Louise Juhl

Mor og jeg holder klippedag, det er sådan en dag, hvor vi klipper ting i papir. Vi gør også alt muligt andet: Vi læser højt og spiser knækbrød med kniv og gaffel, fordi det næsten er umuligt, men også kun næsten.
I dag fortæller jeg mor, at jeg somme tider drømmer baglæns.

Det begynder med, at jeg lægger mig og lukker øjnene. Så forestiller jeg mig, at jeg er en prinsesse og meget lykkelig. Og fordi det hele er så dejligt, falder jeg i søvn og drømmer om alt det, jeg må gå igennem, for at få prinsen og det halve kongerige.
“Det er det, jeg mener med at drømme baglæns, mor.”

Jeg drømmer for eksempel, at jeg er alene hjemme i et hus uden vægge. Eller at jeg sluger en flue, der flyver rundt indeni mig og knurrer og gør ondt.

Andre gange drømmer jeg, at jeg er så ked af det, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gør af mig selv. Men for at gøre noget, så flytter jeg til et land, der er så koldt, at der ingen mennesker bor, kun isbjørne. Allevegne. De kæmpestore hvide dyr kommer aldrig helt tæt, men alligevel så tæt, at jeg ikke tør bevæge mig. Og sådan er jeg fanget hele natten: iskold, stille og ked af det.

“Det er nogle uhyggelige drømme”, siger mor.

Men jeg svarer hende, at det slet ikke er uhyggeligt, det er jo en baglæns drøm. Så selvom jeg er kold og bange, når jeg vågner, gør det ikke noget, for jeg ved, at drømmen først rigtigt er slut, når jeg vågner i en himmelseng og er en prinsesse.

“Af alle gråspurve, er du den eneste, der er lilla”, smiler mor, og rækker mig en fugl, hun har klippet i karton.