Louise Juhl

Det er en leg, jeg leger. Eller egentlig er det ikke en leg, men bare noget, der sker.
Altså, jeg vælger en finger, og så er reglen den, at fingeren bestemmer, hvem der er den. Nogen gange er det mor, der er den, så følger fingeren mors bevægelser:
Når hun tager curler ud af håret, når hun vasker sine hænder, eller når hun vender et blad på blomsten i karmen.
“For at se, om den trives”, som hun siger, mens min finger bare peger.

Nogen gange sker det så, at det ikke længere er fingeren, der følger mor, men mor, der følger fingeren. Og så får jeg altid et lille sug i maven, for fingeren peger så længe, at mor skrumper ind og bliver helt lille. Ja faktisk så lille, at jeg kan putte hende i et syltetøjsglas og lukke låg på.
Når hun så sidder der bag glas, kigger jeg ind til hende, ligesom jeg nogen gange ser på de insekter, jeg fanger i haven. Men mor er ikke et insekt, hun har hverken ben eller vinger, hun er gennemsigtig som et spøgelse. Jeg bliver lidt bange, for jeg ved ikke, hvor længe fingeren vil, at mor skal blive i glasset.
Jeg stirrer på glasset, på mors hænder bag, jeg ser, at hendes mund bevæger sig, men jeg kan ikke høre, hvad hun siger. Jeg ser, at mors finger peger på mig inde bag glasset, men jeg ved ikke, hvad det betyder, hvad fingeren vil, at jeg skal gøre.

Jeg bliver ved at se, men jeg ved ikke længere, om det er mors finger, der peger på mig, eller om det er min finger, der peger på mor. Jeg begynder at græde, fordi det er synd for mor, men også lidt synd for mig. Allermest græder jeg, fordi jeg ikke kan se hvilke fingre, der peger på hvad.

Mor kommer ind på mit værelse, hun spørger, hvorfor jeg sidder med fingeren i vejret, hun spørger, hvorfor jeg græder?
Jeg siger ikke noget, for hvordan skal jeg forklare, at jeg græder, fordi min finger peger og peger, og fordi mor er gennemsigtig som det glas, jeg har lukket hende inde bag.
I stedet rækker jeg min hånd til mor, som hun skal puste på, og det gør hun, mor, hun puster på min hånd og bagefter på mine fingre, en efter en.
Til sidst holder hun om mig, helt forsigtigt, som om det var mig, der var af glas.