Louise Juhl

Hvis man gennemgår studier om arv og miljø, hvad der er hvad og hvem, der er hvem, er forskerne langtfra enige. Flere mener, at miljøet er klart den stærkeste faktor, at mennesker så at sige kan masseres og modelleres ved hjælp af de rette stimuli: Kærlige hænder, lyttende omsorg. At alle sår kan læges, også de, der går generationer tilbage, årtusinders øje for øje og tand for tunge. 
Andre er mindre overbeviste om sindets mobilitet, de siger, at betydningen af den genetiske arv er væsentligt større end omgivelsernes påvirkning. 70/30 viser tallene. Det er ganske enkelt ikke muligt at løbe fra sin DNA. Eller fra arvelige sygdomme, personlighedsforstyrrelser.

Sammenligner man for eksempel børn med henholdsvis genetisk og ikke-genetisk slægtskab, er det tydeligt, at biologien er afgørende. To søskende på samme alder opvokset i samme hjem men uden genetisk slægtskab, vil ikke være mere ens i deres karakter end to tilfældige fremmede. Tager man modsat to genetisk ens individer, for eksempel enæggede tvillinger, men lader dem vokse op i vidt forskellige hjem, vil de fortsat være slående ens, når det kommer til personlighed.
Måske ligger sandheden et sted imellem, i en pardans mellem det ene og det andet, miljø og biologi. 

Han er faldet i søvn igen, der er lidt savl at se i hans højre mundvig. Han trækker vejret roligt og rytmisk, hviler hovedet på sin hånd. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg føler, om det er ømhed eller uro. Men jeg flytter dynen fra min krop med en forsigtighed, så jeg helt er sikker på, at han ikke vågner ved det og lister ud. Lukker døren langsomt.

Kan man arve et undvigende blik, en hjemløs bekymring? Jeg har læst, at hunde med tiden har arvet menneskers mimik, at musklerne i deres ansigter simpelthen har ændret sig. At de for eksempel kan løfte brynene højere end deres forfædre, ulven, for derved at få deres øjne til at fremstå større Hundeøjne, kalder vi mennesker det, og klør dyret bag øret, hvisker ”god hund”. 
Findes der linjer i mine hænder, tråde i min rygmarv, der forbinder min mormors bedende blik med mit? Er fløden, jeg hælder i kaffen om morgenen den samme som den, min mor pisker til skum og fordeler over kagen, så den glider lettere ned. 
Søger jeg umærkeligt det koleriske, det uvarslede skifte fra rosa til grå, sådan som jeg engang søgte min mors bryster? Er der en slags trøst at finde i det, man kender, også selvom det, man kender, minder om vold uden mærker, lyden af en lussing, lige før den rammer. 

Er kattene mine eneste vidner, min pels mod virkelighedens ru hud.