Louise Juhl

Jeg klæder mig ud som dame.
Jeg tager de lyserøde strømpebukser på og kjolen med en kat på maven,
jeg putter læbestift på læberne og lidt ved siden af også, så de fylder mere, for sådan har jeg set, at man gør. Jeg fletter også mit hår, det er svært, især hvis jeg kigger i spejlet, for så vender retningerne omvendt af sig selv. Mærkeligt.

Til sidst låner jeg en halskæde i mors skrin, den er tung og af sølv og vistnok ældre end nogen kan huske. Den betyder meget for mor, siger hun, “når jeg har den på, er det, som at bære et minde til live.”

Sådan går jeg omkring i huset, udklædt, og mærker mig det voksne: Fyldet i læberne, kjolen og kæden.
Jeg kan lide det meste, jeg kan lide fletningerne, der snor sig og dyret på stoffet, kælent. Allerbedst kan jeg lide at rødme med munden, fyldigt.

Kun sølvkæden er dum, den er grov og tung og kradser om halsen.
Det er nok derfor, mor aldrig klæder sig ud som voksen.