Louise Juhl

Jeg vågner en morgen og ser, at min krop er vokset mig over hovedet. Mine tæer er kolde og længere, end da jeg gik i seng. Mine knæ er forvirrede: De har ligesom ikke noget med mig at gøre.
Så ser jeg mig i spejlet. Jeg kan se, at jeg er for sart til mit ansigt, og at huden omkring mig kun er foreløbig, som et plaster, der er groet fast.

Jeg går ud i køkkenet til mor, og spørger, om vi skal gå i zoologisk have. Hun svarer ja.

Vi går rundt et par timer og peger dyr ud for hinanden: “Se, en vaskebjørn” eller “Dér er en giraf”. Det er rart at gå sammen og pege og finde.
Da vi går hjem, har jeg igen fået samme størrelse som min krop.