66.

by Louise Juhl Dalsgaard

Der er aftener, hvor jeg ikke tør være alene. Det er ikke fordi, jeg er bange, det er mere fordi, jeg tænker på hullet i væggen.
På, hvad der vil ske, hvis jeg kravler igennem.

Altså, jeg ved jo godt, at der ikke er et hul. Men selvom jeg ved det, er det der alligevel. Så ligger jeg og stirrer på hullet, der ikke findes, eller lytter til alle de lyde, der ikke længere lyder. Strygebrættet, der ikke knirker, bror der ikke skyller ud i toilettet, dørene, der ikke går. Alt det ligger jeg og hører, at jeg ikke kan høre

På samme måde er det med hullet i væggen.
Det hul, det findes ikke, det ved jeg godt. Alligevel tænker jeg hele tiden på det hul i væggen, der ikke findes, og jeg spekulerer over, hvor alt det, der ikke findes, egentlig bliver af. 

Forsvinder det mon ud gennem hullet i væggen?