Louise Juhl

Manglen. Jeg mangler at skrive om sølvsmeden, insektet, der flyver så tungt, at jeg hele tiden må se, se og se og se og, ja jeg tør ikke slet ikke lade være at se,
som om det at se er det, der holder den svævende, sølvsmeden,
den tvang, altid at se

for at holde tingene i gang.

Min mor siger, at det er vigtigt altid at have sine øjne med sig, nu tænker jeg: findes der en måde at lade dem være på, øjnene, efterladte, tomhulet, og sådan slippe for den seendes
tvang til at se?

Jeg holder meget af forvandlingskugler, jeg køber dem i strandkiosken, tre i hver pakke, jeg lader dem fylde hele munden, alt bliver farvet, læberne, tænderne, mundhulen, jeg ved, at det er min chance til at lade øjnene ligge, en ny måde at være i verden på, at æde mig vej
til farverne

klistret.

(med en lup i solen brænder jeg i træ, svedigt, det keder mig før jeg får mit navn skrevet færdigt, sådan er det.)