hun stiller gode miner til slet spil. Jeg synes ikke, at mor får noget til at se nemt ud, måske pånær det, som virkelig ér nemt, at lam skal slagtes, for eksempel, for hvis ikke, var de slet ikke blevet født.

Moster er meget yngre end mor, ti år. Mor siger at det ikke er årene i sig selv, der gør forskellen, men at verden blev en anden undervejs, at hun lever med et ben i hver lejr, mens min moster har fået sit ståsted foræret. Jeg forstår ikke, hvad hun siger, men jeg tror , jeg ved, hvad hun mener.

Moster synes for eksempel, at det er hykleri at slagte lam, kun fordi det er påske. Så vender morfar ryggen til hende og siger, at kvinder bør tie i forsamlinger. Moster begynder at græde: “Det er lige præcis dét, jeg mener”, hulker hun, men mor siger, at hun blander tingene sammen.
“Vi kan da lave flæskesteg i stedet”, foreslår mor, men moster ryster på hovedet “Som om dét gør en forskel.”

Imens sidder jeg ved køkkenbordet med hænderne for ørene og tæller blomsterne på plastikdugen. Når jeg har talt dem allesammen, plejer de at være færdige med at skændes.

Den påske får jeg feber, jeg ligger i værelset ved siden af stuen, hvor mor, bror og morfar sidder. De spiser lam, tagtøjet klirrer mod fadet. Lyden får mit hovede til at gøre ondt, lyden fylder mere, end der er plads til i mine ører.

På reolen ved siden af sengen har mor stillet en flaske dansk vand, jeg kan lige akkurat nå den, når jeg ligger ned, men vandet løber ned af min hage, da jeg forsøger at drikke af den, videre ned på dynen, der får en plet, hvor vandet rammer. Jeg kigger på pletten, den flyder ud for mine øjne, det er som om den vokser og pludselig fylder hele rummet, at jeg er omgivet af en stor våd dyne. Det er meget svært at trække vejret, og så den lyd ovenikøbet, af tagtøj mod fad, en skingrende raslen. Der er alt er for meget af det hele, lyde, lugte, og så den plet på dynen, der vokser.
Jeg kalder på mor. Jeg kan høre, at hun skubber stolen ud fra bordet, og lægger sin kniv og gaffel fra sig, mere raslen. Så åbner hun døren ind til værelset, hvor jeg ligger. “Hvad nu?”, hvisker hun, ikke vredt, mere som om hun er overrasket over, at jeg ligger dér? Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare hende, jeg kan vel ikke sige, at jeg har spildt på dynen og at pletten fylder hele rummet, vådt og tungt, at jeg ikke kan trække vejret. I stedet fortæller jeg, at jeg synes det er synd for lammene, at de skal dø, når de er så små. Jeg siger, at jeg ikke vil dø allerede, selvom det er påske og jeg er syg. “Jeg har talt alle blomsterne på plastikdugen, der er ethundredeogotteogtyve, så gammel vil jeg blive.”
Mor sætter sig på kanten af sengen, “du skal da ikke dø, skat”, siger hun og stryger mig over kinden.
Hun får det til at lyde så nemt, måske er det dét, moster mener, når hun siger, at mor stiller gode miner til slet spil?